16-10-2022

Bliv i mig, så kan du, hvad du skal

Salme: Morgenstund har guld i mund, DDS 752

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 121; 1 Joh 4, 12-16a; Joh 15, 1-11

Når et menneske skal dø og familien samles om ham eller hende, får samtalerne en anden drejning end de samtaler, vi fører i hverdagen. Der tales med en anden vægt, for dette øjeblik er så afgørende, at hvert et ord vil blive husket. Vi er i dag vidner til en sådan samtale, eller enetale er det jo rettelig, for de ord, vi netop har hørt, er Jesu ord til sine disciple umiddelbart før, han skal dø en grusom død. Og han ved, hvad der skal ske. Vi skal lægge godt mærke til, hvad han siger, for han taler ind i en virkelighed, hvor hans skæbne også skal blive disciplenes – i Nørre Alslev kirke har vi således et maleri, hvor vi kan se, hvordan det gik for en del af dem, og det er ikke rart hverken at se eller tænke på. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Jesus taler om glæde og kærlighed, den kærlighed, han har til sine venner, som er af guddommelig styrke, fordi Jesus elsker dem med sin faders kærlighed. Den kærlighed har vi netop holdt barnedåb på i en kirke, hvor børn er blevet holdt over dåben igennem 900 år, og når den kirke overhovedet blev bygget, så er det fordi vi havde en konge, som jeg har nævnt mange gange, kong Harald, ham, der gjorde danerne kristne. Men nævnes skal han igen og igen, for det er netop dette, danernes kristning, han fandt vigtigt at sige om sig selv, og det er det, han huskes for. Da præsten Poppo bar jernbyrd for at overbevise kongen om Kristi kraft, klang ordene »skilt fra mig kan I slet intet gøre« med, for da Poppo slap det glødende stykke jern, han skulle bære med de bare næver, var der intet at se på hans håndflader. Kongen blev overbevist og lod sig døbe. Da han siden rejste en sten for sine forældre, Gorm og Tyra, var det ikke sig selv, han lod afbilde på stenen, men en anden konge, nemlig den sejrende Kristus. Kong Harald nævner altså sig selv først med en jordisk konges selvbevidsthed, men han ved også, hvorfra hans magt kommer, nemlig fra Gud. Det er en vigtig detalje. »Skilt fra mig kan I slet intet gøre« har altså lydt igen og igen for danernes øren siden Harald Blåtands dage, og vi skal i dag se på, hvad det betyder for et kristent menneske, for det har betydning. Det handler nemlig om kærlighedens frugter, de gode gerninger, som vi alle gerne vil gøre, og som alle kan gøre i større eller mindre omfang uanset om vi er kristne eller ikke. Men vi, der er kristne, ved, hvem der står bag de gode gerninger, og hvor overskuddet til at gøre dem kommer fra, når vi selv synes, vi ikke har kræfter til at gøre dem. De udgår fra Gud. Når der stadig er godhed i verden, så er det fordi Gud vil det og handler igennem sine børn. Derfor giver vi Gud æren, ligesom Harald Blåtand gjorde på Jellingestenen. Og hvorfor er nu dette så vigtigt? Det er det, fordi gode gerninger også kan være et magtmiddel. Vi ved alle, hvad der er godt, og hvad der er ondt, og vi forsøger at gøre det gode, men det gode kan altså blive en måde at få magt over andre mennesker på. Fraværet af det gode skaber et savn og en længsel i os. Og når vi har det godt, bliver vi angste for at miste det gode. Hvad enten det er længsel eller angst, der gør sig gældende, er der altid nogen, der gerne vil besvare den. I disse tider er det nok mest angsten for at miste det gode, der præger os i Danmark, for der er meget, der truer det. Ude i verden er der krig, der er dyrtid, der er klimaudfordringer og undergangsstemning, der er børn og unge, der mistrives, der er velfærd, hvor der aldrig synes at være nok til alle. Der er også et hav af gode viljer, der gerne vil gøre noget for os alle, og de tilbagevendende valgkampe handler derfor i høj grad om hvad politikerne kan og vil gøre for os. I disse tider lyder ordene »skilt fra mig kan I slet intet gøre« fra TV- skærmene, måske formuleret på en anden måde, men det er tydeligt, at der tales til dem, der ønsker en leder, der kan føre os gennem alle genvordighederne. Men hvis lederen – hvem det end bliver – tror sig i stand til at klare det hele uden Guds hjælp, så kan det godt gå galt, for så bliver ens egne gode gerninger, dét, at man gør dem, det vigtige, og dermed mister man perspektivet.

Jeg vil nævne to vidt forskellige ting, som jeg har bidt mærke i, at der er stor fokus på, og som politikerne er helt sikre på, de kan løse, nemlig klimaet og børns og unges mistrivsel. Jeg vil begynde med klimaet – og nu bliver det lidt prosaisk; Danmark har med et overvældende flertal sat sig for at nå et mål om at være fuldt klimaneutralt i 2050. Derfor har man satset vildt på den grønne omstilling og ladet hånt om, at energipolitik også er sikkerhedspolitik, og vi ser alle resultaterne af dette nu.  Dertil har man ikke overvejet, hvad man skal stille op med f.eks. brugte vindmøllevinger, som derfor kommer til at udgøre et affaldsproblem. Endvidere har det vist sig, at de store havvindmølleparker påvirker både temperaturer og nedbør på land. Der er ikke noget i vejen med at ville passe på jorden, det er sågar en god kristen gerning, men igen lyder ordene: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Når vi vil være gode for vor egen skyld, når vi vil være gode i panik, fordi vi ikke tror på, at den Gud, der skabte jorden, fortsat vil bevare den, så kommer der ikke andet end hovsaløsninger ud af det. I bedste fald gør de hverken fra eller til, i værste fald får de direkte skadelige konsekvenser for mange og tager håbet fra vore børn, for det er dem, der tænker mest over dette. De bliver jo konstant konfronteret med panikken fra de voksne, at hvis ikke vi gør noget NU, så skal vi leve i husbåde fremover.

Hvilket fører til det andet emne - børns og unges mistrivsel. Der kan være meget, også meget andet end klimaet, der bekymrer de unge generationer. Imidlertid synes der at være to politiske svar på den stigende mistrivsel, nemlig flere psykologer og færre karakterer i skolen. Men hvad nu, hvis mistrivslen bundede i, at de fleste familier knokler sig halvt ihjel for at kunne betale til dagen og vejen, så vi har alt for lidt tid til at være sammen og lære vore børn at håndtere modgang og indgyde dem håb i en verden, der kan være ubarmhjertig? Og når vi endelig taler om, at vi skal være mere sammen med vore børn, så falder det altid på, at det vil være dårligt for ligestillingen og erhvervslivet, der altid mangler hænder. Kristendommens svar er, at der er en tid for alting, også for børn, og vi ved alle et eller andet sted godt, at det, de har størst behov for under deres opvækst, er os. Det er os, der skal give dem håb og mod på fremtiden. Staten kan ikke gøre alting for os, mindst af alt kærlighedens gerninger, for den kan ikke have samme kærlighed til vore børn, som vi har.

Staten har i disse år en tendens til at påstå, at skilt fra den kan vi intet gøre, og det har ikke bibragt os andet end modløshed og angst. Men stater kommer og går, Guds ord består, og vi hører det i dag: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Det fantastiske ved dette er, at det ikke er en politiker, der siger dette, det er Guds søn lige før han ene mand går i døden for os. Og de mennesker, han sagde det til, var hverken værre eller bedre end os, mange af dem var ulærde og uden mange midler, indimellem var de håbløse og feje, men de fulgte altså Jesus uanset hvilke konsekvenser, det fik for dem selv. De kærlighedens gerninger, de gjorde, handlede både om at forkynde Guds ord og at gøre godt mod andre, de udførte gerningerne i en verden, der var om muligt endnu brutal end den verden, vi nu lever i. Den kærlighedens fakkel, Jesus tændte påskemorgen, bar de videre, og derfor kom lyset også til os i nord, til den Harald, der gjorde danerne kristne, så de byggede kirker, hvor deres børn blev holdt over dåben og blev grene på Jesu Kristi livstræ. Heri ligger den kristne frihed, som er paradoksal: At du er så tæt på Gud som grenene er på træet, og han taler til dig, og fortæller dig, hvad du skal gøre. Man kunne nemlig også omskrive ordene »Skilt fra mig kan I slet intet gøre« til »bliv i mig, så kan du, hvad du skal!« Dermed er du fri til at beskæftige dig med det og ikke, hvad staten vil have dig til at gøre. Og det, du skal gøre, er at tage vare på din næste, indgyde ham håb i stedet for at tage det fra ham. Og du kan gøre det, bare du husker på, at du i din dåb fik del i den evige og levende kilde, som er Guds kærlighed og nåde. For som Faderen elsker Jesus, elsker Jesus dig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen