10-04-2022

Til minde om en ødsel kvinde

Salme: Med sin alabasterkrukke, DDS nr. 151

Kom, Herre Jesus. Amen.

Zak 9, 9-10; Fil 2, 5-11; Mark 14, 3-9

Påskens tekster rummer i år for mig mange minder, fordi jeg for to år siden måtte prædike fra mit kontor p.g.a. den landsdækkende nedlukning. Det synes som længe siden, men det er det ikke, og selv om vi har andet at tænke på i år, kommer denne prædiken til at reflektere over det, der skete, og som sagtens kan ske igen. Jeg var og er stadig rystet over det. Men midt i det hele kom netop påskens fortællinger mig til hjælp; paradoksalt nok lød de som fornuftens stemme midt i alt det irrationelle, som omgav mig, og så var de fulde af oprør. For påsken fortæller om berøringer og kropsvæsker, om mennesker, der opfører sig ødselt og uansvarligt. Men det mest provokerende – tror jeg – var og er budskabet om, at Gud selv går ind i lidelsen, at han ikke flygter fra den, og at han derved besejrer døden. For i de dage ville vi slet ikke høre om den slags, det var nærmest uansvarligt ikke at være angst. Vi flygtede fra lidelse og død, eller vi dyrkede den sensationelt; pressen svælgede i den, der var på samme tid angst og længsel efter døden, men at dyrke døden på den måde er usundt for os mennesker. Det viser, at vi gør sygdommen til herre. Vores herre er imidlertid Ham, der skabte os, og Ham skal og bør vi forvente alt godt af.

Nedlukningen viste, at vi var villige til at tro på meget, for sagen var jo, at få – også vore ledere – vidste forsvindende lidt; vi forstod simpelthen ikke at adskille viden og tro, for havde vi gjort det, var vi gået mere nøgternt til værks. Det, vi burde have troet på, men som vi ikke ville tro, var, at der venter os noget godt i det hinsides. For to år siden blev det klart, at vi i stedet tror på et liv før døden. Så vi afstod fra at være sammen med vore kære, fra at trykke hinandens hænder, og påsken blev for mange blive ensom. Den var også fuld af bekymringer, for nedlukningen af Danmark betød stigende arbejdsløshed for en del mennesker, og i dag lider f.eks. de mindre erhvervsdrivende slemt af efterveerne fra de store nedlukninger. Nej, det var – og er – svært at tro på noget godt fra det hinsides.

»Se, din konge kommer til dig!« spåede Zakarias længe før, Gud besøgte sit folk, og da han endelig kom, krævede de ham korsfæstet. For to år siden mødte han en lukket kirkedør, og vi måtte i stedet tage imod ham i vore hjem. Sådan gjorde de første kristne, og det kunne vi også. For selv i den fortvivlende påske lød budskabet om Jesus Kristus og de mennesker, han mødte og rørte ved, og i dag kan vi høre det i kirken - om kvinden, der levede i synd – sådan fortælles der om hende i Lukasevangeliet. Hun trænger sig på og overøser Jesus med kostbar nardusolie. Og så brager forargelsen løs! Nogle, fortælles det, blev vrede, for den olie var jo meget værd, den kunne være blevet solgt for mange penge som hjælp til fattige. Er det en oprigtig omsorg for de fattige, der ligger til grund for vreden? Nej, det er det ikke, det er en lede ved synet af en kvinde – foragtet både for sit køn og for sin livsstil – der besmitter den ophøjede med sine berøringer og sit nærvær. Og så er det også udtryk for et ønske om magt, magten til at bestemme over andre.

»Se, din konge kommer til dig!« det havde også Jesu disciple hørt, de troede måske endda på det, og i et patriarkalsk, lovreligiøst samfund, hvor der var svære skel mellem rene og urene, og derfor en skarp, social kontrol, kunne Guds salvede ikke omgås kvinder af den slags. Alligevel skulle ubehaget pakkes ind i en påtaget omsorg for næsten, for havde Jesus ikke selv prædiket og øvet barmhjertighed mod de fattige, som han ovenikøbet kaldte »salige«?

Jo, disciplene - for det er dem, der står forargede omkring Jesus - mente sig på den sikre side, da de overfusede kvinden. Vi er her vidne til et af de første eksempler på politisk korrekthed, den hellige forargelse, når man kan smykke sine luskede motiver med et skær af retfærdig harme. Jeg tror, det er vigtigt at huske nu, hvor vi stadig lever i efterdønningerne af den sociale afstand, hvor al menneskelig omgang, der igennem umindelige tider har været udtryk for almindelig høflighed, sås på med bekymring. Vi skulle finde nye hilseformer, nye samværsformer. Og det var for næstens skyld. For at vor næste kunne få et langt liv. Om det liv så blev ensomt, hvad det blev for mange, eller udsat for vold eller omsorgssvigt, som det sås i udsatte familier, var lige meget. For vi var opfyldt af retfærdig harme over almindelige mennesker, som ikke havde forstået alvoren i situationen, som kom til at hoste i supermarkedet eller stod for tæt i køen, som tog i sommerhus eller en tur i parken for at slippe for en beklumret lejlighed og lod hånt om alle de regler, der blev os pålagt af næstekærlige myndigheder fra majestæten over statsministeren til politibetjenten. Sådan delte vi hinanden op.

Det er vigtigt at tage hensyn, men man skal ikke undervurdere, at enhver situation kan bruges til mangt og meget, ikke mindst til at udøve magt og social kontrol. Det blev den, og den vil blive det igen.

Nu sagde Jesus imidlertid noget til de vrede disciple. Han bad dem lade kvinden være, fordi hun havde gjort en god gerning ved at salve hans krop til den begravelse, der ikke var langt forude, og derefter sagde han: »De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. (…) Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

Nej, vi har ikke altid Jesus hos os, vi ejer ham kun i troen, og derfor er vi nødt til at blive ved med at høre om ham. Hvis vi mister troen på, at Jesus Kristus er vor frelser, så har vi kun os selv, og så mister vi retningen, vi jager efter vind. Og når vi jager efter vind, bliver vi nærige af det. Vi møder vore medmennesker med afstand og mistænksomhed. Vi mister sansen for det væsentlige.

Kvinden, der kom til Jesus, var ødsel over al måde, og da hun salvede ham i kostbar olie, viste hun, at Jesu kongegerning ikke var af den art, vi forbinder med konger. Kvinden vidste, at Jesus skulle dø, men hun ventede ikke, til det var sket, hun kom farende og overøste hans hoved, fordi hun i ham havde set sin frelser, sin skaber, livets kilde. Der skal fortælles om hende, når evangeliet prædikes, for med sin gerning forkynder hun den hymne, som Paulus skrev til Filipperne:  At den søn, som blev menneske og var lydig til døden på et kors, ham »har Gud højt ophøjet og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære.«

Ja, hvert knæ skal bøje sig og bekende Kristus som Herre. Vi kan vise, at vi mener det, ved som kvinden at være ødsle gennem de uselviske, kærlighedens gerninger, som ingen kommer til at høre om, men som gøres til gavn for vor næste. For det nu engang næsten, vi er henvist til, og næsten har sjældent brug for social afstand.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen