09-10-2022

Da Fanden blev gammel.....

Salme: Se, nu stiger solen af havets skød, DDS 754

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 40, 2-6; Jud 20-25; Mark 2, 14-22

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster. Således lyder et gammelt, folkeligt mundheld, og det er en tanke, man godt kan få i dag, hvor vi hører om tolderen Levi, der rejser sig fra sin toldbod og følger Jesus. Havde man kendt vendingen dengang, ville de skriftkloge i hvert fald have tænkt netop dette, og det er ganske menneskeligt. For vendingen udtrykker ikke blot, at der har fundet en omvendelse sted, nej, der ligger i den også en erfaringsnær forventning om, at selv om selv Fanden kan blive mild og blid på sine gamle dage, så er han dog stadig Fanden. Og jeg skal gerne tale for mig selv; jeg er ikke bedre end de skriftkloge, jeg tænker sådan jævnligt om visse af mine medmennesker, ikke mindst i en valgtid, hvor omvendelser fra det, man engang mente, er hyppige. Mit farisæiske jeg får derfor én over snuden i dag, så lad os se, hvad der sker, for nu kommer der ny vin på gamle sække, og selv om det ikke er sådan, vi lagrer vin i dag, ved vi godt, at gamle sække kan mørne og sprænges. Det er dermed et billede, som er umiddelbart genkendeligt.

Derfor kender vi også verden på Jesu tid bedre end vi tror. Selv lever vi i urolige tider, og det var tiderne dengang også; vi skal huske, at Jesus vandrer rundt i et besat Israel, hvor romerne regerer. Nok er der fred, men det er pax romana, romerfreden, der hersker, og det vil sige, at freden er betinget af, at man følger romernes lov. Jøderne er selvfølgelig ikke tilfredse med tingenes tilstand, men da man ikke har kræfterne til at kaste besættelsesmagtens åg af sig, kaldes der på indre sammenhold. Det er derfor ikke anset blandt jøderne, at nogen plejer omgang med romerne. Netop dét gør tolderne; de indkræver told på indførte varer for de romerske myndigheder, og dertil lægger de lidt ekstra, som de kommer i egen lomme. Det er en del af aftalen, at de sådan kan bestemme deres egen løn, så de gør intet ulovligt. Alligevel forstår vi forargelsen og harmen hos de rettro jøder, for der er jo også noget, der hedder moral, og den tilsiger bl.a. at man ikke udnytter en ubehagelig situation til egen fordel. Man kan m.a.o. blive for smart, for grådig. Vi skal dels kende og forstå denne forargelse, dels kende og forstå hvor grundlæggende grådighed er en del af menneskelivet, for at indse omfanget og voldsomheden af optrinnet i evangeliet.

Lad os begynde med grådigheden, som altså er et grundlæggende træk ved menneskelivet, selv om vi ikke bryder os om at tænke på det. Forleden stod jeg således hjemme foran mit flotte skab med ruder, hvori jeg opbevarer mit fineste porcelæn og mange flotte glas. Praleskabet kalder jeg det, selv om værdien af indholdet næppe kan indbringe meget. Alligevel følte jeg en meget stor glæde både ved at eje og udstille alt det fine, og var Jesus kommet forbi den dag, ville jeg ganske givet have haft svært ved at følge ham. I hvert fald ville jeg have tænkt, at jeg gerne ville hjem til skabet igen. Nu har jeg ikke udbyttet mine landsmænd for at få mit fine skab med alle dets »rigdomme«, men følelsen er i bund og grund den samme, som tolderen Levi havde, da han sad ved sin toldbod og krævede penge ind. Vi mennesker hænger jo ved vore ting og værdier. Levi har sikkert boet flot med adskillige skabe med diverse kostbarheder, finere end mine, han har spist godt, og han har haft råd til at klæde både sig selv og sin husstand i kostbare klæder. Og dengang var der ikke noget socialt sikkerhedsnet, så både Levi og hans familie er ganske givet hurtigt kommet sig over den skam, hans toldvirksomhed har bragt over hjemmet. Ikke desto mindre har der været en skam. De skriftkloges forargelse er ikke uden grund, for som sagt er Levi blevet rig på andres bekostning, og han hjælper endda romerne til at sætte sig tungere på magten ved at kræve penge ind, som går til deres administration. Alligevel er det ham, Jesus ser og henvender sig til.  

Vi har engang hørt, hvordan Jesus helbredte en kvinde fra årelange blødninger, blot ved at hun rørte ved fligen af hans kappe. Det viser, hvilken kraft, der er i ham, og det er den kraft, der får Levi til uden videre at forlade sin indbringende forretning. Det er den eneste kraft, der kan få nogen til at gøre noget andet end det, der ellers behager dem allermest. Jesus sprænger alle rammer, han er den nye, sprudlende vin, der ikke kan rummes i gamle sække, d.v.s. i den gamle tro. Den gamle tro kunne kun ane, hvad der skulle komme, men den er blevet så fastlåst og søvnig, at den ikke længere har øje for, at det, der skulle komme, nu rent faktisk ER kommet i mennesket Jesus. End ikke de mange helbredelser og omvendelser kan overbevise de rettroende jøder om, at Gud lige i dette øjeblik ser i nåde til dem. Deres gamle vanetænkning gør, at de ikke kan andet end mistro Levi og de andre toldere og syndere af enhver art, som flokkes om Jesus, for selv om Fanden går i kloster, så er han dog Fanden, en tolder en tolder og en synder en synder. Farisæerne kan eller vil ikke tro, at Jesus kan have gjort noget afgørende ved disse mennesker, og derfor kender deres forargelse ingen grænser. Den grænseløse forargelse når da også Jesu øren, og så er det, han siger de kendte ord: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Der var sådan set ikke noget i vejen med farisæerne og deres levevis. Det har vi det ellers med at tænke. Vi tænker, at de er dobbeltmoralske og hykleriske, men det er de ikke. Og sagen er jo, at et samfund ikke er et godt samfund, hvis de fleste opfører sig som f.eks. datidens toldere, hvor de gør, hvad der passer dem, når bare det er i deres egen interesse. Det, der er i vejen med farisæerne, er, at de i modsætning til tolderne og synderne, som fester sammen med Jesus, ikke kan se, at Gud er kommet til dem. Eller måske er de klar over det, og derfor kan de ikke tåle, at han også vil være Gud for de mere ubehagelige eksistenser. Og så vil de faktisk hellere være foruden Gud. Fordi han ikke viser sig, som de synes, han skal vise sig, nemlig som den, der belønner dem for deres gode og retfærdige livsførelse. Så er det bedre at fornægte ham og holde sig til det, man kender; skriften, ritualerne, fasten o.s.v. Farisæerne har således også et »praleskab«, der udstiller deres gerninger, og de vil ikke væk fra det, for man ved, hvad man har – et fast defineret liv og fællesskab, hvor man kan være tryg, og hvor praleskabet med de gode gerninger og den flotte moral står og lyser. Hvad skal man så med Jesus?  

Det er et godt spørgsmål, for Jesus definerer et andet, risikofyldt fællesskab; nok er der nu fest og en glæde så stor, som var der bryllup, og det med mennesker, som slet ikke har gjort sig fortjent til at være med til den fest. Ovenikøbet afholdes den, medens andre faster! Derfor omringes gildet af fjendtlighed, en fjendtlighed, der snart skal fjerne festens midtpunkt, Jesus. Og den dag, han er borte, skal der ikke kun fastes, nej, Guds ord skal forkyndes ind i en virkelighed, hvor fjendtligheden er til at tage og føle på. Det er dét fællesskab, tolderen Levi forlader sin toldbod for at slutte sig til. Og det får han at vide samme dag. Men til forskel fra Fanden, der altid vil være Fanden, forblev Levi ikke at være tolder. Hans omvendelse var sand. Derfor hører vi om ham den dag i dag. For da han så op fra alt sit guld, var det Gud, han så, og da var alt andet ligegyldigt. I salmen, vi lige har sunget, spurgte vi: »Hvorledes skal jeg møde og favne dig, min skat?« Svaret er, at vi skal gøre som Levi. Da ordene »Følg mig!« lød, tøvede han ikke, men rejste og gik med Jesus. Hastede til ham hen. Og for os, der hører historien, er der også et valg: Om vi vil stå udenfor Levis hus og forarges, eller om vi vil slutte os til festen.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.