20-03-2022

Hvem er din fader?

Salme: Op, min sjæl, thi sol er oppe, DDS 741

2 Mos, 7-10, 30-32, Åb 2, 1-7, Joh 8, 42-51

Hvad vil det sige at have djævlen til fader, og hvad vil det sige at have Gud til fader? Dette er stridsspørgsmålet i vort evangelium, og tilsyneladende er det nemt at besvare, for vi ved jo, at Jesus er Guds søn, ham skal vi tro på. Jøderne, derimod, hævder at have Gud til fader alene i kraft af deres herkomst, altså deres etnicitet, og derfor tror de ikke på Jesus. Dermed har de løgnen til fader. I virkelighedens verden er det imidlertid svært at vurdere, hvornår løgnen er på spil, og ikke sjældent må vi erkende, at vi ikke formåede at kende det sande fra dets skin. Faktisk har vi ofte svært ved at tro på sandheden i Kristus, enten fordi den forekommer os ligegyldig eller decideret skræmmende, fordi den taler rent ud af posen. Sådan er det med dagens tekst; Jesus lægger ikke fingrene imellem, han er direkte fordømmende, og det bryder vi os ikke om. Alligevel er der ikke andet at sige, end at for den kristne er livet et evigt valg mellem sandheden, som den kommer fra Gud, og løgnen, som har djævlen til ophav.

Dette radikale krav fra Kristus er særligt for tiden interessant, fordi der er bispevalgkamp i et af landets stifter. Selv om det ikke er i dette stift, er det altid interessant at følge, for et eller andet sted er det paradoksalt, at en institution som kirken, der kun har én sandhed, nemlig Jesus Kristus, med jævne mellemrum skal igennem en halvdemokratisk seance som et bispevalg jo er. Jeg siger halvdemokratisk, fordi det ikke er alle folkekirkemedlemmer, der kan stemme. Imidlertid er der så mange stemmer at hente, at kandidaterne må træde varsomt. For folkekirken er og skal være rummelig, og fremtræder man for kantet, kan man være sikker på at blive strittet ud fra den store, grundtvigske midterbane, som de fleste bedst kan lide, endda uden at kende ret meget til Grundtvig. Så det gælder om ikke at sige noget, der kunne skræmme nogen væk, og det, man siger, skal kunne opfattes positivt af alle, som hører det, så de ikke føler sig udfordret. Men selv efter valget gælder det for alle gejstlige i den danske folkekirke, at der hurtigt kan rejse sig en storm, hvis man skulle komme til at udfordre konsensus om at »Gud er god, han lever. Gud er god, han elsker mig« som der synges i en sang. Det er nemlig det, vi gerne vil høre. Det er også en del af sandheden, men ikke den hele. For at være elsket af Gud og at elske ham igen har den konsekvens, at man bliver fremmed i verden. Og når man gerne vil være en rummelig folkekirke, så bliver det hele trist og vanskeligt, når man skal prædike kirkens og de troendes vilkår til et folk, der elsker verden, for det gør vi, jeg selv inklusive. Men lad os nu begynde ved den gode Gud, som elsker os. Hvorfor er det så stort, at han elsker os? Det er det, fordi HAM, der er god, og at han elsker os, selv om vi ikke altid er det. Det er den sidste halvdel af sandheden, vi ikke bryder os om at høre. Men vi skal skal være klar over, at Gud har en modstander, som lever fedt i og af verden, og at det var den modstander og dem, der valgte at følge ham, der i første omgang udstødte Guds søn fra verden ved at korsfæste ham. Der var et valg dengang, der er et valg nu, der er altid et valg.

Det er – indrømmet – ikke et særligt behageligt budskab, det egner sig slet ikke til en valgkamp i et Danmark, hvor vi har en guldkalv, der hedder velfærdssamfundet, og hvor vi bliver mere og mere angste for friheden og menneskers frie ret til at sige, hvad de mener er sandt. I den politiske kultur har det længe været fremherskende; intet parti kan holde til at have divergerende holdninger, og den store nedlukning, vi oplevede for et par år siden, satte turbo på udbredelsen af den politiske kultur i hele samfundet. Derfor bliver vi alle rundere og rundere og kan således snart stille op til bispevalg og klare os godt, hvis vi skulle have lyst til det. For de fleste af os er bange for at spolere den gode stemning og fremstå som uopdragne, ja, måske ligefrem som onde mennesker. Og sådan er det, fordi vi lever i en verden, hvor de såkaldte »værdier« hersker; ligesom med det grundtvigske behøver vi ikke engang at nævne, hvad værdierne går ud på, de er der bare, og der er nogen, der repræsenterer dem, medens andre ikke gør. Jeg har f.eks. altid fundet det interessant, at hvis man ved et middagsselskab nævner navnet Obama, så breder salighedens smil sig på alles læber, medens vreden er til at tage og føle på, hvis man nævner navnet Trump. For – ikke sandt? – vi kan hurtigt blive enige om, at Trump har djævlen til fader medens Obama udgår fra Gud. Men her kunne man spørge, om så stor en del af amerikanerne – dengang de stemte på Trump - var gået i djævlens tjeneste? Eller repræsenterede Obama bare en anden og mere lækker løgn, som mange mennesker var trætte af, og så var de nødt til at stemme på Trump, fordi han var den eneste, der påpegede, at ikke alt var godt i Obama-land?

Man kan pege på problemer på mange måder, Trump har sin måde, andre har deres, men alle opfattes som trættekære, og trættekære mennesker er anstrengende. De formår ikke at flyde med den gode stemning men skaber uro og hvirvelstrømme i den ellers rolige flod af vedtagne værdier.

Filminstruktøren Christian Tafdrup har netop skabt en film om denne problemstilling, Speak no evil hedder den, og jeg tør ikke se den, da den lyder frygteligt ubehagelig, så jeg har nøjedes med at læse om den. Filmen handler om, hvad der kan ske, hvis man fornemmer, at noget er ondt, men vil tro, at det onde er godt. Netop fordi man ikke vil spolere den gode stemning. Tafdrup udtalte for nylig til Kristeligt Dagblad følgende:

»Vi opdrager os selv til hensynsfuldhed hele tiden i vores krænkelseskultur, så faren er, at man bliver så optaget af, hvordan man bliver opfattet, at man faktisk svigter sig selv og de alarmklokker, der kan ringe inde i en.«

At være hensynsfuld er uundværligt, hvis vi skal kunne leve sammen, men som alt andet kan også hensynsfuldheden gå i djævlens tjeneste, det har Tafdrup blik for. Jesus var hensynsfuld, når det var påkrævet og knap så hensynsfuld, når det var på sin plads. Det har vi netop hørt, og det er endda kun en brøkdel af en lang samtale med farisæerne, hvor han konstant udfordrer og afslører dem i deres forvrængede opfattelse ikke bare af Gud men af sig selv. Jesus afslører dem gang på gang i deres forlorenhed. For farisæerne var den tids borgerskab eller politisk korrekte elite; de har kort forinden dette optrin – helt efter loven - villet stene en kvinde, der var grebet på fersk gerning i at være sin mand utro, hvorefter Jesus siger, at den af dem, »der er uden synd« kan kaste den første sten. Der blev ikke kastet én eneste sten den dag. Kvinden fik imidlertid også at vide, at nok var hun ikke fordømt, men når hun gik bort derfra, skulle hun ikke mere synde. Det er godt at huske på, for i vor runde folkekirke er synd blevet et adelsmærke, jo mere syndige vi er, des mere kan Guds nåde stråle over os, hvilket igen er sandt, men kun noget af sandheden. For selv om Gud er nådig og ikke fordømmer, så ser han altså ikke på synd, som noget vi skal forsætte med at vade rundt i, når først vi har lært ham at kende. Og har vi lært ham at kende, så har vi lært sandheden, vejen, livet og lyset at kende. Derfor er det godt at huske, at det er GUD, der er god, og tænk, det er DIG, han elsker, dig, han ville gå gennem kors og død for. Derfor skal vi forsage det onde, også når det viser sig i det godes skikkelse, og selv om vi skulle komme til at spolere den gode stemning. For vi har altid et valg.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen