20-11-2022

Hvis åg bærer vi?

Salme: Dybt hælder året i sin gang, DDS 732

Mika 4, 1-3; 1 Kor 3, 10-17; Matt 11, 25-30

Jesus taler om at bære åg. Det lyder umiddelbart ikke rart, selv om det efter sigende skulle være en let byrde, der skal bæres, men sagen er, at vi gennemgående helst vil gå let gennem livet, og dog skal vi vide, at bærer vi ikke Jesu åg, kommer vi til at bære et andet. Det vil jeg give et eksempel på.

Folk i en vis aldersgruppe, som omfatter mig selv, vil kunne huske den engelske TV-serie Jeg, Claudius, som handler om den kejserlige familie i Rom fra og med Augustus og frem til Nero. Udadtil udvides og konsolideres det romerske imperium, indadtil foregår en brutal og nådesløs kamp om magten, hvor giftmord og henrettelser eller beordrede selvmord blandt politiske modstandere hører til dagens orden, og her hjælper blodets bånd ikke, hvis man kommer i vejen for ambitionerne. I denne familie vokser den halte, stammende og tilsyneladende dumme Claudius op, men netop derfor tager ingen ham alvorligt, og ved skæbnens gunst eller ugunst ender han med at blive kejser. Claudius er barndomsven med den jødiske Herodes Agrippa, som selv er blevet sendt til Rom af sin farfar, Herodes den store, som har dræbt faderen, altså sin egen søn. Da Herodes den store dør, bliver Herodes Agrippa romersk lydkonge i Israel, og han støtter Claudius, da denne indsættes som kejser. Den sidste gang, de mødes, giver Herodes Claudius det råd, at han aldrig skal stole på nogen, ikke sin kone, sine venner eller nogen andre. »End ikke på dig?« spørger Claudius, og Herodes svarer ham: »Stol aldrig på nogen.« Det viser sig at være et godt råd, for Herodes ender med at tro, at han er Messias, og Claudius, der har studeret alskens slags religioner, ved, at jøderne forventer netop en krigskonge, der skal genrejse riget. Dermed forstår han også, at Herodes vil forsøge at tage magten fra romerne, på hvis nåde han ellers regerer. Herodes´ drømme om en ny storhedstid for Israel ender på dødslejet, hvor han ædes op indefra af maddiker. Hjemme kæmper Claudius selv for at beholde magten med blikket stift rettet mod sin natpotte i angst for at være blevet forgiftet. For det er læren af at have levet sit liv i kejserfamilien; man må holde sig i live for at beholde magten, og hen ad vejen glemmer man, hvorfor man egentlig ville have den og hvad man ville med den. Men en ting er sikkert, for det viser historien: Hverken det gamle Israel eller det romerske imperium bestod. Øksen lå nemlig på Herodes Agrippas og Claudius´ tid allerede ved træets rod, og den havde et navn: Jesus Kristus. Magten er for de vise og forstandige, det er også Claudius´ smertefulde erfaring; han har holdt sig i live ved at spille på sine handicap, så ingen regnede med ham. Han har kunnet iagttage magtspillet og den ondskab, der fulgte med det, men da han selv kommer til magten, oven i købet uden selv at ville det, må han sande, at magten tager magten fra ham; den menneskelige godhed, han havde, må han lægge fra sig, hvis han skal overleve, og han må indse, at han kun kan standse ondskaben ved at trække sig selv ud af den og lade den udfolde sig, så den ender med at æde sig selv op.

Magten er et åg, som er eftertragtet, men det kan ganske hurtigt komme til at tynge; vi ønsker alle magt på et eller andet plan, om det så bare er magt over vor egen tilværelse. Derfor kunne sundhed være så stort et emne i den nys overståede valgkamp, og man kan jo ikke fortænke mennesker i gerne at ville leve og leve godt, men selv her kan det være fornuftigt at træde et skridt tilbage og se, om vi indretter os sundt. Politikerne ved, at de fleste af os er bange for at dø og at dø smertefuldt, og de vil gerne give os sikkerhed for, at det ikke sker. Umærkeligt rykker staten dermed tættere ind på livet af os; vi tilbydes den ene forebyggende undersøgelse efter den anden, det diskuteres jævnligt, at der skal indføres formodet samtykke til organdonation, og samtidig oplever vi akutmodtagelser, hvor der hersker kaos, og unødvendige benamputationer for blot at nævne noget af det mest aktuelle på avisernes spisesedler. Som kejser Claudius går vi med blikket mod natpottens indhold for at opretholde magten over vort liv, medens alt ramler om os. Menneskelig magt er altid endelig, det er magten over vores krop også, og glemmer vi det, glemmer vi at leve, vi glemmer at gøre os umage med livet, alene fordi vi har mistet evighedsperspektivet. Når vort sundhedssystem ikke fungerer særligt godt, er det fordi, man er bange for klager, bange for ikke at kunne tilbyde alt det, teknikken og udviklingen kan, og enhver politiker ved, at det kan blive karrierens endegyldige fald, hvis ikke man leverer på dette område. Så derfor skal der skrues og drejes på alle knapper, der skal dokumenteres og rapporteres, så enhver klage kan imødegås, og da der aldrig kan blive penge nok til alting, skal der prioriteres, men det må man endelig ikke sige til borgerne, for ingen af os har lyst til at være den, der bliver nedprioriteret. Og således politiseres vor tilværelse helt ind i vore stuer, så magtspillets trummerum ligger som en konstant baggrundsstøj i vor tilværelse. Derfor er vi nødt til at spørge, hvem der kan standse dette magtspils ødelæggende trummerum?

Det kan Gud, både fordi han er af evighed, og fordi han er dommer, dommer over vort endelige, korte liv. Netop dette har vi brug for at tage i betragtning, når vi udøver magt, hvis ikke den skal blive et tyngende åg, der ender med at tvinge os i knæ og ødelægge alt for andre, fordi vi ikke kan fokusere på andet. Paulus sagde til os tidligere, at alt, hvad vi foretager os, skal prøves gennem ild. Egentlig er det noget, der ligger ude i fremtiden, Guds fremtid, hvor han skal dømme, men det betyder også, at vi til hver en tid skal tænke over, hvad Gud mon vil mene om det, vi gør, fremover hvad mennesker vil mene. For mennesker mener noget forskelligt, fordi vi er forskellige, og vi mener noget forskelligt til forskellige tider. Og mennesker vil selv have magt, fordi den behager os, og hvor der kæmpes om magten, kan man dybest set ikke stole på nogen. Deri havde Herodes Agrippa ret. Derfor kan menneskers domme ikke være den grundvold, hvorpå vi kan bygge noget godt.  Men Gud kan vi stole på, for han ofrede det kæreste, han ejede, sin egen søn, for os. Når han er vor grundvold, vort udgangspunkt, så er vi nødt til at løfte blikket fra vor sygejournal. Når først vi ser op derfra, har vi evigheden for øje, og den er af ånd. Beåndede mennesker gør gode gerninger, og de skaber smukke ting. Tænk sig: selv de hedenske romere var så beåndede, at de skabte noget smukt, som står tilbage. Var det ikke værd at overveje, hvad vi og vor tid vil skænke eftertiden? Om det kan klare prøven af ild? Hvad vil Gud sige til alle excel-arkene og computersystemerne, de grimme bygninger og den dårlige kunst, som vandt frem, medens mistrivslen blandt mennesker blev stadig større? Jeg synes, det er en tanke værd, ikke mindst fordi vi stadig har muligheden for at vende os til Kristus, da vi lever i nådens tid. Det kræver bare en erkendelse af, at vi har brug for ham, og det er nok det, der falder os allersværest, fordi vi kan og vil alting selv. Men i disse tider, hvor alt synes at sejle, så kunne det være, at vendepunktet var kommet, og at vi er blevet modne til at lytte til hans ord:

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.«

En sagtmodig og ydmyg herre har vi. Og når vi langt om længe har forstået, at vi ikke kan frelse os selv fra sygdom, død og livets fortrædeligheder, at vi i dén grad har været på vildveje, da er han tilstede og siger, at han er med os alle dage indtil verdens ende. Og fordi han er med os, er åget godt og byrden let. For han er Gud, hans er magten i al evighed. Vi er endelige, ligesom vor magt er det, og derfor skal vi bare være mennesker, så godt vi kan, på hans ord og med hans ånd.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen