30-10-2022

Vi slår os stadig på hovedhjørnestenen

Salme: Du, Herre Krist, min frelser est, DDS 52

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 5, 1-7; Rom 11, 25-32; Matt 21, 28-44

Jeg følger for tiden på de sociale medier en folketingskandidat, ikke fordi han er stiller op, men fordi han er interessant af andre grunde. Kandidaten er veteran med flere udsendelser i Afghanistan bag sig, og han har været såret flere gange. Den sidste gang endda så slemt, at han kortvarigt døde. Den første gang han blev såret, var, da en snigskytte ramte ham i armen, og soldaten og hans deling fik nedkæmpet snigskytten, inden de vendte hjem til lejren, hvor han blev indlagt på lazarettet. Her kom en amerikansk general for at hilse på soldaten og fortælle ham, at han havde hørt hans historie og var meget imponeret over hans og de danske soldaters indsats. Generalen gav ham derefter en mønt fra U.S. Marines som anerkendelse.

Kort efter kom den daværende, danske forsvarsminister på besøg, og når det sker, er det god skik, at ministeren aflægger besøg hos de sårede. Der var på det tidspunkt kun soldaten, og han var næsten rask, men blev altså bedt om at blive liggende, så forsvarsministeren kunne besøge ham. Ministeren kom hen til sygesengen, tog soldatens hånd og smilede op på den fotograf, der fulgte med. Derefter troede soldaten, at han skulle fortælle sin historie til ministeren. Han fik dette svar: »Jeg har hørt din historie«, hvorefter ministeren drejede om på hælen og forsvandt. Soldaten konkluderede, at dette var altså den dybe og afgørende forskel mellem en militær og en politisk leder.
Da han kom hjem efter sin sidste udsendelse, var han så ilde tilredt, at hans liv var grundlæggende forandret; han engagerede sig i veteraners vilkår og fik altså lyst til at gå ind i politik, også fordi han mener, at der dér er brug for en anden type mennesker end dem, han selv havde stiftet bekendtskab med. Jeg spår, at han ikke kommer ret langt ad den vej, jeg tror også, at han selv ved det. Og forklaringen ligger i de to oplevelser, han havde med hhv. generalen og forsvarsministeren. De personificerer så at sige to forskellige menneskesyn og syn på verden. Lad os begynde med generalen. Hvorfor kom han? Det var ikke engang en af hans egne mænd, der var blevet såret, men jeg tror, at der ligger følgende bag: På slagmarken ved man, at alle, der befinder sig der, er der med livet som indsats, og de skal være parate til at ofre det. Så bliver alle civilisationens overflødige fedtlag skrællet af, og der bliver kun det vigtige tilbage: f.eks. sandhed – man skal kunne stole på hinanden og kunne sige ting ligeud, retfærdighed – der må ikke herske vilkårlighed i de afgørelser, der bliver truffet i forhold til soldaterne, og så skal der være noget, man elsker, og som man derfor kæmper for. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan man ikke få noget menneske til at sætte livet ind for luftige værdier med mindre vedkommende er helt forskruet. Formålet med missionen i Afghanistan blev efter nogle år ganske flimrende, men udgangspunktet var, at der havde været et angreb mod USA den 11. september 2001, og når Danmark fulgte med, så var det jo p.g.a. NATOs musketered; nok er USA ikke vort fædreland, men det kunne også være sket hos os, og jeg er overbevist om, at kampen derfor for mange gav mening, og højt oppe i det amerikanske forsvar blev indsatsen altså værdsat. Jeg kender denne soldat godt nok til at vide, at det netop er disse ting, der er afgørende for ham, og derfor vil han skabe røre, såfremt han kommer ind i den politiske verden, hvor han vil forstyrre de herlige magtspil, som man hygger sig med her. Det vil gå ham, som det gik vor Herre; ganske vist vil han ikke blive korsfæstet, men udstødt vil han blive. For sådan er politik blevet. Jeg tror ikke, det behøver at være sådan, men enhver kan se, at her trives de omtalte civilisationens fedtlag, hykleriet, bedraget og selvbedraget.

Det er denne djævelske dynamik, vi ser i dagens fortælling, hvor Jesus har bevæget sig ind i den politiske arena. Her hersker ypperstepræsterne og folkets ældste. Scenen finder sted på tempelpladsen kort før Jesus bliver taget til fange, og præsteskabet har luret, at her er en fyr, de skal passe på. Det interessante er, at de ved, han har ret i alt, hvad han siger, men de kan ikke tåle, at han siger det, og hvorfor mon de ikke kan det? Det kan de ikke, fordi de fornemmer, at han har en myndighed ud over det sædvanlige, altså også over dem. De ved ikke, at han er Guds søn, men de har vejret, at han er rede til at sætte alt, d.v.s. sig selv, ind på dét, han forkynder, for efter at have talt med ham, bliver de enige om at lade ham gribe.

Lad os derfor se på, hvad de har slået sig så gevaldigt på: I lignelsen hører vi om vingårdsejeren, der planter en vingård, som han forpagter ud, mens han selv er bortrejst. Men hvilke forpagtere! Da høsten er inde, og ejeren vil have sit udbytte, sender han tjenere af sted for at hente det. Det går dem ilde, forpagterne begår vold og mord mod dem, og de næste udsendinge modtages ligesådan. Da vingårdsejeren sender sin søn i håbet om, at han dog må kunne tale forpagterne til rette, smides han uden for muren og dræbes, så forpagterne kan få hans arv. 

Det er en grum historie, og på Jesu spørgsmål om, hvad vingårdens ejer mon vil stille op med disse forpagtere, når han selv dukker op, svarer ypperstepræsterne og de ældste da også: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.«

Ypperstepræsterne og de ældste kan godt tænke sig til enden på lignelsen, hvilket viser, at de ikke er uden samvittighed, men da de umiddelbart efter bliver klar over, at der sigtes til dem, ved de, at Jesus har ladet dem fælde dommen over sig selv, og det har de ikke tænkt sig at sidde overhørig.

På sin vis er det ikke uforståeligt, at det forholder sig således. For ypperstepræsterne og de ældste var ikke specielt dårlige eller onde mennesker, tværtimod, kan man sige; når de kunne drage den rette konklusion, så var det fordi, de havde den bedste vilje over for Gud. Det kan således virke uretfærdigt, at Jesus på den måde dømmer dem; de har jo gennem generationer lært, at de er de sande troende, den del af folket, der er Gud særligt velbehagelig, dem, som Gud p.g.a. deres retfærdighed og renhed vitterlig ikke kan sige noget på.

For Jesus er det imidlertid denne rettroenhed, som er den afgørende synd hos de gejstlige, og det er den, fordi deres tro i virkeligheden er vendt ind mod dem selv og ikke op mod den Gud, de hævder at dyrke. De jødiske lærde og en stor del af folket har simpelthen ikke behov for Gud, de har nok i skrifterne og kulten og dermed nok i sig selv; det vidner deres behandling af hans sendebud, profeterne, og til sidst hans søn om.

 »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Således lød altså dommen, og Jesus understreger den ved at sige, at den sten, bygmestrene vragede, nu er blevet hovedhjørnesten, at Guds rige skal fratages det udvalgte folk og i stedet gives til et andet folk, der bærer dets frugter. Sådan blev det. Fordi bygmestrene vragede hovedhjørnestenen, er vi samlet her i dag, men hovedhjørnestenen er ikke blevet mindre ubehagelig at støde sig på. Det kan undre, for man behøver ikke at have været soldat i felten for at vide, at netop sandhed, retfærdighed og kærlighed er det afgørende for, at livet er godt at leve. Det er slet ikke materielle goder, der afgør det, det er om mennesker kan stole på hinanden, at vi mener, hvad vi siger, at alting ikke bare handler om os selv og hvordan vi kan få magten over hinanden. Det var den erfaring, den udsendte soldat gjorde sig, og derfor – tror jeg – kom han sig og blev et helt menneske efter at have oplevet så mange voldsomheder. Den erfaring gav ham en retning i livet, som han ikke kan fravige.

Når vi slår os på Kristus, på hovedhjørnestenen, så er det fordi vore dårlige sider, de gustne motiver, de politiske overvejelser, som vi jo gør i alle livets forhold, bliver afsløret i mødet med ham, og det er selvfølgelig ikke rart. Det gode ved Kristus er dog, at vi ikke kan slå ham ihjel, for det er han blevet én gang, og det bed ikke på ham, men vi kan gøre stor skade mod den næste, der står frem og er et ægte ædelt menneske. For også han eller hun er jo i sig selv et vidnesbyrd om, at vi ikke er, som vi skal være. Jeg kender selv den følelse, men jeg ved også, at der er et valg. Man kan faktisk vælge at undlade at være ond, man kan give slip på magten, forsøge at være et ordentligt menneske, sådan som den ene af de to sønner, vi først hørte om, var, han, der sagde nej til at hjælpe sin far, og derefter alligevel gjorde det. Den historie siger meget om at være menneske. Der intet, der er lettere end at smile til kameraet og fyre tidens floskler af og så lade være med at leve op til dem. Det vanskelige er at forholde sig til sig selv i sandhed, at gennemskue sine egne motiver. Derfor er det godt og sundt at søge hen til kirken og slå sig lidt på hovedhjørnestenen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen