29-05-2022

Vi har lov at være her!

Salme: Kærligheds og sanheds Ånd, DDS 292

Kom, Herre Jesus. Amen.

Joel 3, 1-5; Rom 8, 31b-39; Joh 17, 20-26

Det gik forleden op for mig, at der er en indre kamp i gang i folkekirken. Det er en kamp om teologien, Guds- og menneskesynet. Således har en gruppe teologer netop udgivet bogen, Må vi være her?, hvor de udfordrer folkekirkens lutherske grundlag. En af bogens bidragydere, en professor i dogmatik, ytrede for nylig følgende om sit syn på sagen:

»Jeg er vokset op i en folkekirkelig sammenhæng og har fået den lutherske tradition ind ad den vej. Men via mit faglige arbejde med teologien har jeg fået øjnene op for, at der er væsentligt andre måder at forstå teologien på, som jeg mener er mere tidssvarende. Det gælder blandt andet dele af den østlige oldkirkes teologi, som har et langt mere positivt menneskesyn end den lutherske middelalderlige reformatoriske teologi, som er meget præget af den historiske kontekst, den opstod i.«

Jeg er ikke velbevandret i den østlige oldkirkes teologi, så den vil jeg lade ligge; umiddelbart ser den i denne sammenhæng ud til at være attraktiv, fordi den behager professoren bedre end Luthers teologi. Dog skylder man vel den kirke, man er vokset op i, at spørge, hvad der var Luthers ærinde, før man smider ham på historiens mødding? Hans ærinde var at tale sandt om Kristus, og han havde fundet ud af, at kirken og paven ikke gjorde det, hvorfor han følte sig kaldet til gå til modstand. Det er den historiske kontekst for Luthers opgør, og selvfølgelig præger det teologien, men det betyder altså ikke, at den ikke også i dag er tidssvarende. For Luthers store fortjeneste var, at han gik til kilderne, d.v.s. til de bibelske skrifter, og deraf formede hans teologi sig. Når Luther f.eks. taler om menneskets totale afmagt og Guds almagt, så er det en personlig erfaring, han har gjort sig ved at søge svar på sin fortvivlelse i biblen. Og han forstod dermed, at han intet selv formåede, men at Kristus til gengæld formåede alt. Luther følte sig – da han kom til tro - elsket af Kristus, tilgivet af Kristus, fyldt af Kristus. Luthers forkyndelse var et ekko af de ord, vi hørte tidligere fra Paulus: »Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig!«

Men også disse ord er præget af deres tid. Vi skal huske, at Paulus siger dette til sine medkristne, der oplever forfølgelser, og at den verden, der omgiver dem, ikke regner dem for noget. Og nu nærmer vi os kernen af det, der – i mine øjne – er de anti-lutherske teologers problem. Det er ikke Luther, der er problemet, det er biblen og evangeliet selv. Man er optaget af menneskesyn, gudsbilleder og tidsånd, og derfor skurrer selve budskabet i ørerne. Hvordan skal man formidle, at man ikke er retfærdig i sig selv, men at man har behov for Guds retfærdighed? Det kan jo ingen moderne mennesker lide at høre, det forstyrrer den fred, vi føler, når vi nat og dag stirrer på vort eget velbehag, som vi skal synge om lidt. Tidsånden, den humanistiske tidsånd, taler til menneskers kærlighed til sig selv, evangeliet forkynder Guds kærlighed til os på trods af, at vi ikke har noget at byde på; vi er ikke retfærdige i os selv, vi er retfærdige i Kristus, vi er ikke elskværdige i os selv, vi er elskværdige, fordi Kristus elsker os. Det er det, vi hører i den bøn, Jesus beder kort før sin tilfangetagelse og død: »Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

For den kristne handler det altså om at erkende, at Gud åbenbarer sig I Kristus, og at den kærlighed, Gud fylder Kristus med, også skal være i dem, der tror på ham. Kristus skal fylde os fuldt og helt, og nej, nej, nej, det vil vi ikke have, at han gør, for vi kan bedst lide os selv. Det vidner den identitetspolitiske tidsånd, der i disse år fyger gennem landet, om. Det er imidlertid dér, hvor vi protesterer, at præsters fineste opgave er at forkynde, at det jo ikke handler om, at vi ikke har lov at være os selv. Vi har lov at være her - også som dem, vi er. Både Paulus og Luther var – på godt og ondt – i høj grad sig selv. Det handler om at være sig selv i Kristus; at erkende den kærlighed, han har til os, lade den fylde og give den videre. I dagens Danmark har vi masser af muligheder for at afværge netop dette; der er ikke noget bedre end velfærdsstaten til at holde både Kristus og næsten borte. Netop derfor er det så vigtigt, at budskabet lyder i kirken.

Og netop i disse dage har man på de Himmelske Dage i Roskilde haft mulighed for at møde et menneske, der har oplevet Kristi kærlighed og styrke under svære trængsler. Jeg har fortalt om hende tidligere; pakistanske Asia Bibi, som af nogle muslimske kvinder blev overfaldet, fordi hun ikke ville acceptere at være uren p.g.a. sin kristendom. Kort fortalt drak Asia Bibi vand fra en fælles øse ved en brønd under hårdt markarbejde, og det blev taget ilde op af hendes kolleger. Da hun forsvarede Kristus i forhold til Muhammed, blev hun overfaldet og udelukkende reddet, fordi politiet kom og anholdt hende. Hun blev anklaget for blasfemi, dømt til døden og sad ni år i fængsel, hvor hun fik lov at se sine børn og sin mand én gang hvert halve år, medens hun afventede benådning. I fængslet oplevede hun at blive vækket om natten med tæsk, og at en fangevogter sparkede hende og sagde, at han ikke kunne vente på, at hun blev hængt. Samtidig demonstrerede folk udenfor fængslet imod, at hun skulle benådes. Men hver dag bad hun til Gud, og hun følte hans nærvær på mange måder. Han var hende nær i bønnen, og om natten drømte hun, at hun var fri, og at alle døre stod åbne. I tre år kom en spætte dagligt og sad uden for hendes vindue, når hun bad til Gud, og hun bad spætten fortælle ham, at hun ville holde ud og en dag blive fri igen.

Og en dag stod dørene åbne. Asia Bibi blev løsladt. Dog måtte hun flygte til Canada sammen med sin familie. Der bor hun nu, familien hutler sig igennem tilværelsen, medens Asia Bibi samler kræfter til at kunne arbejde fuldt ud for andre forfulgte kristne. I et interview blev hun spurgt, om der var noget, hun ville gøre anderledes, hvis hun kunne begynde forfra, og hendes svar var overraskende:

»Nej, jeg ville gøre det samme. Jeg ville blive ved at være den, jeg er.« Det vil sige også at kalde sig ved sit rette navn: Asia Noreen. Hun vil ikke længere frygte, ikke længere skjule sig bag et andet navn, men være fri. Asia Noreen var som slagtefår at regne, da hun blev overfaldet, fængslet og anklaget for blasfemi. Og trods svære lidelser holdt hun ud. Hun erfarede Guds nærhed, ikke forstået på den måde, at han viskede hendes identitet ud, men han fyldte hende med sin kærlighed og nærvær, så hun i de svære år var ét med ham. Det er en erfaring, mange forfulgte kristne har gjort og beretter om.

Vi kan aldrig vide, hvornår vi vil opleve trængsler, dem kan vi opleve uden at være forfulgte. Derfor er det så vigtigt, at det er evangeliet og ikke tidsånden, der lyder i kirken, for ellers bliver vi, der er for slagtefår at regne, svigtet. Og søger vi til kirken i håb om hjælp, har vi ikke behov for at den nøder os til at skue ind i os selv, vi har behov for at vide, at fordi Gud er med os, kan ingen eller intet være imod os. Vi skal vide, at de kræfter, vi ikke selv har, dem har Gud, og at vi i vor udholdenhed bærer vidnesbyrd om Guds kærlighed i verden:

»Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.« 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.