18-04-2022

Her er frelseren, Marie

Salme: Tag det sorte kors fra graven, DDS 241

Jeg har vundet, Jesus vandt; døden opslugt er til sejer. Amen

Sl 16, 5-11; 1 Kor 15, 12-20; Joh 20, 1-18

Jeg er kommet i kategorien for gamle knarke,men dog husker jeg, hvordan det var at være ung, at det ikke altid var let; for hvem er jeg? Skal jeg være som mine forældre, eller skal jeg gøre oprør mod dem og deres værdier? Skal jeg være som den populære pige i klassen, eller skal jeg prøve at finde min egen vej? På mange måder syntes verden grænseløs, og samtidig fandt man snart ud af, at der var grænser, både medfødte og dem, man støder imod, og mange gange var man frygteligt ensom, følte, at ingen kunne lide en eller fandt en interessant, og det kunne være ganske fortvivlende. Men lidt efter lidt fandt man sin egen vej, fandt måske også udveje, når grænserne syntes lukkede, og alligevel kan man stadig blive overrasket over at støde på grænser, for de er der jo. Når vi er sunde og raske, tænker vi f.eks. ikke så meget over grænserne for vor formåen, men når vi bliver syge eller brækker benet, så mærker vi, at vi er skabt, og at det lille skaberværk, som vi nu engang er, er ganske skrøbeligt. Dermed bliver vi mindet om, at der kommer en dag, hvor en læge ikke længere kan hjælpe os med andet end at udfylde en attest med klokkeslæt og dødsårsag.

Der er altså grænser for os som individer, vor krop er en grænse, vi kan ikke leve evigt, vi har alle et hjem, hvor hoveddøren er grænseled, vi bor i et land, der skal forsvares. Det er vi blevet pinligt bevidste om med krigen i Ukraine, og jeg tror, at det på samme tid pirrer os og skaber frygt. Vi savner nemlig alvor i tilværelsen, som også er udtryk for en grænse, og samtidig er det ubehageligt at blive mindet om denne grænse, for når vi støder på alvor i tilværelsen, så dukker der spørgsmål op: Passede jeg godt nok på det, jeg havde fået skænket? Hvad sker der, når jeg er død? Har jeg udrettet noget? Var jeg andet end et pust i sivet? Og har man glemt sin skaber, får man travlt med at vise, at man var her, vise, at det sandelig var alvorligt ment. Det kan være ganske anstrengende både for en selv og for andre, der skal leve med ens geskæftighed. Men uanset hvad, så sætter døden sætter sit mærke på vor gøren og laden, ganske simpelt fordi vi er bange for den. Og dog er der heldigvis mere at sige til menneskets liv end dette.

For nu er vi her i kirken, og vi hører om nogle mennesker, der levede for meget længe siden. Alligevel huskes de, og det gør de, fordi de oplevede noget på samme tid grænseoverskridende og grænsesættende; de oplevede, at dødens grænse var overskredet, og at det var et menneske, der havde levet på jorden, et menneske, de havde kendt, som overskred den. Det gjorde han for at vise os, at han er den eneste, der begrænser os. Det er så stort og overvældende, at det giver en helt anden fylde og værdi i vort liv end døden gjorde, og det kan være svært at fatte. Maria Magdalene kunne ikke fatte det. For hende var døden endegyldig, sådan var hendes erfaring, og derfor har vi det lidt spøjse optrin til at begynde med, hvor hun henter Simon Peter og Jesu yndlingsdiscipel, Johannes, for at de skal se, at graven er tom. Nogen må altså have fjernet liget af Jesus. Det er frygteligt for hende, men da de to træder ind i graven og ser Jesu ligklæde foldet sammen, tror de. Og så forlader de den grædende og hændervridende Maria, forsøger ikke engang at trøste hende ved at dele deres glæde med hende og få hende til at tro. Det er imidlertid også en ganske omfattende opgave; ikke engang to engle kan få hende fra den opfattelse, at nogen har taget Jesu lig. Så hun græder sine modige tårer. Selv da hun møder den opstandne Jesus, insisterer hun på, at nogen må have taget ham. Ham hun møder, kan jo ikke være Jesus, det må da være havemanden, han må vide besked? Sådan hersker døden i Marias liv, og hun kan ikke udrette noget fornuftigt, fordi døden sætter meget snævre grænser for hendes forstand; det kalder vi sorg. Maria er fanget i sin kærlighed og længsel efter Jesus, som han var, og fordi hun var det, kunne hun ikke forstå de andres tro og glæde. Derfor genkender hun ham ikke, før han kalder hende ved navn. Da går det langt om længe op for hende, og verden åbner sig igen for hende. Hun var mutters alene i sorgen, de to disciple så hende ikke engang, da først de havde forvisset sig om, at alt var, som Jesus havde sagt, enten betød hun ikke noget for dem, eller også kunne de ikke komme ind til hende, få rusket op i hende, fordi sorgen og ensomheden var blevet hendes livsgrundlag. 

Men nu sprænges også denne grænse, Maria er kendt som den, hun er, og det af den opstandne mester selv, og at hun var så længe om at fatte det, betød ikke, at hun var dum. Hun vidste bare, at det skabte er dømt til at gå til grunde, og hun stolede på denne viden. Sådan tænker vi også. Derfor var hun fortvivlet, og i fortvivlelsen kunne hun ikke tro. Endnu en erfaring, vi kender til. I fortvivlelsen var døden grænsen for hendes fatteevne. Indtil den levende Gud sagde hendes navn. Da standsede hendes sørgetid, da forstod hun, at hendes verden fra nu af alene var afgrænset af livet selv, det vil sige, at den var blevet stor og fyldt af kærlighed, Guds kærlighed til hende. Den kærlighed sendte hende ud i verden for at fortælle, at Jesus ville stige op til sin far i himlen, den far, som også er vores, hans Gud og vores. Dermed gav Jesus Kristus os en anden udsigt end den mørke grav, nemlig udsigten til den himmel, hvor han troner ved sin faders side, og hvor vi er fælles med ham i hans sejr over døden. Og når Jesus er vort livs fylde, kan vi altid være sikre på at finde en udvej, når denne verdens grænser lukkes for os.  

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen