25-09-2022

Den ene fornødne

Salme: Guds kirkes grund alene, DDS 334

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 73, 23-28; ApG 8, 26-39; Luk 10, 38-42

Troen kommer af det, der høres, siger Paulus, og det er ord, vi har taget til os i vor kirke i en sådan grad, at man i nogle kirker efter reformationen fik fjernet billederne fra altertavlerne og indgraverede bibelske skriftsteder i stedet. Når man ser en sådan altertavle, bliver man klar over, hvor abstrakt en sådan læresætning kan blive, for vi ved jo godt, at det kan være sværere at lytte, end man sådan lige skulle tro, at mennesket opfatter gennem flere sanser, men vi har altså her i Danmark har en meget intellektuel kristendom, og vi kan have vanskeligt ved at favne andre og mere erfaringsbaserede udgaver, som taler til kroppen og oplevelsen. Selv om det kan være svært at lytte, har Ordet alligevel på en eller anden måde gjort sin virkning igennem mange slægtled, og det er egentlig overraskende, fordi vi mennesker helst vil høre og opleve os selv.

Tag nu bare de to søstre Martha og Maria; ligesom vi i lignelsen om den fortabte søn ikke kan undlade at have en vis sympati med den flittige bror, der blev hjemme på gården og hjalp sin far, har vi et eller andet sted mest forståelse for den travle Martha. Hun vil jo bare gøre sit bedste, og hende dér Maria, hun er også en type vi kender, hun er sådan én, der stiller sig fromt an og lader andre tage slæbet.

Imidlertid bør vi overveje, hvem det egentlig er, der fylder i begge historier. Det er disse to flittige, pligtopfyldende mennesker, og hvorfor mon det er det? Jo, man kan jo godt fylde, selv om man mener at gøre det rigtige, og man fylder, fordi man vil have anerkendelse for det, man gør. Man kan ikke nøjes med at udføre sin pligt, man må gøre andre opmærksom på, at man udfører den. Dermed kommer alt til at handle om en selv. Man tør ikke læne sig tilbage og lytte, for det føles tomt, man vil gøre sig fortjent, man vil gøre noget og være noget, måske endda noget mere, end man i virkeligheden er. Men det, vi i virkeligheden alle er, vi der er døbt til fællesskabet med Kristus, er tjenere, der må lystre vor Herres befaling. Hverken mere eller mindre.

Det har alle dage været svært for mennesket at affinde sig med dén plads i livet, og det vil Jesus have os til at tænke over. Så vi har altså her nogle typer – den trofaste søn og den flittige Martha, som egentlig vil det gode, men som desværre kommer til at fremstå som selvretfærdige, buldrende tomme tønder, fordi de ikke kan lytte og komme til tro på Guds ubegribelige storhed og nåde. Den trofaste søn har sin hjertevarme fader, Martha har frelseren selv hos sig, og begge ved de et eller andet sted godt, at det er noget stort, men de kan ikke hvile i det, og derfor går de fejl af den, de ellers elsker.

Hvordan det kommer til udtryk i en moderne verden, blev vi vidner til mandags, da den engelske dronning Elizabeth blev begravet. Dronningen har selvfølgelig levet et privilegeret liv, men der hersker ingen tvivl om, at hun har levet det i tjeneste for andre, sit land og sit folk. Da hun blev begravet, var det mere end 70 år siden, at hendes far, Kong George, blev begravet, så hvad der hændte i mandags, er altså en meget sjælden begivenhed, som nok kunne tåle at stå for sig, og som indbød til stilhed og ærefrygt.

På de hjemlige TV-kanaler holdt denne verdens Martha´er imidlertid til; et hav af kommentatorer, som i dagens anledning havde klædt sig pænt på, for ligesom Martha vidste de, at der var noget sjældent på færde. Og så kunne de ikke holde stilheden ud. De måtte fylde den med betragtninger om kvindesag, Brexit, som åbenbart er dødssynd, briterne har begået, bemærkninger om kjoler og smykker, anekdoter af forskellig art. De flotte optog og den malende musik, der blev spillet undervejs, druknede – ikke i porcelænets klirren og kogegrejets skramlen, som vi næsten kan høre det fra Marthas køkken – men i tom snak.

Dog - så kom selve højtideligheden i kirken, og her forstummede snakken. Ordet fik lov at lyde frit – om døden, der har mistet sin brod, om faderens hjem, hvor der er mange boliger, og om sjælen, der tørster efter at se Gud. Og da ærkebiskoppen af Canterbury holdt sin tale, var den stort set renset for andre oplysninger om dronningen, end at hun havde været en trofast tjener i troen på sin Gud. Der blev talt trøstende ord til alle, der som den kongelige familie havde mistet én, de holdt af, og de sidste ord, dronningen havde sagt til sit folk under den store nedlukning – »Vi skal mødes igen« - lod han være slutordene på sin prædiken. Han citerede dem, fordi de ikke bare handlede om et jordisk gensyn. Ved dronningens båre blev de et udtryk for det kristne håb, hun selv nærede. Guds ord og løfte var det ene fornødne, som dronningen havde bygget sin tjeneste på. I sin død trådte hun derfor selv i baggrunden, medens Kristus, hendes frelser stod frem, og vi måtte sætte os ved hans fod og lytte.

En lille time tog det, hvor Kristus var til stede i Westminster og hos os i vore stuer. Den ene fornødne. Så gik snakken igen, og det endte med, at jeg slukkede. Men det, der står tilbage, er den trøst, der lød i dén time, og selv om de færreste er dronninger og konger af titel, så har vi dog alle sæde ved Guds trone som arvinger til hans rige. Og derfor skal vi ind i mellem lade alle gøremål ligge og lytte til det ene fornødne: Guds ord til os, som byder os at tjene ham og med vort liv vise retningen for andre, også selv om vi ikke høster anerkendelse for det her på jorden. For, som det blev sagt i mandags: »Vilkåret for mange ledere er, at de hyldes i livet og glemmes, når de dør. Vilkåret for alle, som tjener Gud – om de er kendte eller ukendte – er, at døden er porten til æren.« Og den, som æren tilkommer, er Jesus Kristus. Den ære iklædes vi, når vi i døden træder gennem porten til hans rige. Og vi skal vide, at da har vi alt, hvad vi trænger til.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.