14-08-2022

En skat i himlen

Salme: Rejs op dit hoved, al kristenhed, DDS 274

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 10, 1-3; 2 Tim 1, 6-11; Luk 12, 32-48

Det sker, at jeg efter en travl dag ikke rigtig orker andet end at ligge på sofaen med den bærbare computer på maven, hvor jeg så bruger en del tid på at finde et eller andet, der kan underholde mig. Det er sjældent, jeg finder noget, så jeg ender som regel med at se et gammelt afsnit af Hercule Poirot eller noget andet fra gamle dage. Så er det, jeg pludselig for mit indre øre kan høre Herrens dom over mig: »Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.« For jeg ved, at jeg burde foretage mig noget fornuftigt, noget, der gjorde verden bedre, og i gamle dage ville jeg have siddet med en karte eller en spinderok og ikke undt mig selv hvile. De gamle vidste nemlig, at alt – ikke bare dem selv, men også husstanden, stod og faldt med deres flid. Sådan er det altså ikke mere, selv præster kan falde i ugidelighedens fælde, og man ihukommer de ord, vi sang i søndags: »Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?« Det kan nok give en sved på panden. Vi ved jo et eller andet sted godt, at vi ikke er her i verden ved egen fortjeneste, men fordi vort liv er blevet os skænket. Selv hvis man ikke tror på Gud og et liv efter døden, så er det dog uomtvisteligt, at man skylder sine forældre sit liv, at døden er vis, og at dommen over ens gerning her på jord netop med døden er endelig. Så dom kommer man ikke uden om, også selv om man af og til skulle tro, at det kun er noget, vi hører om i kirken. Hvilket ikke bidrager til kirkens popularitet.

Men vi har intet at skamme os over, for kirkens tale om dom er mere opbyggelig end den dom, døden bringer med sig, ikke mindst fordi det betyder noget for den måde, vi virker i verden på, hvilken slags dom, vi tror på. Det er højst aktuelt, for det handler bl.a. om den måde, vi indretter samfundet på og selv virker i verden på. I disse dage buldrer valgtrommerne, og ét af temaerne lader til at blive velfærdssamfundet, som mange er bekymrede for; unødvendige benamputationer, mangel på sygeplejersker og andet sundhedspersonale, på fængselsbetjente, en skrantende folkeskole, studenter, der tager for mange sabbatår og meget andet får det til at knage i samfundets fuger og bånd. Måske har vi nået grænsen for velfærdssamfundets formåen? Der er kommet så mange specialiserede ydelser, og dermed så mange krav, som borgerne har ret til at stille, at det bliver umuligt at opfylde dem uden at staten breder sig til alle niveauer og begynder at omklamre hver enkelt fra vugge til grav. Velfærdssamfundet blev i sin tid solgt på, at det skulle være et sikkerhedsnet, så ingen på ydmygende vis skulle gå tiggergang, og alle blev tilbudt de samme ydelser af samme kvalitet. Imidlertid greb det om sig, og snart blev velfærd i udstrakt grad behandling af allehånde problemer, sikkerhedsnettet blev i stedet en sofacykel, der skulle transportere os, så vi kunne få et langt og gnidningsfrit liv. Perspektivet for evigheden blev m.a.o. borte, for Herren lod jo vente på sig, og måske derfor troede vi, at vi kunne skabe vort eget paradis, hvor vi kunne spise, drikke og fylde os.

Forudsætningen for velfærdssamfundet er imidlertid, at nogen betaler for det, og de fleste ved godt, at der er grænser for, hvor mange penge, der kan vrides ud af skatteyderne. I stedet begynder man at stille krav til folks livsførelse, og det står ikke tilbage for dagens tekst om at fylde sig; Tog du for mange sabbatår? Røg og drak du for meget? Lå du for ofte på sofaen og så meningsløse TV-serier? Så er det ikke sikkert, du kommer først i køen til behandling af dine lidelser. Og så kommer alle disse forebyggende tiltag, hvor det forlanges, at læger tager en snak med patienter, der har en helt forkert livsstil. Når man ønsker velfærd, det gør jeg i nogen grad selv, er man også nødt til at indse, hvilken nådesløs dommer, dette samfund er, hvis ikke der bliver sat grænser for det. Og grænser kan vi kun sætte, hvis vi sænker kravene til det. Vi må spørge, hvad vi mister, hvis vi forlanger, at det opfylder vore krav. Svaret er, at vi mister vor frihed, vi bliver trælle af velfærden, og vi dømmes på vor livsførelse i livet såvel som i døden. Det er slet ikke rart.

Derfor er dagens evangelium så trøsterigt, endda selv om også det forkynder dommen over os, men det er en helt anden og nådig dommer, der afsiger den. Når han taler om skat, så handler det om, hvad hjertet gemmer:  

»Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være«

Sådan siger Jesus til sine disciple, og det er en anvisning i, hvordan de og dermed også vi skal leve. Som altid, når Jesus taler, handler det om, at han, ikke vi og vore behov, er forudsætningen for at leve. Hvis vi har en skat i himlen, så er det ham, der er skatten, og så kan vi leve i glæde og tjeneste for andre i den tid, vi er hernede. Når bønderne i gamle dage sjældent undte sig rist eller ro og derfor altid havde noget i hænderne, så var det fordi, de vidste, at Herren kunne komme som en tyv om natten, men det var ikke angst, der styrede deres flid. Nej, det var bevidstheden om, at deres liv var i Guds hænder, det var taknemmelighed for det, de fik, og en nedarvet viden om, at de havde nogen, de var ansvarlige for. Familien, som skulle arve gården, måske husfolk, der skulle oplæres, så de selv kunne få fod under eget bord, et landsbyfællesskab, hvor man kunne have gavn af hinanden. Uden at romantisere så afhænger det gode liv af, hvilken tilgang man har til det. Om man føler sig forpligtet overfor Gud eller staten. Hvis man tror, at livet er givet af Gud og går tilbage til ham, så er det vanskeligt at være utilfreds ret længe ad gangen. For så ved man, at det ender godt og at alt er os skænket, om det så kun er lidt. Og dermed er vi bedre stillede end disciplene, da de hørte disse ord. For Jesus siger til dem i dag: »Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne.«

Disciplene kunne ikke vide, hvad der ville ske, og fandt Jesus dem mon vågne, da han i Gethsemane havde bedt dem våge med ham? Nej vel, og alligevel blev det dem, der skulle bære hans ord ud i verden. De havde fejlet, og fejlet stort, ingen var mere bevidste om det end de, og alligevel gruede de ikke for dommen. Det var ikke af frygt for den, de forkyndte budskabet om Jesus, nej, det var af glæde, glæde over at være frelst, glæde over at have kendt Gud. De forstod, at de havde fået meget, og at der derfor forlangtes meget af dem. Så de sled sig selv op eller gik direkte i døden i hans tjeneste. De forkyndte Ordet og skabte menigheder, hvis medlemmer hjalp hinanden og andre, der led nød. Det gør kristne menigheder den dag i dag. Sådan lever de for Herren og er et lys i verden for andre.

Derfor er der i princippet heller ikke noget i vejen med at ville have endsige arbejde for et velfærdssamfund, hvor de svageste bliver hjulpet. Men gør man det til sin gud, d.v.s. lader man sit hjerte hvile dér, så slides pungene op, møllene og inflation udhuler værdierne, og tyvene kommer og tager for sig, fordi grådighed findes både hos dem, der forvalter skattekronerne og hos os, der aftager dem. Det bliver vi dagligt mindet om, og velfærdsguden kan således ikke blive andet end totalitær, fordi det er den eneste måde at styre menneskers grådighed på.

Derfor er det altid bedre at se op mod himlen og den skat, vi har der, end mod jorden og hvad vi kan drive ud af den. For Gud giver et glad hjerte, netop fordi han har taget dommen over os på sig. Har vi ligget på sofaen og spildt tiden den ene dag, så skal vi have dårlig samvittighed, for hver dag er dommens dag men vi skal også vide, at vi hos Gud af nåde får skænket en chance til den næste, som skal leves i kærlighed til ham og vor næste, indtil luren gjalder, og vi skal se ham komme i kraft og herlighed.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen