08-05-2022

Aldrig mere se nedad mod nord, hvor Hel bor

Salme: Stat op, min sjæl, i morgengry, DDS 234

2 Mos 3, 1-7.10-14; Hebr 4, 14-16; Joh 14, 1-11

På facebook er der mange boliger, og jeg kom forbi én af dem forleden, hvor der lå en bevægende lille film med vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Han havde opsøgt sit barndomsland og fortalte om sin mor, som han haft for travlt til at være hos, da hun døde. Han skulle til et møde, og siden har han tænkt på, hvad det dog var for et møde, siden det kunne være vigtigere end at være til stede i moderens sidste stund. Jeg tror ikke, Fogh Rasmussen er alene om den oplevelse, men han formulerer det tydeligt og offentligt, og det skal han have tak for. For udover at han erkender noget så sjældent som syndsbevidsthed, så tror jeg også, at han fornemmer, at han er gået glip af noget. For hvad er det, der er på færde, når et menneske er døende? Det er, at den døende skal træde over en tærskel, hvor vi andre ikke kan følge med. Vi er i samme rum som den døende, men han eller hun skal snart over et andet rum, som er ukendt. Og dog er det et rum eller en tilstand, som mennesker altid har gjort sig forestillinger om. Det tror jeg, vi har, fordi vi både er jord og ånd; vi er i verden, og vi kan se, hvad der sker med os under de biologiske processer, men vi kan alligevel ikke lade være med at forestille os, at der må være mere at sige til menneskelivet, end at vi fødes og dør, samtidig med, at vi har en tendens til at forestille os døden som endelig. Det sidste er nemlig det sikre. Derfor elsker vi livet i verden, derfor bliver døden vor fjende; den er det modsatte af liv, den er alt, hvad der bekæmper livet.

Sådan tænkte vore forfædre; til Valhal med de gyldne tage kom kun de, der faldt i kamp. Alle andre, som døde af alderdom eller sygdom, måtte drage til de ni verdener eller boliger, som jeg for nemheds skyld vil kalde dem, i dødsriget. Vejen til dødsriget siges at gå nedad mod nord, og dets herskerinde kaldes Hel. Hun har selv en stor bolig, hvor alle ting har ulykkesnavne; hendes bord hedder Hunger og hendes kniv Sult. Hun er truende og barsk, halvt blåsort som et lig, halvt kødfarvet som et levende menneske. Det var her, Balder, den gode, den lyse gud kom hen, da han uskyldigt faldt for Lokes onde list.

Derfor sørgede man over Balder, som måtte blive dernede blandt halvt opløste mennesker i en tilstand, man har forbundet med misvækst. Man forfærdedes over tanken om Hel, men man havde også historien om, at Balder ved tidernes ende skulle løses af hendes greb. I de gamles hjerter var der altså en længsel efter noget, der var større og lysere end forrådnelsen, mørket og kulden i Hel.

Den, der er større og lysere end alt dette, møder vi i dag, han, som Balder var en forudanelse om, Jesus Kristus. Han er Hels modstykke, han har ikke ni boliger til dem, der måtte dø strådøden, nej, han har mange boliger, og de er hos hans fader i himlen. Så nu skal vi ikke se nedad mod nord, men opad mod øst, der hvor solen stiger op af havet og bringer os en hilsen fra paradisets kyst. Nu skal blikket vendes i den modsatte retning af den jord, vi tiltrækkes af, og hvor vanskeligt det kan være, hører vi i evangeliet. Jesus holder afskedstale, snart skal han henrettes, og han taler om sin faders boliger, hvor også disciplene skal være. De forstår ham simpelthen ikke. Og det kan man godt forstå. Også de havde en forestilling om dødsriget - Sheol, kaldtes det - et sted, hvor Gud ikke længere huskes, og hvor han ikke længere husker de døde. Derfor forfærdes disciplene naturligvis ved tanken om, at Jesus skal dø, for de kan ikke tænke andet, end at han skal til Sheol, og så er det slut med at vandre sammen med kærligheden. Da er det, Jesus siger: »Jeres hjerte må ikke forfærdes!« For der er gjort en plads rede til dem, så de kan være, hvor han er, og der hvor han går hen, kender de vejen. Dette siger Jesus altså kort før, han selv skal dø, og når disciplene ikke skal forfærdes, så er det fordi, han går til sin fader, den levende Gud, hvorfra han vil komme igen og tage dem med. Han går bare ikke til Sheol, han skal ikke glemmes, de skal ikke blive glemt. Disciplene er imidlertid stadig uforstående, de vil se faderen, men de er blinde for, at de i Jesus Kristus allerede har ham iblandt sig i ord og gerning, at skaberen har vist sig i ham og dermed givet dem et tegn på, at han vil genoprette sit skaberværk. Disciplene har endda bevidnet, at Jesus aldrig gik forbi et menneske i nød, at han vakte døde til live, helbredte de syge, gav syndere en chance til. Der er så meget liv omkring Jesus, så megen godhed, så mange beviser på, at han ikke glemmer, og alligevel har de så svært ved at tro, at han er inkarnationen af den fader, i hvis lyse sale de skal bo; i himlen er der ingen ækel, halvt opløst kvinde, ingen bister færgemand, ingen ubevidst mellemtilstand eller hvad mennesker gennem tiderne har forestillet sig. Hos faderen er der liv, ja, han er selve livet, og vejen går gennem hans søn. Det er en tornegroet vej, ja, men vi kender den, og det forfærder os også. Dog, til himlen går den, det stod klart påskemorgen, for der mødte dem ved den tomme grav ingen stank af fordærv, der var engle og glæde og solen, der stod op og varslede en ny dag, en ny tid, hvor døden var overvundet. Og disciplene fór ud i verden for at fortælle det til alle. Nu kendte de vejen, og de fulgte den selv om de vidste, hvilke lidelser, der ville være på den.

Det er dog stadig vanskeligt for de fleste at forstå eller endog bare tro, måske fordi vi helst vil tage en smutvej ud af livet, hvad enten vi tror på Gud eller ej. Vi frygter døden og sætter vor lid til, at videnskaben kan udsætte det øjeblik, hvor vi skal møde den. Derfor er det sundt og godt for os at få at vide, at der er mere at sige til menneskelivet, end at vi er kommet af jord og skal blive til jord. Vi skal mindes om Guds sandhed, sandheden om mennesket, at vi tilhører ham, at han kender os ud og ind og alligevel ikke glemmer en eneste af os men bliver ved med at kalde og sige: »Tro på Gud og tro på mig«. Det har afgørende betydning for vor måde at gå gennem livet på, om vi har blikket stift rettet mod jorden og alt det, vi begærer eller frygter, eller om vi ser opad, mod øst, og synger lovsange til den skaber, der skabte os og alt det, vi dagligt lever af og frydes over. Jeg tror, at det var den erkendelse Anders Fogh Rasmussen var kommet til, og det er ham vel undt. Da hans mor skulle møde sin Gud, så han på sit ur og skulle til et møde, som ikke længere husker, hvad handlede om. Han vil altid fortryde, at han ikke var hos sin mor, da han skulle have været det, men hvis han lytter til Kristi ord, så vil han vide, at hun gik ind til Guds glæde, og at hun ikke skal være alene der. Fortrydelse kan få os til at se nedad og indad, og det kan nogle gange være ganske sundt, men Gud ske lov kalder nåden på os fra det høje, og i det øjeblik, vi løfter blikket, behøver vi ikke længere at forfærdes, for da kender vi faderen, fordi vi har lært hans søn at kende, og sammen med ham er vi altid på rette vej.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.