06-06-2022

Morgen i maj, når det grønnes

Salme: Du, som går ud fra den levende Gud, DDS 291

Ja, sandheds Ånd, forvis os så, at også vi er af Gud Faders små. Herre, hør vor bøn. Amen.

(Ez 11, 19-20); ApG2, 42-47; Joh 6, 44-51

Der findes en bestemt historie, som alle præster synes, er sjov, og som de fleste har fortalt - endda op til flere gange. Og da det i disse tider er meget vigtigt at stå sammen og være med den vej, vinden blæser, så vil jeg ikke være nogen undtagelse. Historien handler om Sherlock Holmes og Dr. Watson, der tog på jagt i Afrika. Efter et solidt måltid mad og et par gode flasker vin lagde de sig til at sove i deres telt. Nogle timer senere vågnede Holmes, puffede til Watson og sagde: »Fortæl mig hvad du ser Watson!« Watson svarede: »Jeg kan se millioner og atter millioner af stjerner.« »Hvad siger det dig?« spurgte Holmes. Watson tænkte sig grundigt om, inden han svarede. »I astronomisk henseende fortæller det mig, at der er millioner af galakser og muligvis milliarder af planeter. På det astrologiske plan observerer jeg, at Saturn står i Løven og det leder mig til den kronologiske konklusion, at klokken er cirka kvart over tre.« »Ja, siger det dig mere, Watson?« spurgte Holmes. »Ja, på det teologiske plan ser jeg, at Gud er almægtig og at vi to blot er små og ubetydelige eksistenser i Guds uendelige univers.« Holmes fiskede videre. »Ser du andet Watson?« »Ja, min meteorologiske baggrundsviden foranlediger mig til at antage, at morgendagen bliver klar og solrig. Men hvorfor spørger du? Hvad siger det da dig Holmes?« Holmes er stille en stund, inden han sagte svarer. »Watson, kan du ikke se det, der en, der har stjålet vores telt.«

Som mine kolleger synes jeg, at fortællingen er morsom, men i dag kan den også tjene til at sætte fokus på den spænding, der er mellem ånden og kroppen, som pinsen handler om, fordi den kan tolkes på flere måder. Lad mig bare begynde et sted; man kan sige, at Watson svæver på intellektets og troens sky, da han af Sherlock Holmes udspørges om stjernerne, medens Holmes mere er optaget af det timelige, praktiske problem, at nogen er stukket af med teltet. På den måde legemliggør den lille dialog anden pinsedag i forhold til pinsedag, der er fyldt med mirakler og undere, himlen, der suser, tunger af ild over apostlenes hoveder, deres pludselige evne til at tale alle sprog. Pinsedag er en stor dag med kimende klokker og brusende orgelklang og salmesang, Guds ånd der giver sig til kende. Og så kommer dagen derpå, hverdagen, der handler om gudstjenesten med brødet, der brydes, bønnen, lovsangen og så det almindelige liv, hvor de troende sælger alt og er fælles om alt.

Der er altså også i kirken et åndeligt og et rationelt aspekt, sådan som der er hos hhv. Watson og Holmes, men i vor kirke er det åndelige nok blevet nedprioriteret, ikke mindst fordi vi lever i et land, hvor vi er særdeles optaget af, hvad vi kan få ud af livet nu og her og måske mangler blikket for det evige. Jeg læste således for nylig et hjertesuk fra en moder, hvis ældste barn, en søn, netop var blevet konfirmeret, og hun var meget oprørt over, at konfirmanderne tilsyneladende ikke havde foretaget sig andet end at spille fodboldquiz i timerne. Hun fortalte også, at hendes søn var kommet hjem den første dag fra undervisningen og havde sagt, at kristendom var som et spil, hvis regler, han ikke kendte. Den dag havde de læst i biblen. Mit gæt er, at fodboldquizzen har været den dusør, præsten lovede for at få den bitre pille, biblen, til at glide ned. Uheldigvis var det så kun det, sønnen huskede. Moderen mente, at præsten havde forpasset chancen for at lære børnene om moral og etik, næstekærlighed og fællesskab, som for hende var vor kristne kulturs kerneværdier; »engle og Gud og alt det der« troede hun ikke selv på. Hun var altså mest optaget af teltet/lærdommen, der syntes borte.

Jeg har altid været optaget af historie, og det er min klare opfattelse, at nok var det lettere at være præst og kirke, dengang kongen bestemte, at vi alle skulle være kristne på enten den ene eller den anden måde, men ellers er der ikke så meget forskel på dengang og nu; folk søger i mange retninger, og har allehånde holdninger til, hvad kirken skal tilbyde. Men kirken bør nok mest være optaget af hvilket svar, den skal give, når der bankes på dens dør; har nogen stjålet teltet, så skal der nødhjælp til, mangler troen, så er det evangeliet, der skal lyde, og her er der kun et svar at give: at Gud viste sig i Jesus Kristus og blev vor bror og frelser, brødet fra himlen, der giver evigt liv til den, der indtager det.

Og netop her opstår kirkens store PR-problem. For nogle gange synes det af så lidt, alt for lidt, det, vi har at tilbyde. Dåben er bare lidt vand, nadveren er bare lidt brød og lidt vin, prædikenen, Ordet, afhænger af, om præsten lige den dag var inspireret. Men det var altså det, de første kristne havde at gøre godt med. De vandrede til fods, og ordet om den opstandne frelser gik fra mund til mund uden nogen form for tekniske hjælpemidler. Et under i ny og næ, det havde de dog, og undere sker, derom tvivler jeg ikke, men de sker, når Gud vil det. Resten af tiden står vi på egne ben.

Og jo de første kristne bragte også både etik, moral og næstekærlighed ud i verden, men det fulgte alt sammen af budskabet, som gjorde noget ved menneskene; og budskabet var en slags hemmelighed, et mysterium, for det kan ikke forklares, men må åbenbares og modtages i tro. Det kristne mysterium handler om, at når du blive døbt, når du modtager nadveren, når du hører om Jesus Kristus og alt det gode, han gjorde, så får du del i en anden verden, der er evig. Dåben så at sige føder dig ind i håbet om det evige liv, og porten, du skal gå ind ad, hedder altså Kristus. Da dette mysterium var blevet formidlet længe nok og var kommet til Danmark og resten af Norden, skete der noget, som vi kan se den dag i dag; smukke bygninger rejste sig. Hærdede vikinger begyndte at samle træ og byggede kirker, og siden blev kampestenene, der vel ellers bare havde ligget i vejen på markerne, til de smukke middelalderkirker, vi ser i dag, og hvor vi sidder i en af de smukkeste. Man malede, man komponerede, man digtede til Guds ære, og alt sammen viser det helt konkret, at Ånden gjorde sin store gerning i små mennesker. Selv folkeligt satte den sit præg. Pinsen blev den store folkelige festdag med ridning, skydning, dans og ikke mindst majbøgen, som er et kors beklædt med bøgegrene, og som stadig rejses nogle steder i landet. Korset, der skød rod og blev til symbolet på dødens undergang, blev til en festmarkør. Alt det har vi fået ud af at få del i mysteriet om Guds rige!

Og så er vi tilbage ved den anden måde at se historien om doktor Watson og Sherlock Holmes´ safari på. Af hele Guds vidunderlige skaberværk var det kun mennesket, der vendte sig bort fra ham. Og selv om han lod sine stjerner blinke og blomsterne gro, så hele naturen sang hans lovsang, så vadede mennesket rundt og rodede i den jord, det var skabt af, ja, det gravede sig dybere og dybere ned, bort fra Gud. Så slog Herren sit telt op på jorden, han gjorde sig til menneske for at vise os, at vi skulle vende blikket opad mod ham i stedet. Men mennesket Jesus ville i længden skygge for den himmel, han var kommet fra, hvis han var blevet hos os. Lidt ligesom teltet over Watson og Holmes, der nok gav tag over hovedet, men som også spærrede for udsynet til himlen. Derfor måtte han vende tilbage til sin fader. For at vi kunne få direkte udsyn til Gud og forstå, at han står bag alt det skabte. »Uh, teltet mangler«, sagde Sherlock Holmes, den rationelle, da han så himlen. »Se, den almægtige Gud« sagde Watson, den troende. Og dermed blev det pinse! 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.