13-05-2022

Kirkeklokken kalder til bøn

Salme: Op, al den ting, som Gud har gjort, DDS 15

 Sl 130; Hebr 10, 19-25; matt 7, 7-14

Det lyder barskt: »Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Det kunne lyde trist og besværligt. Men måske er det ikke så vanskeligt at forstå, hvis bare vi går en lille omvej, omveje behøver nemlig ikke at føre os væk fra målet, vi kommer bare lidt senere frem.

Vi er samlet her i Nørre Kirkeby kirke, som ligger lidt borte fra alfarvej, og vi har hørt klokken ringe til gudstjeneste. Noget eller nogen har altså kaldt os til at være her, væk fra den travle hverdag og byens larm. Det at finde den rette vej i og til livet handler i høj grad om at være i stand til at lytte, og det vil jeg fortælle en historie om.

Et af H.C. Andersens eventyr hedder Klokken. Handlingen tager sin begyndelse i den travle og larmende by, hvor menneskene om aftenen på skift – alt efter hvor travlt de har - hører en vidunderlig, fremmed og dog hjemlig lyd som af en kirkeklokke. Der er mange, der begynder at spekulere på, om der mon ligger en kirke uden for byen, og når de bevæger sig ud på landet, er det, som om klokkens lyde kommer tættere på. Måske den dejlige klokke ringer fra en kirke i skoven? Folk begynder at valfarte derud, men da de kommer frem, synes de, der er så dejligt, så de ender med at tage på skovtur i stedet. En konditor ser, at det er en god forretning, så han åbner et lille udskænkningssted, hvor han hænger en klokke uden knebel op over det telt, han serverer fra, og alle er meget begejstrede over det. Det er jo næsten som den ægte vare. De ender med at indrette sig omkring konditoren og har nok i at have haft en dejlig tur i skoven.

Men en dag er der konfirmation i byen, og konfirmanderne hører alle klokkens skønne klang, så de begiver sig på vej for at finde den. Dog falder de fleste fra, fordi der er så meget, der distraherer; nogen skal til bal, andre synes, der er lidt langt, og der er meget på vejen, der kan friste en til at vende om. Kun to holder ud, en kongesøn og en fattig dreng, som går to forskellige veje; den fattige dreng går ad den vej, hvor skoven er mørkest og mest uvejsom, kongesønnen tager en lettere og mere solbeskinnet vej, men det, der er fælles for dem begge, er, at de lytter efter klokkens klang, og ikke lader sig forstyrre af det, der hænder dem på vejen. De ender derfor det samme sted, derfra hvor klokken lyder stærkest, og oplever naturen som én stor kirke, hvor alt samles i en lovsang til Gud, sådan som vi skal synge til sidst i dag.

Jeg tror, at H.C. Andersen med sit eventyr forsøger at fortælle det, vi alle kan erfare: At livet former sig vidt forskelligt for alle mennesker, men at det dybest set handler om at være til stede i det og lytte efter det kald, vi har fået. Kristeligt set blev vi kaldt i dåben, og hver gang kirkeklokken ringer, minder den os om dette kald og at det er den gode Gud, som kalder. Det kan være vanskeligt at tro på en god Gud, når der hver dag sker forfærdelige ting i verden, og man kan se, at nogle går let gennem tilværelsen, medens andre må så grueligt meget igennem. Alligevel ringer klokken, og hvad er det så, der bliver fortalt, når den lyder? Der fortælles om en Gud, der blev menneske, og som gik ind i den lidende verden, valgte den trange vej, lidelsen, og den snævre port, døden, for at vinde livet tilbage til os. Jesus Kristus, Guds søn, vendte historiens gang og gav os dermed håbet om, at det onde nok kan rase, men det kan aldrig vinde.

Selv i sin yderste pine på korset sagde han: »Fader! I dine hænder betror jeg min ånd.« Og de, som fulgte ham og forkyndte, at netop Han var sandheden, vejen og livet, blev selv forfulgt og led martyrdøden. Alligevel prædikede de evangeliet i verden, og verden har ikke fået bugt med det. Derfor kaldes vi stadig til gudstjeneste her i Nørre Kirkeby som over hele landet.

Og nu kommer vi til den del, der handler om at bede, for det er jo Store bededag i dag, en dag, der netop er indstiftet, fordi kongen ønskede, at folket her skulle samles til bøn og omvendelse. Kongen ønskede på den måde at lede folket på rette vej.

Så vi beder i dag, og det gør vi, fordi evangeliet endnu prædikes, evangeliet om den frelser, som sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder.«

Det er godt at vide, når krig og meget andet forfærdeligt raser; at selv om ondskaben lever af at ødelægge det gode, så bliver der alligevel ved med at være godt i verden. Fuglene bliver ved med at synge, blomsterne bliver ved med at skyde op af den sorte jord, mennesker fortsætter med at hjælpe hinanden og fortælle hinanden om Guds undere. Fordi den gode Gud vil det. Den dag, han ikke vil det længere, da er det fordi, vi er holdt med at bede, for da tror vi ikke længere på ham. Det er ikke sikkert, at du får det, du vil have, når du beder, men du kan være sikker på, at Gud hører dig. Det kan bare være, han mener, det er noget andet, du har brug for. Men beder du, så tror du, og tror du ham, da har du ham. For man beder ikke til nogen, man ikke tror på.

Bed, så skal der gives jer; bed for landet, for jeres kære, for jeres naboer, ja, for at Gud må fortsætte med at øve godt i verden indtil den dag, da han skal blive alt i alle!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.