03-04-2022

Velsignet være dit livs frugt

Salme: Nu kom der bud fra englekor, DDS 71

Kom Herre Jesus! Amen.

1 Mos 18, 1-15; 1 Kor 1, 21-31; Luk 1, 46-55

Det er vanskeligt at komme uden om emnet moderskab, når man skal prædike på Mariæ bebudelsesdag. For det at Gud fik en mor, har ikke alene gjort Maria til noget særligt, det har også noget at sige for den måde, man kan anskue moderskabet på, altså som noget velsignet. Det skal jeg vende tilbage til. For moderskab fandtes jo også før Maria blev gravid, og børn var kvindens rigdom. Nok hørte vi tidligere om Sara, der stod bag dør og lo, da Herren fortalte hendes mand, at hun om et år skulle sidde med sin søn på skødet, men grunden til, at Sara lo, var den simple, at hun og Abraham var tudsegamle, og mere uoplyste var folk dengang ikke, end at man godt vidste, hvornår både kvinde og mand var frugtbare. Herrens budskab forekom hende derfor lattervækkende. Så Sara lo, men da hun var ung og ønskede sig børn, lo hun ikke. For ikke bare ønskede hun sig børn, hun vidste også, at en søn var afgørende for, at Abrahams slægt kunne videreføres. Derfor forlangte hun, at parrets trælkvinde, Hagar, skulle være rugemoder og føde hende en søn. Abraham, der elskede Sara, havde ikke meget lyst til at være en del af det projekt, men han adlød hendes befaling og lå med Hagar. Og dengang var det ikke som i dag, hvor man sender rugemoderen bort med aftalt betaling og en kontrakt, der påbyder hende at give afkald på barnet, nej, Hagar blev hængende, fordi hun var en del af husstanden, og da hun fandt ud af, at hun ventede sig, blev hun hovmodig og begyndte at se ned på sin frue, og det endte med, at Sara jog hende ud i ørkenen, hvor hun fødte sin søn, Ismael. Sara og Abraham forsøgte sig ikke siden med rugemoder-modellen, men affandt sig med barnløsheden til trods for, at Gud for længst havde lovet, at Abraham skulle få afkom så talrigt som himlens stjerner og havets sand. Dog holdt Abraham aldrig op med at tro på Guds løfte, men det gjorde Sara altså, og alligevel fik hun i sit nioghalvfemsindstyvende år den søn, som hun havde ønsket sig så inderligt. I underværkers land vi bor, når Herren viser os sin godhed, det måtte Sara sande.

Driften efter at få børn ligger dybt i de fleste kvinder, og der er egentlig ikke så meget, der har ændret sig siden Saras dage, derfor er moderskabet stadig i høj kurs; der er mange muligheder for at blive mor, så mange, at alle nærmest har krav på at blive det, men med Marias moderskab er der noget andet på spil. Hun krævede ikke at blive mor, tværtimod kom dette barn til ulejlighed og besvær, for en ugift kvinde, der skulle have et barn, var ikke i høj kurs nogen steder. Og havde Maria fået at vide, hvad der skulle ske med hendes barn, havde hun nok betakket sig. Det gjorde hun imidlertid ikke. Hun fyldtes i stedet af taknemmelighed og glæde og brød ud i den lovsang, vi netop har hørt. Så ikke blot begyndte et lille liv at spire under hendes hjerte, selve hjertet blev også fyldt af kærlighed til Gud. Moderskabet blev med Maria velsignet, fordi det var Jesus, hun blev velsignet med, og det forstod hun. »Velsignet er dit livs frugt« som der synges i Hil dig, Maria.

Det er en ikke uvæsentlig detalje, for vi lever i en verden, hvor utrolig meget er gennemsyret af kristendommen, men hvor vi har skrevet Kristus ud af historien. Jeg er ikke i tvivl om, at når vi generelt ser positivt på moderskabet, ja, ligefrem ophøjer det, er det fordi vi hver jul har hørt og fortsat hører om barnet i Betlehem og dets mor. Det taler til vore hjerter, og det er i udgangspunktet godt. Det kan imidlertid også føre til et krav om at få et barn koste hvad det koste vil, eller det kan føre til fortvivlelse, når man bliver mor og opdager, at der bliver vendt op og ned på hele ens tilværelse. Jeg læste f.eks. for nylig om en ung kvinde, der havde truffet et aktivt valg – som det hedder i vore dage – om at blive mor. Hun havde regnet med, at hun skulle være en sej mor, der tog ud med veninderne til dette og hint, en mor, der var interessant at tale med og meget mere, men da hun fik sin søn, fandt hun ud af, at hun ikke kunne tænke på ret meget andet end ham. Hun orkede ikke det sociale i den tid, hun ammede, fuldt optaget af hans behov som hun var. Havde kvinden vidst, hvor altopslugende det var at blive mor, havde hun valgt det fra, udtalte hun til et dameblad. Det er let at blive forarget over den unge mor, men jeg vil sige, at hun ved ikke bedre, for hun er vokset op i et samfund, hvor kærlighed er noget, man viser sig selv eller særligt udvalgte. Et barn er imidlertid ikke en særligt udvalgt, for du kender ikke det barn, du får, det er et lille menneske, som du skal lære at kende, det kræver dig fuldt og helt, det oplærer dig i kærlighed. Den unge mor forstod simpelthen ikke, at hun havde fået kærligheden skænket. At hun – når hun ikke kunne tænke på andet end barnets behov – viste, at hun i virkeligheden var fuld af kærlighed, og at det kom fra en kilde, hun ikke anede fandtes. Den kilde skyllede hendes selvoptagethed bort og rettede hendes blik og omsorg mod det lille menneske, hun havde sat i verden. Da jeg for snart mange år siden sad med min førstefødte blandt bunker af vasketøj og havde præcis de samme tanker som den omtalte mor, var der en sundhedsplejerske, der gav mig en opsang: »Hvorfor tror du, du har fået en lang barselsorlov? Det er fordi, du skal tage dig af den lille, og sander huset til, så kommer der et tidspunkt, hvor man nok skal få styr på det.« Hun havde ret, og jeg husker, at jeg blev flov, men hvor var det godt, at hun sagde det, for det satte nogle ting på plads for mig.


Vi skal tilbage til Maria; hendes moderskab blev som bekendt ikke ukompliceret, for hun måtte både på flugt med den lille og se ham få et frygteligt endeligt. Hendes opgave var at skærme ham og vise ham den kærlighed, hun selv var blevet vist ved at få ham. Og derfor skal alle slægter prise hende salig, som hun sang i sin lovsang til englen. Vi skal prise Maria salig, fordi hun tog på sig at bære og føde Guds kærlighed til os, den kærlighed, der tålte alt, troede alt, håbede alt, udholdt alt. Den kærlighed, der ikke kunne dø. Den kærlighed kan vi alle få del i, uanset om det bliver os beskåret at få børn eller ikke. Den kærlighed fylder os og retter vor opmærksomhed bort fra os selv mod andre. Og derfor er den lige så svær at have med at gøre, som et nyfødt barn kan være for den mor, der syntes, hun skulle klare alt muligt ved siden af, så barnet blev en del af hendes projekt i stedet for at være der i sin egen ret. Den lære, vi kan drage af Marias moderskab er altså ikke, at vi alle er nødt at være mødre for at få fylde i livet, nej, Marias moderskab gav os alle fylde i livet. For da Herren så til sin ringe tjenerinde, var det ikke bare hende, der fandt nåde, det gjorde vi alle, for alle kan tage barn Jesus til hjerte, og dermed behøver vi ikke andet eller mere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen