Første søndag i advent

11-10-2020

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 121; 1 Joh 4, 12-16a; Joh 15, 1-11

Der foregår ting og sager i Herrens vingård i disse dage, ikke mindst i politik. En ellers respekteret leder af det anstændigste og mest respektable parti af alle har måttet trække sig p.g.a. en hånd, der havde forvildet sig steder hen, hvor den var uønsket. Eller måske var det snarere, fordi han var kommet til at sprede så megen tåge om håndens virkelige ejermand, at nogle ondsindede mennesker kunne få den tanke at han løj for at redde sit politiske liv. Den ene forurettede, et befamlet lårs ejerkvinde, var efterfølgende ulykkelig, for hun havde jo ikke ønsket lederens afgang, men en ændret kultur i partiet.

Der skal nok komme en ændret kultur, og vi ser allerede konturerne af den. Mænd skal nu ikke blot holde en meters corona-afstand til kvinder, de kommer helt sikkert til at holde endnu mere afstand, så de ikke kan blive beskyldt for noget, og samtidig udviskes forskellen på sagerne om sexisme; der er jo gradsforskelle, endda store. Der er forskel på, om man har lagt en hånd på et lår eller i skridtet, der er forskel på, om man på en politisk introweekend har flirtet klodset med en voksen kvinde, der selv formåede at afvise flirten, eller om man har haft et upassende forhold til et purungt menneske, hvis underviser man var.

Der er forskel, men det hele flyder rundt i én pærevælling for tiden, og hvorfor mon det gør det? Jeg tror, at det har noget at gøre med, at vi ikke længere ser os selv som en del af noget større, hvor der gælder fælles regler for almindelig omgang. Vi mener heller ikke, at vi står til ansvar for én, der er større, d.v.s. Gud, for Gud som dommer er gledet ud af vor bevidsthed. Men hvis Gud, der rent faktisk har sat nogle gode love for menneskers liv sammen, ikke længere dømmer i dem, hvem gør så? Det gør vilkårligheden. Så bliver det mig og mine personlige grænser, der afgør, om en anden har krænket mig, det kan rydde avisforsider og bringe ledere til fald, medens åbenlyse krænkelser og almindelig dårlig opførsel kan stå på i årevis, når blot man selv har magt eller har et magtfuldt bagland, der er villige til at se igennem fingre med det hele.

Og så er vingården groet til, så hersker denne verdens jeg´er. Læg godt mærke til, hvor meget ordet »jeg« går igen: »Jeg følte mig krænket, da den og den komplimenterede mit udseende i stedet for min intelligens«, »Jeg beklager og fortryder min handling, som jeg har måttet leve med i mange år«. Pludselig er alle ofre, fra de krænkede i alle grader til de krænkende, som synes, det er forfærdeligt at skulle leve med, at en eller flere bestemte sager bliver ved med at dukke op. Her i kirken kalder vi denne jeg-kultur at være indkroget i sig selv, og det kan ikke siges nok i disse tider, for når man ikke kan skille skæg fra snot, f.eks. hvornår man er offer, og hvornår man ikke er, så glemmes de virkelige ofre, og vi får ikke en bedre kultur, men derimod hykleri og kunstig omgang med hinanden. Skal vi tale bibelsk, kan vi ikke være vore egne vingårdsmænd, vi kan ikke vande og pleje os selv, for så visner både vi og vore fællesskaber. Sådan er det, fordi vi er formet af støv, medens den ånd, vi har, er af Gud, og vi kan kun give ånd og liv videre, hvis vi lytter til den, der formede os og indgød os sin ånd: »Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.« Sådan siger Jesus. Vi blev i dåben podekviste på det sande livstræ, Jesus Kristus. Hos ham er vi aldrig alene, hos ham lærer vi, hvordan vi skal begå os i livet. Derfor er det vor opgave at lytte til ham, hele livet.

Det har vi bare så vanskeligt ved; Adam og Eva, som Gud skabte, valgte at overtræde det ene bud, han havde givet dem, de syntes, slangen var mere spændende at lytte til. Gud udvalgte sig et genstridigt folk, som bestandigt var ulydigt imod ham – fordi de hellere ville tilbede en guldkalv eller Baal, og da Gud kom til jorden, endte han på korset, fordi den verden, han selv havde skabt, ikke ville kendes ved ham.

Adam, Eva og de genstridige israelitter er for længst døde og borte, men Gud lever i bedste velgående, han hører ikke op med at tale til os, og han er også et jeg: »Jeg er det sande vintræ«, og det er han med rødder, grene, blade, blomster og frugt, fra begyndelsen til enden. Når vi er podet på ham, så er vort liv så tæt forbundet med ham som et træ med dets grene. Det betyder ikke, at vor personlighed opløses i mødet med Gud, for grene ligner jo ikke hinanden, men det betyder, at det i os, der siger »jeg« skal lytte til den Gud, der leder os frem til vor næste, og så bliver jeg´erne til et vi: »Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os« som Johannes skrev til os. I dag lever vi en verden, hvor kærlighed meget ofte bliver forvekslet med sex, deraf de mange problemer, som vi for tiden hører så meget om. Men Jesus påbyder os altså ikke at gå i seng med næsten, han påbyder os respekt for næsten, for hele hans eller hendes person. Mennesker har bare så vanskeligt ved at finde ud af den slags selv, og derfor har Gud givet os gode bud at følge, bud for god opførsel, som vel må siges at være en mangelvare visse steder: »Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed« siger Jesus. Det lyder enkelt, men det er det ikke, fordi alle vi jeg´er helst vil pleje os selv. Det er heller ingen ny historie.

Hele biblen er fyldt med en masse små jeg´er, der alle kommer til kort, når de møder Gud. De må se sig dømt og benådet igen, og når de bliver kaldt og udvalgt, må de opgive deres egne planer for at gå ad tornegroede stier, som ofte ender i en voldsom død. De må lægge deres eget jeg til side for at følge en anden, nemlig Gud. Nogen, som er større end dem og uden for dem, kalder på dem. Hvem er han? »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden« hører vi i dag.

»Jeg er« siger Jesus til sine disciple, ganske som hans fader sagde til Moses fra den brændende tornebusk: »Jeg er den, jeg er.« Gud, der skabte alt, hvad der er godt og livgivende, han kan ikke rummes inden for nogen kategori, men han kan give et billede på, hvem han er, og det gør Jesus, når omtaler sig selv som vintræet og os som grene på træet. Det er et billede, de fleste kan lide, vintræet, der står med sine grene, fulde af frugt, er et smukt og livgivende tegn på fællesskabet, men så fortsætter Jesus:

»Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han [vingårdsmanden], og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt.«

Jesus taler altså også om dom, og den dom handler om, at der findes grene på træet, der ikke bærer frugt. Hvis vi ser på Danmark som Herrens vingård i disse tider, så må vi hver især overveje hvilke frugter, vi bærer. Og vi skal vide, at hvis vi ikke kan lide at høre om, at Gud bedømmer os på vore gerninger, så kommer der blot en anden og dømmer. Det er ikke sikkert, at det er behageligt. Jeg personligt foretrækker Gud frem for folkedomstolen eller en tilfældig, politisk gruppeleder.  

Politik fylder efterhånden så meget i vort samfund, at det er blevet en ny religion med et uldent regelsæt, et vilkårligt præsteskab og en ansigtsløs domstol, som ingen mennesker kan leve med og under. I kirken er der ansigt på dommeren, og tænk, nåden gemmer sig bag samme ansigt. Gud viser sig i en brændende tornebusk som den frygtelige Gud, han kan være, han viser sig som det sande vintræ med rødder så dybe, at kærligheden og tilgivelsen bliver ved med strømme fra det. Vi kan ikke leve med hinanden uden ham, skilt fra ham, kan vi slet intet gøre, og derfor bliver han ved med at tale til os, for at hans glæde kan være i os, og vores glæde blive fuldkommen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

04-10-2020

Salme: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, DDS 728 

 

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 40, 2-6; Jud 20-25; Mark 2, 14-22

Ethvert samfund har et syn på moral, ethvert samfund deler sine borgere op efter denne moral. Sådan var det på Jesu tid, sådan er det i dag. Hvad der er moralsk rigtigt skifter til gengæld, og det gør også de mennesker, der er på hhv. den rigtige og den forkerte side af moralen.

I dag udfordrer Jesus den offentlige moral. Han tager tolderen Levi under sine vinger, og han spiser til middag med andre toldere og syndere. For at forstå, hvor forargeligt det var, er vi nødt til begynde med lidt baggrundsviden; på Jesu tid var Israel eller Palæstina besat af romerne, der dog tillod jødiske lydkonger at herske i landet. Dette var mange af jøderne utilfredse med; de drømte om, at Israel atter skulle rejse sig og opleve endnu en storhedstid, og for mange betød det, at man søgte tilbage til de fædrene overleveringer. Man dyrkede religionen og skriften ud i den mindste detalje, og det resulterede i et renhedsbegreb, hvor man – udover at skulle holde den hellige lov - ikke måtte fraternisere med nogen, der havde med besættelsesmagten at gøre. Det så tolderne stort på; de levede fedt af deres erhverv, som var at forpagte toldopkrævningen af romermagten og lydkongerne. Hvor meget de stak til side til sig selv, var op til dem, så ublu toldsatser var almindelige. Tolderne var altså værnemagere, og der er egentlig ikke noget pænt at sige om folk, der lader hånt om deres landsmænds ve og vel blot for at sikre sig en kortsigtet økonomisk gevinst. Syndere var folk, der havde forbrudt sig mod et eller flere af de hellige bud, og som derfor heller ikke var godt selskab.

Så var det lettere at være farisæer eller skriftklog, for der var man på den sikre side; man kendte skrifterne og efterlevede dem, og man kunne som en sidegevinst nyde godt af den anseelse, det altid bringer med sig, når man kan hæve sig over andre ved at være på Guds side. På Guds side var man, når man dagligt kunne fremvise et helligt liv og levned for hans åsyn. Og når man er på Guds side og har en fornemmelse af, at Jesus er en gudsmand, så er det ikke rart at se ham fjase rundt med udskuddet.

»Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere« svarer han de skeptiske skriftkloge. Dermed siger han ikke, at synd er lige meget; Jesus ønsker at omvende syndere, og dem, der lader sig omvende og følger ham, er han selvfølgelig nødt til at feste sammen med, for »kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem?« Nej vel? På denne måde får Jesus sagt, at han er sendt af Gud, at han er her en stund men ikke altid. Der var et før, og der vil komme et efter, derfor skal der festes nu. Så Jesus festede med de omvendte, og en dag var han der ikke længere, det sørgede bl.a. de rettroende blandt jøderne for.

»Når katten er ude, danser musene på bordet.« Sådan lyder et gammelt mundheld, og det var det, der skete, da brudgommen blev taget fra brudesvendene, festen forbi og fasten og afsavnet burde være indledt. Brudesvendene, menneskene, blev trætte af at vente på brudgommens, d.v.s. Kristi genkomst, og så fandt de selv på noget at fylde tiden ud med. Der er jo sjovere ting at fordrive tiden med end ved at faste og leve dydigt. Så man gjorde oprør mod Kristus ved at betvivle hans eksistens, eller man proklamerede – som Nietzsche gjorde det - ligefrem hans død. Herhjemme fik vi Georg Brandes og det moderne gennembrud. Brandes ønskede et opgør med kristendommen og hele det borgerlige liv, især familien og ægteskabet. Han fandt kristendommen fordømmende og snærende for menneskets frie udfoldelse. Sandt er det da også, at kristendommen gennem tiden er blevet og fortsat bliver anvendt til fordømmelse af andre og deres livsstil. Spørgsmålet i dag er, om der kom mere frihed og mindre fordømmelse ind i verden, da Brandes smed katten ud for selv at kunne danse på bordet.

Brandes gik stærkt ind for kvinders frigørelse, antageligvis for at de skulle have lov til at realisere deres talenter, som for manges vedkommende strakte sig over et større område end det at styre en husholdning. Hans store fortjeneste var, at han inspirerede og støttede nogle af Danmarks største forfattere. Der var bare ingen kvinder iblandt, deres litteratur havde ikke Brandes´ interesse, det var snarere deres køn, og den kvindefrigørelse, han kæmpede for, handlede i høj grad om, at han gerne selv ville have fri adgang til kvinderne. Det fik både han og mange andre. I Danmark kulminerede Brandes´ projekt i 60erne og 70erne, da vi havde Lommerpiger og morgenbolledamer, og hvor kvinder og mænd gik i seng med hinanden og de fleste. Ingen skulle hæve den moralske pegefinger, den ny moral var frisindet, og de skriftkloge var Brandes´ arvtagere, de kulturradikale. Det blev hipt at være en synder, selv teologisk, for jo større synder man var, des mere kunne Gud overstråle synderen med sin nåde. Den gerningsretfærdighed, som de skriftkloge og farisæerne havde dyrket, og som de mente var gudvelbehagelig, kunne man altså nu opleve med modsat fortegn, således at folk, der påkaldte sig en kristen eller en borgerlig moral, blev set på med stor skepsis.

Men pludselig begyndte der at blive skrevet bøger og lavet film af mennesker, der som børn havde oplevet frigørelsen på egen krop, og skeletterne begyndte at rasle i brandesianismens klædeskab. Når vi i dag oplever metoo-fænomenet, så er det fordi vi endnu lever i efterdønningerne af det moderne gennembrud og den seksuelle revolution. Brandes og hans opgør er bare glemt, kvinder vil gerne være fri, udfolde deres talenter og vise deres krop frem, men de vil ikke have, at mænd rækker ud efter den endsige så meget som komplimenterer den. For de ved ikke, at netop dét oprindeligt var Brandes´ intention, og at et par generationer af kvinder før dem fandt det ganske fornøjeligt. Man er m.a.o. blevet træt af at danse på bordet og spørger i stedet, hvor katten er henne. For der tilsyneladende ingen tydelig moral, og er den ikke tydelig, så skal man opfinde den på ny. Således ser vi nu konturerne af en ny magtstruktur, hvor beskyldninger luftes, men ingen navne nævnes og luften er tyk af antydninger og gisninger. Jeg hører til dem, der mener, at det moderne gennembrud på mange måder har været dårligt for både kvinder og mænd, netop fordi det satte kroppen og begæret i centrum, og det har jo vist sig, at rigtig mange ikke forstår at administrere en fri seksualmoral. Men når man – som metoo-kvinderne – ikke vil tage et egentligt opgør med de grænseoverskridende mænd eller diskutere kvinders brug af deres seksualitet på vej op ad karrierestigen, så vil den dårlige kultur fortsætte, for så hersker norm- og retsløsheden, idet det er den enkeltes følelse af krænkelse, der gøres til moralsk målestok. For hvordan skal nogen kunne navigere i et sådant kaos? Hvordan kommer der rene linjer? Ingen har endnu fundet på en kur for det.

Men der er en kur, og den hører vi om i dag: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge« siger Jesus til de skriftkloge. Mon Levi havde følt sig syg eller syndig? Det melder historien ikke noget om; jeg tænker, at Levi har været fløjtende ligeglad med hvad folk mente om ham. Men da Jesus kom og kaldte, forstod han, at hans hidtidige liv ikke var et liv, han skulle blive ved med at føre. Var han ligeglad med at være en synder, ændrede det sig, da Gud selv kaldte på ham. Levi genkendte sin skaber, alt var ham forladt, så hvorfor skulle han ikke glæde sig og feste?

I dag er vi ikke engang klar over, at vi er syndere, og vi vil slet ikke kaldes det, heller ikke i kirken, for så er det slut med at komme der. Så er vi imidlertid også overladt til vore egne og andres moralske domme. Dét var Brandes´ projekt, og han befandt sig som en ål i mudder med det. Jesu projekt er vor næste, som han forpligter os på, når han siger »følg mig!« Så handler livet nemlig ikke længere om os selv, om vor behovstilfredsstillelse, og hvordan vi kan opnå den. I dag kunne det derfor være en næstekærlig gerning at genskabe den gode moral, som f.eks. kyskhed, for menneskelig omgang, så alle ved, hvad de har at holde sig til. Jesus er kort sagt den eneste, der kan få os ud at den selvoptagethed, der rider landet som en mare i disse dage, og modsat anklagerne i metoo-bevægelsen, nævner han os ved navn, når han kalder os som syndere. Derfor kender vi tolderen Levi. Til gengæld er det også ved Jesus Kristus, at den eneste sande tilgivelse gives, det er i hans kærlighed, vi kan bevare os selv, og således er der kun tilbage at sige: »Ham, som formår at værne jer mod fald og stille jer over for sin herlighed, uden fejl og fulde af jubel, den eneste Gud, vor frelser ved vor Herre Jesus Kristus, ham være ære og majestæt, magt og myndighed før tidens begyndelse, nu og i al evighed!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

27-09-2020

Salme: Nu falmer skoven trindt om land, DDS 729

Kom, Herre Jesus. Amen

Sl 139, 1-12, 1 Kor 15, 21-28 og Joh 11, 19-45

Da jeg var ung, talte alle om vejret, nu taler vi om klimaet, lige fra Jørgen Hattemager til de unge i Europas kongehuse. Alle synes at være bekymrede, der tales om handling, før det er for sent, om en jord og et klima, der skal gives videre til vore børn. Men det er også sådan, at alle, lige fra Jørgen Hattemager til de unge kongelige, holder meget af at se verden, og jeg skal indrømme, at det hører til mine små hverdagsfornøjelser at høre deres forklaringer på, hvorfor de er nødt til at rejse så meget med fly. For det vidner jo om, at tidsåndens idealer kan være vanskelige at håndhæve. Samtidig har tidsånden det med at skabe fortvivlelse, for den har aldrig tid nok, i morgen hersker jo en ny tidsånd med nye sager, og derfor er der så meget der skal nås.

Her i kirken findes en anden ånd, den ånd, der er den samme til alle tider, og som giver os håb, trøst og mod til at se verdens problemer i øjnene uden at falde i fortvivlelse. I kirken siger vi, at al tid i verden tilhører Gud, og at det er Gud, der fælder den endelige dom over verden, også om den skal gå under. Skulle nogen have glemt det, så har Gud én gang lovet Noa og menneskeslægten, at han aldrig mere ville straffe verden, som han gjorde det med syndfloden, der udslettede næsten alt liv på jorden. Det er meget godt at huske på en dag som i dag, hvor vi takker for den afgrøde, som Gud har givet os. Eller som vor kirkefader Luther siger om den første trosartikel:

»Jeg tror, at Gud har skabt mig sammen med alle andre skabninger, og givet mig legeme og sjæl, øjne, ører, og alle lemmer, fornuft og mtidig giver han klæder og sko, mad og drikke, hus og hjem, ægtefælle og børn, marker, dyr og alt godt, som er nødvendigt for mig og at han rigeligt og dagligt sørger for næring til legeme og liv, beskytter mig mod al fare og bevogter og bevarer mig mod alt ondt, og alt dette gør han ud af ren og skær faderlig og guddommelig godhed og barmhjertighed uden nogen fortjeneste og værdighed hos mig. For alt dette er jeg skyldig i at takke, love, tjene og lyde Gud. Det er vores tro.« 


Ja, sådan er vores tro, hvor er det dejligt at få at vide, og når vi tror, at Gud har skabt os og alt det, vi lever af, så får vi også et andet syn på verden, et sakralt syn, kan man sige, hvor jorden er os givet; for gaver fortæller noget om giveren. Årstiderne bliver f.eks. til et vidnesbyrd om liv, der dør og genopstår, og september er den måned, hvor både liv og død mødes. Frank Jæger har beskrevet det i sit smukke digt om september:

»Som om det ganske år er indeholdt

i denne måned, hvor det blæser koldt

og dog er lunt bag gærdets grønne stene.

Forsinket står en blomst og blomstrer ene.«

September minder os med sine stubbede marker om, at vi skal forgå, og samtidig er den livgivende, fordi den til overflod skænker os alt det, som gør livet godt at leve: brombær, hyldebær, kastanjer, slåen og æbler og ikke mindst oktobers offergave – georginer. Nu nærmer vi os essensen af dette syn på naturen; når den for os bærer vidne om vor fader i himlen, om liv, død og livets genopstandelse, så er det fordi vi ser det hele i lyset af en bestemt hændelse: Kristi sejr over døden. Det er ganske vigtigt at få slået det fast i en tid, hvor angst og bekymring for jordens overlevelse så let overtager menneskers liv. Vi har med vores bekymring gjort jorden til en guddom, men den er en brutal guddom, for den er vilkårlig og slår igen, når vi behandler den dårligt, den kender ikke til ufortjent nåde. Dér må andet og mere til, og det fortæller dagens evangelium os om. Her hører vi nemlig både om døden som menneskets naturlige grundvilkår og fortvivlelsen over det, og så fortæller det om en Gud, der besøgte jorden og skabte liv af døde.

Man kan sige, at Jesus kommer til de dødes rige i dag, da han træder ind i Marthas og Marias hjem. I sorgen, vreden og skuffelsen blandt de efterladte hersker nemlig døden, og dødens frugt er fortvivlelse. For hvor døden hersker, ender sorgen aldrig, der har vi ikke noget sted at placere den, vi bliver aldrig færdige med den, vi lever konstant i savnet og forbander vort jordiske liv eller måske Gud, fordi vi mistede et elsket menneske. Sådan en sorg lever af det, den umiddelbart kan se, den er mørk som graven, den ender i mørke, og hænger vi fast i dette, da får døden bugt med os, fordi den bemægtiger sig vort sind. Martha, Maria og deres naboer står i den situation, de står ved graven og ser kun en sten med et forrådnet lig bagved. De havde sendt bud efter Jesus, men han kom for sent, nu ser de kun de tabte muligheders mand, og de hader ham næsten for det. »Havde du været her, var min bror ikke død!« siger begge søstre, og blandt gæsterne lyder forargelsen over, at han, der kunne helbrede en blind, ikke også helbredte Lazarus. Sådan er det at være uden Gud, overladt til sig selv og sine egne, begrænsede kræfter. Alt det med Gud, det virkede jo ikke, det var bluff, nu må vi klare tingene selv. Sådan tænker de, medens de står og skumler.

Men så sker det; Jesus beder de omkringstående fjerne stenen, og ganske som Gud i tidernes morgen befalede, at verden skulle skabes, befaler Jesus, at Lazarus skal komme ud. Lige så umuligt som det virker, at nogen skulle kunne skabe verden, ligeså umuligt synes det, at nogen kan vække en død til live. Men til alles forbløffelse rejser den døde sig og kommer ud, og da kommer mange til tro på Jesus. Det er vel ikke så underligt. De kunne jo se, hvad han gjorde.

Sværere er det for os, for vi har netop ikke set Jesu undergerninger, og når vi i disse år fortvivles over både det ene og det andet, fra klimaforandringer til pandemier, så er det jo, fordi vi er ved at miste troen på, at Guds undergerninger nogensinde har fundet sted. Så forsøger vi at bære vort kors alene, og hvad værre er: Vi pålægger andre, ikke mindst vore børn, som vi egentlig er forpligtede til at indgyde håb, et kors ved at bilde dem ind, at FNs verdensmål skal opfyldes inden 2030. Vi tror ikke engang på, at hvis Jesus nu havde været har, så skulle det hele nok gå, nej, vi tror på vore egne kræfter. Samtidig ved vi, at de kræfter ikke slår til, fordi vi er dødelige mennesker, og det gør os selvfølgelig angste, angste for at gå under, angste for ikke selv at opleve frugten af vore anstrengelser. Vi har blikket stift rettet mod indlandsis, der smelter og lande, der synker i havet, altså mod det, vi kan se, uden at kunne tro, at der er en større kraft bagved. Vi ser kun undergangen, og sådan behersker døden vore tanker.

Men ligesom de høstede marker minder os om, at de har båret rig afgrøde til liv for os, sådan har også Jesus båret frugt ved at genopstå fra de døde, og det er det håb, vi er døbt til.  »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de som hører Kristus til.« Således talte Paulus til os for lidt siden, og det, der sker i dåben, er netop dette, at den gamle Adam dør, og at vi bliver levende i Kristus.

»Løs ham og lad ham gå« sagde Jesus til de omkringstående, da Lazarus kom ud af graven. Og som Lazarus blev løst af sine ligklæder, sådan har Jesus løst os af dødens bånd. For Jesus ikke bare kom til de dødes rige, da han kom til Martha og Maria, han indtog det og viste, at døden – selv om fornuften modsiger det - ikke er herre. Og da han selv måtte gå den bitre vej gennem frygtelige pinsler og en død så forfærdelig, at de færreste af os kan forestille os den, så stak han ikke af men viste os påskemorgen, at al dødens magt og myndighed og kraft skal tilintetgøres, og at han ville gå forud for os i det endelige slag. Når vi bliver døbt, så får vi løftet om, at vi skal tilhøre Jesus og følge ham, og dermed kan og skal døden ikke længere have den magt i vort liv, at den skal fylde alt og lukke os inde i sit mørke eller gøre os afmægtige på jordens vegne. Så bliver naturen selv en kirke, der fortæller os om Guds storhed og godhed, om hans liv, hans død og hans genopstandelse, som også vi skal opleve. Tænk hvilket udgangspunkt det er, for hvem ønsker ikke at tage vare på sådan en kirke? 

»Løs ham og lad ham gå« er ordene til os i dag, der sidder viklet ind i undergangsstemningens ligklæder, for Kristus, livgiveren, opstod fra de døde, og med ham skal vi genopstå til en ny himmel og en ny jord, og der skal hverken død, sorg, skrig eller pine være mere, for den levende Gud skal være alt i alle. Dét er vores tro.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

20-09-2020

Salme: Herre Gud, duit dyre navn og ære, DDS 7


Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Ingen bryder sig om lade mennesker, og mindst af alt bryder vi os om dem, der er lade lige op i ansigtet på os, mens vi selv går og slider. Det tror jeg, vi genkender fra dagens fortælling om Martha og Maria. Vi kender også til det ikke at ville sige noget, men gå i det stille og skumme over ham eller hende, der dovner, for hvorfor skulle vi sige det indlysende? At der er brug for hjælp, når der lige om lidt kommer gæster, ja, den første ER faktisk kommet, og ingenting er færdigt.

Det er sådan, Martha har det, men i stedet for at sige til sin søster, at hun må se at komme i omdrejninger, raser hun over hende til Jesus. Og tænk: Han holder med Maria og beder Martha om at holde op med at bekymre sig. Det er lidt af en mavepuster at få på en søndag, hvor man nu lige har fået mandet sig op til at gå i kirke. Nu er det sådan, at Jesus altid har ret, ellers var han ikke Jesus, så vi må hellere se på, hvad han dog kan mene.

Jesus siger til Martha, at hun bekymrer sig for meget, og at Maria har valgt det éne fornødne, nemlig at lytte til ham. Måske kunne Jesus have nøjedes med lidt småkager og en kop kaffe, han behøvede ikke hele udtrækket med fedekalv og mågestel, som Martha har stillet op med, for at være tilfreds. Og hvis det nu bare handlede om, hvordan man beværter andre, så kunne vi hurtigt gå hjem, men der er nok mere at sige end det. For hvordan kan man bekymre sig for meget, og hvad vil det sige at have valgt den gode del? Tja, bekymringer kan fjerne ens fokus fra det, der skal gøres, bevirke, at man tager dårlige beslutninger, fordi man glemmer at se, hvad der virkelig er brug for, når man prøver at dulme bekymringen med geskæftighed. At vælge den gode del kunne være at stoppe op og netop tænke over, hvordan man bedst får tingene gjort på en ordentlig og fornuftig måde, det man kunne kalde proportionalitetsprincippet. Men kristeligt set handler det også om, hvem man vælger, om man vælger Jesus eller ens egne gøremål som det afgørende i livet.

Historien om Martha og Maria rammer lige ned i den aktuelle situation, hvor vi har levet et halvt år med corona og ikke mindst bestræbelserne på at holde sygdommen stangen. Den moderne Martha er ikke nødvendigvis en kvinde, ej heller står hun i køkkenet, hun er globalist, studerer i Berlin, har en kæreste i Paris, forældrene bor i Middelfart, men ellers ligner hun fortællingens hovedperson, for hold da op, hvor hun bekymrer sig. Når hun er hjemme hos forældrene, bemærker hun, er der i Danmark en katastrofal mangel på mundbind i det offentlige rum. Det gør hende utryg. Et fjernt host i supermarkedet får hende til at fare sammen, og hun synes, at danskerne tager for let på det hele. De holder byfester og har slet ikke fattet situationens alvor. Martha lader sig teste flere gange om ugen, hun forsømmer aldrig et pressemøde, og hun udvælger nøje de læger, der kan bekræfte hende i hendes bekymring. Det er dem, hun lytter til, selv om der mange læger med forskelligt syn på sagen.

Samtidig er hun optaget af klimaet, som i hendes øjne bliver negligeret under den nuværende krise; krisen – siger Martha – må benyttes til at gennemføre den grønne omstilling for fuld hammer. For ellers går jorden under. Jeg vil hermed gerne indbyde Martha til at tage et lille hvil under prædikestolen i håb om at bringe lidt proportioner ind i hendes liv. Lad os tage udgangspunkt i mundbindene.

Jeg har ganske sjældent brug for at køre med offentlig transport, men af og til skal jeg hente og bringe min datter, som skal til og fra sin efterskole. Under togrejsen skal hun bruge mundbind, og fordi jeg skal bringe hende hen til toget, skal også jeg bære et i det øjeblik, jeg træder ind på perronen. Hjælper de mundbind egentlig på noget? Sådan tænker jeg, medens jeg står der og titter op over mundbindet, og ser mine og min datters briller dugge til. Jeg tænker videre: På maskeringsforbuddet, som blev vedtaget for nogle år siden, og som i mine øjne er ganske fornuftigt. Med kravet om mundbind har vi i stedet fået et maskeringspåbud, og jeg føler mig ubehageligt fremmedgjort ved at se så mange maskerede mennesker omkring mig. Så tænker jeg på situationen i andre europæiske lande, hvor mundbind har været påbudt længe og i meget større grad end herhjemme, og der stiger smittetrykket, ligesom herhjemme, hvor det synes at gå op og ned med og uden mundbind. Sverige har et lavt smittetryk, og der har de aldrig brugt mundbind. Sverige kan imidlertid kun de allermest dumdristige få over tændernes gærde.

Jeg ser også, hvordan det flyder med brugte mundbind omkring stationen, og jeg tænker, at det næppe kan være godt for miljøet. Eller for klimaet for den sags skyld, for det ser ud til, at de fleste mundbind kommer fra Kina, i hvert fald dem, man køber i Netto, og de skal altså fragtes et godt stykke vej med masser af co2-udslip til følge. Det kunne se ud, som om brugen af mundbind har den største og mest positive effekt for producenterne. Hvorfor kommer så dette krav om at bruge dem?

Det er – som jeg har forstået det – et led i »dansen« med corona, som man kalder det, det skal hjælpe os til ikke skulle lukke ned igen. Men i det øjeblik bekymringen overtager den sunde fornuft bliver dansen en dødedans, en omgang »hen til kommoden og tilbaws igen«, der gør os ganske tummelumske, får os til at miste overblikket og tage dårlige beslutninger. Det er beslutninger, der i bedste fald kan udvirke et ressourcespild som i tilfældet med mundbindene, i værste fald ødelægge menneskelige relationer, fordi angst og bekymringer får os til at hakke på hinanden; vi udvikler os m.a.o. til Marthaer, der konstant er på nakken af andre, når de glemmer reglerne eller forsøger at tale om proportioner, altså en opvejning af positive og negative effekter på et givent tiltag. Når alle holdes i en stadig angst for at slå andre ihjel ved at bringe smitte videre, så bliver det vanskeligt at føre en saglig diskussion om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, samt hvilke hensyn, der skal tages.

I dødedansen er corona konge, men her i kirken er ét fornødent, Jesus Kristus, livets konge, og vi har netop døbt et barn til den glæde og ubekymrethed, der er i hans rige. Om så jorden går under, så rejser Guds rige sig ligesom den opadgående sol, som skal vi synge om lidt. Så stor er Gud, og det er den Gud, Maria valgte, fordi hun så, at øjeblikket var kommet, da hun kunne gribe ham. Der var i princippet ikke noget galt med alt det, Martha gik og gjorde, ikke andet, end at hun holdt mere af sine gøremål end af Jesus; han havde jo ikke bedt hende om at stille an med alt muligt, og han så, at hendes bekymrede travlhed udviklede sig til vrede og rethaveriskhed over søsteren. Proportionerne forsvandt i raseriet, og på den baggrund bliver en middag ikke hyggelig.

Måske Maria var kommet af sig selv, hvis Martha havde slappet lidt af og ladet hende sidde, og så havde de spist lidt senere. Måske Martha bare selv skulle have sluttet sig til og så ventet med at give Jesus noget at spise, når han havde sagt, hvad han havde at sige. Der var flere muligheder, men Martha så dem ikke, fordi hun lod bekymringen være herre over sit liv. Maria lod Jesus være herre i sit liv, og det kan jo være, at hun fik en indsigt og en ro, som vendte livet i hendes og søsterens hus til noget godt. Det valg har vi til hver en tid, også i en coronatid, og vælger vi den gode del, skal den aldrig tages fra os, men derimod bringe proportion i vort liv, vore beslutninger og vor omgang med vore medmennesker.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

13-09-2020

Salme: Morgenstund har guld i mund, DDS 752

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 39, 5-14, 2 Tim, 8-13, Joh 5, 1-15

Den amerikanske general, George Patton, brød sig ikke om tøsedrenge. Soldater, der ikke havde lidt nogen fysisk skade, havde efter hans mening intet at bestille på et lazaret. Generalen sparede aldrig sig selv, og en del af den høje moral, han indgød sine mænd, skyldtes netop dette. Men han forventede altså samme frygtløshed af dem som af sig selv. Under anden verdenskrig ledte Patton invasionen på Sicilien, og en dag gik han en runde blandt de sårede. Her fandt han en menig, som tilsyneladende ikke fejlede noget, og som sad og græd. Den menige fik at vide, at han var en kujon, han fik et par lussinger og blev sparket ud af teltet af generalen selv med besked om at vende tilbage til fronten eller blive sat foran en henrettelsespeloton. Den menige led af det, man på den tid kaldte »granatchok«, d.v.s. PTSD; episoden blev rapporteret til forsvarets øverstbefalende, general Eisenhower, og da den ikke var den første af sin slags, fik det konsekvenser for Patton. Den hjemlige presse krævede ham fyret. Da han var uundværlig for den amerikanske krigsindsats, beholdt man ham imidlertid i hæren, men han fik ikke lov at lede landstyrkerne, da Normandiet skulle indtages.

Optrinnet skildres i den fremragende film om Patton, hvor George C. Scott spiller hovedrollen, og det er en voldsom scene, der vidner om, at der var nogle helt afgørende psykologiske mekanismer, som generalen ikke havde forstået, selv om han i øvrigt selv – mildt sagt - var et mangefacetteret menneske.

Når Jesus i dagens fortælling stiller den lamme mand, der i 38 år har ligget ved dammen Betesda i håbet om at blive helbredt for sin lammelse, spørgsmålet: »Vil du være rask?«, så bringer det mindelser om generalens afklapsning af den nedbrudte menige. Ja, selvfølgelig vil den lamme være rask. Det er derfor han har ligget der ved dammen og ventet på miraklet, som kun kan ske for den første, der rører vandet, når Herrens engel engang imellem bringer det i oprør. Men nu er det ikke en engel, der basker i vandet, det er Herrens røst der lyder over det, og hans spørgsmål nærmer sig en hån. Det synes vi, der er vokset op uden en general Patton til at give os en røvfuld, når vi klynker. Til gengæld har vi en hær af behandlere, der altid synes, det er synd for os. Og det er synd for den lamme, det synes han også selv, for han svarer ikke Jesus, han jamrer i stedet og fortæller, at han ikke kender nogen, der kan hjælpe ham ned til vandet, og at der altid er en anden, der kommer først. Jo, det er synd for ham.

Han får bare ingen medynk men derimod en befaling: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Så går lamme, og da Jesus møder ham senere, føjer han spot til skade ved at sige til ham, at nu, da han er blevet rask, må han ikke længere synde. Jesus knytter altså den lammes sygdom sammen med en eller flere synder, han har begået. I vore øren er det nærmest endnu værre end at spørge ham, om han vil være rask, men sådan er sammenhængen i fortællingen. Det er afgørende for at forstå, at det er Gud selv, der har gjort den lamme rask. Gud er i Jesus Kristus kommet til jorden for at frigøre sine skabninger til et liv i tro på, at han kan frelse dem fra synden, men de må stilles over for valget. Den lamme var blevet ét med sin skæbne; at han var syg, at han var ensom, at han var stakkels, og det kan man godt forstå, at han syntes, han var. Men når man står over for Guds søn, så har selv en stakkel et valg, og ham her kunne ikke engang mande sig op til at tage det valg. Så Gud valgte for ham ved at beordre ham til at gå. Det var en kærlighedens gerning,men det er et spørgsmål, om den lamme og omverdenen forstod det. For nok levede han i et samfund uden behandlere, der kunne bære ham ned til dammen, til gengæld var der også dengang skrankepaver, de rettroende jøder, der straks bemærkede, at han var blevet helbredt. Det blev de ikke glade for, for det var sabbat, og så vidste enhver, at det var forbudt, forbudt, forbudt at gøre noget som helst. For hviledagen er hellig. Det kunne de finde ud af endda uden at slå op i en regelsamling. Og da den lamme havde fundet ud af, hvem Jesus var, løb han straks tilbage til jøderne og gav dem besked. Det lod ikke til, at han selv var glad for at være blevet helbredt. Eller også var han blevet fornærmet over Jesu sidste besked til ham. Og jøderne opsøgte med det samme Jesus og bebrejdede ham, at han havde brudt sabbatten. Således fortsætter historien.

Tænk, der var sket et glædeligt under, og så kommer de anstigende med regulativerne og de løftede pegefingre og bebrejder Jesus, at han har gjort godt mod et andet menneske. Og hvorfor gør de det? Det er fordi de ved, at når sygdom hænger sammen med synd, og den syge er blevet rask, så er hans synder blevet ham forladt. Den eneste, der kan forlade synder, det er Gud. Så langt kunne de tænke, men de kunne ikke acceptere, at Jesus skulle være Gud. General Patton gav den syge menige en omgang klø, Jesus gjorde den lamme rask, men reaktionen var den samme; han måtte sættes fra bestillingen. Selv om der er meget stor forskel på de to handlinger, så er det nemlig det samme, som provokerer os: Tankegangen bag.

I dag ser vi ikke længere sygdom som resultat af synd, vi synes i stedet, at det er synd for den, der er syg. Og det er kun godt. Imidlertid rummer denne holdning også en fare, for vi kan komme til at hænge fast i en offermentalitet, så vi ender som den lamme ved Betesda. Sygdommen og alt det, der følger med, bliver vort livsgrundlag, vor identitet, og dét er til gengæld en del af synden, den synd, vi alle lider af: vor selvoptagethed. Det var det, Patton mente den menige led af, og han ville ikke finde sig i det. Når den meniges kammerater gav alt hvad de havde på slagmarken, og der lå dødeligt sårede mænd omkring ham, så skulle han ikke sidde og flæbe, han skulle mande sig op, finde sin selvrespekt og gå ud og tage sin tørn. At mennesker er forskellige og kan tåle forskelligt faldt ikke generalen ind, og derfor begik han uret. Han kunne ikke se bort fra egne veje og hen til sin næste.

Jesus er imidlertid Guds søn, og han begår ikke uret. Han giver os en chance til. Han giver os valget imellem at blive ved med at glane ned i afgrunden eller at se op og ud på vor næste i stedet for os selv. Og Jesus stiller ikke – som general Patton – samme krav til os alle, for han ved, at vi er forskellige. Selv den mindste gerning kan i Jesu øjne være stor, når blot den er udført i troen på ham. Men udføres skal den. At høre Jesus til kræver noget af os, bare ikke det samme. Befalingen »Tag din båre og gå!« er Guds venlige måde at sparke os ud af selvmedlidenheden på, en ordre om at leve livet på hans ord i stort og småt og med de evner, vi har. Det er slet ikke så dårligt at holde søndag på.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.