06-11-2022

Fra dødedans til pilgrimsgang med englesang

Salme: Dejlig er jorden, DDS 121

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes! Amen.

Es 49, 8-11, Åb 21, 1-7, Matt 5, 13-16

Mark Twain har i en af sine bøger ladet Eva skrive dagbog både før og efter syndefaldet. Det meste af bogen følger man hende i Edens have, og man kan ikke andet end holde af hende, fordi hun er så kvik og nysgerrig og lidt af en mundfuld for Adam, som på samme tid tiltrækkes af hende og finder hende både skræmmende og anstrengende. Hendes allerførste sorg kommer, da han på et tidspunkt behandler hende med kulde, og hun ikke kan forstå hvorfor, for hun elsker jo at være sammen med ham. Men hun forstår, at han har behov for at være alene og går derfor hen til det sted, hvor hun så ham første gang; det sted, de blev skabt, og hun fortæller følgende. »(…) Nu var det et sørgeligt sted. Alle de små ting mindede mig om ham, og jeg blev trist til mode.« Adam tager Eva til nåde igen, og hun gør nu alt for at behage ham, hun bruger al sin opfindsomhed på at få fat på de æbler, Gud har forbudt dem at tage af, og Adam advarer hende ved at sige, at hun kommer i fortræd, hvis hun tager dem. Eva er dog ligeglad med »den slags fortræd, der kommer af at gøre noget, han kan lide.«

Vi, der er tilstede her i aften i netop denne kirke, ved godt, hvilken slags fortræd, Evas uforfærdede behagesyge kom til at gøre. På syndefaldet, som er malet i hvælvingerne nederst i skibet, fremstår slangen, der frister Eva, netop med Adams ansigt. Den bruger hendes kærlighed til ham til at lokke hende i fordærv. Derfor ender de udenfor paradiset, hvor døden er et grundvilkår, og hvor de hver især er den eneste, der kan minde den anden om, at de blev skabt af Gud og oprindelig hører til et andet sted. Hos Mark Twain dør Eva før Adam, og han skriver på hendes gravsten: »Hvor hun var, der var Paradisets have«. Den indskrift fortæller, hvor han og Eva havde deres udspring, og at han – bare ved at være sammen med hende – havde følt, at han stadig var der, selv om de var bortvist derfra. Adam havde som det første menneske oplevet, at døden gjorde ham opmærksom på, at haven var lukket for dem. Og de ord, Eva nedskrev den første gang, de var uvenner, at deres yndlingssted nu var sørgeligt, fordi alle de små ting mindede hende om ham, var han nu kommet til at sande. Men sorgen blev af en ganske anden karakter; den var afgrundsdyb, fordi døden for altid havde skilt dem ad.

Siden har netop døden fyldt meget i vore liv, det ser vi også her i kirken på endevæggen, hvor dødninge byder konge som bonde op til dans; bonden har ovenikøbet måttet forlade sit arbejde med møggreben for at følge med. Og hvor døden hersker, har saltet mistet sin kraft, lyset er gået ud under den skæppe, som er blevet sænket ned over det. Der er tilsyneladende ikke mere at håbe på, sorgen og mørket kan fylde alt, og så er der alligevel mere at sige, end at »hvor hun var, der var Paradisets have«.

For det er Allehelgen, og vi er kommet til kirke for at høre om jordens salt og verdens lys. Hvordan får saltet dets kraft, og hvordan holdes der liv i lyset, så det ikke går ud? Det kan vi ikke gøre af os selv, der må vi vende os mod Kristus, som er den eneste, der kan vise vejen mod den bro, der strækker sig mellem jorden og Paradisets have, simpelthen fordi Han selv er den bro. Når vi står bøjet over vore kæres grave, fordi vi tror, at Paradiset forsvandt med dem, vi elskede, så kalder han på os og siger, at en dag skal hans bolig atter være hos os, vi skal være hans folk og ingen skal sørge og lide mere. Vi har i modsætning til Adam fået evighedshåbet skænket. Dødedansen er slut og er i stedet erstattet af en pilgrimsvandring fra jord til himmel. »Hvor Herren har sin gang, dér er englevagt og sang«, sang vi for lidt siden, og vi kan jo tænke, at Herren er langt borte, men det er han ikke, for i evighedens perspektiv er vort liv - uanset åremål – kort, og vi er altid på vej mod Ham og omsluttet af Ham. Han er begyndelsen og enden, og derfor er vi i troen på Ham samtidig både med dem, der gik forud, og dem, der kommer bagefter, for »alt er blevet til ved Ham, og uden Ham blev intet til af det, som er«, og han var der fra begyndelsen. Han har vist sig for os i sin kære søn Jesus Kristus, vor broder, og det giver livet en fylde på trods af alt ondt, der måtte ramme os: Hvor der var død, kom der med Ham liv, hvor der var mørke, blev Han vort lys, hvor vi sørgede, blev Han vor glæde, så saltet aldrig mistede sin kraft.

Ja, der er en dødedans her i kirken, som minder os om vort vilkår i verden, og det bringer realisme ind i hverdagen. Men vi skal også vide, at vi kan vandre, som om døden ikke fandtes. Det forstod B.S. Ingemann, da han blev bedt om at skrive en dansk udgave af en tysk salme, som man mente stammede fra korsfarertiden. Det gjorde den antageligvis ikke, og hos Ingemann blev salmen helt anderledes, dog kaldte han den en pilgrimssalme, og den skal vi synge om lidt. Alligevel er korsfarertanken ikke så skæv endda, for man kan sige, at vi i salmesangen farer på korstog mod vor fjende, døden. Her under kirkens hvælvinger, som skal minde os om den himmel, vi er på vej imod, skal vi synge om pilgrimsfærden, vi vandrer på den dejlige jord. Vi skal synge om slægters gang, som er endelig, og om den sang, Gud har lagt os i munden, en sang af evighed, den sang, englene sang julenat om vor frelser. Han som standsede dødedansen og blev lyset i vort liv, som vi skal holde tændt og bære med os ud herfra, så det lyser for alle i huset. For vi skal vidne om, at hvor Han er, der er Paradisets have.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.