18-09-2022

Det´ ikke let

Salme: O kristelighed, DDS 321 

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 39, 5-14, 2 Tim, 8-13, Joh 5, 1-15

Det sker oftere og oftere, at jeg får det som Dan Turell i digtet For meget, mand: »Pludselig ligner det hele én stor paranoid sammensværgelse hele livet igennem er man bare blevet proppet ind og ud af skoler og arbejdspladser som det passede andre man har bare skullet bukke og skrabe og betale og sige tak og man får lov til at sætte et kryds på en seddel hvert fjerde år og i øvrigt er der aldrig nogen der spørger hvad man mener man skal bare være CPR-nummer kanonføde stemmekvæg Strøgfyld bare stille op i køen og det højeste man nogen sinde får til gengæld er 8 dage på Mallorca og pludselig blir det bare FOR MEGET og man kan ikke mere.« Nej, det er ikke let at være nogen, en dag kan man ikke mere, og det er netop fordi man er blevet et nummer i køen og proppet ind og ud af skoler, der har tudet én ørerne fulde af alle de rigtige holdninger, så man kan huske at sætte sit X det rigtige sted efter sit fyldte attende år. Så skal der ikke så meget til at slå én ud. Og fordi vi er stemmekvæg, og der dermed brug for os hvert fjerde år, har vi altid politikere – ingen nævnt, ingen glemt – der gerne vil hjælpe os, når det hele bliver for meget. Er det klimaet, der fejler noget? Så anlægger vi 10.000 vindmøller og lukker for gas- og olieudvinding. Bliver strømmen så for dyr? Så sender vi en check til dem, vi gerne vil have til at stemme på os. Er der bander i dit nærområde? Vi sætter fluks en bunke kameraer op, opretter visitationszoner og tvinger alle børn i vuggestue, hvor de kan lære om demokrati. Er du bange for at dø af diverse sygdomme? Så lukker vi dig og dine børnebørn inde hver for sig indtil det bliver så mildt i vejret, at I kan sidde med afstand i et telt, og gruer du for endnu en nedlukning, så har vi 22 millioner vacciner på lager, og du kan få så mange, du har lyst til, så du kan få lov at se dit barnebarn. Man kan selv fortsætte tankelegen, for der er rigeligt af eksempler.

Danmark er kort sagt blevet et land, hvor vi hver især sidder som den syge ved Betesda og venter på, at der skal komme én, der kan gøre noget for os. Dagens evangelium er i den henseende en udsøgt provokation, for vi er blevet så vant til, at andre skal gøre noget for os, mod at vi stemmer på dem. Nu hører vi en ganske anden tale.

Den syge mand har i 38 år ligget ved dammen Betesda i håbet om at blive helbredt for sin sygelse, og vor første umiddelbare reaktion – det er i hvert fald min – er, at det synd for ham. Det er ikke let at være den syge, og så kommer Jesus minsandten og spørger ham: »Vil du være rask?« Ja, selvfølgelig vil den syge være rask. Det er derfor, han har ligget der ved dammen og ventet på miraklet, som kun kan ske for den første, der rører vandet, når Herrens engel en gang imellem bringer det i oprør. I dag er det imidlertid ikke en engel, der basker i vandet, det er Herrens røst der lyder over det, og hans spørgsmål nærmer sig en hån. Det synes den syge måske også, for han svarer ikke Jesus, han jamrer i stedet og fortæller, at han ikke kender nogen, der kan hjælpe ham ned til vandet, og at der derfor altid er en anden, der kommer først. Nej, det er ikke let at være den syge, og Jesus er for meget. Og vi, der mener at kende Jesus og hans inderste kerne som en slubrende, altomfavnende kærlighed, ville tænke, at han skulle ynkes over denne triste skæbne. Men det gør han altså ikke. Han giver derimod den syge en befaling: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Så går syge, og da Jesus møder ham senere, føjer han spot til skade ved at sige til ham, at nu, da han er blevet rask, må han ikke længere synde. Jesus knytter altså den syges sygdom sammen med en eller flere synder, han har begået. I vore øren er det nærmest endnu værre end at spørge ham, om han vil være rask; det første spørgsmål kunne en selvhjælpsguru også have fundet på at stille. Nu sammenkædes synd og sygdom altså, og det er afgørende for at forstå, at det er Gud selv, der har gjort den syge rask. Gud er i Jesus Kristus kommet til jorden for at frigøre sine skabninger til et liv i tro på, at han kan frelse dem fra synden. Men de må stilles over for valget. Den syge var blevet ét med sin skæbne; at han var syg, at han var ensom, at han var stakkels, og det kan man godt forstå, at han syntes, han var. Men når man står over for Guds søn, så har selv en stakkel et valg, og ham her kunne ikke engang mande sig op til at tage det valg. Så Gud valgte for ham ved at beordre ham til at gå. Det var en kærlighedens frigørende gerning, men spørgsmålet er, om den syge og omverdenen forstod det og ville det selv. De rettroende jøder, der selv kunne have hjulpet den syge på en hvilken som helst dag, bemærkede, at han var blevet helbredt, og det på en sabbat. Det blev de ikke glade for, for enhver vidste, at på den dag var det forbudt at gøre noget som helst. Hviledagen er jo hellig. Og da den syge havde fundet ud af, hvem Jesus var, løb han straks tilbage til jøderne og gav dem besked. Det lod ikke til, at han selv var glad for at være blevet helbredt, eller han var måske ligefrem blevet fornærmet over at være blevet rykket ud af den identitet, han havde opbygget over de 38 år. »Synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre« fik han at vide, men han gik altså direkte ud og syndede, for han gjorde Jesus ondt ved at angive ham til de rettroende. Han troede på systemet i stedet for den levende Gud, som havde gjort ham rask. Og jøderne opsøgte da også med det samme Jesus og bebrejdede ham, at han havde brudt sabbatten.

Tænk, der var sket et glædeligt under, og så kommer de anstigende med fingrene rettet mod regulativerne og bebrejder Jesus, at han har gjort godt mod et andet menneske. Hvorfor gør de det? Det er fordi de ved, at når sygdom hænger sammen med synd, og den syge er blevet rask, så er hans synder blevet ham forladt. Den eneste, der kan forlade synder, det er Gud. Så langt kunne de tænke, men de kunne ikke acceptere, at Jesus skulle være Gud. For hvis han var det, så ville folk foretrække ham i stedet for dem. Og der er ikke langt fra deres tankegang til vor. Vi vil også hellere forlade os på systemet og vore egne frelsere, som vi stemmer på hvert fjerde år, end på den Gud, der siger »Rejs dig og gå! Tag ansvar for dit eget liv. Vær ubekymret som markens liljer og himlens fugle. Og lad dit liv være en lovprisning af mig.«

Vi tænker i dag ikke, at sygdom og synd hænger sammen, men syge bliver vi jo, fordi vi er dødelige mennesker, og dødelige har vi været siden syndefaldet. Så på den måde hænger det sammen. Men sygdom forårsaget af synd kan også være åndelig. At vi altid har ondt af os selv, fordi det ikke er let at være mig eller nogen i det hele taget, og fordi det hele er for meget. Så er det til gengæld let at sætte sig i vejgrøften med sin tiggerskål og ved valget sætte X ved den, der vil tilbyde os mest. Men dermed har vi vort blik stift rettet mod en afgud, nemlig velfærdssamfundet og de politikere, som administrerer den, og så bliver vi både handlingssygede og blinde for, når Gud viser sig for os. Vi bliver heller ikke fri, for velfærdssamfundet kræver regnskab for det mindste, det giver ud, og det vil også have tilbagebetaling; vi kommer i gæld til det, hvad enten det handler om penge eller kontrol af vore handlinger – for vi skal jo altid gøre noget for den almisse, der rækkes os fra staten.

Hos Jesus er friheden, for han stiller os overfor et valg; valget imellem at blive ved med at glane ned i afgrunden eller at se op og ud på vor næste i stedet for os selv. Her handler det ikke om tilbagebetaling, men om at dele ud af den nåde, han viste os, til andre. Det kan virke uoverskueligt, men vi skal vide, at selv den mindste gerning i Jesu øjne kan være stor, når blot den er udført i troen på ham. Men udføres skal den. Befalingen »Tag din båre og gå!« er Guds venlige måde at sparke os ud af selvmedlidenheden på, en ordre om at leve livet på hans ord i stort og småt og med de evner, vi har. Det er slet ikke så dårligt at holde søndag på endsige gå ind i hverdagen med: - så glade vi føler os skabes i bryst de levendes lyst!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.