17-04-2022

Det utroligste

Salme: Krist stod op af døde, DDS 118

Jesus lever, graven brast! Amen

Salme 118, 14-24, 1 Kor 15, 1-11, Luk 24, 1-9

»Den som kunne gøre det utroligste, skulle have kongens datter og det halve rige. De unge mennesker, ja, de gamle med, anspændte alle deres tanker, sener og muskler; to spiste sig til døde, og èn drak sig ihjel for at gøre det utroligste efter deres smag, men det var ikke på den måde, det utroligste skulle gøres.«

Således begynder H.C. Andersens eventyr, Det utroligste, og hvad det har at gøre med påskeevangeliet, det skal jeg skal vende tilbage til, nu må vi høre videre: Nok var der mange, som gjorde noget ganske utroligt, men alle forstod, hvem som skulle have kongens datter og det halve rige, da en kæk ung mand fremviste et stueur i foderal, for det var et enestående kunstværk. På hvert slag kom der figurer frem; på slaget ét viste Moses sig med lovens tavler, hvorpå der stod: »Der er kun een eneste sand Gud«, på slaget to viste paradisets have sig, hvor Adam og Eva mødte hinanden og var ganske nøgne, de havde slet ikke brug for klæder, og lykkelige var de. På slaget tre ankom de tre vise mænd, og sådan fortsatte uret indtil klokken slog tolv, så kom der en vægter med sin morgenstjerne og sang: »Det var ved midnatstide, vor frelser han blev født!«

Jo, dette var i sandhed det utroligste, og ikke nok med det, så var kunstneren en hjertengod og barneglad ung mand, som var en trofast ven og hjælpsom mod sine fattige forældre. Han fortjente at vinde, og alle sejl blev sat til i byen, som var smykket til fest; prinsessen sad på landets trone, dommerne stod rundt om og ønskede den unge mand til lykke, for han havde gjort det utroligste.

 »Nej, det skal nu jeg gøre!« råbte en lang, knoklet kraftkarl i det samme. »Jeg er manden for det utroligste!« Og så svingede han en stor økse mod kunstværket. Den fremmede havde slået alle tilskuerne med forfærdelse. »Ødelægge et sådant kunstværk!« Sagde dommerne, »Ja, det var utroligste!« Og så skulle gerningsmanden have prinsessen, som blev gjort rede til bryllup. Trist så hun ud, men smuk var hun og kosteligt klædt.

Hvordan skal det dog altsammen gå? Vi må vente en stund, og så skal I få enden på historien, for nu skal vi til evangeliet.

Vi står i dag ved Jesu grav sammen med kvinderne, som var kommet derhen, og skal vi forstå hvilke følelser, de har har, så kan vi jo tænke på det, vi lige har hørt; for alle, som elskede og fulgte Jesus, blev Langfredag vidner til det utroligste; han, som de havde troet var svaret på deres længsel, Guds udvalgte, han, som var hjertengod og barneglad, han som helbredte og vækkede de døde til liv, han som talte så underligt og alligevel kendt om Guds rige, ham havde man taget til fange, ham havde man pint, ham havde man korsfæstet. Det var det utroligste!

Og hvorfor var det det utroligste? Jo, det var det, fordi det gode var gået under. Det særlige ved os mennesker er, at vi har en klar fornemmelse af, hvad der er godt og smukt. Den fornemmelse har vi tilbage fra skabelsens morgen, hvor den blev lagt i vore hjerter, og det er det, H.C. Andersen fortæller, når han lader Moses vise sig på urets første slag med det første bud, »Der er kun een eneste sand Gud«, og på slaget to viser det gode liv i Paradisets have. Gud og mennesket sammen. Sådan skulle det have været. Men vi ved også, at det ikke blev således, fordi mennesket lod sig friste og blev sendt bort fra haven, bort fra Gud. Siden da har vi båret syndens og dødens mærke, og dog har vi stadig i vore hjerter længslen efter Gud, en længsel, som kan vise sig i noget smukt, som f.eks. et vidunderligt kunstværk eller bare i anerkendelsen af kunstværket. Men den længsel kan også forvirre os, vi kan gå andre veje, finde andre guder, vi kan finde på de særeste ting, som de to, der spiste sig til døde eller ham, der drak sig ihjel for at gøre det utroligste. Og går det helt galt, forsøger vi at tage os selv til rette, hvilket vi ser alle steder i verden, østpå, hvor kristne overfalder kristne, eller rundt om i verden, Nordkorea, Afghanistan, Pakistan og mange andre steder, hvor den kristne mindretal fejrer påske med livet som indsats. Og vi ved, at det er det utroligste, for det, vi helst vil tro er, at mennesket er godt, at kunsten er smuk, ja, at Gud er god og vil os det bedste, men hele tiden bliver vi modsagt af erfaringen. Mennesker gør ofte det onde, træder det gode under fode. Og når det er vor erfaring, tør vi næsten ikke tro på det gode, ganske som kvinderne blev angste, da de så den tomme grav, fordi døden var udgangspunktet for deres erfaring. Og de havde set Jesus dø nok så eftertrykkeligt! Døden, denne knoklede kraftkarl, er endelig, så meget vidste de, og døden knejsede med nakken i disse dage, som om ingenting kunne knække den. Mens han levede havde Jesus ganske vist sagt, at han skulle opstå fra de døde, men det er svært at tro, og det kunne kvinderne ikke, men der var ingen lang forklaring at hente ved den tomme grav. Blot en engel, som udfordrende spurgte dem, hvorfor de ledte efter den levende blandt de døde. »Han er ikke her, han er stået op af graven. Husk dog, hvad han sagde!!!!«

Da huskede kvinderne, og de blev dermed de første, som fik lov at fortælle det gode budskab til disciplene. Tænk engang!

Ja, tænk, at et lille menneskebarn, født af en fattig jomfru blev vor frelser, dræbte synden og døden, og jeg vil lade H.C. Andersen fortælle, hvordan han gjorde det: Da kraftkarlen, som havde gjort det utroligste, skulle giftes med kongedatteren, stod han og knejste som om intet kunne knække ham. Men da trådte den unge kunstners urværk ind i kirken og stillede sig mellem brud og brudgom. Moses kom ud, og der stod flammer fra hans pande. Han kastede lovens tunge tavler på brudgommens fødder, så han ikke kunne løfte dem fra gulvet. »Stå som du står!« sagde Moses til karlen, og så kom de andre figurer frem og fortalte ubehagelige sandheder om ham. »Skam dig!« sagde de, men han skammede sig ikke. Til sidst kom vægteren med sin morgenstjerne, han som sang om frelseren, der blev født. Vægteren slog brudgommen for panden med morgenstjernen og sagde: »Lig der!« Så forsvandt kunstverket, og i samme øjeblik blev alle lysene i kirken forvandlet til store lysblomster, de forgyldte stjerner under taget udsendte lange, klare stråler, og orgelet begyndte at spille helt af sig selv. Så blev den rette brudgom hidkaldt, hele folket var bryllupsfølge, ikke en eneste var misundelig. – Og det var i sandhed det utroligste!

Påskemorgen var der heller ikke en eneste, der var misundelig, men det var ikke det utroligste, for sådan må det være, når døden er besejret, og Gud har besøgt sit folk. Påskemorgen slog Guds søn, barnet i krybben, døden for panden og sagde: »Lig der!«. I dag holder vi bryllup med ham. Og det er ikke et eventyr!

Glædelig påske!