13-03-2022

De troendes herre

Salme: Udrust dig, helt, fra Golgata, DDS 536

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 1, 27-31; Hebr 5, 1-10; Mark 9, 14-29

Vi lever i en tid, hvor mørket sænker sig over verden, det gode, Gud skabte, lægges øde, og jeg vil derfor tage udgangspunkt i en kendt fortælling, som jævnligt er aktuel, nemlig Tolkiens store værk, Ringenes herre, som indledes med dette digt:

»Tre har elvernes konge i dybeste skove, syv har dværgenes herrer i sale af sten, ni har mennesket dødeligt, dømt til at sove. Èn har den natsorte fyrste for ondskab og mén i Mordors land, hvor skygger ruge. Én ring er over dem alle, én ring kan finde de andre, én ring kan bringe dem alle, i mørket lænke dem alle i Mordors land, hvor skygger ruge.« 

Mørket sænker sig over verden, fordi den onde fyrste, Sauron i Mordors land, i tidernes morgen smedede et antal ringe, som alle har den egenskab, at de ønsker at komme ind under den ene herskerrings herredømme. Den ring ejes af Sauron. Derfor er der den fare ved ringene, at de kan korrumpere deres ejermænd; ønsket om magt er jo meget stærkt hos menneskene. Ved et tilfælde mister Sauron sin egen ring, den, der kan binde de andre ringe og give ham herredømmet over hele jorden. Ringen ender på bunden af en flod, og ligger der i mange år, da et lille væsen finder den og straks besættes af den. Der findes nemlig et lille, fredeligt folk ved floden, som lever i pagt med naturen og hinanden, ikke ulig vi mennesker, som vi kan være, men en af dem er mere nysgerrig end de andre, han har et hedt ønske om finde ind til tingenes rod.

Så han dykker i dybe damme, og graver i jorden, så meget, at han glemmer at kigge opad og glædes over lyset og alt det skabte, der omgiver ham. Sméagol hedder han, og han viser sig at være et let bytte for herskerringen. Sméagols gode ven finder den nemlig ved et tilfælde på bunden af floden og viser den til ham, Sméagol slår vennen ihjel, gemmer liget, og beholder selv ringen. Fra nu af ændrer han karakter, bliver ondskabsfuld og udstøder mærkelige lyde, der lyder som »gollum«, hvilket han ender med at blive kaldt for til sidst at blive udstødt af sit folk. Ringen forstærker Gollums lyst til at opholde sig i det underjordiske, med ét brænder solen ham, og han søger ind i bjergene, hvor han lever i mange, mange år, år, som ringen giver ham, men også år, som leves i mørket. Han ændrer udseende til det dæmoniske, og han glemmer, at der var noget, der var godt, smagen af brød og træernes raslen, eftermiddagene ved floden med sin elskede bedstemor. Kun ringen tæller nu. Gollum kommer til at spille en betydelig rolle i historien, som jeg skal undlade at komme ind på her, men det karakteristiske ved hans skikkelse er, at han på samme tid vækker afsky og medlidenhed hos dem, han møder, afsky, fordi han er besat og bærer det tydelige præg af at være det, næsten ukendelig fra sit oprindelige jeg, medlidenhed, fordi alle ved, at Gollum oprindeligt var en hel og god skabning. Ubevidst forstår de, at også de selv kunne falde for ringens dæmoniserende kraft og ende som han.

Se, det er jo et eventyr, men vi ser det netop nu udfolde sig for vore øjne. Derfor bortforklarer vi det ikke, vi mærker i stedet, at det er sandt. At Tolkien fortæller os noget vigtigt. Men når vi står overfor evangeliet, f.eks. det, vi netop har hørt, så vil vi ikke bare tage imod det, nej, vi vil forklare det, så det af og til bliver til en bortforklaring. Således hører man ikke sjældent, at den besatte dreng nok led af epileptiske anfald, der var ingen djævel eller dæmon på spil, sådan noget skal man ikke gå og bilde folk ind, for det vil de naturligvis straks tage skarpt afstand fra, og så flygter de fra kirken. På den måde mener man at gøre Gud en tjeneste, for at vi ikke skal tro, at han er sådan en hokuspokus-gud. Problemet er bare, at vi ikke kommer til forståelse af evangeliet ved denne forklaring. 

Nuvel, de færreste af os har nok oplevet en besættelse som drengen, vi netop har hørt om, men at mennesket ikke skulle kunne besættes, det er nok mere tvivlsomt. Det sker måske blot usynligt og umærkeligt for vore sanser, og det bliver vi nødt til at forholde os til for at kunne forholde os realistisk til os selv og andre. Det var også derfor jeg begyndte med at fortælle historien om Sméagol, der blev til Gollum, om Guds gode skabning, der blev korrumperet og endte med at lade sig besætte af en kraft udefra. Nu skal vi prøve at se på denne besættelse i et kristent perspektiv.

Vi har netop fra alteret hørt, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, hvordan skaberværket altså i sit udgangspunkt var godt. Det, at vi er en del af det skaberværk betyder, at Gud ønsker, at vi skal være hos ham, og at vi fra skabelsen af har et behov for at være hos ham. Men vi ved også, at der er noget, der ofte afholder os fra at søge Gud, noget, der driver os mod vort eget på bekostning af andre, og den drift kalder vi arvesynd. Det, vil jeg vove at påstå, er en menneskelig erfaring, som vi gør os, uanset om vi kan sætte flotte ord på. Denne drift til at ville være gud og konge i stedet for Gud, er næsten lige så gammel som skabelsen selv, og det er denne drift, der driver os mod det, der er ondt. For det findes, både i og uden for os selv, det er også en erfaring, vi gør os, også selv om det, vi blev tiltrukket af, i første omgang ikke virkede ondt. Derfor skal vi ikke rynke på næsen af en historie, der fortæller om en dreng, som er blevet besat af en ånd. Mennesket er som sådan en kampplads for det gode og det onde, og spørgsmålet er, om vi selv kan drive det onde ud, og hvis vi ikke kan, hvordan skal vi så forholde os til det? Det hører vi om i dag.

Fortællingen begynder, hvor Jesus og hans disciple, Peter, Jakob og Johannes netop er kommet ned fra det bjerg, hvor Jesus har vist sig i en forklaret skikkelse, og hvor det står klart, at han er Guds søn, Guds udvalgte. Det har de tre disciple imidlertid ikke forstået, og da de nu stiger ned til hverdagen, viser det sig, at ingen kan tro, at Herren besøger sit folk. De tilbageværende disciple er i en hed diskussion med de skriftkloge angående den besatte dreng, disciplene har i Jesu navn forsøgt at drive ånden ud, men de kan ikke. Deres tro rækker ikke, og Jesus græmmes over dem, men han lytter til faderens historie om drengens lidelser, og så er det, faderen siger: »Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os!« »Hvis du kan« svarer Jesus, »alt er muligt for den, der tror.« Disse ord læser vi ofte, som om det handler om, at alt afhænger af den tro, vi kan præstere. Men snarere handler det om, at drengens far fornemmer, at han står over for troen selv, personificeret i et menneske, nemlig Jesus af Nazareth, og da er det han bryder ud i sin trosbekendelse: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Jesus svarer ved at helbrede drengen. Jesus tror for faderen, og faderen tror, at han kan netop dette.

Menneskets synd mod Gud bestod i, at det ville gå ham efter i sømmene, sådan som Sméagol ville det, og at ville gå Gud efter i sømmene er vantro. Denne vantro sendte os bort fra ham, og vi kunne ikke af os selv få den umiddelbare tro tilbage. Som sådan skal vi se os selv som dem, der kunne blive en Gollum, Sméagols dæmoniske skygge, vi skal se os selv som dem, der så gerne vil vende tilbage til Gud, så gerne vil tro på ham, men som ikke kan. Og dér skal vi så vide, at det netop er her, han viser sig. For den besatte dreng og hans far viste han sig som troen midt i al vantroen, som håbet midt i al fortvivlelsen. Han er troens og de troendes herre.

Jesus er her imidlertid ikke nu, hvad skal vi så stille op? Jesus siger det til sidst: Vi skal bede. Vi kommer ingen vegne uden at bede, og det er måske det egentlig provokerende ved fortællingen, for hvem har ikke prøvet at bede og følt, at man ikke blev hørt?  Men sådan er vilkårene. I den lille, undselige bøn viser Gud sig som den mulighed, vi ellers ikke kan se. Deri ligger hans kraft. Det er ikke sikkert, at han viser sig, som vi vil have det, men vi skal holde sindet åbent for, at han kommer ad helt uventede veje.

Vi forsager stadig djævlen i kirken. Hver søndag og ved barnedåb, hvor vi ligefrem spørger til forsagelsen. Men i dåben gør Gud et lille nyt menneskebarn til sit eget, og han skænker det sin egen bøn, nemlig fadervor. I den bøn beder vi: »Led os ikke i fristelse«, netop fordi vi ikke ønsker at forføres til vantro, som kan påføre os selv og andre ondt og lede os ud i fortvivlelse og besættelse. Med disse ord fra fadervor erkender vi, at vi kan lade os forføre, som Sméagol lod sig forføre, men til forskel fra Sméagol har vi en Gud, som ikke lader os alene, en Gud, som ser det oprindelige, gudskabte menneske i os, og som tager imod os som sine egne kære børn, når vi beder hans egen bøn. Digtet, jeg indledte med, var et digt om magt, mørkets og dæmoniens magt, nu slutter vi med en anden form for magt, godhedens og lysets magt, som skal følge os indtil verdens ende. Det er den, vi påkalder os i bønnen:

»Læg hænderne sammen, da lægger sig amen til Frelserens bøn, som stiger i løn og lyder, hvor englene kvæde; i himmerigs kor det lille Guds ord omfavne Guds engle med glæde!«

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.