12-06-2022

Om at blive kaldt og besvare kaldet

Salme: Nu takker alle Gud, DDS 11

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 49, 1-6; Ef 1, 3-14; Matt 28, 16-20

Evangeliet til i dag kaldes missionsbefalingen, og i den seneste tid har vi hørt meget om mission og magt, dog i en noget anden sammenhæng, nemlig i forbindelse med udsendelse af soldater til diverse missioner i verden. Jesus taler derfor lige ind i et desværre altid aktuelt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om magtfordelingen mellem mennesker og Gud, nærmere betegnet Guds almagt, og menneskets deraf afgrænsede magt. I den anden af Davids salmer siges det: »Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: »Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.««

Krig hører Guds modstander til, den, der ikke vil anerkende hans magt. Det er Gud, jordens konger rejser sig mod, når de går i krig mod hinanden. Den eneste retfærdige krig er en forsvarskrig, og den kan komme som en tyv om natten, som den gjorde den 9. april 1940, hvor et uforberedt Danmark blev løbet over ende på få timer af en fremmed, nyhedensk stormagt. Det skal jeg vende tilbage til. For nu skal vi først se på begreberne magt og mission, og hvad det betyder her i kirken.

Vi er i Danmark en nation af døbte, og vi har, fra vi blev holdt over dåbsfadet af venlige hænder, hørt kaldet fra Gud, vi fik i dåben barnekår hos ham, vi blev hans udvalgte, og vi hørte disse ord: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.« Kristi egne ord var altså det første, vi hørte i kirken, og hans løfte om at ville være med os alle dage indtil verdens ende blev os skænket. Vi fik også kaldet til mission. Det vil sige, at vi som kristne har ikke bare retten, men også pligten til at omvende andre med vore gerninger og vore ord, at være et lys for folkene, som Esajas siger. Det er altså ikke umiddelbart et kald til væbnet mission, det kan vi godt høre.

For Kristus siger: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.« Ham og ikke os. Vi har ikke fået magten, vi skal ikke herske, hverken jord eller himmel er vores, alt er lagt i Kristi hænder. Der ligger en utrolig frihed i dette. Vi hverken kan eller skal gøre noget, for det er ikke op til os. Det er op til vor Herre Jesus Kristus. Judas tog sagen i egne hænder, da han begyndte at beregne sagens udfald med fordele og ulemper for ham selv, og det førte til død og mørke og fortvivlelse. Nej, lad Herren gøre værket!

Men Herren er ikke herre uden et folk, så derfor befaler han – som vi hørte - disciplene at missionere; de skal gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple. Og de skal ikke gøre det med rå magt, men ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lære dem, alt det som Han, Kristus, har befalet dem. Der skal døbes og læres, det har kirken gjort siden da, og det er vigtigt at slå fast: Der er ingen anden sand kirke end Jesu Kristi kirke. FN, humanistiske værdier, menneskerettigheder kan være udmærkede, men de er ikke et grundlag for tro eller mission.

Lad os derfor i dag høre lidt mere om barnedåben, og den mission, den sender os ud på: Dåben er et klart tegn på, at magten tilhører en anden, for vi overgiver det bedste vi har til denne magt. Fordi vi tror den betyder noget, fordi vi tror, at Guds magt rækker ud over vor egen. Større manifestation af troen findes ikke, og bedre gave end dåben kan vi derfor ikke give et barn. Netop derfor er det så vigtigt at fortælle alle om Guds storhed og miskundhed mod os, sine børn.

For det er jo det, som er så vigtigt i vor tro; at vi tror, vi er skabte, skabte i Guds eget billede, fordi han ville det således. Det er afgørende, at Guds vilje blev sammenfattet i Kristus, som kom til os som vor bror, og at han elskede de mennesker han så. Selv da han hang på korset. Det er vigtigt at vide, at det netop er den Gud, den barmhjertige Gud, som har al magt i himlen og på jorden uanset hvad der sker i verden. En sådan en Gud er nemlig hjertets Gud. Han går fra hjerte til hjerte.

Men hvad vi også skal tale om i dag, er, at Gud ind i mellem går i krig, Kristus gik i krig, og det sker, at døbte hører kaldet til krig hos netop Kristus. Esajas kan f.eks. sammenligne Herrens salvede med et sværd eller en pil. Hvad var det, Kristus gik til krig mod? Han gik til krig mod synden, mod døden, mod dæmonerne, mod sygdom; i Markusevangeliet går Kristus tydeligvis til kamp mod alt dette, og det må alt sammen vige. Når f.eks. en forsvarskrig er retfærdig, så er det fordi, den skal bevare det gode, det skabte liv i det land, som er ens eget, og som en fjende ellers vil ødelægge. Alle andre undskyldninger for at drage i krig er for sofisterier at regne. Og så vender vi tilbage til Danmark, som blev besat af Nazi-Tyskland, med hvem den danske regering indgik i samarbejde. Dengang blev netop Kristus som kriger et emne for den kristne del af modstandsbevægelsen. For hvordan kunne man retfærdiggøre at gå til modstand mod besættelsesmagten, når man samtidig skyldte myndighederne lydighed, de, som forlangte, at folket samarbejdede ganske som de selv? Kunne man som kristen overhovedet gå i krig? Her blev det afgørende, at den kristne havde et forbillede i Kristus. Besættelsesmagten var hedensk, gudløs og ude af stand til at se gudbilledligheden i de mennesker, den med vold missionerede for. Ville Kristus have vendt den anden kind til, havde han været i verden? Det spørgsmål blev stillet, og der blev svaret nej dertil. Derfor var store dele af kirken særdeles aktiv i modstandskampen, hvad enten den stillede krigere eller husly for selvsamme krigere til rådighed. Digteren Poul Sørensen skrev et lille skrift, der hed Før Golgata og efter til ren og skær opbyggelse for de kristne soldater, som nu kæmpede mod dæmonien i skikkelse af den nazistiske overmagt. Et af hans digte, Syndens sold lyder således:

»Du skal ikke ha´ andre guder for mig!«

lød Herrens det første bud.

-        Så tog de en hylende psykopat

og gjorde ham til deres gud.

 

»Du skal ikke stjæle og slå ihjel

og begære din næstes hus!«

-        De stjal og ihjelsslog Europa rundt,

og styrtede alting i grus.

 

De krænkede alle de ti Guds bud.

-        Men dem, de har styrtet i nød,

sværger i tavshed at vise dem,

at syndens sold hedder død.

Det lyder voldsomt i vore øren, men digtet er et udtryk for, at der blev taget stilling imod myndighederne og besættelsesmagten til fordel for næsten. Der blev sagt JA til frihedskamp, for det var det kald, der hørtes. Kaldet fra Ham, som magten i himlen og på jorden er givet. Man havde blik for andres smerte, følte med dem, men var klar over, at kaldet til kamp var nationalt, ikke til en pan-europæisk kamp for et overordnet værdisæt, fastsat i en fjern kommision af politikere, som aldrig skal stå til ansvar for det, de vedtager. Det er en falsk kirke, der vil udbrede værdier med våben. For Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede, også den dag i dag, og svaret er stadig, at den eneste retfærdige krig er en forsvarskrig.I dag er valget derfor paradoksalt nok det samme som under besættelsen, selv om situationen er en ganske anden.

Men netop dette skal være vor trøst: at vi til forskel fra modstandsfolkene har muligheden for helt lovligt at træffe et valg, der strider mod tidsåndens ønske, nemlig ved at sige NEJ til at deltage i enhver mission, der ikke handler om at forsvare Danmark. Til gengæld har vi pligten til at sige et fuldtonet JA til at udbrede kendskabet til Guds nåde og kærlighed, som den viste sig i Jesus Kristus, hans søn, som i dåben lovede os at være med os alle dage indtil verdens ende.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!