02-10-2022

Kristus i de dødes rige

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 224

Kom, Herre Jesus, amen.

Sl 139, 1-12, 1 Kor 15, 21-28 og Joh 11, 19-45

Da coronaen kom til landet, blev det almindeligt at udsætte ellers planlagte barnedåb. Jeg forstår godt, at man helst vil dele en så glædelig begivenhed med så mange som muligt, og alligevel var det en sorg for mig, for jeg betragter barnedåben næsten som det vigtigste, kirken begiver sig af med. Det har sine grunde.

Jeg er vokset op med en mor, der – ifølge hendes eget udsagn – »ikke var rolig, før hendes børn var blevet døbt.« Da jeg var yngre, undrede jeg mig over det, var måske ligefrem engang kritisk overfor det, for var dåb ikke noget, man selv skulle vælge? Det var det bestemt ikke, sagde min mor, for Jesus siger jo: »Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre.« Jeg blev senere klar over, at min tipoldefar på mødrene side, som var præst i Vedersø, havde haft en voldsom åndelig krise, og han fandt da fred i sit dåbsløfte, og vidste sig frelst fra både den åndelige og konkrete død. Så forståelsen af dåben som noget afgørende gik altså i arv til de næste slægtled. Og i dag kunne jeg ikke drømme om at modsige min mor. Børn skal døbes, og det skal de, fordi der er noget på spil i dåben. Dåben handler om liv og død, den handler om vores salighed, om at vi skal tilhøre Gud. Og hos Gud er livet. Det hører vi også i evangeliet.

Men før vi kan tale om livet, bliver vi nødt til at tale om døden, for på en måde kan man sige, at Jesus i dag, da han kommer til Martha og Maria, kommer til de dødes rige. Lazarus, Martha og Marias elskede bror, er død. Martha har hidkaldt Jesus allerede, medens Lazarus var syg, for at han skulle komme og helbrede ham, men af en eller anden årsag bliver Jesus væk. Først da han ved, at Lazarus er sovet ind, begiver han sig på vej. Disciplene advarer Jesus, fordi de ved, at han har fjender i området, der stræber ham efter livet, men Jesus insisterer på at tage derhen, og som sagt, så gjort.
Da Jesus ankommer til Martha og Marias hjem, er huset fuldt af folk, der vil trøste søstrene, og alle er de optaget af døden, naturligvis. Lazarus har været død i fire dage, naturen har gået sin gang, og han er i forrådnelse. Jesus mødes af fortvivlelse, bebrejdelser og vrede. I de dødes rige holder nemlig også hans fjender til. De tilstedeværende er således i dyb sorg over den døde Lazarus, men de er også forargede og vrede over, at Jesus ikke forhindrede ham i at dø. »Havde du været her, var min bror ikke død!« siger begge søstre, og blandt gæsterne lyder forargelsen over, at han, der kunne helbrede en blind, ikke også kunne have helbredt Lazarus.

Her, blandt de efterladte, hersker døden altså, og dens frugt er fortvivlelse, for hvor døden hersker, ender sorgen aldrig, så har vi ikke noget sted at placere den, vi bliver aldrig færdige med den, vi lever konstant i savnet og bebrejder os selv, andre eller måske Gud, fordi vi mistede et elsket menneske. Sådan en sorg er mørk som graven, den ender i mørke, og går vi ad dens veje, bukker vi under for den fortvivlelse, der følger med, da får døden bugt med os. Martha, Maria og deres naboer står i den situation, de står ved graven og ser kun en sten med et forrådnet lig bagved, de ser i Jesus de tabte muligheders mand, og de hader ham næsten for det.

Men så sker det; Jesus beder de omkringstående fjerne stenen, og ganske som Gud på skabelsens morgen befalede, at verden skulle skabes, befaler Jesus, at Lazarus skal komme ud. Lige så umuligt som det virker, at nogen skulle kunne skabe verden, lige så umuligt synes det, at nogen kan vække en død til live. Men til alles forbløffelse rejser den døde sig og kommer ud, og da kommer mange til tro på Jesus. Det er vel ikke så underligt. De kunne jo se, hvad han gjorde. Sværere er det for os, for vi har netop ikke set Jesu undergerninger, men vi har alligevel noget, der skal holde os fast på, at hvad der skete dengang hos Martha og Maria, det skal også ske for os. Vi har dåben. I den dør vi, i den opstår vi som nye mennesker i Jesus Kristus, i den får vi løftet om, at vi skal leve i ham. Vi hørte for lidt siden ved alteret følgende ord: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus. Men hver til sin tid: Kristus som førstegrøden, dernæst, når han kommer, de som hører Kristus til. Derefter kommer enden, når han har tilintetgjort al magt og myndighed og kraft og overgiver riget til Gud Fader.« Det, der sker i dåben, er netop dette, at den gamle Adam, det gamle menneske, dør, og at vi bliver levende i Kristus. Det betyder ikke, at vi ikke kan være os selv, tværtimod, vi bliver i dåben, den, vi er skabt til at være, nemlig Guds kære børn, og hos ham er evigt liv. Det er ikke en forsikring i dette liv, det kan vi hurtigt konstatere, men det er et løfte om, at døden ikke længere skal være herske over os. Vi skal gå igennem livet i bevidstheden om, at døden er besejret én gang for alle, og den derfor kan regnes for en tornerosesøvn, altså en overgang. Jesus indtog de dødes rige, da han kom til Martha og Maria, og vi er ikke i tvivl om, at livet sejrede, så lysende klar fremstår frelseren. Og da han selv måtte gå den bitre vej gennem frygtelige pinsler og en død så forfærdelig, at de færreste af os kan forestille os den, ja, da viste han påskemorgen, at al dødens magt og myndighed og kraft skal tilintetgøres, og at han ville gå forud for os i det endelige slag. Når vi bliver døbt, så får vi løftet om, at vi skal tilhøre Jesus og følge ham, og dermed kan og skal døden ikke længere have den magt i vort liv, at den skal fylde alt og lukke os inde i sit mørke.

Historien om Lazarus og hans søstre er således på den ene side historien om, at vi ganske vist ikke selv bestemmer, hvornår Jesus skal komme, på den måde slipper vi ikke for døden og sorgen, på den anden side er historien et løfte til os om, at der kommer en dag, hvor gravens mørke også for os skal forsvinde, og at kærligheden og lyset selv vil stå udenfor og sige: »Kom herud!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen