15-05-2022

Syndens træl eller fri i Kristus?

Salme: I dødens bånd vor frelser lå, DDS 220

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sal 124; 2 Kor 5, 14-21; Joh 8, 28-36

Når Satan er dygtigst, får han mennesker til at tro, at han ikke findes. Jeg kunne f.eks. tænke mig, at alene det, at jeg i dette øjeblik taler om Satan som én, der faktisk findes, kunne få alle antenner til at stritte på de fleste. For hvad skal vi dog med dette forfærdelige, middelalderlige og forkrøblende verdens- og menneskesyn? Jeg vil svare, at man kan lære at få et realistisk forhold til verden og menneskers gøren og laden, og ikke mindst til sig selv. Og så vil jeg tilføje, at i en ond verden bør man tro, at Satan findes, for tror man det, så er man også nødt til tro, at Gud findes. I hvert fald, hvis man gerne vil bevare håbet og sit gode humør. Så her i Guds hus er vi altså på det rene med, at Guds modstander findes. Hvad er det så, Satan gør? Han frister mennesker til at begå synd, og det er nok årsagen til, at vi gerne vil tro, han ikke findes. Mennesker vil gerne selv være verdens navle, og så har vi også snart i århundreder insisteret på at mene, at vi i udgangspunktet er gode. Selv om vi dagligt bliver modsagt. Derfor er det paradoksalt, at netop dette forhold må vi ikke omtale i kirken som dét, det er, nemlig synd. Dog synd er det, når mennesker går egne veje i stedet for Guds, og når man fristes til at begå synd, så bliver man syndens træl. Det hørte vi for lidt siden.

Hvorfor kan vi ikke lide at høre det? Det er fordi, vi ønsker frihed, vi vil være frie til at gøre, hvad vi vil, og vi mener, at vor frie vilje altid vil lede os til at gøre godt. Men vi skal vide, at vi i vort begær efter frihed altid ender med at trælle for noget eller nogen. Om det handler samtalen mellem Jesus og de omvendte jøder i dagens fortælling. »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie« siger Jesus til dem, og det forstår de slet ikke. For dem ligger friheden i, at de er en del af det folk, Gud har udvalgt; ingen skal derfor tvinge dem til at tilbede andre guder, ingen andre kan hævde retten til det land, Gud har givet dem. Folket er så at sige ved deres udvælgelse Guds spydspids her på jorden, tænker de, og højere kan ingen nå, mere fri kan ingen være. Jesus, derimod, har et ganske andet syn på frihed og trældom. Trældommen er bundet til synden, friheden er bundet til Ham, Guds sande spydspids på jorden, en spydspids, der sigter direkte efter menneskers hjerter. Jesus hævder altså, at mennesket er syndens træl, hvis ikke det holder sig til Guds ord, personificeret i Jesus selv, han, som alene borger for friheden.

Nu tænker vi jo ikke jødisk her i Danmark, til gengæld har vi 68-oprøret og den seksuelle revolution, hvor det lykkedes et forholdsvis lille præsteskab at blive emancipationens spydspids, den emancipation, der gjorde op med borgerlig moral og »øjet i det høje«, som sangerinden Trille sang. Denne spydspids var ikke rettet mod hjertet, men mod underlivet, og det er først nu med MeToo-bevægelsen (som der kan siges både godt og dårligt om), at det er ved at gå op for os, at den seksuelle revolution ikke alene bragte sjov og glæde med sig. Folk kom til at trælle for den i stedet; vi kender således alle Simon Spies, og jeg kan i hvert fald fra min barndom og ungdom huske, hvordan hans morgenbolledamer blev muntert omtalt; opfattelsen var vel egentlig, at konceptet var en win-win-situation for både ham og dem. Mange af »damerne«, som i virkeligheden var unge piger, kom jo fra små kår, de blev godt betalt, og Spies fik masser af omtale. Men sagen var, at allerede dengang var der nogen, der kunne se, at det ikke var normalt, at en mand, der som Spies var direktøren for det hele, konstant var omgivet af 15- til 18-årige piger, som han rekrutterede blandt koncernens piccoliner. Ingen var dog interesserede i at høre om disse moralske kvababbelser, for de fleste havde en fest i de dage. Festen varede bare ikke ved for alle. Rejsekongen mistede som regel interessen for pigerne, når de blev 18, og så stod de på gaden uden at kunne noget væsentligt, og i hvert fald én af dem endte i stofmisbrug og prostitution og døde af aids syv år efter, at hun havde forladt Simon Spies. Den unge pige var i forvejen sårbar, da Spies tog hende til sig, og for hende blev bekendtskabet med rigmanden begyndelsen til en dødsspiral. Man vil aldrig kunne undgå, at den slags sker, men på den tid, det skete, havde man gjort op med næsten enhver form for moral, og derfor var folk flest ligeglade med hendes skæbne; mennesket skulle realisere sig selv på alle måder, imedens man lukkede øjnene for, at seksualitet er en voldsom kraft, der kan være direkte destruktiv, og at det derfor faktisk er fornuftigt, at der er nogle normer og regler for, hvad »man« gør, og hvad »man« ikke gør. For ellers vinder den største gorilla i skoven. Og så er der spørgsmålet om Spies selv: Levede han et frit og lykkeligt liv? Jeg tror det faktisk ikke. Hvad var det – set på afstand – andet end én lang jagt på tilfredsstillelse og bekymring for, hvem der skulle arve formuen? Er man så fri? Det kan vi jo tænke over. I hvert fald kan man konstatere, at når man vil gøre sig fri af Kristus, så står der en anden på spring til at trælbinde en, og gør man sig ikke fri af det, er døden den eneste, der kan løse en af forholdet.  

Imidlertid kan man også blive fri på anden vis – ved at gå til Jesus. Jesus taler om, at han kan gøre os fri, så vi bliver virkelig frie. Hvordan kan man være fri ved at være bundet til Kristus? Her skal vi se på, hvem han var, og hvad han gjorde: Han var et menneske, som forholdt sig til andre mennesker på en ganske bestemt måde; han gennemskuede løgn og forstillelse, og han bragte helse, tilgivelse og barmhjertighed til dem, der tørstede efter det. Jesus var menneske på den måde, Gud ønsker, vi skal være, men som han ved, vi ikke kan være af os selv. Da Gud selv blev menneske, blev han ét af den slags, som levede for andre, og aldrig holdt han noget af sig selv tilbage, men udgød sig selv fuldt og helt. Sådan var han sandt menneske, og sådan afslørede han enhver løgn, også den løgn, vi selv lever på; vi mennesker ynder jo at forskønne vor egne motiver og vor livshistorie lidt, hvis vi tænker over det. Men ser vi hen til Jesus, er løgnen, vi lever på, gennemskuet, og når vi forstår, at han er sandheden, så kan vi overfor ham derfor ikke længere lyve om os selv. Vi bliver nødt til at vedkende os også den del af os, som vi ikke bryder os om, den del, der svigtede og ødelagde livet for andre og os selv, også selv om vi har en mængde gode undskyldninger for hvorfor, vi gjorde det. Men når vi erkender det og fortvivles over det, så skal vi vide, at det ikke længere tilregnes os, fordi vi i troen på Kristus er nye skabninger, fri for synden, der tynger os. Det åbner helt nye horisonter, for nu er vi ikke længere bundet af synden eller Satan, vi tilhører vi den levende, den skabende Gud, og friheden viser sig på mange måder; i trangen til at skabe smukke ting, i glæden ved at glæde og hjælpe andre, i lysten til at lovsynge Gud for dette, i ønsket om at tjene sandheden. For friheden i Kristus fordrer - med filipperbrevets ord – at vi lægger os alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, på sinde. Kun på den måde kan vi holde andre fri fra vor iboende lyst til at herske over dem. Og så skal vi glæde os i Herren, blot på grund af dette ene, at han blev gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham og dermed forblive fri.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen