Femte søndag efter påske

05-04-2021

Anden påskedag 2021

Salme: Vær du mig nær, DDS 541

Luk 24, 13-35

I mange af landets kirker er Emmaus-fortællingen et yndet motiv, enten med Jesus og de to disciple under deres vandring, eller det øjeblik hvor han bryder brødet. I vore dage ville især brødsbrydelsen have været en oplagt lejlighed til at tage en selfie med den opstandne, men dels havde de ikke den teknik dengang, dels forsvandt Jesus for disciplenes øjne, så snart de genkendte ham, så de kunne næppe have nået at forevige sig selv og ham på den måde, om de havde haft teknikken til at gøre det. Derfor er vi henvist til vor egen eller diverse kunstneres forestilling om, hvordan det mon var at møde den opstandne.

Men måske sammenligningen med vore dage ikke er helt ved siden af, for selfie-kulturen diskuteres jævnligt, og særligt på det seneste er politikernes brug af den blevet kritiseret. Dertil er der bare at sige, at politikerne dyrker selfie-kulturen, fordi det betaler sig for dem. Algoritmerne på de sociale medier boner ud, når man slår sit glade ansigt op på sin offentlige profil, og dermed er der større chance for at få sit politiske budskab ud. Imidlertid må man konstatere, at både politikernes ansigter og budskaber går i glemmebogen, medens Jesus, der aldrig tog én eneste selfie eller skrev så meget som et lille læserbrev, bliver husket. Enhver politiker sigter mod at nå sin karrieres tinde men ender altid på et eller andet tidspunkt med et nederlag. Jesus sigtede mod nederlaget, men sejrede i nederlagets time, så det gav genlyd over hele jorden. Hans disciple fattede ikke en brik af den plan, og det lille optrin på vejen til Emmaus vidner netop om et par slagne politikeres møde med den opstandne, om det håb, han indgyder dem, og den vej, han viser dem. 

Skal vi forstå, hvordan de to har det, og hvad deres tanker er optaget af, så kræver det en lille forhistorie. Kleofas og hans kammerat var jøder, og som en del af det jødiske folk betragtede de sig selv som Guds udvalgte, et folk, der havde udstået mange trængsler gennem mange, mange slægtled; omgivet af datidens stormagter som Israel var, havde man oplevet at blive rendt over ende flere gange, senest af romerne, der havde erobret og besat landet. Samtidig havde jødernes præsteskab gjort religionen til et spørgsmål om ydre gerninger, en praksis, der nok kan stive en af, når man skal udskille sig fra dem, man ikke bryder sig om, men sætte hjerter i brand gør den slags ikke. Nu ventede jøderne på Guds salvede, der skulle komme og genrejse landet og folket, og netop dér trådte Jesus frem som den, det betrængte folk kunne forlade sig på. Her talte en mand, som var myndig, som udførte mirakler, og som skabte glæde og gudstro, hvor han viste sig.

Men hvad blev enden på det hele? Denne mand, som alles håb beroede på, overgav sig selv til ypperstepræsterne, da det brændte på. Ypperstepræsterne udleverede ham til romerne, som pinte og korsfæstede ham. Og da kvinderne - og siden disciplene - kom til hans grav for at tilse den, så var hans lig også forsvundet. Altså havde de ikke engang dét. Oven i det har Jerusalem ikke været noget trygt sted for dem selv at være, de, som havde fulgt Jesus, var nu selv i fare for at lide samme skæbne som han. Alle, der havde tænkt, at de skulle være noget i det genrejste rige, kunne godt glemme det. Den politiske karriere blev der ikke noget af. Jesus havde tilsyneladende draget dem med sig i sit nederlag.

Alligevel savner de to disciple ham, de taler om ham, og da sker det ubegribelige: På deres vej møder de en mand, som de ikke kender, men som taler så forunderligt til dem om det, der er sket i Jerusalem, og hvordan det skal forstås; at Kristus netop skulle lide og i lidelsen gå ind til sin herlighed. Og da mørket falder på, og den fremmede lader til at ville forlade dem, beder disciplene ham så mindeligt om at blive hos dem. Det er først, da han bryder brødet ved aftensbordet, at det går op for dem, at han er Jesus, og netop da er han atter borte, men det er nok til, at de tror, og at deres håb vender tilbage. Fra at have håbet, at Jesus ville frelse Israel, et håb, de med hans grusomme død så knust, fandt de troen på, at selvsamme Jesus var genopstået, de oplevede, at frelseren selv så dem, kom til dem og trøstede dem, og med ét fyldtes de af glæde og mod, modet til at vende tilbage til Jerusalem og bringe det glædelige budskab til de tilbageværende og ligeså fortvivlede disciple.

I stedet for at komme med politisk taktik, sværd og soldater og feje romermagten ud af landet, havde Jesus besejret døden selv, og det er ganske ubegribeligt. Disciplene var så optagede af, hvad han IKKE havde gjort, fordi de ville, at han skulle opfylde deres ønsker. Men hvad fortalte Jesus dem, da han udlagde skrifterne? Han fortalte, at alle deres jordiske forestillinger om ham var gøgl og forfængelighed, han fortalte dem, at de var kommet væk fra den Gud, de var skabt til at leve sammen med, men også, at han ville have dem tilbage. Gud ville, at mennesket skulle leve for ham og sammen med ham, ganske som det havde gjort i begyndelsen. Derfor måtte han blive menneske, han måtte blive vores broder, for at vi i troen på ham kan blive ét med ham og blive Guds kære børn. Alle de ord, vi har hørt i påsken – om den sagtmodige konge, der skal komme til os ridende på et æsel, om brødet og vinen, som skulle være Jesu legeme og blod, den klagesalme, der ender i et sejrsråb, som Jesus selv råbte på korset, de ord forstod disciplene pludselig, og den bog, der syntes lukket for dem, blev åbnet igen, det stenskred, der havde spærret vejen og udsynet, blev fjernet.

»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede skrifterne for os?« Sådan sagde disciplene til hinanden, da de erkendte, at de havde set Gud Herren i den opstandne Kristus. Pludselig var deres angst forsvundet, og sorgen over, at Israel ikke var blevet frelst på den måde, de havde forestillet sig, syntes borte. De skulle aldrig se Israel forløst, men noget større var hændt: Gud var blevet menneske, han var gået i døden for menneskene og havde til slut besejret døden. Dén tro og dét håb efterlod han i disciplene, der ikke kunne lade være med at forkynde det til alverden. Det, de forkyndte, er påskens budskab, og det brænder i vore hjerter den dag i dag.

For nu at vende tilbage til vore politikere. Jeg har let ved at føle foragt for dem, men ligeså ofte ynkes jeg over dem. For de er jo dybest set bare et spejl af folkesjælen, af det, vi alle har i os; de ville ikke lægge selfier ud og jage »likes«, hvis ikke det var blevet en fastgroet kultur, eller hvis ikke, der var nogen, der reagerede på det. Politik er blevet en folkesygdom, og det er en indkrogethed i sig selv, som aldrig fører nogen steder hen, mindst af alt fører det til noget, der gavner ret mange. Tværtimod politiseres efterhånden det mest private og intime, som ingen burde udstille eller røre ved. Vi ved, hvad politikerne spiser, hvad de læser, om de går i kirke eller tur i skoven, og intet af det kommer os egentlig ved.

Må denne påske blive det afgørende øjeblik, hvor frelseren møder os, alle os selvoptagede, politiserede og politiserende mennesker, på vor vandring, må den blive det øjeblik, hvor vi lægger telefonerne væk og lader ham tale i stedet for selv at tale. For vi trænger til, at vore hjerter må brænde, og at nye veje må åbne sig for os, veje, der peger bort fra os selv og vore egne projekter, veje, der fører til Gud. 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

 

04-04-2021

Salme: Krist stod op af døde, DDS 218

Mark 16, 1-8

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk. Amen.

Det kan let komme til at lyde som en frase, når vi igen og igen siger, at Kristus påskemorgen sejrede over døden, og at vi derfor skal være glade. Vi siger det jo år efter år, og livet går sin gang, så alting – selv livets sejr over døden - kan blive så almindeligt, at det hele bliver en remse, man måske ikke engang tror på. Men så kan der ske noget, der får det til at gå op for en, at påskens budskab er sandt. Da kirkerne sidste påske var lukkede, var det en stor sorg for mig; tilmed var det store dele af kirken selv, der ønskede, at den skulle være lukket, og jeg tror aldrig, det vil høre op med at være en anfægtelse for mig. For da blev jeg klar over, at vi udelukkede os selv fra en glæde af kosmiske dimensioner, som vi i den grad trængte til. Vi var som kvinderne ved graven; bange, forfærdede, ude af os selv, for døden var blevet vor horisont, en horisont bag hvilken der ikke gemte sig noget. Påskens budskab blev på den baggrund nærmest en provokation, en agitation mod sundheden og folkefælleskabets kamp mod virus. Kirken troede ikke på sit eget budskab.

Men i år holder vi påske, og jeg vil i dag forsøge at indkredse, hvad påskeglæde er. Det kan jeg ikke gøre uden at tale om døden, og den, der kan tale om døden, har af gode grunde ikke oplevet den selv, men jeg tror, at jeg kan give en beskrivelse, for døden trækker jo sine spor i verden. Mennesker bærer den nemlig alt for ofte med sig. Det er en dyb sandhed, når Paulus siger, at synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden. Døden herskede dermed i verden.

Døden er ikke alene fravær af liv, den er fravær af håb, glæde, barmhjertighed, af alt, hvad der kendetegner livet. Da jeg for nylig så en række udsendelser om de sovjetiske arbejdslejre, Gulag, fandt jeg et klart eksempel på, hvad menneskets grundsynd er, nemlig at det vil gøre sig selv til Gud, og hvad der følger med denne synd.

Da Bolsjevikkerne ved den russiske revolution overtog magten, var de ikke særligt mange. Men da Zarstyret var ved at falde fra hinanden, var det en enestående mulighed for dem til at gribe magten, og de greb den med en hensynsløshed og brutalitet, som er næsten ubegribelig. Hele den gamle elite – embedsmænd, officerer og præster - blev nedkæmpet. Klostre blev omdannet til fængsler, og hvor der før lød lovsange til Gud, hørte man nu politiske fangers klagesange over den umenneskelige behandling, de blev udsat for. Gulag-systemet voksede støt især under Stalin; for ham handlede det ikke bare om konstituere sin magt, det handlede også om at skabe et nyt folk, rense det, så det kun så og tænkte på ham og det rige, han skabte, en familie af arbejdende folk. Al kritik – som f.eks. at sige, at sovjetborgerne var fattige, at bønderne blev underbetalt, at pressen ikke var fuldstændig objektiv – blev betragtet som anti-sovjetisk agitation og kunne koste adskillige år i Gulag, ja, en ung mand, der ved et uheld var kommet til at vælte en statue af Stalin, fik syv år i lejrene. I lejrene gik man ind som kriminel, blev det sagt, og kom ud som menneske, der gennem arbejde havde været med til at skabe store og strålende projekter. Projekterne var i mange tilfælde vanvittige som f.eks. at bygge en jernbane i områder med permafrost, eller at grave kanaler, der alligevel ikke virkede efter hensigten, fordi de var for smalle eller for lave. Det hele skete stort set ved håndkraft, og arbejderne døde som fluer af udmattelse, kulde og sult. Dertil blandede man de politiske fanger med kriminelle fanger, som var de eneste, der levede godt i lejrene; ved rå vold fik de deres vilje med alle, havde nok at spise og drikke og tilmed kvindeselskab, for de tog, hvem de ville i kvindelejrene, når de ville. Samtidig kørte propagandaen uden for lejrene løs; man viste film af orkestre, der spillede til tvangsarbejdet, af flammende talere, der malede den ny tid frem for arbejdere, der sad med håbløse, udmattede og tomme blikke. Der var tilsyneladende ingen ende på lidelserne; en straf på fem eller syv år kunne let blive til ti, femten eller tyve, »godgørenhed var som parfume i et slagteri« som en af de overlevende fanger fortalte, ingen havde lyst til eller overskud til at hjælpe andre. For at overleve skulle man ikke stole på nogen, ikke frygte nogen, ikke bede nogen om noget. Langsomt men sikkert mistede fangerne deres menneskelighed, de kunne ikke overleve, hvis de forsøgte at bevare den, alt i mens lejrene voksede, så de til sidst talte omkring 2,5 millioner fanger. Talte man sammen i lejrene om Stalin, regnede man med, at han nærmest aldrig ville dø, at der ingen ende ville være på hans regime. Stalin opførte sig da også, som om han var udødelig.

Men det var han ikke. Den 5. marts 1953 døde Stalin, og hans tro væbnere i lejrene, fangevogterne og officererne, modtog nyheden med alvorlige miner. Fangerne derimod, de lo, de klappede og råbte hurra, og jeg vil nævne de to mænd ved navn, Aleksej Prjadilov og Izrail Mazous, som havde oplevet det og fortalte om det mange år efter, for de fik stadig lys i øjnene over tanken om hans død. Aleksej Prjadilov lo en latter, som kom fra hans inderste, og som tydeligvis havde boet i ham lige siden. Stalin, og den synd og død, han bragte ind i verden med sine vilkårlige fængslinger, torturen, slavearbejdet og sin umenneskeliggørelse af fangerne, var død, og nyheden var et påskebudskab for fangerne.

Mange af dem blev også efterfølgende frigivet; lejrene var i stigende grad blevet urentable, så noget skulle gøres, og magtskiftet fra Stalin til Krustjov blev en lejlighed til at påbegynde en afvikling af dem. Men den glæde over tyrannens død, som afløste fortvivlelsen i fangerne, så de bar den med sig resten af livet, den – tror jeg – er at sammenligne med disciplenes. Også de havde med Jesu tilfangetagelse og død på nærmeste hold oplevet, hvordan forråelsen havde grebet alle mennesker, og den havde udstillet dem og deres manglende evne til at stå fast i nødens stund. De har været fortvivlede og tænkt, at der aldrig mere ville ske noget godt for dem i denne verden. Og fordi døden var blevet den horisont, bag hvilken der intet fandtes, blev de bange, da de så den tomme grav. Men da de var kommet sig over frygten og overraskelsen blev de glade. Synden var død. Døden var død. Besejret af mennesket Jesus, som gav afkald på magten og bragte liv, glæde, håb og barmhjertighed ind i denne verdens Gulag. Da Jesus døde den uskyldiges død, udstillede han mennesket, når det er værst, men samtidig gav han med netop denne død mennesket mulighed for med ham at lade livet, håbet, glæden og barmhjertigheden herske i sig, han vækkede en latter til live, som aldrig vil dø ud, latteren over dødens endeligt, den evige glædes latter.

