15-04-2022

Om at bære sit kors

Salme: O hoved, højt forhånet, DDS 193

Herre, al synd har du borttaget, vi ellers var fortabte. Forbarme dig over os, o Jesus. Amen.

Sl 22, 2-22a, Es 52, 13- 53, 12, Luk 23, 26-49

»Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre; men vil du favne ham i aftenfreden, så må du følge ham i middagsheden.«

Således har vi netop sunget, og det gjorde vi, selv om det er en sandhed, vi ikke kan lide at høre. Vi synes faktisk, at alle fortjener et langt, gnidningsfrit liv og en såkaldt værdig død, det vil sige en død uden smerter og før, man bliver afhængig af andres hjælp. Før coronaen kom, var der således massivt flertal i det danske folk for at indføre aktiv dødshjælp, og lægen Svend Lings vandrede som en dødens engel rundt og tilbød sin hjælp, hvorfor han af mange blev hyldet som en folkehelt. Så kom coronaen, og snakken om aktiv dødshjælp forstummede, for nu måtte ingen dø. Men borte tog corona, i hvert fald den voldsomme fokusering på den, nu er flertallet for den aktive dødshjælp tilbage, og det selv om man i lande, hvor den er blevet indført, er begyndt at se på den som en patientrettighed, som man kan få, hvis man har lyst til det. I Schweiz, hvor man længe har kunnet indlogere sig på hotel for at modtage hjælp til selvmord, varer det ikke længe, før man kan få lov til at tage sig selv af dage i en dertil indrettet kapsel med glasvægge, så man kan se ud, indtil man altså lukker sine øjne. Det vil sige, at hvis man godt kan lide natur, så kan man i denne kapsel tage på sin sidste skovtur. Det er morbidt at tale så direkte, det ved jeg, men jeg føler mig tvunget til at tage det op, for denne dødslængsel er en fortvivlende og farlig mangel på tro på, at Gud vil være til stede i lidelsen sammen med os, tage os ved hånden og lede os til paradis. Siden kristendommen kom til Danmark, har vi haft livet for øje, selv på en dag som i dag, hvor al fokus er rettet mod frelseren, hans lidelse og død. For når vi ser ham på korset, så bliver vi bevidste om, at livet er ukrænkeligt, at døden er menneskets fjende, og vi ved instinktivt, at ingen af os kan undslå os fra at tage vort kors op i den henseende.

Men at bære sit kors er nu meget mere end det, og hvordan kan det dog være opbyggeligt? Svaret på det spørgsmål er, at vi faktisk bærer vort kors fra vi fødes til vi dør, for nogen er korset tungere end for andre, men at vi bærer vort kors ved at tage livet på os, er noget, vi kan iagttage. Det er en menneskelig erfaring, som nogen kalder skæbne eller sort uheld eller hvad nu kan komme på. Et levende eksempel på det er skuespilleren Timm Vladimir, som er barn et forældre, der var purunge, da de fandt hinanden og fik ham og hans lillesøster. Men hvor moderen tog sin opdrageropgave alvorligt, faldt det - mildt sagt – faderen svært at være far. Han var umådelig kreativ, men han havde et voldsomt problem med både alkohol og hash, og når børnene skulle være hos ham, foregik en stor del af samværet på værtshuse, eller han lå hjemme på sofaen og sov rusen ud. Vladimir blev hurtigt far for sin far, men efterhånden fyldte faderen for meget på den negative måde, fordi han mødte fuld op, når han var inviteret til sønnens fester eller forestillinger, hvor han lavede skandale på skandale. Tilmed forlangte faderen, at Vladimir skulle være taknemmelig for, at han – med sine egne ord – havde »leveret råstofferne« til ham. En dag fik Timm Vladimir nok og holdt op med at se sin far lige indtil faderen lå på sit dødsleje, ædt op af kræft. Vladimir følte efter eget udsagn ikke noget ved synet, men han tænkte, at hvis hans egen søn en dag ville stå med de samme følelser ved hans dødsleje, så var han mislykket som far. Den dag, faderen skulle begraves, blev han væk fra den, fordi han skulle arbejde med Den Store Bagedyst. Så langt var far og søn fra hinanden, at der altså ikke var noget, der lignede en følelse af godhed for eller sorg over faderen hos sønnen.

Nogle uger senere skulle Timm Vladimir og hans søster imidlertid rydde op i faderens lejlighed, og der fandt de bl.a. en scrapbog, der var propfyldt med udklip om ham og hans karriere, det seneste udklip var bare få uger gammelt. Da gik det op for Vladimir, at faderen havde været stolt af ham, men at han aldrig havde formået at give udtryk for det. I dag har han ikke bare forliget sig med faderens manglende forældreevne, han har tilgivet ham. Timm Vladimir ville sikkert ikke selv tænke således, men han bærer sit kors. Det er han nødt til, hvis han skal leve sit liv. Han kan ikke få en anden far, faderen kan – fordi han er død – aldrig sone sine svigt, men det er altså alligevel lykkedes sønnen at finde en plads til sin far i sit liv uden bitterhed med håbet om, at han selv bliver en bedre far. Også det er Timm Vladimir bevidst om, at der skal arbejdes på, og at han aldrig bliver færdig med det arbejde. Det gør ingen af os, korset skal bæres, kalken skal tømmes, og rigtig mange mennesker gør det uden at tænke over det.

»Det er så let at lægge kors på andre« lød det før, og nogen vil hævde, at det er netop det, jeg står her og beder dem gøre. En mere behandlerorienteret type end jeg ville nok tænke, at Timm Vladimir og hans søster havde haft det bedre uden samvær med faderen og derfor arbejdet for, at samfundet kunne skride ind tidligt i et sådant mislykket forældre-børn-forhold. Var det sket, havde Timm Vladimir mistet en del af sin identitet, den del, faderen stod for, og han havde måske ikke lært tilgivelsen at kende. Begge dele viste sig faktisk at være vigtige for ham. Og sagen er, at vort valg på hele vor færd handler om at vælge mellem livet i Kristus og døden. Vælger vi døden, fordi vi synes, vort liv er blevet for broget, så er der ikke andet end mørke og ikke-væren. Men vælger vi livet i Jesus Kristus, så er der i ham en dør til lys og glæde hos hans far i himlen, om end det nogle gange går gennem svær lidelse og barske erkendelser.

Det valg hører vi også om i dag, for Jesus korsfæstes ikke alene, sammen med ham hænger også to forbrydere. Selv i den voldsomme lidelse og udsigten til en langsom død, kan den ene af dem ikke dy sig for at håne og spotte Jesus: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!« Den anden forbryder irettesætter ham, for han ved i sit hjerte, at Jesus er uskyldig. Og sin forbrydelse til trods ender han i Paradis sammen med Jesus.

Vi kan ikke undgå lidelsen, vi kan ikke flygte fra døden, for uanset hvilke krumspring, vi gør, så er vi alene, når døden kommer, og der er ingen let udvej på den; men vi kan hjælpe hinanden med at bære korset, vi kan lindre lidelsen, og så er Langfredag netop p.g.a historien om forbryderen, der bad Jesus om nåde, et vidnesbyrd om, at vi ikke behøver at være alene, når døden kommer. Vi kan bede Jesus om at være hos os:

Lad mig, o Jesu Kriste,

ved troen holde mig!

Når øjnene vil briste,

da lad mig dø i dig!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.