24-07-2022

Kristus sluger alle kameler

Salme: Op, min sjæl, thi sol er oppe, DDS

Kom, Herre Jesus. Amen.

2. Mos. 20, 1-17; Rom. 3, 23-28; Matt. 19, 16-26

Goddag mand, økseskaft. Det fristes man til at sige efter at have overhørt denne samtale. En herre, som vi senere i historien finder ud af, er både ung og rig, opsøger Jesus og stiller ham spørgsmålet: »Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Og Jesus svarer ham ved at spørge, hvorfor han dog spørger ham om dét gode, når kun én er dén gode. Det gør han selvfølgelig, fordi kun den gode kan gøre godt, og da der kun er én, der er god, nemlig Gud – her personificeret i hans enbårne søn – så er det ham, der borger for såvel gode gerninger som det evige liv. Det forstår den unge mand ikke, disciplene forstår det ikke, og det gør vi heller ikke. Derfor vi skal høre en historie for at lære lidt om mennesker og deres hang til ikke alene at gøre det gode, men også at ville være de gode.

En kvinde i byen Wolverhampton i England mistede sin mand og begge sine sønner i anden verdenskrig. Hun sad derefter alene i et hus med syv værelser, og for at kunne forsørge sig selv, oprettede hun et pensionat. I nogle år klarede hun sig så godt, at hun kunne lægge lidt til side til sin alderdom, men på et tidspunkt begyndte beboersammensætningen i kvarteret at ændre karakter; immigranter prægede i stigende grad gadebilledet, de oprindelige beboere – også dem på pensionatet - flyttede, og kvinden oplevede nu sit gamle kvarter som larmende og forvirrende. Hun havde ikke lyst til at leje sine værelser ud til de nye bysbørn, som skræmte hende, og da hun efter en tid havde brugt sin opsparing på at betale terminerne, forsøgte hun at få en reduktion i terminbeløbet. Den unge pige, der betjente hende, foreslog hende i stedet at leje sine værelser ud, men da kvinden sagde, at de eneste lejere, hun kunne få var fremmede, og at hun ikke havde lyst til det, fik hun svaret: »Racefordomme bringer Dem ingen steder i dette land.« Så kvinden måtte tage tilbage til sit hjem med uforrettet sag. Nogle immigranter tilbød at købe hendes hus til en pris latterligt langt under vurderingen, så kvinden afslog og endte med at sidde som fange i sit eget hjem; hun oplevede vinduer blive smadret og få ekskrementer leveret gennem brevsprækken, og når hun en enkelt gang vovede sig ud for at handle, blev hun fulgt af fremmede børn, som råbte »racist« efter hende.

Historien kom det stedlige konservative parlamentsmedlem, Enoch Powell, for øre. Han genfortalte den i en berømt og berygtet tale, Rivers of Blood, holdt ved et møde med andre konservative i byen Birmingham. Her adresserede han Storbritanniens indvandringspolitik i skarpe vendinger, idet han forudså de enorme og katastrofale spændinger, der ville opstå i samfundet, og dermed gjorde han sig til persona non grata ikke alene i det britiske, politiske liv, men også i sin vennekreds, hvor kun få efterfølgende holdt fast ved ham og hans familie.

Så voldsom var - og er fortsat - modstanden mod at tale om indvandringsproblemer, at det har fået ubehagelige konsekvenser. England har de seneste år har oplevet den ene skandale efter den anden med bander af især etnisk pakistansk oprindelse, som »groomer« ganske unge, etnisk britiske piger, nogle af dem børn, fra dårlige sociale kår. D.v.s. at mændene vinder pigernes tillid ved at give dem opmærksomhed og gaver, hvorefter de gør dem til prostituerede. Både lokalpolitikere, socialarbejdere og politi har i alle tilfælde haft indgående og mangeårigt kendskab til sagerne, men de har intet gjort. Alene af frygt for at blive anklaget for racisme. Den seneste skandale foregik - måske ved skæbnens ironi - i Telford, ikke så langt fra det Birmingham, hvor Powell holdt sin tale for mere end 50 år siden.

Man kan spørge, hvordan tingene i dén grad kan skride, men sagen er, at der intet nyt under solen, når mennesker både vil være gode og gøre det gode; der er ingen tvivl om, at racisme er en vederstyggelighed, og at den strider imod kristendommens menneskesyn, der fortæller os, at alle mennesker uanset hudfarve og nationalitet er skabt i Guds billede, hvorfor de har krav på respekt. Men ligesom alle er skabt i Guds billede, har også alle mistet herligheden fra Gud. Derfor er heller ingen hævet over andre uanset farve og nationalitet. Det får katastrofale følger, hvis man tror, at mennesker er gode, blot fordi de kommer fra et land, der engang var undertrykt, og fordi de har en anden kulør end den faste befolkning. Når de frygtelige grooming-sager kunne finde sted uden at nogen greb ind, så var det fordi man i England i årevis har dyrket den dårlige samvittighed over kolonitiden og konsekvent har betragtet mennesker fra det hedengangne imperium som undertrykte stakler, hvorfor selv afskyelige gerninger kunne undskyldes. Når altså en gammel krigsenke var bange for de fremmede, skulle hun udskammes for sin racisme, og underklassens pigebørn var åbenbart et offer, der var værd at bringe på retfærdighedens alter. Sådan oparbejdede man en kultur med varme kartofler, som ingen ville eller turde røre ved.

Og så blev det alligevel en skandale. Hvorfor? Jo, fordi englænderne godt ved, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Det gør vi alle. Vi kender de ti bud, vi ved, at vi ikke må gøre vor næste noget ondt, vi ved, at næstekærligheden ikke bare er farveblind, den er også klasseløs, og at en retsstat derfor kendes på, at forbrydelser bliver efterforsket i samme øjeblik, de kommer til myndighedernes kendskab uden hensyn til de impliceredes status. Det ved vi, fordi vi trods alt stadig kender Gud, selv om vi helst ikke vil vide af ham. Og vi vil helst ikke vide af Gud, fordi vi mener, at vi selv er meget bedre til at indrette verden end han. Som den velhavende unge mand i evangeliet er vi overbevist om, at vi da sagtens kan gøre alt det gode. Vi vil måske også gerne have evigt liv, dog nok mest forstået på den måde, at vi gerne vil huskes for alt det gode, vi gjorde. Men tænk nu, hvis det gode, vi gjorde, i virkeligheden var ondt, fordi vi med vor begrænsede indsigt og vor medfødte trang til selvkærlighed kom til at gøre ondt, sådan som det skete i England? Jeg tror, at de fleste med alderen har gjort den erfaring, men den kan være svær at erkende og vedkende sig. Ikke desto mindre er det den slags erfaringer, der får os til at forstå, at vi har mistet herligheden fra Gud og derfor har brug for hans nåde. For han er den eneste, der er god. Den unge mand fra evangeliet ville være god, og han ville opnå evigt liv ved at være det. Da Jesus bad ham sælge alt, hvad han ejede, fandt han ud af, at lige netop dét kunne han ikke. Det viste, at hans hjerte klyngede sig til hans formue, og sådan har vi alle – rig eller fattig, sort eller hvid – noget, vi klynger os til, om det så alene er vor egen godhed, som vi så gerne vil bryste os af. Og her får vi så at vide, at ingen mennesker kan komme i himmeriget, for den er et nåleøje og vi kameler, hvis ikke vejen går gennem Jesus Kristus. Med ham er himlen ikke et nåleøje, for han er den, der sluger alle de kameler, der stiller op foran ham og beder om nåde.

Andet skal vi ikke gøre, og dermed er Kristus vor frihed. For er vor samvittighed bundet til ham, så kan alle denne verdens skriftkloge præke alle tidsåndens sandheder og dyder; de vil tale for døve øren, for nu ved vi, at der intet andet facit er for godheden, end hvad der tjener vor næste. Det kan være godt og rigtigt at bekæmpe racisme, men det kan også være godt og rigtigt at kæmpe imod en given indvandringspolitik, hvis den fører kriminalitet med sig. Og vil man ikke det, så er det alligevel hævet over enhver diskussion at udsatte børn skal beskyttes imod seksuelle og voldelige overgreb, også selv om det kan have ubehagelige konsekvenser for en selv at påpege det. At vise godhed mod ethvert menneske, man møder på sin vej, fordi det er skabt i Guds billede, er et personligt krav, men retsstaten er nødt til at hvile på den opfattelse, at alle mennesker har mistet herligheden fra Gud, så det ikke er den stærkes ret, der kommer til at herske. For torne gror, hvor ingen hegner, og vi kommer til at svigte, hvis vi prøver at bilde os selv ind, at mennesker er ubetinget gode. Lad os derfor bede til, at ikke bare Englands lovgivere, men alle kristenhedens lovgivere, vil komme til troen på den ene gode Gud, og lære deres egen plads at kende, så de bliver fri til at gøre det gode i Jesu Kristi navn.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.