Glædelig påske!

02-04-2021

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Mark 15, 20-39

Sig: »Vi går til Paradis!«. Amen.

Langfredag er en tragedie, og tragedien er som genre »en ædel foreteelse, jordens ædleste. Men en foreteelse, der hører jorden til, og som i sit væsen må forblive det guddommelige fjern. Tragedien er menneskets privilegium. Den kristne kirkes Gud var selv, da han gennem egen erfaring ville lære tragedien at kende, tvungen til at påtage sig menneskelig skikkelse. Og selv da blev hans tragedie ikke fuldt lødig, således som den ville have været, dersom han i sandhed havde været menneske. Kristi guddommelighed tilføjer hans historie et guddommeligt moment, et moment af komedie. Og den virkelige tragiske rolle deri tilfalder bødlerne og ikke ofret.« Således siger herremanden i Karen Blixens novelle, Sorg-Agre, til sin nevø under en samtale, de har om hhv. komediens og tragediens væsen i forhold til det guddommelige. Og herremanden har selv gang i et tragisk eksperiment; på en af hans marker udfolder der sig nemlig et drama på liv og død.

Historien er således: En ung mand, Godske er hans navn, er blevet pågrebet og anklaget for at sætte ild på en af herremandens lader. Han nægter sig skyldig i ildspåsættelsen, men et af Guds bedste børn er han ikke; han ligger i med konen til en af dem, der har pågrebet ham, som derfor har et motiv for at ville af med ham. Godskes moder, Ane Marie, har også et dårligt ry; man siger, at hun engang tog sit eget, nyfødte barn af dage, men nu henvender hun sig fortvivlet til herremanden og beder for Godskes liv. Også hun påberåber sig hans uskyld. Herremanden kan hverken bevise eller modbevise Godskes skyld, og rettelig bør han sende den unge mand til herredsfogeden, som sandsynligvis vil dømme efter sin egen formodning om, hvad herremanden måtte ønske. Nu nærer herremanden en vis godhed for Godske. Han har nemlig selv haft en søn, der døde ung, og den eneste, den søn nogensinde knyttede sig til, var netop Godske. I mødet med Ane Marie får herremanden den tanke, at hun skal få lov at løskøbe sin søn; hvis hun ene kvinde på én dag – fra solen står op, til den går ned - kan høste en mark, som ellers er tre mands dagsværk, skal Godske gå fri. Lykkes det hende ikke, må sagen gå sin gang, og så er det ikke sikkert, at hun nogensinde ser sin søn igen. Ane Marie takker herremanden ved at kysse hans støvle, og da solen står op på høstens første dag, står hun rede med sin segl.

Ane Marie går til arbejdet, der snart får karakter af en hellig handling, for alle gårdens folk, der burde være travlt optaget af at høste de andre marker, samles om hende, de ellers ikke bryder sig om. Herremanden lader dem gøre det, for han mener, at denne ene dag måske kan gøre dem mere godt end mange andre. Ud på dagen lader han Ane Maries søn hente, så han kan være hos sin mor. Da aftenen stunder til, klæder herremanden sig i de fornemme klæder, han havde båret, da han var ved hoffet, spiser andægtigt sit aftensmåltid og går ned til Ane Marie for at se hende færdiggøre sit arbejde. Hun er nu segnefærdig, men hele tiden har hun arbejdet, kun afbrudt af små pauser, hvor hun har drukket lidt vand. I samme øjeblik, hun har lagt sidste hånd på sit dagsværk, og hun ligger segnefærdig i sin søns arme, går solen ned. Herremanden tager i ærbødighed sin hat af for hende og siger: »Hendes søn er fri!« Kort efter udånder Ane Marie, og herremanden rejser en sten for hende på netop det sted til minde om hendes dåd.

Det er tilsyneladende en grusom historie om en brutal magthaver, herremanden, der leger med sine folk, som var de marionetdukker. Det synes hans nevø, der er kommet på besøg, også. Nevøen har været i udlandet i mange år og dér lært om alle de nye, rationelle og humanistiske ideer om menneskets iboende værdighed, og han er bestyrtet over sin farbroders kynisme, for farbroderen indrømmer, at intet ræsonnabelt menneske ville påtage sig en sådan opgave under normale forhold. Men forholdene er ikke normale; Ane Marie skal kæmpe for sit barns liv og ære, og så skal der ikke fuskes med lov og ret; det ved både hun og herremanden. Han giver hende med denne opgave muligheden for at vinde sin søns liv, en mulighed, døden har frarøvet herremanden at gøre med sin, og han giver hende endvidere muligheden for med sin gerning at hæve sig op over sit eget, dårlige rygte. Nevøen vil have, at farbroderen standser Ane Marie, men farbroderen holder sig til, at han har givet hende sit ord, og at ordet i sig selv har nærmest guddommelig karakter; »I begyndelsen var Ordet (…). Det er princippet i vor verdensorden, og dens tyngdepunkt« siger han. Som Gud er ordholdende og opretholdende i sit ord for hele verden, således er herremanden ordholdende og opretholdende i sit ord i den lille del af verden, der er hans. Ane Maries mulighed for oprejsning skal ikke tages fra hende p.g.a. en pludselig indskydelse fra hans side. For så ville han ikke tage hende alvorligt, og det ville være at gøre nar af hendes kærlighedsgerning.  

Sådan er det også med den tragedie, vi hører om i dag. Det er – i modsætning til, hvad herremanden måtte mene – en lødig tragedie; til forskel fra Ane Marie, som ikke havde noget godt ry, er Jesus uskyldig. Han er tilmed sandt menneske. Derfor er han angst, han lider ikke på skrømt. Netop i sin lidelse og død er der kun mennesket Jesus tilbage, for Gud har forladt ham og hører ham ikke. Men han udholder lidelsen, fører den til ende, ikke for at vinde sit eget liv eller redde sit eget rygte. Det er derimod vort - alle menneskers - liv og rygte, der er på spil. Dét er Guds store og afgørende dagsværk. Og fordi de færreste på Jesu tid så, at de gjorde vold mod Guds egen søn, så er det sandt, at de virkelige ofre i denne tragedie netop er bødlerne, for de pådrog sig dermed skyld, som de ikke selv kunne sone, ganske som alle mennesker gennem livet pådrager sig skyld, fordi vi både agtsomt og uagtsomt kommer til at gøre andre ondt. Men Gud har altså bestemt sig for at løskøbe os ved selv at gøre arbejdet og sætte sit liv ind på det, og fordi hans ord er tyngdepunktet for vor verdensorden, så kan han ikke fravige det. Havde han gjort, hvad spotterne bad ham gøre: Frelst sig selv og steget ned fra korset, havde han latterliggjort både os og sig selv. Men han mente det alvorligt, og derfor vender vi tilbage til denne tragedie år efter år, derfor bliver den ved med at ryste os, derfor ved vi, at det, der sker på korset, Guds dagsværk, er en hellig handling.

Herremanden og Ane Marie fuskede ikke med lov og ret, og hun frikøbte sin søns liv ved at sætte sig selv ind på det. Herremanden var ikke i samme situation som Ane Marie, for hans søn var død. Han kunne ingenting gøre for at vinde ham tilbage, det kunne og kan kun Jesus Kristus, fordi han satte sig selv ind i kampen mod synden og døden. Det var måske netop det, Herremanden – og Karen Blixen – havde svært ved at tro, og derfor historien om Ane Marie blev til. Karen Blixen havde behov for at vise, at mennesket kan hæve sig op over det sædvanlige. Og det kan mennesker heldigvis, men som selv Karen Blixen lader hun skinne igennem, så er det midlertidige gerninger; herremanden siger da også til Ane Marie, at hendes dagsværk er et, »som vi længe vil mindes.« Ane Marie frelste kun sin søn, Jesus frelste os alle, og korsets gåde er derfor det eneste, vi har at holde os til. P.g.a. denne gåde er der ikke længere noget forhæng, nogen adskillelse, mellem Gud og os, og stillet over for den må vi under korset i ærbødighed blotte hovedet og sige: »Sandelig, den mand har gjort et helligt dagsværk, som vi for evigt vil mindes. Vi er fri!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

 

01-04-2021

Salme: Vor Herre Jesus i den nat, DDS 456

 Kom, Herre Jesus. Amen.

Matt 26, 17-30

Noget af det mest ubehagelige ved politik er, når en politiker for øjnene af hele familien Danmark bliver en såkaldt »Dead Man Walking«, noget, vi jævnligt oplever, hvad enten en dårlig sag skal tørres af på en minister, eller en partileder ikke kan levere resultater i form af gode meningsmålinger eller markante lunser ved de store forlig. Man fornemmer, hvordan gamle kammerater fra de glade dage i ungdomspolitikken falder fra, pressen slår nærmest lejr uden for grupperummet eller samrådslokalet, og man ved, at det er et spørgsmål om tid, før taberen må fremsige en følelsesladet tale om tillid, der er gået i skår i, og som ikke længere lader sig klinke. Det personlige offer bringes, en ny indsættes på ministerens eller lederens plads, og status quo er dermed genoprettet. For en stund i hvert fald.

Det er dette scenarium, dagens evangelium bringer mindelser om; Jesu sag synes tabt, i det skjulte er folk begyndt at se sig mod nye horisonter. Selv om disciplene bliver forfærdede, da Jesus siger, at en af dem vil forråde ham, så afslører deres spørgsmål: »Det er vel ikke mig, Herre?« deres inderste tanker, at de et eller andet sted ved, at frafaldet og forræderiet er lige om hjørnet. Egentlig skulle dette måltid, påskemåltidet, hvor man fejrede Israels udfrielse fra Egypten, være en fest. Men det er det ikke. Det er et afskedsmåltid, og under det hele lurer en stemning af opløsning; disciplene har været sammen med Jesus ganske længe, de har fulgt ham i tykt og tyndt; de har overværet ham gøre sig uvenner med alt og alle – Jesus har vist sig ikke at være politiker. Han søger ikke kompromisset. Nu aner disciplene, at alt er ved at bryde sammen, og måske frygter de også, at de i undergangen vil blive dømt for deres svage karakter. »En af jer vil forråde mig« siger Jesus, og for en gangs skyld forholder alle sig en smule realistisk til sig selv; ordene »Det er vel ikke mig, Herre?« rummer nemlig selvransagelsen i sig og samtidig en bøn - »det kunne være mig, men, Herre, lad det ikke være mig.«

Vi mennesker ønsker nemlig at gøre det rette, men vi ved også, at vi sjældent gør det. Alt for ofte overvejer vi, hvem det kan betale sig at holde med i stedet for at overveje, hvad der er det rette at gøre eller sige. Hvor går grænsen fra kølige, politiske overvejelser til direkte forræderi? Den grænse kan være hårfin, det går op for disciplene denne aften. Og da Jesus, den barmhjertige, han som allerede dagen efter på korset vil tilgive dem, som nagler ham fast til det, udtaler, at det var bedre for den, som forråder ham, ikke at være født. Da forstår alle, at dette er en alvorlig sag. Ikke mindst Judas, som allerede har været hos ypperstepræsterne og fået sin løn på tredive sølvmønter for at udlevere Jesus. »Det er vel ikke mig, Rabbi?« udbryder Judas fortvivlet, da han hører Jesu ord, men dommen er for længst faldet: »Du har sagt det« svarer Jesus, og hermed nærmer vi os forræderiets trøstesløse og skæbnesvangre karakter.

Forræderiet er altid personligt; det er personer, som begår det, de begår det over for andre personer, og ødelægger dermed det bedste, det vigtigste, det fineste og dybeste mellem mennesker, nemlig relationen, tilliden, kærligheden. Derfor skyer vi forræderiet, derfor hader vi forræderen, derfor frygter vi mest af alt selv at blive forrædere. At de andre disciple frygter at være den, Jesus taler om, er der god grund til, for ingen kommer ud af denne påske med æren i behold. Alligevel er det alene Judas´ forræderi, der ikke findes tilgivelse for. Lad os derfor dvæle ved det.

Hvad var det mon, der drev Judas? Det siges ikke direkte i bibelen, men man fornemmer, at han er skuffet, forræderiet finder nemlig sted lige efter salvingen i Betania, hvor det står lysende klart, at Jesus er på vej bort, at han skal dø. Judas har måske haft andre tanker om Jesus: At han skulle være en oprører eller den nye kong David, som skulle genrejse Israel, eller noget helt tredje. Hvem ved, måske følte han sig selv forrådt. Judas føler nederlaget komme krybende som en fugtig kulde, han ser Jesu manglende vilje til at sætte handling bag sine ord, og da ender han med at hjælpe det hele på vej. I Lukas´ og Johannes´ fortællinger bliver Judas direkte besat af Satan, og det Satan gør med mennesker er jo at få dem til at tro, at de selv er Gud, at de i sig bærer fornuften og sansen for retfærdighed, og at de derfor har ret til at gøre sig til herre og dommer over andre. Satan får mennesker til at miste det moralske kompas i livet, det kompas vel at mærke, som handler om hensynet til andre mennesker, kærlighedens kompas.

Det findes en del forrædere i historien, og de færreste har i udgangspunktet været onde. Ofte er det just moralsk indignation som driver forræderen. Han eller hun kan se forfaldet alle steder, undertrykkelsen, magthavernes og folkets dekadence, som der må og skal gøres en ende på. Skal vi forklare de mange, som i trediverne, under besættelsen og senere under den kolde krig faldt for de store ideologier, fascismen, nazismen og kommunismen, så var det fordi de så noget godt i disse ideologier, en lysende fremtid for alle mennesker. Og så bliver logikken let, at man jo må ofre noget eller nogen for den gode sag. Ikke alle bliver forrædere, men nogen gør, og af dem ser de færreste sig selv som forrædere. De vil jo noget godt. Hadet til ens eget kan blive så stort, at alt andet synes bedre og mere strålende, og pludselig er den grænse, hvor forræderiet finder sted, ikke langt borte. Men når man først er blevet forræder, er man nødt til at lyve for sine venner, flere og flere føres bag lyset, og måske er det man troede på, alligevel ikke så flot og så skinnende, som det var til at begynde med, men der er bare ingen vej tilbage. Løgnen bliver livsvilkåret for forræderen. Valget bliver så afgørende, at det ikke kan gøres om, og det ender i bedragets og selvbedragets mørke.

Det er det mørke, Judas ender i, og som til slut driver ham til selvmord, det er det mørke, nadveren bliver til på og lyser op. Vi kunne alle have forrådt Jesus, men det var Judas som gjorde det. Vi hader forræderen men vi ved, at han også er i os. Forræderen er det spejl, som vi til vor rædsel ser os selv i. Og alligevel udøser Jesus sig selv i dette måltid, hans kærlighed er det, disciplene modtager denne aften i brødet og vinen, og samtidig rækker Jesu ord langt, langt ud over denne ene begivenhed: »Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige« siger han, og her tænder han håbet for de håbløse. »Ja, jeg skal forrådes, jeg skal lide, jeg skal dø, jeg skal forlade jer. Men vi skal ses igen, og hver gang I holder nadver, skal brødet og vinen minde jer om, at alt det, som sker nu, er begyndelsen til noget nyt. Guds rige er kommet for at blive, og en dag skal det være alt i alle.« Sådan kunne Jesus også have sagt.

Skærtorsdag er dom, Skærtorsdag er tilgivelse, ikke bare for disciplene, men også for os, som følger efter, og som ikke er bedre end de. Også vi skal engang drikke af vintræets frugt sammen med Jesus i hans faders rige, og det skal være som brødre og søstre, sønner og døtre, som den gudeslægt, vi var skabt til at være, men som vi bestandig udelukker os selv fra ved vor ulydighed.

»Det er vel ikke mig, Herre?« spurgte disciplene. Og det var det for de flestes vedkommende ikke, men spørgsmålet viste, hvor langt borte fra Jesus, disciplene egentlig var. Vi er bedre stillet, for vi ikke længere borte, end at et lille brød og et enkelt bæger vin kan bringe os sammen med ham igen. Lad os derfor takke og lovsynge Gud, fordi hans ord aldrig viste sig at være bundet, men stod op til liv og lys og glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

28-03-2021

Salme: Op, dog Zion, ser du ej, DDS 380

Matt 21, 1-9

Her er han, som skal være din drot evindelig. Amen.

For nylig blev jeg gjort opmærksom på en helsidesannonce i den lokale avis. Annoncen ønskede mig god påske med en forsikring om, at »det bliver snart bedre«. Hvert ord stod skrevet på noget, der lignede ovale balloner, der igen mindede om påskeæg. Altså fire påskeballoner med budskabet: »Det bliver snart bedre« Det var Sundhedsstyrelsen, der stod bag, og som gassen kan gå af balloner, synes også Sundhedsstyrelsen at have tabt pusten. I annoncen meddeler den os, at påsken igen bliver lidt anderledes, og derpå følger de sædvanlige påbud, som vi har hørt og kender til hudløshed, forklædt som gode råd. Samme dag jeg læste annoncen, blev det forkyndt fra statsministeriet, at en genåbning af samfundet kommer til at bero på borgernes vilje til at fremvise et lille bevis på, at vi ikke er syge, det såkaldte corona-pas. Så jo, påsken bliver anderledes, den bliver sandsynligvis fejret i testcentrene. Sidste år var det Bilka, husker vi nok. Det pudsige er, at vore myndigheder på den ene side helst ikke vil have, at vi fejrer påske, på den anden side snylter de på den; til påske bliver alt »snart bedre«, påsken bliver et »vendepunkt«. Sådan har det lydt siden nytår. Når samfundet efter påske igen åbner, begynder det søde liv og de lyse nætter, ja, vi bliver så sunde som aldrig før, og døden taler vi ikke om, for staten skal nok sørge for, at vi ikke dør, bare vi holder os fra hinanden og lader os dele op i smittede og ikke-smittede. Myndighederne ville ikke bruge påsken på denne måde, hvis ikke den betød noget. Nu forsøger de bare at tage ejerskab over den, fylde den med deres eget indhold.

Men de gør regning uden vært, for påsken kan i et kristent land kun være, som den plejer at være, den er ikke afhængig af noget som helst men handler om det samme, som den altid har gjort. Fra jødefolkets udvandring fra Ægypten til opstandelsen handler påsken nemlig om dødens forbigang. I Ægypten gik døden forbi de døre, hvorpå der var strøget blod fra de slagtede lam, og derfor blev det påske. Jesus blev selv et påskelam, hvis uskyldige blod gjorde os fri fra både synd og død. Det er et meget bedre budskab end corona-passet, og det vil Gudskelov blive husket i længere tid.

Her palmesøndag hører vi den historie, kristne verden over har fortalt hinanden i snart et par tusind år ved denne tid, om Kristi indtog uden mundbind i et menneskefyldt Jerusalem, hvor han ikke nøjes med at se de samme få, hvor han holder måltid med sine disciple helt uden sprit, og hvor han smider købmændene ud af templet, hvilket vil sige, at han går en ganske anden vej end de danske myndigheder, der jo netop faciliterer vore indkøb i højtiderne. Jesus lægger sig simpelthen ud med stort set alle, han kan lægge sig ud med, og i dag ville han være blevet hentet af ordensmagten og fået en dobbelt så hård straf, som han ellers ville have fået for lignende forseelser, fordi han er årsag til sammenstimlen og uro. I dag ville han være blevet stuvet af vejen indtil offentligheden havde glemt ham, og der var nye og andre sager at været optaget af.

Og her ligner Jesu tid vor tid; også dengang ville man af med ham, og det kom man noget så eftertrykkeligt ved at henrette ham, bare med den lille detalje, at han altså stod op fra de døde påskemorgen, og at verden derefter aldrig var den samme igen. Ej heller blev menneskers liv det samme igen, hverken deres, som valgte ham fra, eller deres, som kom til tro. Og netop det at se sit eget liv i forhold til frelserens er det, vi skal forsøge i dag, for vi har alt for længe skullet se vort liv i forhold til sygdom og restriktioner.

I dag nærmer Jesus sig sit livs ende, et liv, som fuldbringes på korset. Det liv, der julenat tog sin begyndelse. Det korte liv, han levede, den korte tid, han viste verden sin herlighed, fyldte han menneskers liv med mættende brød, livgivende helbredelser, vidunderlige fortællinger om sin faders rige, og så forlod han mennesker deres synder, gav dem en ny begyndelse. Jesus bragte Guds rige med sig, hvor han gik og stod, og påsken minder os om, hvordan det til syvende og sidst blev modtaget af verden; nemlig som så omvæltende og provokerende, at det måtte udstødes af verden. Og dog ville det liv ikke dø.

Hvad er vort liv? Det er et liv på samme måde, som Jesus levede. Også vi fødes og er bare ved at blive født beviset på, at der findes en skabende og opretholdende Gud. Også vi må igen forlade denne verden, for sådan er naturens, biologiens vilkår. Det forsøger vi alle at fortrænge i større eller mindre grad, og det kan blive ganske farligt, for glemmer vi vore naturlige vilkår, kan det enten ende med storhedsvanvid eller en afmægtig frygt for døden, og vi har oplevet begge dele for fuld udblæsning det seneste års tid. Vi kan ikke selv skabe påske, det kan kun Jesus Kristus. Med ham har alting ændret sig, fordi han hver dag på vort livs rejse kommer os i møde og skænker os muligheden for at bringe evigheden ind både i vort eget og i andres liv.

Når vi beder fadervor, beder vi også om, at Guds rige må komme. Vi beder om det, fordi vi ved, at der er godt i Guds rige, men det er også en erkendelse af, at hans rige endnu ikke er her, men at det er på vej, på samme måde som Jesus kommer ridende ind i Jerusalem i dag. Påsken rummer alle tænkelige menneskelige reaktioner på mødet med Jesus – fra den voldsomme begejstring, til forræderi, frafald og fortvivlelse vendt til glæde over, at Kristus er opstanden. Med påsken forstår vi hvor lidt, vi mennesker kan stole på vore gode intentioner, og vi indser hvorfor vi har brug for Kristus. For vi kan nok gøre meget godt for hinanden her på jorden, men hvor skal vi vende os hen, når vore kræfter slipper op og de gode intentioner viste sig at være hule? Vi skal vende os til ham, som kommer til os, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Han levede et menneskeliv, som det skal leves, og han sejrede over naturens nødvendighed af stål: At vi skal dø. At rette blikket mod frelseren betyder derfor noget for et menneskeliv; det betyder selvfølgelig, at vi først og fremmest kan forsøge at leve på en måde, som viser, at han er herre i vort liv, d.v.s. i kærlighed, tilgivelse og opofrelse, men jeg tror også, at de fleste af os har erfaret, at det er lettere sagt end gjort, og dog: Tænk, hvordan verden ville være, hvis ingen ikke engang forsøgte på det?  Men vi falder fra, det ved vi, og vi det gør gang på gang; vi tænker jo mest på os selv, vi river ned, hvor andre bygger op, vi glemmer at tilgive, vi bærer nag, vi svigter, hvor vi skulle have stået fast, vi sætter dødens mærke på alt, hvad vi foretager os. Men så pludselig bliver det påske, Jesus kommer ridende dér imod os, på én gang sandt menneske og sand Gud, og vi ved, at nu er han her, han, der bygger op, hvor vi river ned, han, der tilgiver, når vi bærer nag, han, der står fast, når vi svigter, han, der bringer livet med sig ind i vor død, han, hvis nåde er ny hver morgen. Han, som igen og igen giver os muligheden for at leve som Guds børn. Han forlanger ikke noget pas for at tage imod os, for han er selv passet, og med ham går den lige vej til himlen og livet hos den levende Gud:

Op dog, Zion! ser du ej
sejrens palmestrø'de vej
til Guds hus i Himmerig!
Den er og beredt for dig.

 Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen