Sekstende søndag efter trinitatis

21-08-2021

Salme: Guds menighed, syng, for vor skaber i løn, DDS 1

1 Kor 15, 1-10a; Luk 18, 9-14

Kære konfirmander,

For knap fire måneder siden skulle I have været konfirmeret, og var alt gået som planlagt, havde I kunnet fejre konfirmation på Dybbøldagen. 18. april er nemlig dagen for slaget ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark led det afgørende nederlag til Preussen. Mange soldater mistede livet eller blev hårdt sårede, og der var derfor brug for feltpræster til trøst og opmuntring. Ligesom soldaterne var uvante med krig, var også feltpræsterne det, og der findes en fortælling om en sådan præst, der skulle trøste en såret og døende soldat. Soldaten skreg i smerte og angst, og præsten, der ikke vidste, hvordan han skulle komme igennem til ham, hævede stemmen og sagde bestemt: »Hvad hyler du for? Du har jo dine synders forladelse!« Man må nok sige, at det var en lidt kras form for sjælesorg. Ikke desto mindre er budskabet til at tage og føle på; soldaten skulle dø, han var bange, og præsten forsøgte på sin egen, særegne måde at fortælle ham, at han ikke skulle frygte, for han ville møde en nådig og barmhjertig Gud, en Gud som ville retfærdiggøre ham.  

Nu behøver man heldigvis ikke være på gravens rand for at møde Gud. For lidt siden hørte vi Paulus fortælle om flere, der havde mødt ham, det gjorde Paulus også selv på dramatisk vis. Det skal jeg vende tilbage til. Man kan nu godt møde Gud i hverdagen, f.eks. i alle de fortællinger, vi har om ham, og hvis ikke Gud også var hverdagens Gud, så ville vi være ilde stedt. For han har altid noget at sige os, og i dag skal vi netop høre om, hvad det vil sige at være retfærdig.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Hellige Fader, hellige du os i din sandhed. Dit ord er sandhed. Amen.

Situationen minder om noget, vi kender; to vidt forskellige mænd er gået til gudstjeneste, hvor de beder. Sådan er vi også i dag samlet i kirken for bl.a. at bede. Men vi tænker på gudstjenesten som noget, vi er fælles om. Netop her i kirken er der ingen forskel på os, fordi vi alle ved os under tiltale af Gud. De to fyre, som Jesus her fortæller om, er til gengæld meget bevidste om, at de ikke er fælles om noget, og af helt forskellige grunde. Farisæeren vil ikke stå sammen med tolderen, han vil være alene med Gud, have sin egen verden sammen med ham. Og det vil han, fordi han er et godt menneske. Han har meget at takke Gud for – han lever et retlinet liv, han betaler skat, er sin kone tro, og så er han ikke landsforræder. Det er tolderen derimod, for vi befinder os i Palæstina under den romerske besættelse, hvor man enten er med eller imod besættelsesmagten. Tolderen er massemennesket, ham, der udnytter situationen til egen fordel, han er værnemager og lever fedt på den romerske besættelse. Ved sin toldvirksomhed bliver han rig på sine landsmænds bekostning. Farisæeren er altså pletfri i sin levevis, og dermed holder han sig til sin fædrene Gud. Han og hans lige udgør det rene gudsfolk, tolderen besmitter forholdet.

Tolderen er altså ikke et af Guds bedste børn. Så hvorfor vil Gud have en relation til ham og ikke til farisæeren, der helt sikkert er et anstændigt menneske? Svaret er, at det vil han heller ikke, for Gud er altid i relation til os alle; farisæeren og tolderen er blot eksempler på, hvad der sker, hhv. når et menneske tror sig i relation til Gud på egne præmisser og derfor ikke behøver ham, og når det opdager, at Gud er virkelig, at det er ham, der er målestokken for alt, hvad man foretager sig.

Farisæeren vil retfærdiggøre sig selv, derfor har han brug for tolderen til at stive sig af på. Det kender vi godt; ingen af os kan sige sig fri fra at måle sig med andre, og det vil jeg også gøre nu – drage en sammenligning med mennesker, som vi andre heldigvis ikke ligner: I denne tid ser vi det gang på gang, hvordan mennesker forsøger at stille sig rene og retfærdige an, man kan bare tænke på meetoo og klimaet, for at finde vore dages farisæere. De behøver heller ikke Gud, for de vil redde verden selv. Så pludselig har der været en hånd på et lår, der ikke skulle være der, eller en flyrejse, der ikke var strengt nødvendig, og med ét hører man selv til de udstødte. Sådan er det og har det altid været blandt mennesker, men i forhold til Gud er der noget helt andet på spil. Der kan man ikke måle sig med andre. Der er man alene med Ham, og det er kun godt.

Paulus, som selv var farisæer, mødte Gud i den opstandne Jesus Kristus. Han havde i sin rettroenhed forfulgt de kristne, Guds kirke, som han kaldte dem. Hans møde med Gud fik den konsekvens, at han ikke siden hvilede i sit arbejde for at bringe glædens budskab ud til alle, jøde som græker, kvinde som mand, træl som fri, og samtidig følte han sig end ikke værdig til at kalde sig apostel. Paulus, der før havde takket Gud for ikke at være som de kristne, måtte nu slå sig for brystet og bede om forladelse.

Alligevel var det et kærlighedens møde; vi kender noget lignende, f.eks. når vi som små blev irettesat af vore forældre for noget, vi havde gjort uden at tænke over, at det var forkert, og så blev vi med ét opmærksomme på, at det var det. Det var ikke behageligt, men senere forstod man, at irettesættelsen var af kærlighed, fordi vore forældre ville have, vi skulle lære noget, ligesom deres kærlighed til os var uformindsket efterfølgende.

Derfor skal vi tilbage til tolderen, der møder Gud. Han havde jo også levet i sin gode mag, og derfor har han allerede mødt Gud, da han vælger at gå til templet. Han er nemlig blevet bevidst om sin usle karakter, og han er nødt til at reagere på opdagelsen. Han har brug for sine synders forladelse.

Tolderens verden smuldrede mellem hænderne på ham, da han blev bevidst om sit snyderi, sit forræderi, ja, at hele hans livsgrundlag hvilede på at udnytte andre mennesker. Tolderen var nødt til at gå hen til templet og bede om nåde og retfærdighed, en retfærdighed, han ikke selv ejede. Det er nemlig Gud, der gør retfærdig, ikke os selv.  Det fik den selvretfærdige farisæer, Paulus, at føle, da han blev slået til jorden og hørte Kristi røst: »Hvorfor forfølger du mig?«. Da fandt han ud af, at han intet selv havde at byde på, han skulle lære Guds nåde at kende, og med den blev han sendt han ud i verden med glædens budskab. Det var det møde, farisæeren i evangeliet skulle og kunne have haft. Det møde får vi alle før eller siden, når det går op for os, at der ikke er så meget at bygge på, når vi selv er udgangspunktet. Når vi selv er udgangspunktet, så bliver vi nemlig let til farisæere, og farisæere gør verden sur, trist og fortvivlende for andre at leve i, fordi de er så optagede af at passe andre ind i deres regler. Når Gud er udgangspunktet, bringer vi glæde, trøst og håb ind i verden. Hos farisæerne findes ingen tilgivelse, hos Gud er der altid tilgivelse at hente, altid en ny begyndelse.

Man behøver ikke at være som tolderen for at have brug for en ny begyndelse. Tolderen havde bare erkendt, at han trængte til det, det var det, der gjorde ham retfærdig. Han forstod, at han intet havde at komme med, og at han måtte have det skænket af Gud. Sådan begyndte vi alle, da vi kom til dåben. Da havde vi heller intet at tilbyde Gud, men han skænkede os alt ved sin gode Ånd. Den dag, vi blev døbt, kom vi retfærdiggjorte hjem fra kirken, og vi må vende tilbage igen og igen for at blive mindet om, at det er sådan det er. Når I om ikke så længe skal ud i verden, så vil I opdage, at den er fuld af både farisæere og toldere, og at I ind i mellem selv er både den ene og den anden. Den erfaring er vi mange, der har gjort os igennem livet. Og når I så trænger til det, skal I huske på feltpræstens ord til den sårede soldat: »Hvad hyler du for? Du har jo dine synders forladelse!«

Eller I kan komme her i kirken og høre disse ord:

»Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen.«

Må den Gud, der gav os sig selv, bevare jeres udgang og indgang fra nu og til evig tid.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

08-08-2021

Salme: I østen stiger solen op, DDS 749

5 Mos 6, 4-9; 1 Kor 12, 4-11; Luk 19, 41-48

For nogle år siden blev den danske fotograf, Daniel Rye, taget til fange af Islamisk Stat og holdt som gidsel i 13 måneder, før det lykkedes at løskøbe ham. Daniel Rye oplevede frygtelige ting under fangenskabet, og det er et under, at han i dag lever et nogenlunde normalt liv. For nylig læste jeg, at han i sit fængsel oplevede en glæde og styrke ved at huske de salmer og sange, han havde lært i sin opvækst. I de lange, mørke timer sad han og memorerede bl.a. I østen stiger solen op og Morgenstund har guld i mund. I det yderste mørke, fjernt fra sit hjem, var Daniel Rye ikke alene; Gud var hos ham i salmerne, og det uhumske fængsel blev pludselig et bedehus. At man sådan kan skabe sig et frirum, en kirke omkring sig, hvor man kan påkalde Gud, er der en grund til, og den har vi netop hørt i evangeliet, hvor Jesus gør op med tempelkulten, sprænger den til atomer. Men hvorfor det sker, skal vi høre om nu.

Der var fest i Jerusalem, påskefest. Vor kristne påske kommer ikke ud af ingenting, den blev grundlagt på den jødiske påske, hvor man fejrer udgangen fra Egypten. Det er og har til alle tider været jødernes største højtid, og det bedste sted, man kunne fejre den, var i Jerusalem, jødernes hellige by. Hvert år samledes tusindvis af pilgrimme fra nær og fjern for at tilbede og takke Gud i Salomons tempel, og det gjorde man ved at bringe Gud brændofre i form af dyr, som blev slagtet, og som præsterne så brændte på et stort alter. Det er derfor, at der er købmænd i templet. Vi skal forestille os, at stemningen er ekstra høj netop denne påske, for ikke bare var det også dengang festligt at fejre højtid, der sker noget ganske særligt. Jesus rider til Jerusalem på et æsel, og der var som bekendt en profeti om, at Guds salvede, Messias, skulle ankomme til sit folk på netop denne måde. Mange jøder var da heller ikke i tvivl om, at nu kom kongen, der skulle gøre alt godt igen og jage romerne – besættelsesmagten – ud af landet, så de skar palmegrene af træerne og hyldede Jesus, medens de lagde deres klæder ud foran ham, så end ikke hans æsel skulle betræde den snavsede jord.

Jo, der var fest, og Jesus burde være begejstret og feste med. I stedet begynder han at græde og skælde ud, han vælter endda borde, og det er her, vi ville tænke, at nu skulle der komme en behjertet sjæl og ligeså stille få lempet ham ud i en taxa. Vi kan jo prøve at forestille os, hvordan vi ville have reageret, hvis Jesus var kommet til vores påske- eller julegudstjeneste og havde givet samme forestilling. Det ville have været meget pinligt og en smule anstrengende, for når den slags sker, så handler det altid om, at der er én, der gerne vil gøre opmærksom på sig selv.

Jesus gør imidlertid ikke alt dette, fordi han vil have opmærksomheden rettet mod sig selv. Han vil gøre opmærksom på sin far i himlen. Og et eller andet sted ved alle de, der er til stede, at det er det, det handler om. At det er alvor, det her. Der er m.a.o. besøgelsestid nu. Gud er kommet for at give sig til kende for sit folk, og så må man holde sig til, for han kræver at få svar: »Ser du, at jeg er her, og tror du mig?« Jesus har myndigheden til at afkræve folket svar, det kan alle mærke. Situationen er derfor tilspidset, og vi er nødt til at se nærmere på den for at forstå alvoren i det hele.

Når Jesus græder over Jerusalem, er det fordi han ved, hvad der skal ske med byen. De romere, som Israels folk ønskede, han skulle smide ud, vil om få år knuse byen med dens tempel og ikke lade sten på sten tilbage. Gud vil lade dette ske, fordi Israel ikke kendte ham, da han kom til dem. Og at de ikke gjorde det, blev Jesus smerteligt opmærksom på, da han trådte ind på tempelpladsen, for dér stod alle kræmmerne og faldbød deres varer, brændofrene til Gud. Den driftige handel var det synlige tegn på, at jødernes tilbedelse af Gud var blevet til en givtig forretning, ikke bare for kræmmerne, men også for ypperstepræsterne. De levede som små konger af folks tro på, at de havde en særlig god forbindelse til Gud. Dermed havde de sat sig selv og deres brændofre i stedet for Gud, og da Gud endelig kom til dem, ville de ikke anerkende ham. De så i stedet en mand, der ville fravriste dem magten, derfor ringede de ikke efter en taxa og fik ham lempet diskret bort, nej, de lagde råd op imod ham, de var parat til at gå ligeså langt som IS for at standse ham, og de gjorde det. Hvad de ikke vidste var, at de dermed kom til at gå Guds ærinde.

Ved at lade sig henrette uden at have gjort noget forkert, bragte Jesus nemlig sig selv som offer, det ene skelsættende offer, som endte med sejr over døden. Dermed var og er der ikke længere nogen afstand mellem os og Gud. Jesus gjorde sig på en måde til et tempel eller kirke for os, og vi kan derfor være ham nær, hvor det skal være. Dermed er der kommet en anderledes alvor ind i tilværelsen, for nu er det så at sige besøgelsestid hele tiden, vi kan ikke afgrænse os fra Gud og pakke ham væk som noget, der hører et bestemt helligsted til. Det kan lyde skræmmende. Vi vil jo helst være herrer i vort eget liv, og at afgøre sig for Kristus er at lade ham være herre over os. Men det er der også frihed i, for er Kristus ikke vores herre, så vil der altid komme en anden, vi følger nemlig altid noget eller nogen. Det kan også være, at nogen gør sig til herre over os, som det skete for Daniel Rye, da han blev taget til fange. fangenskabet blev han opmærksom på, at det at tilhøre Kristus gjorde ham fri til en vis grad; Han fandt i Kristus et sted, hvor han kunne være i fred for sine plageånder. I salmesangen så han glimtet fra paradisets kyst Det viser, hvilken kraft, sang og bøn har, at man sådan kan fremkalde sit eget bedehus, hvor Kristus er tilstede.

Vi tilhører Kristus, men vi kan godt glemme det, for det er længe siden, vi blev døbt, men netop i dåben fik vi Gud til far og Kristus til bror, dér fandt en afgørelse sted, og således er dåben besøgelsestid.

Dåben rummer noget af det kristne mysterium. Den er indgangen til livet med Gud, begyndelsen til en rejse, hvor vi går sammen med Gud og ender hos ham. Man kan sige det således, at der i dåbens vand er en verden inde bag ved, som når vi f.eks. læser Alice i Eventyrland eller Narnia-bøgerne, men dåben er ikke et eventyr, den er en del af Guds verden, den er virkelig, og den verden bar Daniel Rye gennem de 13 måneder i fangenskabet. I troen på Jesus Kristus kommer vi Gud nær, så nær, at vi bliver hans egne kære børn. Der er ikke længere noget imellem Ham og os. Hos Gud kan vi hvile, ligesom vi gjorde, da vi lå i voksne arme uden at tænke over andet, end at dér var godt at være. Så på den måde er Jesus porten til Gud. Og hvor Gud er, skal vi bede, for hans hus er som bekendt et bedehus. I dåben får vi skænket en særlig bøn, nemlig fadervor, den bøn, vi kalder Herrens bøn, fordi det er Jesus selv, der har givet os den. Den bøn skal vi bede om ikke så længe, i den bøn kan vi altid finde Gud, også når vi er langt borte fra kirken. For hvor vi folder vore hænder og beder Herrens bøn, dér vil han være.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

01-08-2021

Niende søndag efter trinitatis 2021

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ordsp 3, 27-35; 1 Joh 1, 5- 2, 2; Luk 16, 1-9

Jesus roser her en mand, der begår mandatsvig. Mandatsvig er der jævnligt nogen, der begår, og det er der ikke noget pænt at sige om. Jeg tror, de fleste af os foragter folk, der ikke kunne holde fingrene fra kassen, for det er et stort tillidsbrud, og vi lever bedst, når vi kan have tillid til hinanden, noget, vi også forbinder med kristendommen. Så hvad er der egentlig på færde i dag? Lad os se på fortællingen:

Vi hører om godsforvalteren, der forvalter et rigt gods. Han er imidlertid udygtig og ødsler formuen bort, en formue, som altså ikke er hans, og naturligvis bliver hans herre vred og fyrer ham på gråt papir. »Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter« lyder det fra direktionsledelsen. Men der er intet gyldent håndtryk, som svindlere ellers ofte i dag bliver belønnet med, d.v.s der er ingenting, som godsforvalteren kan falde tilbage på. Så han må nu se i øjnene, at han skal klare sig selv, og han bliver smerteligt bevidst om, at det vil han ikke være så god til. Fysisk arbejde er han for slap til, tiggeri skammer han sig ved. Men han har et godt hoved, så han får han lys idé. Han gør det, han er virkelig dygtig til, nemlig at øde værdier bort, så han kalder sin herres skyldnere til sig og nedskriver deres gældsbreve. Sådan skaffer han sig venner og dermed husly og en fortsat rimelig levestandard.

Nu skulle man tro, at forvalterens herre ville blive endnu mere vred, når han opdagede svindelen, men forbavsende nok roser han forvalteren for hans snilde, og det gør Jesus også: »Denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. (…) Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.«

Når godsforvalteren prøver at sikre sig ved at smøre sin herres skyldnere, så handler han som verdens børn, han køber sig i virkeligheden til venskab og kærlighed, og det – ved vi af en eller anden grund – er slet ikke kærlighedens væsen. Alligevel får vi altså at vide, at vi skal gøre som verdens børn og skaffe os venner ved hjælp af den uærlige mammon. Gud siger til os i dag, at vi kan lære noget af vor higen efter kærlighed, også selv om det er i en købt, forvrænget form. Og det er i sandhed underligt. Men det er jo fordi, jeg lige har udeladt noget. Jesus taler om venner i de evige boliger, altså om noget andet end vort jordiske liv.

For når Jesus fortæller historier eller lignelser, så handler det altid på en eller anden måde om ham og Guds rige, og det gør denne historie da også. Og hvad er det afgørende i historien? Det er i første omgang, at den utro godsforvalter bliver stillet til regnskab for sin gerning, og at han da tvinges til at se sig selv i øjnene med det svigt, han har gjort, og de evner, han ikke har. Vi kan ikke lide at høre om regnskabsdagen, men den er gennemgående i kristendommen, fordi Gud dømmer ved sin kærlighed. Når vi her i kirken hører om, hvem og hvad Gud er, nemlig at Gud er lys, tilgivende, barmhjertig, og at vi som hans børn skal være ligesådan og vandre i lyset, sådan som jeg læste fra alteret, så bliver vi pinligt opmærksomme på, at det gør vi ikke altid. Vi kan endog have meget svært ved at gøre det. Og når vi bliver bevidste om det, så er regnskabsdagen kommet, og det kan være ganske sundt. 

For kan vi – uden at blinke – sige, at vi til hver en tid var tro forvaltere af den nåde, vi kvit og frit fik skænket i dåben, den nåde, som bliver ved med at strømme ud som en uendelig kilde til os? Jeg tror det næppe, jeg kan i hvert fald ikke, og jeg skal gerne nøjes med at tale for mig selv. Men nåden kunne altså være det, vi har fået at forvalte, og som vi ofte må se i øjnene, at vi forvalter skidt. Hvad kan vi da gøre? Hvordan skaffer vi os venner i de evige boliger? Dér, hvor den utro godsforvalter virkelig er et forbillede, det er i sin realistiske tilgang til sig selv, og det er der, vi kan tage ved lære af ham. Vi kan lade være med at komme med undskyldninger, når vi spiller fallit. Vi kan være ærlige om os selv og vore motiver. Vi kan blive bedre til at nedskrive andres gæld – bedre til at se på andres fejl med milde øjne, bedre til at bære den tilgivelse, som vi uforskyldt har fået, frem i verden. Og det kan vi gøre, fordi vi har en Gud, der er rigere og større end noget andet, vi kender fra vort jordeliv. Netop i forhold til himmelske bliver vi tro ved at være utro forvaltere er den skat, vi fik betroet i dåben.

Det er tilsyneladende en selvmodsigelse, men det er altså pointen i dag, og til forskel fra godsforvalteren falder det os ofte svært, fordi vi er moralske og rethaveriske, og verden ville så sandelig også være et dårligt sted at være, hvis ikke der fandtes moral og ret. Til gengæld ville den være et endnu værre sted at være, hvis ikke der fandtes tilgivelse og nedskrivning af gæld. Jesus Kristus nedskrev vores gæld, da han blev et sonoffer for vor skyld. Og det er i lyset af den gerning, vi må erkende, at vi er utro og ikke kan ret meget, vi kan ikke finde ud af at være som Jesus, ofte fordi vi simpelthen ikke vil. Derfor må bede »forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere« og øse af den nåde, som ikke er vores. Sådan får vi venner i de evige boliger sammen med ham, der gav os, de utro forvaltere, sig selv.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

25-07-2021

Salme: Befal du dine veje DDS 36

Håb, o håb, mit hjerte. Vær trøstig, uforsagt.

Jer 23, 16-24; Rom 8, 14-17; Matt 7, 15-21

Vi er en menighed af døbte, og dåben er det vigtigste, der sker i et menneskes liv, for da får vi Gud til far og Kristus til bror. Vi bliver – som vi hørte fra alteret – Guds børn, vi podes på et godt og sundt træ, nemlig livstræet, som er Kristus selv. I ham bærer vi gode frugter, men vi skal lære at bære dem, så de ikke falder til jorden og rådner, og da Kristus og hans fader er i himlen, er vi overladt til vore jordiske forældre, som dermed er blevet betroet en ikke uanselig opgave. Mange af de gode frugter kommer med den almindelige opdragelse; vi lærer som noget naturligt vore børn, at de er elskede som dem, de nu engang er, vi lærer dem at kende forskel på godt og ondt, dit og mit, at være gode kammerater og meget mere, vi lærer dem tilgivelse, så de både kan modtage den og selv give den, taknemmelighed for det, de modtager, ja, faktisk alt det, vi beder vor himmelske fader om, når vi beder vort fadervor. Sådan lærer vore børn at begå sig blandt andre og dermed omsætte kristendommen i handling uden at skænke det en tanke. Og sådan skal det være.

Imidlertid er der et væsentligt punkt, hvor jeg fornemmer, at mange forældre har lænet sig tilbage, og det er det punkt, der handler om at tage sig i agt for falske profeter. I min barndom lærte vi, at vi ikke skulle gå med fremmede hjem, at vi ikke skulle lukke hvem som helst indenfor, og at vi ikke skulle tro på hvad som helst vi blev fortalt. Det var ikke for at vi skulle leve i frygt, det var bare almindelig sund fornuft i en falden verden, hvor ikke alle mennesker er gode, selv om de giver indtryk af at være det eller at ville det gode.Vi skulle lære at håndtere det onde uden at gå til i angst.

Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg læste om en facebook-gruppe, som er blevet så populær blandt de unge, at den nu har over 34.000 medlemmer. I gruppen kan man lege, at man er en af de såkaldte »boomere«, og siden flyder med opslag, som på dårligt stavet dansk (jeg ved ikke, hvorfor »boomere« skulle stave dårligere end vi andre) enten beskæftiger sig med de nære ting, eller udtrykker tvivl overfor f.eks. klimaforandringerne. Det er jo bare for sjov, siger deltagerne, men der er et strejf af alvor bag, for gruppen er også drevet af angst, bl.a. angsten for de nævnte klimaforandringer, som jeg vil dvæle ved her. »Boomerne«, hævdes det, har slet ikke forstået, at det emne bare ikke kan diskuteres mere. De har spist røde bøffer en masse, kørt til Gardasøen i benzinslugende biler og fløjet til Mallorca i ét væk, og tænk, nu må vi andre betale regningen. Det er dog for galt.

Angst kan gribe os alle, og man skal være meget forbenet, hvis ikke man er blevet dybt berørt over synet af oversvømmelserne sydpå, som vi lige nu er vidne til. Grunden dertil er klimaforandringerne, siges det igen og igen, og det kalder på resolutte løsninger – politikere står og falder med viljen til at sige noget om klimaet, for flodbølgen ånder os i nakken, og angsten er til at tage og føle på. Men løser angst noget? Nej, kristeligt set gør den os til trælle for falske profeter; de kendes nemlig bl.a. på, at de forstår at tale enten til vor forfængelighed, vor magelighed, eller netop vor angst. Det kan godt være at »boomerne« og måske også en del af os andre er magelige, men angsten rider de unge som en mare, den  får dem til at sultestrejke foran folketinget, blokere trafikken på Kongens Nytorv, eller – som noget af det vildeste, jeg har hørt – lægge sag an mod en række lande, deriblandt bl.a. Danmark, ved den europæiske menneskerettighedsdomstol, fordi nogle klimaktivister er blevet så bange for at sætte børn i verden, at de mener, at de sagsøgte lande krænker retten til familieliv ved deres syndige klimapolitik. Nogen har bildt disse unge mennesker ind, at de således kan demonstrere og stævne sig til et politisk systemskifte, hvor landbruget bliver nedlagt, og vi får behovet for protein dækket af insekter eller bøffer frembragt i petriskåle.

At klimakampen har ubehageligt autoritære undertoner, er der ingen, der forholder sig til, og så er der spørgsmålet om effekten af aktivismen. Den er i mine øjne ringe. I Tyskland, hvor oversvømmelserne begyndte, nedlagde man f.eks. landets atomkraftværker efter pres fra den samme fløj, som klimaaktivisterne befinder sig på, medens man bevarede kulkraftværkerne og gjorde ikke bare sig selv men også det meste af Europa afhængig af russisk gas. Herhjemme hælder politikerne skyhøje beløb i vindmølleprojekter, der kun løser en promille af problemet, medens det skaber andre problemer. Imens verdens ledere skriver under på floromvundne aftaler om nedbringelse af CO2-udledningen og køber kvoter af hinanden og klimaaktivisterne ligger på gaderne, øges verdens befolkning, millioner og atter millioner af mennesker forsøger at opnå samme levestandard som vor, og rigmænd køber sig til en tur i rummet. Noget, der næppe dæmper den globale opvarmning, men det er de flintrende ligeglade med. Klimakampen er således spekulation i angst for alt det, vi dybest set ikke har nogen indflydelse på, og den fører ikke til andet end fortvivlelse hos dem, der forføres af dens falske profeter, for hvad stiller man op med alt det, man ikke kan gøre noget ved?

»Mester, Mester, vi går under!« råber disciplene fortvivlet en dag, hvor de er på søen sammen med Jesus, og en storm er ved at få båden til at gå ned. »Hvor er jeres tro?« spørger han dem, og det er spørgsmålet, alle, der opdrager børn, skal stille dem, når de er ved at bukke under for fortvivlelsen. Hvor er den tro, du fik i dåben, den tro, der siger, at Gud har skabt jorden og stadig opretholder den? Den tro, der siger, at du ikke må frygte, fordi du er lagt i den gode Guds hånd, den Gud, som kan binde stormen og som havet og bølgerne adlyder, hvis han befaler dem at gøre det? Kristendommens kur mod angsten er enkel: Luk ørerne for de falske profeter og ret blikket mod Kristus, så har du Gud. Se derefter på, hvad du selv kan gøre. Kristus giver dig troen på, at alt nok skal ende godt, og at du i hans navn derfor skal bære gode frugter, uanset om floderne går over deres breder. Den sidste tids oversvømmelser er jo ikke alene et tegn på klimaforandringer, for oversvømmelser og andre naturkatastrofer har der altid været. Det kan man f.eks. forvisse sig om ved stormflodssøjlen i Ribe. Oversvømmelser er også et tegn på, at mennesker forsøger at gøre sig til herre over naturen. Vi vil inddæmme både hav og floder for at indtage land, men det er bare ikke sikkert, vi så får lov at beholde det. Det er den slags forudseenhed, politikere er sat i verden for at have, ligesom de kan forsøge at forholde sig realistisk til klimaforandringerne; de kan gøre en indsats i de lande, hvor der er overbefolkning, med familieplanlægningsprogrammer, udvikling af bæredygtigt landbrug o.s.v. Personligt kan man også gøre noget: spare på strømmen, isolere sit hus, lad være med at tage bilen, når man kan gå eller cykle, spise grød eller grønt en, to, tre gange om ugen alt efter smag og behag og meget andet. Det hjælper alt sammen mere end at lægge sig ud foran bilerne på Kongens Nytorv. Resten er i den gode Guds hånd. Den hånd var usynligt tilstede i vor dåb, med den fik vi barnekår, i den råber vi Abba! Fader, og fordi Gud er vor fader, skal vi ikke frygte, men gå glade og fri ud i verden og virke til gavn for både den og vor næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

20-06-2021

Salme: Mægtigste Kriste, DDS 266

(Es 57, 15-19); 1 Pet 5, 6-11; Luk 15, 1-10

Normalt synes jeg, at evangeliet et evigt ungt og burde kunne sige alle noget til hver en tid, men i dag har jeg tænkt, at det er en vanskelig tekst, for den har mistet sin kant; vi er blevet så vant til, at Jesus tager sig af de udstødte, dem, de andre ikke vil lege med, og vi synes det er rigtig godt. En del af os ser det måske også som et bud til os selv om at gøre noget for andre, så de kan komme med i fællesskabet, for fællesskabet, ved vi, er vigtigt. Men typisk ser vi ikke, at vi selv – midt i det store fællesskab - kunne være den, Jesus leder efter. Vi tror os blandt de nioghalvfems får, der blev tilbage og havde deres på det tørre, ganske som farisæerne syntes, de havde det. Og så var det måske i virkeligheden dem, der havde mest brug for Jesus. At jeg tænker sådan er der en særlig grund til, som den seneste uges begivenheder har forårsaget.

Jeg læste for nylig, at en del af mine kolleger forrige lørdag havde set sig nødsaget til at skrive søndagens prædiken om p.g.a. den dramatiske hændelse under landskampen, hvor holdets anfører, Christian Eriksen, faldt om med hjertestop. Jeg må med skam melde, at det overhovedet ikke faldt mig ind at rette så meget som et komma, men nu vil jeg råde bod på det og fortælle lidt om mine tanker desangående.

Jeg så ikke kampen men blev selvfølgelig berørt at nyheden. Derefter tænkte jeg, at når det nu skulle ske, så var det lykkeligt, at det skete et sted, hvor Eriksen kunne få hjælp med det samme. Tid og sted reddede hans liv, tror jeg, og det glæder mig meget.

Det, der til gengæld overraskede mig, var, at episoden tilsyneladende blev ikke bare blev et nationalt, men også et internationalt traume, og det har jeg brugt ugen til at tænke over. For hvis vi skal se nøgternt på virkeligheden, så sker der lignende hændelser hver dag, hændelser, som folk overværer, men som slet ikke får samme opmærksomhed og betydning som denne. Og jeg tror, jeg har en del af forklaringen.

I over et år har ikke bare Danmark men det meste af verden haft den opfattelse, at den kunne holde døden fra døren. De fleste af verdens ledere har været af den overbevisning, at hvis bare den store, raske del af flokken holdt sig hjemme, iførte sig sprit, værnemidler og social afstand, så ville de svageste i flokken ikke dø, vaccinen ville komme, og vi ville alle kunne trække vejret frit igen og leve, som vi altid har gjort. Og man har i høj grad haft folkenes opbakning til det.

Herhjemme har man i en grad, der gang på gang har overrasket mig, dyrket en besættelsesromatik, hvor flokken, fællesskabet blev det bærende, selv om vi ikke måtte være sammen. Man har sunget alsang hver for sig, ønsket hinanden glædeligt nytår ved at se mod himlen på samme tid, sammenlignet mundbindene med mørklægningsgardinerne og følt sig lidt som en samlet modstandsbevægelse, der gik til kamp mod den invaderende fjende. Og nu, hvor smittetallene og antallet af indlæggelser faldt, skulle det fejres, at fjenden, sygdommen, var besejret, at vi kunne være sammen igen, glæde os og feste både som folk og som venner på tværs af grænser. Men så falder en sund, ung mand sammen for øjnene af hele verden og må hjælpes tilbage til livet.

Jeg tænker, at folk måske i det øjeblik blev mindet om, at døden ikke er så langt borte, som vi tror, og at vi ikke selv kan besejre den. Derfor var en hel verden ude af flippen. Men det, vi trænger til at få at vide, er, at livet heller ikke er så langt borte. For livet er i Jesus Kristus, og det er bare om at række ud efter ham, f.eks. som vi gør i dåben. Vi har i dag lige døbt en lille dreng til at tilhøre ham. I vor dåb får vi del i Kristi sejr over døden. Dét er da noget, skulle man synes. Men vi kan glemme det, vi kommer nok let til at glemme det, fordi vi elsker vort jordiske liv så højt, at vi tror, at alt står og falder med det.

Farisæerne, som Jesus taler til, havde glemt det. De burde have set hvem det var, de havde med at gøre, men de var så optaget af deres eget, deres gudsdyrkelse, deres renhed, at de havde nok i det. Og nok fornemmede de, at Jesus var noget særligt, men netop derfor syntes de ikke, at han skulle omgås toldere, som var besættelsesmagtens håndlangere, eller syndere, folk der levede et dårligt, et umoralsk liv. Sådan ville vi også have tænkt, hvis Jesus var kommet i dag, for den slags opdeling blandt mennesker findes altid, også i samfund, som ikke er videre religiøse; måske husker man den lille sætning, der blev lækket fra et af statsministerens talepapirer i begyndelsen af corona-krisen: »Udskam de, der ikke har været fornuftige.« Og det blev de så, alle de ufornuftige; hverken majestæten eller regeringen holdt sig tilbage med det i den første bevægende tid. Ord som »sølvpapirshat« og »anti-vaxxer« er blevet en del af sproget, det er negativt ladede ord, og det siger jeg ikke for at gøre det til en diskussion men for at vise, at mennesker har det med at dele hinanden op.

Dét, der er pointen i dagens fortælling er, at Jesus er kommet for frelse de fortabte, at han forlod englene i sin lyse himmelsal for at lede efter os. Og hans kriterium var ikke, om man havde levet et dadelfrit liv, nej, kriteriet var, om man kunne se, han var Gud, og at man holdt sig nær ham, fordi man blev klar over, at netop han er den eneste redning. Spørgsmålet dengang som i dag er dette: Vælger du dig selv og din egen verden, som slutter, når du dør, eller vælger du Kristus, som åbner porten til himlen, hvor Gud og hele hans englehær synger og klapper, fordi du kom hjem, hvor du hører til?

Vælger du Kristus, får du ikke nødvendigvis et lettere liv; til gengæld kan du kaste al bekymring over bord, for nu ved du, at han er al nådes Gud, som har kaldt dig til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, og at han vil udruste, støtte, styrke, grundfæste dig, fordi magten er hans i al evighed!

I dag vil jeg bede for, at både fodboldlandsholdet og alle, som er ved at miste modet, må huske, at de i dåben blev døbt til sejr, og at det er dén tro, de skal bære ud i livet i alt, hvad de foretager sig, og derfor skal vi i dag forlade kirken med den ubekymredes trosbekendelse:  

Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,

han lader mig ligge på grønne vange.

Til hvilens vande leder han mig, han kvæger min sjæl

Han fører mig ad rette veje for sit navns skyld.

Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal

jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.

Kun godhed og miskundhed følger mig alle mine dage

og I Herrens hus skal jeg bo gennem lange tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen