06-03-2022

At gå med sænket hoved

Salme: Sorrig og glæde, DDS 46

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos, 4, 1-12; Jak 1, 9-16; Luk 22, 24-32I den forløbne uge har der været rav i gaden i et par af vore partier. Nogle af medlemmerne, som tilmed sidder i folketinget, har en anden holdning end den officielle til den aktuelle krig mellem Rusland og Ukraine. Det har fået den betydning, at et medlem har forladt sit parti, i det andet parti er de genstridige medlemmer blevet bragt til tavshed. Her skal der ingen tvivl herske om, at jeg på ingen måde deler de holdninger, dissidenterne har givet udtryk for, men alt skal kunne diskuteres i et folkestyre, og der er en selvgodhed i vesten, som jeg mener er dybt uhensigtsmæssig, for den levner ingen vilje til at forstå, hvordan og hvorfor Putin tænker og handler, som han gør, og hvorfor så mange russere støtter ham. Dermed bliver det vanskeligt at løse konflikten. Vi skal huske, at Rusland altid har tænkt imperialt, også før Sovjetunionens tid, men aldrig har det været så brutalt og gennemført som efter den kommunistiske revolution og anden verdenskrig. Putin er et barn af kommunismen, og jeg tror, at han repræsenterer mange russeres stolthed over at have været en stormagt, ingen kunne komme udenom, og dermed også fortvivlelsen over, at man ikke er det mere. Der har uden tvivl hersket en forventning om, at de gamle sovjetrepublikker efter Sovjetunionens opløsning kunne samles på en ny måde, så man stod som en modvægt til NATO og EU. Men ak, de fleste lande i Øst- og Centraleuropa ville meget hellere være sammen med det glade, florissante vesten, og Rusland forstod aldrig hvorfor. Derfor – tror jeg – har angrebet på Ukraine sin rod i et gammelt og inderligt had til det vesten, som især det vestlige Ukraine så gerne vil tilhøre.

Vi står m.a.o. overfor den klassiske historie om Kain og Abel; den, der føler sig mindre privilegeret, bliver vred på den mere privilegerede, ikke mindst fordi det er et vilkår i tilværelsen, det er vanskeligt at lave om på. Nogle ting er bare, som de nu engang er. Vi kommer aldrig til at vide, hvorfor Gud tog imod Abels brændoffer og ikke Kains, vi kommer aldrig til at vide, hvorfor nogle tilsyneladende går let gennem tilværelsen, er driftige og har let ved at skaffe sig venner, bare fordi de har et fra naturens side behageligt væsen. Jeg tror, alle kender følelsen af at være mindre elsket eller mindre begavet med enten penge, udseende eller sociale forhold og kompetencer og den efterfølgende vrede og følelse af uretfærdighed. Jeg gør i hvert fald.

Så går vi som Kain med sænket hoved, og da er det, at vi skal til at passe på, for da går vi i fare, hvor vi går. Når man kigger ned, ser man nemlig kun sin egen navle. Den giver ingen svar på de eksistentielle spørgsmål, tværtimod har den det med at få ting til vokse og komme ud af proportioner, og da ender vi med brodermordet. Man lader det gå ud over den, der tilsyneladende er mere elsket end en selv og finder på undskyldninger for at gøre det. For Putin er undskyldningen, at det store russiske mindretal i Øst-Ukraine bliver behandlet dårligt og ønsker at komme hjem til Rusland. Det gør nogen helt sikkert, andre gør ikke, de fleste vil nok bare have et land, der fungerer, og hvor de kan være ukrainere på deres måde. Det har både Rusland og vesten svært ved at forstå. Vi skal nemlig huske, at vesten ikke elsker Ukraine for sjov, vesten har også en dagsorden og overser, at Rusland og Ukraine sprogligt, historisk, kulturelt og religiøst er lige så tæt forbundne som f.eks. de nordiske lande, de er broderfolk. Som Kain og Abel har de den samme Gud, men han er ikke – hvad mange tror, ikke mindst her i vesten – en fraværende Gud. Det er det gode ved den historie. Kain var nemlig ikke overladt til sig selv og sine skumlerier; midt i hans vrede søgte Gud ham og talte til ham: »Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved? Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.«

Her træder den kærlige fader ind i Kains liv og taler til ham – se op, Kain, ret blikket væk fra navlen og gør det gode, så behøver du slet ikke at gå og skumle eller skjule dit ansigt for mig, og du vil herske over den synd, som lokker og begærer dig. Kain kunne have ladet være med at slå Abel ihjel, men han ville ikke, og så endte det ulykkeligt. Det kunne menneskene lære noget af, men det gør vi alt for sjældent. Vi ser det ikke alene i Ukraine, vi hører det også i beretningen om Jesu disciple.

Det lille optrin, evangeliet fortæller om, foregår ved det sidste måltid, Jesus deler med dem, og han har netop forudsagt, at en af dem vil forråde ham. De diskuterer, hvem af dem det dog kan være, og så strides de altså også om, hvem af dem, der mon skal regnes for den største, for de kan ikke forestille sig, at der ikke skal være et hierarki iblandt dem – især hvis Jesus, den åbenlyse leder, ikke er hos dem. Deres mangel på selvindsigt viser sig få timer senere, hvor de alle svigter ham, der betyder allermest for dem.

Det vidste Jesus godt, at de ville gøre, alligevel taler han kærligt til dem og siger, at hos ham vendes der op og ned på alting. Han, som i virkeligheden er den største, er kommet for at tjene os helt til døden. Og det er jo også vor opgave – vi er skabt til at tjene hinanden uanset om vi er rige eller fattige, stormagter eller lilleputstater. Den ældste skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. Den fattige er skabt af Gud lige så vel som den rige, det er den fattiges stolthed, og så behøver han ikke gå med hovedet sænket i misundelse, ej heller kan den rige bryste sig af at være mere end den fattige, men skal i stedet passe på med ikke at blive optaget af sin rigdom, for den skal forgå. Og som det er med rigdom er det også med magt – det kunne have været den lære, Putin havde draget af Sovjetunionens fald. At rå magtudøvelse ikke vinder nogens hjerter, men alene efterlader død og ødelæggelse. Og Putin er bedre stillet end Kain, for han måtte nøjes med en Gud, der talte til ham fra det høje, og de gamle sovjetrussere måtte nøjes med politbureauet. Nu har de fået Gud tilbage, fordi kirken igen har lov at fortælle om ham. Og den kan fortælle om en Gud, der har vist sig for os, en Gud, der dermed leder os ad rette veje for sit navns skyld. Det bør også vesten tænke på i disse dage, hvor man aner hovmodet stikke sit hæslige hoved frem i bevidstheden om at være på rette side. Også vi vil gerne være den største – om ikke i himmeriget – så i den verdensorden, vi så gerne vil indrette efter vort eget behag.  

Men hvad fortalte Gud os i Jesus? Han fortalte, at han var kommet for at tjene, for at vise, at han vil være en kærlig fader for os alle, en fader, der kender os, tager del i vort liv, men også en fader, der forlanger, at vi hersker over synden og hjælper og styrker hinanden uden selv at drage nytte af det. Lad os bede til, at Gud får vore dages Kain i tale, før Abel ligger død på slagmarken, og at vesten forstår at vinde en fred, der tjener folkene og ikke vor egen ideologi.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen