07-08-2022

Kong Harald og klippegrunden

Salme: Almagts Gud, velsinget vær, DDS 356 

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mika 3, 5-7; 1. Joh 4, 1-6; Matt. 7, 22-29 

»Harald konge bød gøre disse kumler efter Gorm, fader sin og Thyra, moder sin. Den Harald som vandt Danmark al og Norge, og gjorde danerne kristne.« Kong Harald kunne have skrevet meget mere på sit CV, men han gjorde det ikke. Den mægtige krigerkonge valgte som sit eftermæle på den monumentale sten i Jelling først og fremmest at hædre sin sine forældre, derefter fulgte hans to største bedrifter: At han vandt sig Norge og Danmark og gjorde danerne kristne. Nordmændene var åbenbart for stor en mundfuld; der skulle mere kradse midler til at få dem til at bøje knæ for Kristus. Men altså sønlig kærlighed som det første og kristendommens indførelse i Danmark som det sidste er det, der står tilbage efter Harald konge. Det har holdt så længe, at Jellingstenens Kristusfigur stadig – selv i en EU-tid - pryder vore pas.

Nu kan man sige, at det var ukristeligt af Harald sådan at gøre opmærksom på sig selv og sine gerninger på denne prangende måde. Jeg ser dog sådan på det, at han taler rent ud af posen. Han skjuler ikke sin magt i bløde vendinger, men siger ligeud, hvad han har brugt den til. Han siger også, hvad der er det vigtigste i hans rige, nemlig det første og det fjerde bud. Kristus var altså den klippegrund, hvorpå Harald byggede sin magt, og det betød bl.a., at der kom regler for familien. Det interessante ved det fjerde bud er jo, at børn skal ære deres far og mor, fordi de er i Guds sted for barnet. Det giver derfor forældrene et gudgivent ansvar, og hvor kristendommen vandt indpas, blev det f.eks. forbudt at sætte børn ud. I et knaphedssamfund er der egentlig ikke noget at sige til, at skravlede eller overskydende børn blev valgt fra på denne måde, og det fortsatte sikkert også længe efter, at kristendommen var blevet indført, men det blev det hverken mere eller mindre forbudt af. Og hvorfor var denne regel så afgørende? Det var nok, fordi de små børn var afgørende for Jesus; »Børnene leged´ ham ved barmen« synger vi i en kær salme. Hvis ikke vi bliver som dem, kommer vi ikke ind i Guds rige, og den, der tager imod et barn i Jesu navn, tager i virkeligheden imod ham. Børn, som altså ikke havde nogen særlig status, var altså for Jesus de største i himmeriget at regne. Når kristne konger og fyrster som noget af det første forbød udsættelse af børn, så har de befalet stik imod al menneskelig tankegang og fornuft, men spørgsmålet er så, om vi ønsker at leve i en verden, der er præget af menneskelig fornuft. Det er ikke sikkert, vi har lyst til det, ikke mindst fordi den menneskelige fornuft ikke altid er så fornuftig endsige behagelig at leve under.

Siden Kong Haralds dage er vi gået fra knaphed til velfærd; vi har fået noget at tygge på, og der er kommet andre fornuftige magthavere til; også de er bevidste om deres magt, men de har et ganske andet projekt end den gamle konge. Hvor han hædrede sin familie og forbød udsættelse af børn, ser de i deres fornuft enkeltindivider med udstrakte rettigheder, og disse rettigheder kan man stemme om. Det er dårligt nyt for børnene. Det betyder nemlig, at abortgrænsen jævnligt forsøges udvidet. P.g.a. den amerikanske konflikt om abort, er den nemlig nu igen til debat. I Danmark har der siden abortens indførelse været en grænse på 12 uger. Aborten blev indført, fordi de dårlige præventionsmuligheder havde ført til både spædbørnsdrab samt – helt op til vor tid - forfærdelig kvaksalveri, når en desperat kvinde ville have afbrudt graviditeten. Men netop fordi vi i Danmark havde en tanke om, at et foster på et tidspunkt bliver et menneske, blev grænsen sat ret lavt, og den har altså ikke ændret sig siden. Ikke desto mindre er der stærke kræfter, som i kvindernes selvbestemmelsesrets navn ønsker at udvide abortgrænsen. De mener, det er en god gerning mod kvinderne, og de profeterer højlydt og aggressivt for denne gode gerning.

Jeg skal understrege, at jeg her ikke forholder mig til enkeltsager men udelukkende til det principielle: Hvordan vi vil indrette vort samfund, hvis vi skal tage alvorligt, at Kristus er den klippe, vi bygger det på, for det er han stadig, jf vore pas. Jeg vil derfor stille nogle spørgsmål, og lade dem stå ubesvaret i dag: Hvorfor ønsker nogen et samfund, hvor en kvinde kan få fjernet et levedygtigt foster, for det er det, der vil blive tale om, såfremt vi udvider abortgrænsen? Hvad tror de, det gør ved kvinden, og hvad gør det ved dem, der skal udføre det, for nogen skal gøre det? Hvilket samfund får vi? Hvilke familier får vi, og hvordan vil børn se på os forældre, når de vokser op i bevidstheden om, at vi havde en så udstrakt ret til at vælge deres liv fra, ja, at vi måske ligefrem kæmpede for at få gennemført den? Vil vore børn se på os med samme sønlige eller datterlige kærlighed som kong Harald på sine forældre?

Harald ville bygge sit rige på klippegrund, og i det rige skulle børnene altså betragtes som værdifulde. Det vil sige, at Harald forsøgte at udlede en lære af Jesu ord. Derfor forbød han udsættelse af børn. Lad os da se på, hvad Jesus siger til os: Jesu ord til os i dag handler - lidt populært sagt - om at skelne det sande fra dets skin, det gode fra det onde, og når Jesus taler om, hvad der er sandt og godt, så mener han noget helt bestemt med det, nemlig – som vi hørte det for nogle søndage siden – at kristeligt kan man kun tale om, at én er den gode, fra hvem alt godt udgår. Ligesom kun én er sandheden, og det er den samme. Hvad betyder det dog, at én er den gode og én er sandheden? I evangeliet fortælles det, at den lyttende skare er slået af forundring over Jesu lære, fordi han »underviste dem som en, der har myndighed.« Jesu myndighed hænger nøje sammen med, at han er den gode, at han er sandheden. For hvad vil det sige at undervise med myndighed? Enhver, der har haft en dygtig lærer, ved, hvad det handler om: at der ikke er løgn i ens mund, og at man står inde for det, man lærer. Det gjorde Jesus som ingen anden. Han lod sig føde, blev et barn, han kom med al sin kærlighed og visdom, han viste alle, høj som lav, kvinder og børn den dybeste respekt, og alligevel blev han afvist af os, af verden. Hinsides enhver fornuft valgte han imidlertid at holde ved os; pinsler og død tog han på sig, på vore vegne sejrede han over døden, og med den sejr åbnede han vejen til himlen og til menneskets forhærdede hjerte. Gud ville ikke leve adskilt fra sin skabning, han ville være sammen med os, og han ville ikke lade sig standse af vor hårdhjertet- og hårdhændethed. Det vil han stadig ikke. Således lægger han grunden, klippegrunden, for hele vort liv og al vor færden. Der er liv, godhed og glæde sammen med Jesus, og alle har en plads. Selv kong Harald i al sin magtbrynde kunne fornemme, at her var noget, der var så vigtigt, at han måtte tage det til sig. Og hvem ved? Det kunne jo være, at Danmark har bestået så længe, fordi Harald gjorde ret, da han gjorde danerne kristne? Det er da værd at tænke over.

I dag vil vi ikke vide af Kristus, vi vil ikke engang gøre gode gerninger i hans navn, vi har ikke behov for ham. Vore gode gerninger er nok i sig selv, synes vi, men hvad bygger de på? Måske de bliver skyllet væk, fordi de udgik fra et sandslot. For sådan er det i alle forhold, hvor mennesker bliver selvtilstrækkelige. Vi ved fra vore nære relationer, at de ikke kan holde, hvis vi kun tænker på os selv, eller hvis vi hele tiden vil trumfe vort eget igennem, fordi vi mener, at det er det bedste for alle. Derfor er det godt at blive sagt imod, og det er det, Jesus gør i dag, ja, han gør det hele tiden. Han sagde kong Haralds samtid imod ved børneudsættelserne, og vi kunne jo overveje, om han også siger os imod i dag, når vi diskuterer abortgrænser? For Harald var beslutningen om at gøre danerne kristne så stor, at han måtte skrive det på mindet over sine forældre. Det burde være lige så stort for os. For da Kristus blev vor bror, fik vi den eneste rettighed, der er noget værd, nemlig friheden, den frihed, der kommer af, at Gud er vor fader. Så har vi barnekår hos ham, så skal vi ikke andet end at glæde os over den verden, han har skabt til os, over det liv, han har skænket os, som skal leves i kærlighed, og hvor de små børn er de største i himmeriget.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen