01-05-2022

En røst til tiden

Salme: Alle mine kilder skal være hos dig, DDS 441

ApG 2, 36-41;

Kære konfirmander!

Som I ved, er jeg håbløst forstokket og gammeldags, og ofte bliver jeg mødt med et udsagn, som jeg tror, I gerne vil skrive under på: »Hey, vi lever altså i 2022!« Det er jeg ikke i tvivl om, at vi gør. Før da levede vi 2021, og i alle årene op til har der været et årstal, hvor folk syntes, gamle mennesker ikke havde forstået relevansen af noget som helst. Man kan til alle tider blive danefæ.

Det ironiske er, at når nogen siger »Hey, vi lever altså i 2022!«, så er det fordi der for 2022 år siden blev født en lille dreng, der fik så afgørende betydning for verden, at vi har indrettet vor tidsregning efter hans fødsel. Det er p.g.a. ham, vi er samlet her i dag, og derfor skal vi måske tænke over, om han virkelig er en røst fra fortiden, eller om hans røst ikke snarere er til tiden til alle tider. Måske bruger han et lidt gammeldags billedsprog; der tales således om får og hyrder i dag, og det kan virke lidt fjernt. Den tid, da der fandtes hyrder eller hyrdedrenge er for længst forbi, men i biblen er det et yndet motiv, ikke mindst for Jesus, der kalder sig selv »den gode hyrde«. Dog bliver det allerede nu lidt provokerende, for hvis han er hyrden, så er vi fårene, og det bryder vi os ikke om at være i 2022. Får er jo umælende flokdyr, vi er individualister, unikke, som der står på Normal-butikkerne, vi er demokratisk opdraget, så vi ved, at vi selv skal danne os en mening. Men vi kan også se, at det er meget vanskeligt, for hvis vi tænker over det, så mener de fleste det samme, få tør lade være med at følge strømmen. Ofte går vi med flokken, og vi kan sikre på, at der altid nogen, der gerne vil bestemme over - eller med et finere ord – lede den flok, ligesom der er mange, der gerne vil ledes. Derfor er der altid magtkampe, hvor der er mennesker. Det er der i år 2022, det var der i år 33. Når Jesus bruger hyrdemotivet, taler han ind i en sådan magtkamp; hvem skal være flokkens leder? Skal det være farisæerne, der lever efter Guds love og dermed fremstår som standhaftige og vigtige forbilleder for folket, eller er det Jesus, tømrerens søn, som kommer anstigende, helbreder syge mennesker på sabbatten og fortæller folket, at han og Faderen er ét?

Den magtkamp ligger til grund for det optrin, vi hører om i dag. Baggrunden er, at Jesus har helbredt en blind mand på hviledagen, hvor man ikke måtte foretage sig noget som helst. Han har i tillæg sagt de allerfrommeste blandt jøderne, farisæerne, et par sandheder. Nu omringes han af jøder, som vil vide besked om han er en dæmon eller noget andet, noget, de venter på? »Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud!« Når de spørger efter Kristus, så er det Messias, Guds salvede, en leder, der skal genrejse Israel, de mener. Jøderne forventer altså noget bestemt, og hvis Jesus nu er Guds salvede, så skal han »levere«, som det hedder på moderne dansk, men vel at mærke det, de ønsker, han skal levere. Og det, de ønsker, er viden, sikkerhed. Jesus lader sig imidlertid ikke skræmme, han fordrer nemlig, at de tror på ham; »Jeg har sagt jer det, og I tror det ikke« er hans svar til dem. Jesus skal kendes på sine gerninger og på sin røst, der kun peger èn vej, nemlig op mod himlen, hvor hans fader holder til.

Gud kom altså til jorden for at få mennesker til at se væk fra den. Nok er vi skabt af jord og ler, men Gud blæste sin ånde i os, og dermed knyttede han os til sig. Imidlertid er vore sanser mest rettet mod det, vi kan høre, se og føle. Således er jøderne omkring Jesus så optaget af landet, som de mener at have en guddommelig ret til, at de ikke ser eller ikke vil se, at den Gud, der gav dem det, står lige for næsen af dem. Eller også forstår de instinktivt, at det er ham, og at han er så meget større end dem og landet, at han kan rumme alt, d.v.s. meget mere end dem og landet. Det er mærkeligt, for de ønskede jo inderligt, at han skulle komme, mange levede et gudfrygtigt liv efter alle forskrifterne, fordi de ville vise Gud, at de var et lydigt folk. De ville gøre sig fortjent til landet. Til ham. Og så kom Gud til dem i skikkelse af denne mand, en helt almindelig håndværker, der bestemt ikke strøg dem med hårene eller takkede dem, fordi de grundede på Guds love dag og nat og tilmed fulgte dem. Oven i købet brød han af og til de hellige love.
Så mærkeligt er det dog heller ikke. For den, der er from og god, har også magt, alene ved sit eksempel, sådan er det i 2022, vi kalder det politisk korrekthed, sådan var det i år 33, og da var det religiøs korrekthed, det handlede om. Hvis man nu er vant til at være den, folket kommer til for at få råd, den, de ser hen til for at finde et eksempel på, hvordan man bør leve det rette liv, så er det ubekvemt, at der kommer en mand som Jesus, som gør alt det, alle ved, man ikke må, og som fornærmer ordentlige mennesker. De gudfrygtige jøder, der trænger sig ind på Jesus fornemmer, at han kan fravriste dem deres position, og derfor hader de ham som det skinsyge barn, der må dele sine forældre med en ny lillebror. Men skinsyge kan være ganske farlig, og det blev den for Jesus. En del af jøderne på Jesu tid ville ikke tro, de ville ikke høre hans kalden, de ville af med ham, og det kom de.

Men hvad var det, Jesus sagde, da han kaldte? »Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.« Livet og frelsen er hos Gud, selv når vi mister livet. Det er et anstødeligt budskab dengang som nu, for i dag lyder det ind i en verden, hvor vi nok længes efter alvor, men hvor vi også mener at finde den alle mulige steder, hvor den ikke er. I lever i en tid, hvor der er mange røster, der gerne vil have jer til at følge efter, fordi det altid har været fristende for mennesker at kunne bestemme over andre, og i dag vil jeg prøve at give jer et par ord med på vejen, så I husker at standse op og lytte efter – ikke mærke, men lytte. For kristendommen handler om at have hjemme et sted, hvorfra der netop lyder en røst, kærlighedens røst. Den røst er evig, uanset om den hørtes julenat, i år 33 eller i 2022.

I kender det allerede fra jer selv; I har et hjerte, og det hjerte er knyttet til noget og nogen, jeres hjem, jeres familie og jeres venner. Og selv om der nok er dage, hvor I tvivler på det, så kan I være sikre på, at jeres forældre har jer i deres hjerter. Den røst I først hørte fra I blev til, var på samme tid en røst fra fortiden og fra fremtiden, for det var jeres moders stemme, I lå lige under hendes hjerte. Lidt efter lidt kom andre stemmer til, jeres faders stemme, jeres søskendes og bedsteforældres, kammeraters og mange andre stemmer. Et helt kor af kendte, elskede stemmer fra alle tider. Og når man tænker på det, så er det måske ikke så svært at tænke på Guds stemme; at den kan nå os fra en anden tid, en anden dimension. Den dimension blev I nemlig døbt ind i. Dåben gav jer et hjertebånd til Gud, der blev I lagt under hans hjerte.
Det er godt at tænke på, for en dag kan jeres forældre ikke være med jer længere; der er ikke mange år til, at I skal ud og prøve kræfter med tilværelsen, finde jeres plads i livet, og der bliver nok at prøve kræfter med. Men jeg ønsker for jer, at hjemmet må være i deres hjerter; jeres barndomshjem, og jeres hjem i himlen. For derfra lyder den røst, der fortæller jer, at I er elskede, at Gud er med jer, hvor I går og står, og I kan vidne om det overfor andre ved at vise, at I bærer noget godt i jeres hjerte, nemlig kærligheden, og sammen bliver det til hjertelighed. Jeg ønsker og tror, at I vil bære hjerteligheden med jer ud i verden, den hjertelighed som I fik skænket i hjemmet, både det her neden, og det for oven. Gud, han bor netop hjerteligheden, for han skænkede os sit hjerte, da han gik i døden for os og opstod for os.

Må Gud velsigne jer, må hans røst aldrig høre op med at lyde, så I ikke løber med flokken, men holder jer til ham, der er Sandheden, Vejen og Livet.

Hjertelig tillykke!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.