04-09-2022

Jeg, den dødsdømte, skal leve

Salme: Jesus lever, graven brast, DDS 233

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jon 2; Jak 3, 1-12; Matt 12, 31-42

Der bliver i dag talt meget om tungen og hvad den kan bruges til. Det ved vi alle noget om, for hvem har ikke prøvet at lade »en finke ryge af panden« eller brugt tungen på anden måde end til det gode. Med det i tankerne er evangeliet ikke rart at høre, slet ikke i en tid med sociale medier, hvor det ganske vist ikke er tungen, men fingrene på tastaturet, der kommer til at udtrykke det, tungen ellers gør, eller måske netop ikke ville gøre, fordi vi dog holder os lidt tilbage, når vi er sammen fysisk. Netop når vi er sammen, gælder loven om, at tanker er toldfri, som vi verdens børn holder os til.

Sådan er det imidlertid ikke hos Gud, for vi hørte sidste søndag, hvordan han læste farisæeren Simons tanker, og i dag taler han om, hvorledes et træ skal kendes på dets frugter. Det er selvfølgelig et billede på mennesker, og fordi det er så erfaringsnært et billede, ynder vi selv at bruge Jesu ord om, at hvad hjertet er fuldt af, løber tungen over med. Da Jesus læste Simons tanker, imødegik han dem mildt i modsætning til de farisæere og skriftkloge, han står overfor nu. Dem kalder han øgleyngel, og hvorfor gør han det? Er de virkelig så dårlige mennesker? Ikke nødvendigvis, men de tror ikke på, at Jesus er Guds søn, tværtimod har de forud for Jesu udbrud mere end antydet, at Jesus er besat af en dæmon. De kan ikke tåle hans godhed, fordi den udfordrer dem og deres position. Og Jesus udfordrer dem, fordi det rette gudsforhold med hans komme til jorden nu kommer til at handle om troen på ham og ikke nødvendigvis om man lever efter skrifterne. For tror man, at man er Gud nær, fordi man lever efter bestemte guddommelige love, så er man i virkeligheden sig selv nærmest. Tror man, at Gud er nær i sin søn, Jesus Kristus, så er man ham nærmest, og derfra bliver man sendt ud til sin næste. Og hvad betyder det så for et menneske, at det mangler tro? Det betyder noget for det, man ser, Jesus kalder det Jonas´ tegn, og det er en anden måde at beskrive gravens mørke på, et mørke, der ikke har nogen ende. For den troende stråler opstandelsens lys til gengæld ud fra den tomme grav.

Så populært kunne man sige, at dagens evangelium er troens sejr over skriftfundamentalismen. Så enkelt er det bare ikke, for Jesus går jo ikke rundt iblandt os længere, så vi er i dén grad afhængige af skriften. Det eneste sted, vi kan få noget at vide om ham, er i biblen, og for at vi kan læse den ret, d.v.s for at den kan blive til liv for os, har vi brug for Ånden. Vi tilhører en kirke, hvor alle, der er krøbet ud af dåben, er præst, biskop og endda pave, så derfor kan vi alle læse biblen og danne os en mening om, hvordan den skal fortolkes. Det er dette princip, der bevirker det folkekirkelige anarki, hvor vi tilsyneladende mener så meget forskelligt, at man af og til kan være i tvivl om, vi tilhører det samme trossamfund. Man skal dog ikke ønske sig at komme af med det. Det er der nogen der jævnligt gør, og det er paradoksalt nok ikke de kirkeligt skrifttro men snarere de verdsligt skrifttro, de, der elsker ligestillingloven f.eks. Ligestilling er for tiden Gud, det kan man snart blive overbevist om, hvis man bevæger sig ind på de sociale medier, hvor menigheders ret til at kalde en mandlig præst frem for en kvindelig i den forløbne uge er blevet diskuteret. Under et lille filmklip fra TV2 Øst, hvor både provsten fra Falster provsti og Lolland-Falster stifts biskop forsvarede retten, selv om de ikke selv var enige i synspunktet, kogte kommentarsporet. »Kristne fundamentalister er lige så usympatiske som islamiske« lød et udsagn, som fik ikke færre end 48 sympatitilkendegivelser. Fundamentalister er altså – skal man følge udsagnet – mennesker, der læser skriften bogstaveligt og handler alene ud fra den, og derfor optræder de som en art mørkemænd, der kvæler livet omkring sig på den ene eller den anden måde.

Men hvis man er fundamentalist, så tror og handler man ud fra et fundament, og da kristne jo helst skulle finde Kristus i skriften, så må han være udgangspunktet for de kristne fundamentalister. Det syntes at være rationalet for én af kommentarerne på udsagnet, en kommentar som til gengæld ikke fik ret megen opmærksomhed. Her blev der gjort opmærksom på en kristen fundamentalist, som jeg ikke tidligere havde hørt om, nemlig den polske præst, Maximilian Kolbe, og da jeg læste op på hans historie, blev jeg slået af dens skønhed. For den er et tegn. For dem, der tror den, vil se opstandelsens lys i den, medens andre blot vil se Jonastegnet – gravens mørke.

Maximilian Kolbe så efter eget udsagn som tolvårig jomfru Maria i et syn, hvor hun rakte ham hhv. en hvid og en rød krone. Den hvide betød, at han skulle leve et liv i renhed, den røde, at han skulle dø martyrdøden. Han svarede hende, at han ville tage imod begge, og allerede året efter indtrådte han og hans storebror i franciskanerordenen i det daværende Lvov, som i dag kaldes Lviv. Kolbe blev altså af synet vist hen til skriften, for den studerede han selvfølgelig i sin munkeorden. Da anden verdenskrig brød ud, befandt han sig i et kloster i Polen, hvorfra han og hans brødre hjalp jøder med at skjule sig. I 1941 blev han arresteret, og han endte i KZ-lejren Auschwitz. En dag lykkedes det tre fanger at flygte fra lejren, og der skulle statueres et eksempel, så ingen i fremtiden fandt på at følge dem. Lejrledelsen kaldte derfor fangerne sammen og udvalgte ti tilfældige mennesker, der skulle indespærres i et kælderrum indtil de døde af sult. En af de udpegede skreg i fortvivlelse, at han havde kone og børn, og da stod Maxilian Kolbe frem og tilbød at tage hans plads.

I kælderrummet levede de ti af at drikke deres egen urin, og det fortælles, at man fra dybet ikke hørte andet end bønner og salmer, som efterhånden svandt ind til en hvisken. Når vogterne kom for at se til fangerne, som blev stadig svagere, så de Kolbe knælende i bøn eller stående, medens han så på vogterne med et glad udtryk i ansigtet. En efter en døde de øvrige fanger, og efter to uger var kun Kolbe tilbage. Man kom til ham med en dødbringende sprøjte, som han villigt modtog. I 1981 blev han helgenkåret, og et år senere sagde pave Johannes disse ord om ham: »Maximilian døde ikke, men gav sit liv for sin broder.« Hvilket forbillede havde Maximilian? Ingen ringere end Kristus og ordene: »Den, der mister sit liv p.g.a. mig, skal finde det.« De ord står at læse i skriften, i samme evangelium, som vi har hørt i dag, og det fik altså en enorm betydning ikke alene for de mennesker, han var sammen med i kælderrummet, men også for fangevogterne, der ikke kunne forblive uberørte af det, de var vidner til. Og så betød det selvfølgelig noget for den familiefader, som gik fri. Han overlevede sit ophold i Auschwitz, og kunne senere fortælle dette fra den skæbnesvangre dag: »Jeg kunne kun takke ham med mit blik. Jeg var lamslået og kunne dårligt fatte, hvad der skete. Omfanget af det. Jeg, den dødsdømte, skal leve, mens en anden villigt og frivilligt tilbyder sit liv for mig – en fremmed. Er det en drøm? Jeg blev sendt tilbage til min plads i rækken uden at få tid til at sige noget til Maxilian Kolbe. Jeg var frelst. Og jeg skylder ham, at jeg er i stand til at fortælle jer dette. Nyheden spredte sig hurtigt over hele lejren. Det var første og sidste gang at noget sådant skete i Auschwitz´ historie.«

Men den ene gang var alt nok. Verden fik et vidnesbyrd om, at mørket ikke fik bugt med lyset. P.g.a. en kristen fundamentalist, som helt sikkert ikke gik ind for kvindelige præster. Derfor må Ånden ikke knægtes. Gør vi det, skuer vi nemlig kun fangekælderens mørke, hvalfiskens bug eller den sorte grav. Håbet og lyset udebliver. Men hvor Ånden er fri, lyser Kristi opstandelse over os, han som gav sig selv for sine venner for at vi, de dødsdømte, skal leve.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen