19-06-2022

At være rig hos Gud

Salme: O, havde jeg dog tusind tunger, DDS 5

Kom, Herre Jesus. Amen.

Præd 5, 9-19; 1 Tim 6, 6-12; Luk 12, 13-21

Forleden aflagde TV-programmet, Debatten, besøg på Bornholm, hvor folkemødet holder til. Nogle af de spørgsmål, politikerne blev stillet, var følgende:

- Skal der sendes flere checks ud til danskerne grundet de stigende priser?

- Er der råd til velfærden nu og i fremtiden?

- Går den grønne omstilling hurtigt nok?

Og det var nok interessant at stille de spørgsmål, for Danmark er for tiden i en situation, hvor man har fundet det betimeligt at afvige fra budgetlovens grænse for underskud på den strukturelle offentlige saldo. Her skal det indskydes, at budgetloven »har til formål at sikre balance eller overskud på de samlede offentlige finanser og en hensigtsmæssig udgiftsstyring i stat, kommuner og regioner.« Budgetloven er til for at passe på pengene, og at hæve underskudsgrænsen betyder, at vi ikke – som den rige mand i evangeliet – behøver at bygge lader til den overdådige høst; vi er mestre i at bruge den, før den overhovedet er i hus, det afspejles også i Debattens valg af spørgsmål; det vaklende, økonomiske grundlag for velfærden ligger nok og rumler, men stort set er der konsensus om, at uddeling af checks og skatteyderbetalt grøn omstilling er det rigtige. Vi kan derfor ikke overlade det til skatteyderne at administrere deres penge selv, de skal derimod administreres af folk, der ved bedst. For almindelige mennesker har det med at blive grådige; de fleste af os kender Pengegaloppen om den nærige gubbe, der talte sine penge nat og dag, og som døde af et hjerteslag, da der tilsyneladende manglede en krone, som han havde forlagt i en hat. For ikke at tale om Matadors Mads Skjern, der ender ensom i sin vælde, forladt og foragtet af alle, der engang elskede ham.

Det paradoksale er, at den holdning er udtryk for et menneskesyn, der ikke lader kirken noget høre: Mennesker er i udgangspunktet grådige og egoistiske, syndige, derfor må der et præsteskab til, som ved bedre, og som kan opdrage os til næstekærlighed og omsorg for miljøet gennem skattepolitikken. Selv om vi melder os ud af folkekirken, er vi altså omgivet af en anden kirke, der kræver – om ikke vort liv – så vore penge, og her er alle dage helligdage, hvor kirkebøssen rækkes ud mod os. Der er ikke noget at sige til, at bornholmerne tager sig godt betalt for at afholde folkemødet, så de kan få nogle af pengene igen.

Jeg er da heller ikke i tvivl om, at den holdning, der kommer til udtryk i Jesu ord om, at et menneskes liv ikke handler om at eje skatte på jorden, at griskhed er en synd, har haft en dyb og vedvarende betydning for vores måde at tænke på. Vi kan ikke lide folk, der praler af deres rigdom, vi bryder os ikke om et samfund, hvor nogle lever fedt, medens andre er hensat til at sove i en papkasse eller – selv om de arbejder – ikke er i stand til at forsørge sig selv eller familien. I den henseende er Grundtvigs ord om, at vi har drevet det vidt i rigdom, når få har for meget og færre for lidt, gode og sande.

Problemet er bare, at evangeliet har det med at blive til en forbandelse, når det løsrives fra den, der først bragte det til verden, nemlig Guds søn, Jesus Kristus. Og Jesus tænkte ikke i stat og samfundsindretning; det er tydeligt i dag, hvor en herre kommer til ham for at få ham til at tale et alvorsord med en bror, der ikke vil skifte arven. At være dommer i jordiske sager er ikke Jesu opgave, i stedet fortæller han lignelsen om den rige bonde, der efter en god høst vil rive sine lader ned og bygge nogle større, så han kan slappe af, spise, drikke og være glad og tage på folkemøde. Det vil de fleste af os gerne, for det er menneskets drøm om paradis på jord; vi vil slappe af nu, for vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får. Den rige bonde når imidlertid ikke at opleve paradiset på jord, for samme nat kræves hans liv af ham, det er usikkert, hvor han havner, og hans skatte på jorden står tilbage til sultne kreditorer, forsmåede arvinger eller staten, hvis der ikke var nogen arvinger. Tænk, hvad der kan bygges af vindmøller for de penge? Men her skal vi være varsomme, for er Jesu ord nu en fordømmelse af rige mennesker? Nej, det er de ikke, de er en fordømmelse af grådigheden, som glemmer Gud, glemmer, hvor alt det gode kom fra, glemmer, at der var en opgave her på jorden, som gik udover at samle skatte. Den, der ikke er rig hos Gud, ender som den nærige gubbe og Mads Skjern, i ensomhedens mørke, henvist som de er til deres jordiske gods, som de ikke kan tage med sig, og som de netop derfor ikke kan holde op med at fokusere på.

Men skal vi tale om en rigdommens takt og tone, så kan vi altså ikke selv sætte os til dommer over andres måde at forvalte den på, for det er der kun én, der kan, og han taler til os som hin enkelte; det er hin enkelte, der vedtager love om og forvalter skattegrundlaget, det er hin enkelte, der forvalter private formuer, og hver og én er under tiltale i dagens tekst, ja, ikke bare dem, men også os, der ikke har en formue, men som gerne vil have en, om end bare en lillebitte én. Det handler faktisk ikke om at være rig eller fattig, men om sindelaget. Prædikeren peger mod Gud i himlen og siger: »Nøgen kom du af moders liv, nøgen går du bort herfra, men glæd dig over den løn, dit slid giver dig, tænk ikke på dine levedage, for Gud giver dig glæde i hjertet.« Prædikeren ser sig om i verden og drager en lære om Gud ud af den, som handler om glæde og taknemmelighed i nuet for alt det skabte, medens Gud selv, da han kom til jorden i sin søn, ikke alene prædiker troens ubekymrethed, men også viser os hen til vor næste: »Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort mod mig«, »Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen«, »Elsk din fjende« osv.

Altså: Glæd dig over skaberværket, vær flittig og del ud af din glæde og dit overskud, mens du er her, ikke af andres.

Netop derfor kan og skal f.eks. staten ikke være næstekærlig eller miljøvenlig på skatteydernes vegne. Det må den lade skatteyderne om, hvilket falder den svært. Statens fineste opgave er at tilvejebringe forhold, så borgerne kan leve trygt, så de netop kan se meningen med at være flittige og får lyst til at være det, og så skal den sørge for, at de kan få del i evangeliet, så de i frihed kan vælge at følge Jesu bud. Og frihed vil altid betyde, at nogen vælger Jesus fra for en lang søndag formiddag over rundstykker og Ekstrabladet (selv om det ene ikke udelukker det andet, jeg forlod netop Ekstrabladet for at kommer herhen), men det er der ikke så meget at gøre ved, for vi lever i en falden verden, og misundelse har – ligesom grådighed – aldrig været et smukt træk hos mennesker endsige en saglig eller ordentlig grund at regere et land på.

Kan staten skænke dig glæde med en check? Måske, men hvor længe holder den? Den glæde, Gud giver, er den bedste og vedvarende af alle; det er nemlig den, der lader os leve ubekymret og stræbe efter retfærdighed, sandhed, kærlighed, udholdenhed, alt det, der gør livet godt at leve, ikke bare for os selv, men for vor næste.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen