26-05-2022

Frihed under ansvar

Salme: Vaj nu, Dannebrog, på voven, DDS 257

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 113; ApG 1, 1-11; Luk 24, 46-53

Kristi himmelfart handler om at afgive magt og sætte andre fri, og for at nå til en forståelse af det, skal vi som så ofte før begynde et andet sted end ved den tekst, vi netop har hørt. Der findes en film, The othersDe andre – hedder den, og hvis I ikke har set den, skal jeg beklage, at jeg nu kommer til at afsløre slutningen. Man følger i filmen en familie på øen Guernsey umiddelbart efter afslutningen af anden verdenskrig. Kvinden Grace bor alene i et stort hus sammen med sine to børn, der lider af en sjælden sygdom; de kan ikke tåle dagslys. Deres far er meldt savnet i krigen. Grace har det ikke godt; hun savner sin mand, og børnenes sygdom kræver, at de ikke kommer udenfor i dagtimerne, samt at alle døre er aflåste, fordi de ellers kan uforvarende kan komme ind i det lys, de ikke tåler. Man skal derfor gå fra et værelse til et andet og trække gardinerne for, før andre kan træde ind. Et anstrengende system, der – fornemmer man – plager moderen; hun går i evig bekymring for, om tjenestefolkene husker at trække for og låse af. Og det er der ikke noget at sige til, for hun oplever flere gange, at gardiner, hun havde trukket for, pludselig er trukket fra. Ydermere er der sære hændelser i huset – et klaver, der spiller, gulve, der knirker, lamper, der svinger, dørhåndtag, der lirkes ved - som gør hende angst. Hen ad vejen bliver Grace klar over, at der er nogle andre i huset, og børnene imellem tales der om »noget, Mor gjorde, som ikke var godt«. Til sidst åbenbares det, at »de andre« er husets nulevende beboere, Grace og hendes børn er døde. Det, »Mor gjorde«, var at skyde både dem og sig selv, fordi hun var desperat og ikke kunne udholde situationen længere. Hun har bare ikke villet acceptere, hvad hun har gjort, og dermed heller ikke, at hun og børnene er døde. Hun går altså i en fornægtelse og får på den måde jaget den nulevende familie væk. Det er hende og børnene, der spøger, men selv ud over døden holder hun familien i et jerngreb, fordi hun ikke vil acceptere, hvad hun har gjort. Det ender dog med, at familien lærer at leve i deres mellemtilstand, hvor børnene tilmed nu tåler lyset.

Når jeg begynder med dette lille resumé, er det fordi, det er den eneste måde, jeg kan forklare min egen følelse af at være til post-corona. Ligesom Grace vågnede op efter at have skudt børnene og sig selv og derefter bilder sig selv ind, at der i virkeligheden ikke var sket noget, men hvor datteren bliver ved med at hævde, AT der skete noget, sådan har jeg det med nedlukningen den 11. marts 2020. Det nu er to år siden, på Kristi himmelfarts dag, at kirkeklokkerne atter kunne kalde til gudstjeneste efter den første lange nedlukning. Det er kommet bag på mig, hvor hurtigt vi kunne glemme det, glemme, hvordan ét menneske kunne tage en så vidtgående beslutning som at begrænse forsamlingsfriheden til demonstrationer, at lukke domstolene ned, henvise børn og unge til skærmene og forhindre mennesker i at mødes om Guds ord, medens frygten blev det, vi samledes om i et sindrigt system af afværgeritualer. Man kan sige, at gardinerne fra kirkens lys blev trukket for; vi kunne ikke tåle det. Vi skævede til andre i kassekøen, om de nu holdt afstand nok, og om de havde husket mundbindet, vore børn var bange for at slå deres bedsteforældre ihjel. Spørgsmålet er om vi virkelig har glemt det, eller om det er så slemt at tænke på, at vi bare ikke vil tale om det. Så er det bedre, som spøgelsesmoderen Grace, bare at fortsætte som om intet var hændt.

Misforstå mig ikke: Det handler ikke om, at jeg synes, vi skulle lade som ingenting, men jeg bliver til stadighed rystet over, at man stolede så lidt på danskernes evne og vilje til at tage de fornødne forholdsregler, at man ikke betragtede os som voksne mennesker og af og til omgik sandheden eller brugte udskamningen som middel til at få os til at gøre det, man ønskede. Mest af alt var jeg nok rystet over, at så mange syntes og fortsat lader til at synes, at det alt sammen var helt fint. Og hvorfor er jeg så det? Jo, det er jeg, fordi jeg er opdraget efter princippet »frihed under ansvar«, d.v.s. at jeg tror på, at frie, modne og ansvarlige mennesker kan tage gode beslutninger for sig selv og hinanden. Det er ikke bare noget, jeg har lært, det er noget, jeg har erfaret. Danmark er et velfungerende land, fordi det er det bærende princip for de fleste af os. Og hvis vi tænker over det, så var det også det, der var den afgørende faktor for, at coronaen aldrig blev en virkelig fare herhjemme. Frie mennesker kan udrette meget mere end trælle. Vel at mærke, fordi vi er fri i Kristus. Det fortæller dagens tekster os om, og dermed forstår vi også, hvorfor det er så vigtigt at kunne samles om Guds ord.

Vi skal m.a.o. se på, hvad det var for en verden, Gud kom til, da han viste sig i sin søn, Jesus Kristus. Det var en verden, hvor de færreste var frie. En husfader kunne gøre med sin husstand, hvad han ville, regeringsmagten var for de få, og religiøst var alle – uanset hvilken religion, de tilhørte – bundet af ritualer, renhedskrav og meget andet. Kvinder, børn og trælle havde intet at sige. Led man af sygdom, blev det blandt jøder betragtet som et resultat af en synd, man havde begået mod Gud, og folk med smitsomme sygdomme blev udgrænset, som f.eks. de spedalske. Men Gud giver afkald på sin magt for at træde ind i dette. Det gør han i denne ene person, Jesus Kristus, og han ikke bare siger, at ethvert menneske har uendelig værdi, han viser det i handling. Han taler voksent, af og til karskt, til andre, han taler sandt, ingen har taget Jesus i en løgn, og til sidst går han i døden, lader sig navle til korset og påtager sig dermed hele verdens synd, hvorefter han besejrer døden. Der er ikke noget at sige til, at disciplene inderligt ønskede, at Jesus skulle blive hos dem. Men det gør han ikke. Han farer op til sin fader i himlen efter at have velsignet dem. Og – fortælles det – fyldt af glæde vendte de tilbage til Jerusalem, hvor de opsøgte templet og lovpriste Gud. Hans venner kunne ikke forkynde ordet om ham frit, så længe han var hos dem. Det er et paradoks. På den ene side er det ham alene, vi som kristne samles om, på den anden side er vort fællesskab betinget af hans fravær. Det er en myndiggørelse af mennesket, et udtryk for, at Gud ønsker, at vi skal forvalte hans ord og gerning i frihed, og det selv om han i sit jordeliv gang på gang havde erfaret, at alle svigtede igen og igen. Gud ved om nogen, hvordan vi er – at vi frygter, hader, begærer, misunder og dybest set er indkroget i os selv. At vi i alt dette elsker magt, elsker at gøre os til herre over hinanden, selv når vi hævder at gøre godt. Og vi vil ikke på nogen måde give afkald på magten, når først vi har den.

Men Guds gerning på jorden – hans fødsel, liv, død og opstandelse var så stor et værk, at hans tåbelige og feje venner kunne gå ud og forkynde budskabet om ham til alverden. De vankundige blev vise, de angste fandt mod til at samles om ham og hans ord. Og hvad samles vi så om, når vi samles om Kristus? Vi samles om lyset, og modsat børnene i historien bliver vi syge, hvis ikke vi udsættes for det. For samles vi i frygt, får vi at vide, at vi ikke skal frygte, samles vi i sorg, får vi at vide, at vi skal glæde os. Og hvorfor skal vi glæde os og ikke frygte? Fordi synden er trådt under fode og døden overvundet. Vi har én herre, og når vi har ham, behøver vi ikke at gøre os til herre over andre men kan tjene dem i stedet. Og selv om vi fejler igen og igen, bliver Gud ved med at bede os om at forsøge nok engang. Livet hos Gud er ikke en spøgelsesverden, det er dér, hvor du trøstes og oprejses og bliver fri til at møde din næste.

Det er frygteligt at gå i en verden af fortielser, man bliver en levende død – et spøgelse - af det, og det kan et folk ikke i længden holde til. Men i dag har vi lov at mødes, og da får vi at høre, at vi tilhører den levende Gud, ham, som vi en dag skal se komme igen fra den samme himmel, som han engang for op til, og hvor vort hjerte har hjemme.

Lov og tak og evig ære dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.