05-06-2022

Om at være og ikke være hjemme

Salme: Naturen holder pinsefest, DDS 723

Du Guddoms-lue, vær vor lyst, opvarm, opglød vort kolde bryst. Amen.

Jer 31, 31-34; ApG 2, 1-11; Joh 14, 15-21

»Home is where your heart belongs« stod der at læse på en af de utallige souvenirs - produceret i Kina – som man kan finde i enhver velassorteret butik med respekt for sig selv. Jeg købte den ikke, men de temmelig banale ord har ligget og rumlet, siden jeg så den. De forsøger nemlig at udtrykke noget, der handler om hjemmet, men på et sprog, som hører et andet folk, en anden nation til. Og så rummer ordene alligevel en sandhed om menneskene, nemlig den sandhed, at vi har et hjerte, som kan knytte sig til nogen eller til noget, f.eks. et sted. Mit hjerte er knyttet til Danmark og det danske, og derfor bryder jeg mig ikke om souvenirs med engelske udtryk, ej heller kan jeg lide blå flag med gule stjerner. Skal der tales til mit hjerte, skal det være på dansk og i rød-hvide farver, men det alene kan ikke gøre det. 

Ånden må være med, og det er det, pinsen handler om: At Guds storværk i Kristi sejr over døden med ét kunne forkyndes på alle sprog i verden. Ordet om Kristus måtte tage bolig i alle menneskers hjerter for at minde os om vort himmelske hjem, og det er altså afgørende – hører vi – at forstå det på sit eget sprog. Kun sådan kan vi komme til at elske Gud. Og netop det at elske er det gennemgående ord i pinsens evangelium: »Den, der elsker mig, skal elskes af min fader.« Det er en del af en trøstetale, Jesus holder for sine disciple kort før sin død, hvor han fortæller dem, at det er godt, at han går bort, fordi han så gør plads til Talsmanden, Helligånden, som skal lære dem alt, hvad der er værd at vide om Gud. Men han siger også, at verdens fyrste er på vej; det vil derfor ikke blive nogen let sag at være Jesu discipel. Guds modstander vil ikke acceptere, at slaget er tabt, nej, han vil fortsat drive sit spil, og det er ikke altid sådan lige til at gennemskue, hvornår han er på spil, det kan han være også iklædt hellige gevandter. Derfor er det vigtigt at have fødderne solidt plantet i den muld, Gud har skænket os for at dyrke, og det skal vi høre en historie om:

I 1896 udvandrede 37 svenske bønder fra Nås i Dalarna for at slutte sig til en amerikansk sekt i Jerusalem. Der skulle de leve et fromt liv og vente på, at Jesus skulle komme tilbage. De ville m.a.o. ned at gå i disciplenes fodspor. Denne virkelige hændelse blev til en af verdenslitteraturens største romaner, nemlig Selma Lagerlöfs Jerusalem. Her skildrer hun et samfund, der er bygget op om Ingmarsgården, hvor Ingmar Ingmarssons slægt har været storbønder igennem mange, mange slægtled. Ingmarsgården er en institution på linje med kirken, og folkene fra bygden er dybt afhængige af, at det bestandig er en Ingmar på Ingmarsgården til at føre an. I den tryghed dyrker man sin ager, Jerusalem herneden og går sin vante gang til kirken for at høre om Jerusalem foroven. Men en dag sker det noget; skolelæreren får det indfald, at der skal bygges et missionhus, hvor folk kan komme og holde andagt ved siden af gudstjenesterne i kirken. Præsten prædiker nemlig dårligt, så bygden trænger til lidt vækkelse, synes skolelæreren.

Dette sker på et tidspunkt, hvor der mangler en voksen Ingmar på Ingmarsgården. Unge Ingmar mistede som dreng sin far i en ulykke. Skolelæreren tog drengen til sig, og han forelskede sig i datteren, Gertrud, en kærlighed, der er gengældt. Ingmar har egentlig ingen lyst til at overtage gården, som hans søster bestyrer sammen med sin mand. Altså er bygden uden leder, for lederen vil ikke være leder, og præsten kan ikke tale til de længselsfulde hjerter. Da står bygden fejet og pyntet for verdens fyrste.

Med missionshuset bliver grunden nemlig lagt til en vækkelse, og da missionæren Hellgum kommer til bygden, møder han et folk som ikke alene tørster efter Guds ord, de vil også have en fører. Hellgum synes at være svaret på deres bønner; snart får han overtalt en del af bønderne til at drage med ham til Jerusalem for der at slutte sig til en sekt, ledet af en amerikansk dame. Altså sælger bønderne alt hvad de ejer, og da Ingmars søster og svoger er blevet grebet af vækkelsen, sælges også Ingmarsgården. En velhaver køber den med det formål at få Ingmar til at gifte sig med hans datter, Barbro, og da Ingmar føler ansvaret for slægtsgården tynge, indgår han et kærlighedsløst ægteskab med hende. Hans elskede Gertrud bliver ulykkelig over at miste ham, hun bliver sindsforstyrret og drager med til Jerusalem. Det havde hendes far, skolelæreren, ikke regnet med blev resultatet af hans fromme anstrengelser.

Der er også andre, hvis illusioner brister, for en ting er, hvad man kan sidde og forestille sig om den hellige stad hjemme i sit elskede Dalarne, noget andet er virkeligheden. Da de svenske bønder kommer til Jerusalem, er skuffelsen stor. Byen er jo som byer er, beskidt og fuld af støj og mennesker, som handler helt anderledes end de er vant til. Varmen er uudholdelig og ukendte sygdomme kræver snart deres ofre. I kolonien, hvor sekten holder til, sover mænd og kvinder adskilt på sovesale, ægtefolk må skilles. Biblen læses og salmerne synges på engelsk, et sprog, bønderne ikke har lært. Snart forstår de, at de har taget et skæbnesvangert valg. Men med os mennesker er det således, at når vi tager et valg, som er vanskeligt at gøre om, og som har haft store konsekvenser, så forsøger vi at overbevise os selv om, at vi har gjort det rette. Altså holder bønderne ud, arbejder for fællesskabet, bærer deres døde til graven og synger de engelske salmer. Men hjerterne længes stadig efter noget, tørsten blev ikke stillet ved at komme til Jerusalem. Og en dag besvares længslen.

For hjemme er Ingmar kommet overens med Barbro, og de to er blevet enige om, at han må rejse til Jerusalem for at hente Gertrud hjem og forsone sig med henne. En søndag er menigheden i Jerusalem samlet til gudstjeneste. Vinduerne står åbne, og de hører nogen ringe på porten. Kort efter hører de trin på trappen, trin som de kender og har længtes efter at høre, så de sænker stemmerne for at kunne lytte. Døren åbnes langsomt og ind træder Ingmar. Da rejser alle de svenske bønder sig, sangen bliver med ét stærk og jublende, ja, som en ild, og amerikanerne i menigheden ser forbavset på bønderne; for uden at vide af det, er de begyndt at synge på svensk. Da hjertets længsel besvares, må hjertet tale med hjertets sprog, på modersmålet. Da forstår en del af bønderne, at Jerusalem er ikke der, hvor de nu er, Jerusalem er det sted de forlod. Gud har godt nok skabt Jerusalem, men han har også skabt Dalarne, han har skabt et hjem for dem der, han har talt til dem hver dag fra de omgivelser, de elskede, men som de ikke agtede, og nu ved de, at det er det eneste sted, der er godt at være.

Ja, hjemmet er der, hvor dit hjerte er, og for en del af bønderne bliver det læren af rejsen til Jerusalem, for deres hjerter hørte jo hele tiden hjemme i Dalarne, ja, ikke bare det, Gud var også at finde derhjemme hos den kedelige præst. De behøvede ikke at drage ud for få fat på Gud, faktisk forsvandt han, da de drog ud, fordi han var klædt i en dragt og et sprog, de ikke kendte, og som ikke gav dem svar. Men da Ingmar fra Ingmarsgården tog sit ansvar på sig og kom for at hente sine folk hjem, da faldt alt på plads, og de måtte prise og love Gud på deres eget tungemål. Pludselig sprang den levende kilde fra dem og de var hjemme i ånden. Dèt er Helligåndens værk!

Nu ligger det i menneskets lod at flytte hjemmefra. En mand må - med skabelsesberetningens ord - forlade sin far og sin mor og finde sig en kone. Det sker ganske vist ikke for alle, men alle må vi blive voksne og flytte bort og finde ud af hvem vi er. Dog bærer vi vort hjem med os ud i verden, forstået på den måde, at den hjertelighed, vi oplevede enten i vort eget eller i andres hjem, er med os. Og hvem har hjemme i hjerteligheden? Det har Gud, og det er om ham, vi skal vidne, når vi forlader vort hjem.

»Elsker I mig, så hold mine bud« siger Jesus, og vor kærlighed til ham skal vi vise i både gerning og ord. Det er bare ikke altid er så enkelt. Der kan ske så mange ting, som gør os hårdhjertede, tvivlende eller angste, og det kan være svært at finde ind til det gode og hjertelige. Da må vi bede om, at Frelseren selv vil komme til os og tage bolig i vore hjerter og lyse sin fred over os, så vi atter kan fokusere på det som er det vigtige i livet: at tage vare på det, som blev os givet, vort hjem, vort land og vor næste, når han eller hun trænger til os. Men bærer vi Gud med os i vore hjerter, da ligger opgaven lige for, for da er vi altid hjemme. På jorden såvel som i himlen.

Glædelig pinse!