28-08-2022

Farisæeren, synderinden og Jesus

Salme: Med sin alabasterkrukke, DDS 151

Kom, Herre Jesus. Amen.

5. Mos 30, 15-20; Rom 10, 4-13[17]; Luk 7, 36-50

Moral og moralske kvababbelser er udgangspunktet i dagens fortælling, omdrejningspunktet er til gengæld Jesus, og Gud ske lov for det. Først vil jeg dog komme med nogle betragtninger om moral, for den taler vi meget om for tiden.

I sommeren 1970 blev en af initiativtagerne til Thylejren kontaktet af en fader, hvis 14-årige datter var draget fra København mod det jyske for at deltage i det kollektive og sociale eksperiment i Frøstrup, hvor lejren lå. Familien havde fået besked om, at datteren led af en kønssygdom, som hun skulle hjem og kureres for. Lederen måtte altså ud for at finde den bortløbne datter samt de unge mænd, hun måtte have været sammen med. Det viste sig at være fem. Sådan var der en del saftige historier, som man kan læse meget mere om i Peter Øvig Knudsens to murstenstunge bøger om Thylejren og hippiebevægelsen. Hvis man orker. Selv gav jeg op midtvejs. Der er ting i livet, man ikke behøver at vide noget om, og det er ikke en særligt opløftende historie. Når jeg alligevel fortæller den, er det ikke af trang til at forarges, men fordi den belyser et emne, som er blevet voldsomt diskuteret i den forgangne uge, nemlig Simon Spies´ forbrug (kan man vist godt kalde det) af purunge piger, som nu kastes under den moralske lup, og der er ingen nåde for Simon Spies. Heller ikke jeg finder den side af ham opbyggelig, det har jeg været inde på tidligere i år, men når den nuværende diskussion skurrer i mine øren, så er det fordi, Spies voksede frem i en tid, hvor den seksuelle frigørelse fejrede triumfer. Jeg selv blev ret chokeret, da jeg læste om den 14-årige pige fra Thy-lejren, men hendes historie kan forklare, hvorfor Simon Spies kunne slå sig løs med de unge piger, som han gjorde. Det kunne han, fordi mange af pigernes familier - ligesom familien til den omtalte pige – tilsyneladende ikke så et stort problem i en tidlig seksualdebut. Så fik de i øvrigt også noget ud af det – gratis rejser f.eks., og da den offentlige moral i den grad havde flyttet sig, var det ingen skam at ens datter optrådte letpåklædt i bladene med den midaldrende millionær. Alle spørger lige nu til Spies og hans ansattes moral, og man kunne også spørge til moralen hos de ledende kræfter i Thylejren, men det gør man ikke. Endnu da. For der synes at herske en udpræget nydelse ved at kunne pille både afdøde og nulevende ikoner ned fra deres piedestal, og så er der måske også et ønske om renhed forbundet med det hele. Trangen til begge dele ligger dybt i mennesker, og derfor kan vi – lettere end vi bryder os om at tro – sætte os i farisæeren Simons sted. Det er ikke nødvendigvis dårligt at kunne det, og der er heller ikke noget forkert i selv at ville føre et rent og godt liv, dertil har vi her i landet f.eks. udtrykket at feje for egen dør. Det er en god ting at kunne. Problemerne opstår, hvis vi gør moralen til guddommelig lov eller tror os så rene, at vi prøver at hæve os over andre ved vor renhed. For vi vil altid trække syndens spor efter os, enten fordi vi lyver for os selv og andre om vore rene motiver, eller fordi vi vil prøve at få magten over andre ved at udstille vor egen, moralske overhøjhed. Så lige nu er vi altså som farisæeren, men spørgsmålet er, om vi, til forskel fra ham, overhovedet har indbudt Jesus, eller om vi synes, vi har brug for ham? Er der virkelig et udbredt ønske i samfundet om en renere og mindre seksualiseret måde at leve på? Det er jeg ikke sikker på.

Dette skal ikke på nogen måde forstås som et forsvar for Simon Spies, men det, der er væsentligt at forstå, hvis man skal komme ind til kernen af evangeliet, er, at synd er noget personligt, og at det først er ved erkendelsen af den, at man for alvor kan begynde at gøre noget ved den. Man kan ikke blot sætte sig hen og udpege den hos andre og dermed tro, at så er den inddæmmet. Spies opførte sig som andre hippier i tiden, blot var han meget rig og kunne derfor lettere gøre, hvad han havde lyst til. Nogle af hans piger og deres familier fik altså noget ud af det og var tilfredse med det. Andre gik til grunde. Derfor diskuterer vi Spies i dag, selv om hans levevis aldrig har været en hemmelighed. Og kan man så moralisere på efterkant? Det kan man godt, men hvis vi skal feje for egen dør, og det skal vi, så er det godt at have styr på retningen, før man retter pegefingeren mod den formastelige, og retningen går mod øst, dérfra hvor Herren skal komme igen, for det er alene Herren, der kan sætte tingene i rette perspektiv. Ellers mudrer det hele til.  

Moral er som sagt ikke nødvendigvis dårligt; vi hørte selv, at Moses til sit folk sagde: » Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig.« Læg godt mærke til, at ordet elske går forud for befalingerne og lovene. De gamle israelitter skulle elske Gud Herren, dernæst følger livet, der leves efter buddene, hvoraf de vigtigste altid retter sig mod vor næstes ve og vel. Og Gud kom til os, som en, vi kunne elske, da han gæstede jorden i sin søn. Men mange kunne ikke se, hvad de skulle med ham, for de havde jo buddene nu. Buddene havde taget Guds plads. Sådan var det også for farisæeren Simon, der viser gæstfrihed mod Jesus, men ikke mere end det. Han gør, hvad han mener at skylde. Varme følelser er der ikke tale om. Da kvinden maser sig på, er der til gengæld ingen ende på hendes hengivenhed, og – skal vi lægge mærke til – hun stiller sig grædende bag Jesus. Hun tør ikke engang stå ansigt til ansigt med ham, så bevidst er hun om sin synd. Kvinden har sandsynligvis levet som prostitueret, men hun har altså hørt om Jesus og må nu gøre alt, hvad hun kan for at møde ham og vise ham, at han er det eneste vigtige i hendes liv nu. For Jesus er den, der kan tilgive synder. Og Jesus er udmærket klar over, hvordan hun har levet, og at der er meget, der skal tilgives. Det er netop derfor, hendes kærlighed er så stor. Ved siden af hende har Simon levet et tugtigt og godt liv, men det betyder ikke, at han ikke har brug for tilgivelse. Han føler imidlertid – sådan som mange os gør – at han kan leve med det, han har gjort, for der er jo nogle, der har gjort noget, der er så meget værre, og vi gør jo alle sammen et eller andet uheldigt ind i mellem. Sådan tænker vi, sådan tænkte han, og fordi han kan leve med det og i øvrigt generelt følger Guds bud, har han i virkeligheden ikke brug for Jesus.

Spies havde tilsyneladende ikke brug for Jesus. Han havde nok i sig selv og sit underliv. Ligesom tiden generelt havde det. De mange nulevende farisæere, der for tiden kaster sig over ham, har heller ikke brug for Jesus. De har nok i at mene en hel masse om krænkeren, og følger de den nye, midlertidige moral, kan de vide sig sikre på at have ment alt det rigtige. Men jeg tror ikke, at det kommer til at redde nogen piger fra engang i fremtiden at blive udnyttet på samme måde, eller at alfa-hanner eller -hunner vil holde sig fra slå sig løs, når bølgerne har lagt sig, og folk er blevet trætte af alt det snerperi. Vi kommer m.a.o. ingen vegne, før vi lærer at elske Gud, og elske ham kan vi kun ved at sætte os i synderindens sted og indse, at han er den rene, han er den gode, han er den syndfri, som kan frelse os fra os selv og give os en ny retning i livet. Og hvis man finder ud af, at Jesus er det bedste, der er sket en, så lærer man at hæve blikket fra sit eget og andres underliv for i stedet at fæstne det på ham. Det kan være, at man bliver mere overbærende med andres fejl, eller at man finder ud af, at det er klogt at lære af netop disse fejl. Og så kan det være, at man begynder at se mere positivt på moral. Den handler nemlig ofte om personligt ansvar og hvad man kan tillade sig at gøre overfor andre. At man føler skam, hvis man overskrider en moralsk grænse. Netop derfor kan den beskytte bl.a. mindreårige fra at blive udnyttet af lumske voksne.

Vor tid, som vi jo alle er en del af, har i sandhed store synder at bekende, den har dermed meget, der skal tilgives, og derfor har den alle muligheder for at lære at elske Jesus. Og da vi er i kirken, beder vi: Amen. Lad det ske!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen