31-07-2022

Når det går tjeneren som hans herre

Salme: Er du modfalden, kære ven, DDS 655

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd. 3, 1-11, (Rom. 8, 1-4), Matt. 10, 24-31

»Drømmer jeg, eller er jeg vågen?« Sådan siger Jeppe som bekendt, da han vågner i baronens seng. Jeg kom til at tænke på det for nylig, da jeg selv havde fået foræret en ferie på en dejlig græsk ø med Spies Rejser. Et eller andet sted er charterferier jo fæstebondens drøm om, at det skal gå ham som hans herre; at leve på livets solside med en tjener på hver hånd, om end det så kun er for et øjeblik. Og fordi vi lever i Jeppes fædreland, kan dagens tekst være vanskelig at forstå den sande betydning af, at det må være nok for en tjener, at det går ham som hans herre. Vi har nemlig igennem mange slægtled arbejdet hårdt på at opbygge et velfærdssamfund for at kunne leve næsten som baroner, om ikke andet så en uge eller to om året. Og det er der grund til at have al respekt for, men der er en skyggeside ved succesen; de rigtige baroner skal i dag gå stille med dørene, fordi folkestemningen hurtigt kan rejse sig imod dem. For var der ikke engang, hvor de fine herrer undertrykte bønderne og udnyttede arbejderne? Dermed ligner vi Jeppe, da han tror sig baron; det viser sig nemlig, da han får baronens magt, at han går i ganske små sko og ikke under nogen noget af hævngerrighed over den tid, han selv måtte pukle med ringe udbytte af sine anstrengelser. Måske en meget forståelig følelse, som jeg selv for nylig har næret gentagne gange, når jeg skulle søge audiens hos Borgerservice for at få styr på Mit-ID.

Sådan er der en Jeppe i os alle, og i dag tages vi i skole af ingen ringere end Herren selv. For han anviser os vor rette plads i livet, og det vil sige, at vi ikke på noget tidspunkt står over Jesus Kristus. Han er vor herre, men vi er alle hans tjenere, og derfor har vi også alle har den samme opgave overfor næsten, uanset hvilken post vi bestrider, nemlig den samme opgave som Kristus selv påtog sig og betalte den højeste pris for. Men der er mere at sige til sagen end dette, hvis vi skal forstå det løfterige i at det skal gå tjeneren som hans herre, og at netop det bør være alt nok for os. For Jesu tale er en trøstetale til disciplene, som han ved vil blive forfulgt og henrettet for deres troskab mod Jesus. Verden vil udstøde ham som var han djævelen, Beelzebul, og sådan vil det også gå dem. Det vil sige en reel udstødelse af verden ovenikøbet på falske anklager. Men disciplene skal ikke frygte, for Jesus vil være med dem i mørket og dér hviske til dem, hvad de skal prædike i lyset og fra tagene. Det er livets og lysets Gud, der taler til dem her, og det er ikke gammel, overtroisk snak, der intet hold har i virkeligheden; også i dag oplever kristne Jesu nærvær, når de sidder i fængslets mørke. For os, der gør alt for at undgå lidelse og død, er det underligt at høre, at mennesker, der i troen på Kristus lader al frygt for bødler og død fare, oplever, at deres mester og herre er hos dem og giver dem mod i deres fangenskab. Det er vigtigt at forstå dette, hvis vi skal nå ind til betydningen af, at vi ikke skal frygte dem, der vil slå os ihjel, men i stedet frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt. For det kan Gud, hvis vi ikke vil vide af ham, eller hvis vi vælger en anden gud end ham. Det er ikke en beslutning, han tager, det er en beslutning, vi tager, og det er vigtigt at holde sig for øje, fordi det i dag diskuteres, om Gud lader nogen gå tabt.  

Vil vi eller vil vi ikke tilhøre Jesus Kristus? Det er spørgsmålet. Vi har faktisk et valg, og vælger vi noget andet end Kristus, så er det hos os aldrig af frygt for ham, heller ikke af frygt for at blive slået ihjel (heldigvis) men fordi vi synes, der er noget bedre et andet sted, eller fordi vi har mistet illusionerne – at vi troede, der ligesom var mere at hente, og det var der så ikke, eller simpelthen fordi Kristus keder os. I velfærds-Danmark har vi svært ved at få øje på, hvilken ven og skat vi har i Jesus af den simple grund, at han ikke kan tilbyde os det, vi allerhelst vil have, nemlig alt det, staten giver os. Desværre tror jeg, at vi mister noget afgørende ved den holdning, proportionerne bliver skæve, og vi ender med at ville have mere. Mere velfærd, mere tryghed, mere beskyttelse mod sygdom og død. Ganske som Jeppe, for da han vågnede op i baronens seng, var det f.eks. ikke taknemmelighed over den pludselige velstand, der fyldte ham. Det blev i stedet glæden ved magt, muligheden for at hævne sig på ridefogeden og de fine herrer, som han syntes, fik alt for meget for alt for lidt arbejde. Jeppe frygtede altså ikke Gud nok til at være et ordentligt menneske, da han først blev baron, så ville han hæve gevinsten i nuet. Da han var fattig fæstebonde, var han ellers ikke i tvivl om, at han var en dårlig en af slagsen: »en slyngel, en hanrej, en sulten lus, en maddike, en kanalje« som han betegnede sig selv. Uden at vide af det var han tættere på Gud i det øjeblik, for da så han sig selv i øjnene som den usling, han var, og som havde frelse behov. Han kunne have rakt ud efter Gud i det øjeblik, og så havde han haft ham, men i stedet rakte han ud efter komforten, magten og brændevinen, den brændevin, som havde ødelagt livet for ham og familien.

Så altså: sand gudsfrygt driver os hen til Gud, ikke af angst for at gå fortabt, for vi går fortabt i det øjeblik vi vælger noget andet, og det vælger vi som nævnt ikke altid af frygt. Sand gudsfrygt giver os den indsigt, at mod Gud kan ingen stille noget op, heller ikke dem, der vil skade os, og netop derfor får vi mod til at leve i en verden, hvor vi kan blive forfulgt, set ned på af andre eller opleve skæbnens ugunst. Og det får vi, fordi den Herre, vi frygter, også er Ham, der fortæller os, at vi er mere værd end resten af skaberværket, mere end alle spurve. Han fortæller, at på os – som de kanaljer, vi er - er alle hovedhår talt. Så stor en kærlighed har han til os.

Jeg tror, at det var det, Jeppe havde brug for at få at vide, hvis han skulle være begyndt at leve et andet og bedre liv. Det er også det, vi i velfærds-Danmark har brug for at vide for at kunne se os selv og vore børn i øjnene, så også de kan huske os med respekt. For hvad så Jeppe i spejlet, da han stod op af baronens seng? Han så en kanalje med broderet nathue, men det fik ham ikke til at finde sin indre baron frem. Han blev herskesyg og selvglad i stedet. Den indre baron kan kun Gud fremelske, fordi det er sådan, han vil tage imod os, når vi vender os til ham:

Se ud så over jorderig som et Guds barn, der ved, at alt må tjene dem til gavn, som har Guds kærlighed!  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen