21-08-2022

Når legen bliver alvor

Salme: Vaj nu, Dannebrog, på voven, DDS 257

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 33, 23.30-33; Hebr 3, 12-14; Matt 11, 16-24

»Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke.« Jesus taler om leg i dag, leg, der ikke fungerer, og dér vil jeg begynde ved at lade to forfattere kommentere hinanden, nemlig Jakob Knudsen og vor egen Helene Strange. Jeg vil begynder med at lade Jakob Knudsen tale.

I bogen Lærer Urup er der en vidunderlig beskrivelse af Urup-børnenes fantasiverden, hvor den legendariske Kong Balten råder. Børnene kan godt lide at »fortælle for hinanden«, som det hedder, og fortællingerne er alle tydeligt inspireret af de historier, børnene har fået fortalt af deres far fra både bibel, Saxo og Snorre. Den eneste person, der altid er med, er kong Balten, og det er en uskreven regel, at han ikke må komme til at fremstå for blåøjet, for ellers mister han sin autoritet, og så fungerer historien ikke.

Børnene har en lidt ældre plejesøster, Cecilie, som en dag slutter sig til dem. Da gør de den erfaring, at hun ikke er i stand til at lege med, legen bliver planløs, og da de kommer til et vådområde af en slags, vader Cecilie – for at vise sig – direkte ud i vandet, til det fylder hendes træsko. Der er noget lovløst over det, som på en gang fascinerer og frastøder dem, men en ting er sikkert; den oprindelige leg bliver ikke til noget, for Cecilie ville ikke være med for alvor, måske fordi hun ikke forstod reglerne eller fordi hun ikke havde fantasi, og den dag var porten lukket ind til Kong Baltens rige.

Jeg tror, at alle, der selv har leget eller overværet børns leg, kan sætte sig ind i beskrivelsen både af en vellykket leg, der bringer glæde, fællesskab og åndelig berigelse, og af en leg, der ender i ingenting, fordi der var nogen i gruppen, der ikke anerkendte reglerne, ikke forstod dem og måske heller ikke rigtigt gad være med, men som heller ikke kunne besinde sig til at trække sig helt ud af legen, og så gav de sig i stedet til at spolere den eller lege noget andet.

Og regler er ikke uvæsentlige i nogen af livets henseender; også dette har Helene Strange blik for, når hendes hovedperson i bogen Priergårdsslægten lader den stolte og stærke hovedperson, Inger, bryde med regler, der ikke synes at give mening, medens hun i andre henseender strengt holder på netop reglerne, f.eks. når hun rådgiver sine døtre i kærlighed. Vil de følge deres hjerte, skal de overveje alle konsekvenser, ære deres svigerforældre som var de deres egne, selv om de er nok så dårlige mennesker. Det fjerde bud skal altså overholdes, og det at takke vor Herre for alt, hvad han giver, er også en regel, Inger aldrig afviger fra. Hun har lagt sit liv i Guds hænder, og som det ikke duer for lærer Urups børn, at kong Balten bliver for fjoget, så er Ingers Gud heller aldrig ufarlig. Han råder for liv og død og er den ubestridte konge i hendes liv.

Men hvor lærer Urup ikke lader sig dupere af moderne ideer, er det anderledes med Inger Prier. For hun er fremskridtsvenlig: »De unge har ret til at have deres ideer, og dem skal vi gamle i mange retninger respektere, selv om vi ikke altid kan følge dem. For udviklingen kan nu engang ikke stå stille« siger hun til en reaktionær nabo. Inger hviler så stærkt i sin tro og sin stand, ja, i hele sin tilværelse, at hun ikke kan forestille sig, at udviklingen f.eks. til et mere rationelt og effektivt drevet landbrug, eller det spirende demokrati kan give problemer. Som Jakob Knudsen giver eftertiden besked gennem lærer Urup, giver Helene Strange det gennem Inger, men det blev Knudsens Cecilie og ikke hendes Inger, der gik sejrrig ud af alle de omvæltninger, som fulgte i kølvandet på det moderne gennembrud. I dag hylder vi ikke de hårdtarbejdende gårdmandskoner, vi husker dem vel næppe. Vi hylder i stedet de kvinder, som forsvandt fra hjemmet, og som brød alle reglerne for legen. Vi glemte måske ikke Gud, folkekirkens medlemsprocent er jo stadig høj, men vi fik nye lærere, som gjorde ham blåøjet og tandløs. Dette skete umærkeligt i et folk, der havde troet på ham og bedt til ham igennem så mange slægtled, ja, vi var aldrig i tvivl om hans undere. Måske havde det noget at gøre med, at selv mennesker højt på strå før i tiden var bevidste om livets skrøbelighed; sygdom og misvækst ramte alle. Men netop denne bevidsthed har også altid fået mennesker til at arbejde på, at livet skulle blive mere sikkert, og efterhånden gik det så stærkt med de teknologiske og videnskabelige fremskridt, at vi blev vore egne konger. Når vi netop ved egne kræfter kunne gøre livet så let at leve, kom det naturlige spørgsmål om, hvad vi dog skulle med Gud? Dødens lovmæssighed blev fortrængt, maden på bordet blev en selvfølge, naturens kræfter kunne inddæmmes, og vi mistede fornemmelsen for, hvor stort skaberværket og dets skaber er. Vi kunne ikke længere finde ud af at lege rigtigt. Jesus blev lige så ligegyldig som kong Balten, når fortælleren gjorde ham for dum og slap.

Det kunne være en sådan situation, Jesus henviser til, da han taler om samtidens slægt, dem der havde muligheden for at høre ham, da han endnu gik på jorden:

»Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og menneskesønnen kom, han både spiser og drikker og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!«

Denne slægt ville ikke lytte til den ene, Johannes, han var for streng, og de ville heller ikke lytte til den anden, Jesus, han var for mild. Hvem ville de så lytte til? Svaret er nok, at de ville lytte til sig selv, således som det blev sagt af Ezekiel:

»De handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskovmed dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem.«  

Ja, indbyggerne i Korazin og Betsajda både hørte og så Jesus, men de var ligeglade og nedkaldte derfor Guds dom over sig. Og dom undgår ingen, men det skal vi faktisk være glade for, for netop derfor er legen, hvor Kristus er den ubestridte konge en god leg. Vi skal nemlig vide, at Guds dom ikke nødvendigvis lukker porten til hans rige for os, den kan meget vel åbne den. Derfor skal vi til slut træde ud af romanernes verden og ind i vor egen og høre, hvad en falden kongedatter kunne skrive til sine børn om sin Gud. En Gud, som hun fandt, da hun faldt dybt. Leonora Christina, Christian den 4.s forkælede yndlingsdatter fyldte længe sit liv med intriger og ligegyldigheder. Hun brød reglerne, kan man sige, og mistede enhver retningssans mens hun sammen med sin mand vadede lige ud i landsforræderiet, en handling, som førte til et 22 år langt fangenskab alene i en celle uden vinduer i Blåtårn, hvor hun ikke blev behandlet godt. Alligevel kunne efter 11 år skrive således til sine børn om Guds undere mod hende:

»Han har været mægtig udi mig svage og bevist sin Kraft udi mig, det allerskrøbeligste redskab. Thi hvorledes havde det ellers været muligt, at jeg havde kunnet modstå så mange overstore, pludselige og uforudseelige, ulykkelige tilfælde, om hans Ånd ikke udi mig har gjort sin virkning? Gud var den, som selv trådte ind med mig af tårndøren, han var den, som rakte mig sin hånd og stred for mig udi misdædernes fængsel, som kaldes den mørke Kirke. Han har siden stedse, nu næsten elleve år, været indenfor mine fængselsdøre og udi mit hjerte, har styrket, trøstet, kvæget, ja ofte endog glædet mig. Gud har gjort forunderlige ting imod mig, thi det er mere end ubegribeligt, at jeg har kunnet overleve så store ulykker, som er kommet over mig, og min fornuft, sind og sans. (…) Gud alene Æren!«

Dommen, ikke bare den verdslige, men også den himmelske, havde ramt den hovmodige kongedatter, og hun måtte lære en ny leg, en leg, der var alvor. Men netop i dommen lærte hun Gud at kende som den, der rejste hende op, og det skrev hun om, så den mørke kirke blev til en troens fakkel, og porten til Kristi rige stod hende åben selv i hendes fangenskab.

Med bønnen om, at den fakkel fortsat må lyse i vort land og for os, så vi ikke dømmes til at vade planløst rundt, takker vi for alt, som blev os givet – en god og rigelig høst og korsets banner, som skal vaje fra begge vore  kirker for nuværende som for kommende slægter.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.