26-06-2022

Om at hade og elske

Salme: Nu blomstertiden kommer, DDS 722

Kom, Herre Jesus. Amen.

Jer 15, 10.15-21; Åb 3, 14-22; Luk 14; 25-35

Had er et træk ved menneskeslægten, som er lige så gammelt som Kain og Abel. Vi bryder os ikke om at tænke på det, for det har i mange år været på mode at tænke, at »ædelt er mennesket«, som der synges i en elsket sang af Nordahl Grieg. At vi ikke bryder os om at tænke på mennesket som hadefuldt, er – tror jeg - en af grundene til, at det kom bag på så mange, at Rusland angreb Ukraine, men vi lukker også øjnene for, at hadet blandt de erklæret ædle kan være stærkt; man kan bare se på de mange identitetspolitiske grupper, der findes både ude og hjemme. Nok er de opstået p.g.a. undertrykkelse og udgrænsning i en eller anden grad, men de ønsker selv at undertrykke og udgrænse dem, der ikke er enig med dem, derfor er vi i de senere år stødt på begrebet »cancel culture«, en udelukkelseskultur, der går ud på at afskære bærere af bestemte holdninger i at komme til orde, eller i at destruere historiske mindesmærker, som er udtryk for en kultur, man ikke bryder sig om. Så hadet trives altså også her, driver sagen frem. Det paradoksale er, at had ofte fødes ud af en eller anden form for kærlighed, eller måske af længslen efter den. De fleste mennesker ønsker at blive elsket og favnet, men bliver de ikke det, ja, så ved vi godt, hvordan den forsmåede reagerer: med had. Had støder bort og lægger lande, byer og menneskeskæbner øde, hvor det kommer frem. Der findes derfor ikke noget ædelt had, uanset om det er erklæret ædle mennesker, der nærer den. Det ved vi godt, og derfor skurrer evangeliet i vore øren, ja, ikke bare det, vi får lyst til at udelukke det, når vi hører, at vi skal hade vore forældre for at kunne være Jesu disciple. Det giver ingen mening, vi har jo lært, at vi skal ære vore forældre, og nu siger han pludselig det modsatte. Det er ikke til at blive klog på Jesus, så det er lettere at hade ham. Det er der også mange, der har gjort gennem tiden og stadig gør.

Imidlertid er Jesus den eneste vej ud af hadet, og derfor skal vi vente et øjeblik med at hade, mens vi ser på, hvad ordet betyder i denne sammenhæng. At hade har hér en mildere betydning som at forsømme eller tilsidesætte, men er det måske meget bedre at tilsidesætte vore forældre? Det skal vi så heller ikke, hvis de ikke vil forhindre os i at elske og følge Kristus. Når Jesus siger dette, er det fordi, han taler ind i en virkelighed, hvor mange forældre ikke ønskede, at deres børn skulle være Jesu discipel, ja sågar hans egen mor, Maria, forsøgte ifølge Markusevangeliet at få ham fra hans ærinde, og han forkastede hende derfor. Han fulgte ikke med hende og familien hjem, engang de kom for at hente ham, han erklærede derimod, at alle, som var sammen med ham, var hans sande slægtninge. Så at være Jesu eller Kristi discipel, at være kristen, er altså at være lige så tæt forbundet med ham, som vi er til vore forældre og søskende. Vi skal derfor se på, hvad det betyder for den kristne. At være kristen er at tage sit kors på sig, sætte sit liv ind på det, og for mange betyder det forfølgelse. Man kan godt forstå, hvis ens forældre ikke synes, det er en god idé at blive kristen i en sådan situation. Man kan også forstå, hvis de synes, at det, de har opdraget børnene til, er det bedste. Og hvis nu sønnen skal overtage gården, men hellere vil tjene kirken, eller datteren skal giftes bort til rig familie, som ikke bryder sig om, at hun er kristen, ja, så vil familier stritte imod den nye tro. Måske vil de ligefrem reagere med had. Og så er den kristne nødt til at tilsidesætte familien.

Hvis vi imidlertid ser på hadet, sådan som jeg udlagde forståelsen for lidt siden, det rene, skinbarlige had, hvem kan så imødegå det? Det kan kun Kristus og de, der tror på ham. For hvad gør Kristus? For et par søndage siden talte jeg om, at han drog i krig, og at det f.eks. var som kriger, han var forbillede for mange modstandsfolk. Vi hører det igen i dag; Jesus taler i lignelser bl.a. om en konge, som skal være helt sikker på, at hans hær er større end fjendens, hvis han vil drage i krig imod ham. For den kristne vil det sige, at han skal have Kristus med sig, når han vil drage i krig, f.eks. imod hadet. For Kristus går i krig imod hadet. Ved at elske.

I Johannes åbenbaring hørte vi, at Jesus revser og tugter dem, han elsker. Det er en måde at ruste menigheden på, så de kan modstå forfølgelserne, så de ved, at de i troen på Kristus ikke skal give fortabt over for fjenden, som forfølger dem. Og forfølgelser er en som sagt del af mange kristnes hverdag. Jeg følger jævnligt med i netop de forfulgte kristnes skæbne. Nogle af de lande, hvor kristne forfølges, er plaget af uro, klanopgør og krig, og noget af det, der virkelig fører til forbavselse og omvendelse er, at de kristne menigheder ikke alene hjælper deres egne, men også andre, der har behov for det. Mange mennesker rundt om i verden kan simpelthen ikke fatte, hvordan man kan finde på at hjælpe nogen, der ikke har noget med en selv at gøre, som f.eks. hvis man ikke er i familie, af samme trosretning eller skylder en anden en tjeneste. Og det er ligeledes meget vanskeligt at forstå, at kristne beder for deres forfølgere. Det har vi, der ellers hader hadet, også svært ved at forstå. Det er imidlertid det, de kristne gør. Elsker fjenden og beder for ham. Det er sådan, de bærer deres kors, ligesom Jesus bar sit og bad for sine bødler, da hadet, det virkelige had, udstødte ham af verden. Og ved at udgyde sig selv i kærlighed overvandt han døden og bragte liv, lys, glæde, barmhjertighed ind i verden igen ved at virke i de mennesker, der kom til tro. Det er derfor, de troende ikke må være lunkne, hvis de skal holde til det, det er derfor, de er nødt til at tilsidesætte deres familie, hvis familien ikke vil følge dem, når de vælger at vandre med Kristus. Til gengæld kan de være sikre på, at både i livet og i døden vil Herrens ord stå til troende: »Jeg frelser dig og redder dig. Jeg redder dig fra de ondes magt og udfrier dig fra voldsmænds hånd.«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen