27-02-2022

Forbarm dig over mig

Salme: Den mørke nat forgangen er, DDS 736

Sl 31, 2-6; 1 Kor 13; Luk 18, 31-43

Det er en afgørende tekst, vi har med at gøre i dag – eller en af dem, for hver søndags tekst er jo afgørende, afgørende for at forstå, hvad frelse er, hvem der frelser, og hvem, der har frelse behov. Frelse er, at vi bliver befriet for det i os selv, der binder os til verden, det, der frister os, kan man sige, Jesus er den, der frelser, og alle har frelse behov, men ikke alle kan se det. Det paradoksale er, at det kan den blinde; han, der fysisk er forhindret i at se Jesus, ved, at Jesus kan frelse ham ud af hans fortvivlede situation. Det sker ovenikøbet på et tidspunkt, da Jesus er på vej mod Jerusalem – Jeriko ligger på vejen - hvor han er dømt til at tabe kampen mod den verden, der vil af med ham. De, som har fulgt Jesus, og som har set hans undergerninger, forstår til gengæld ingenting, og er altså længere borte fra frelsen end den ringe, blinde tigger. Det værste er, at man i optoget, der vandrer mod Jerusalem, allerede kan se, at kirken som organisation er ved at tage form: Der er nogle, der går foran Jesus, som i en procession, de har Jesus med sig som et trofæ, og de forsøger at jage den blinde mand væk. Han må ikke forstyrre mesteren, eller er det måske projektet, han ikke må forstyrre?

Nu kunne jeg godt spinde en ende over menneskers hang til at skabe skel, og holde andre ude. Det kan også være relevant, men jeg tror egentlig ikke, at teksten her handler så meget om social retfærdighed. Den handler snarere om at kende sin besøgelsestid, d.v.s. at kende Jesus, når han viser sig.

For tiden kan man på Danmarks Radio høre programmet Bibelen Leth fortalt, hvor musikeren Kristian Leth forsøger at forklare hvor stor indflydelse, bibelen har haft på os og vor måde at tænke på. Programmet kan anbefales, da det kommer vidt omkring i bibelen og maner til eftertanke. For ikke så længe siden kunne man høre om bjergprædikenens saligprisninger, og det var Kristian Leths pointe, at netop disse saligprisninger ophøjer de underlegne; de sørgende, de fattige i ånden, de, som hungrer efter retfærdighed o.s.v. Det var Leths tanke, at når vi i dag har en såkaldt woke kultur, hvor vi er dybt optagede af allehånde minoriteter, så hænger det sammen med Jesus og bibelen og de tanker, der opstod dengang. Og det tror jeg, han har ret i. Imidlertid har vi glemt vor besøgelsestid, taget Jesus ud af ligningen og gjort dyrkelsen af minoriteter til en helligdom, og det i en grad, så også en mand som Ruslands leder kan anvende det i sit ærinde; rundt omkring i de gamle sovjetrepublikker, bl.a. Ukraine, er der store russiske mindretal, og det er ikke usandsynligt, at de bliver behandlet dårligere end de hjemmehørende folk, men det kan der jo være en grund til. Engang var og opførte de sig som et herrefolk. Ikke desto mindre kan Putin pukke på de mindretalsrettigheder, som vesten altid er så travlt optaget af både hos sig selv og andre, og det er det, han gør i Ukraine.

Nu er der ikke noget i vejen med at behandle minoriteter og udsatte mennesker godt og værdigt; det er netop fordi, vi har den holdning, at vore lande er rimelige steder at være. Imidlertid skal man ikke helgenkåre de udsatte, for også de er syndere, også de har frelse behov, også de skal kende deres besøgelsestid. Det, der måske bringer dem nærmer saligheden, frelsen, er deres udsatte situation, for de er ikke i tvivl om, at de har brug for hjælp. Men der væsentlig forskel på, om man søger sin hjælp hos borgerrettighedsbevægelser, der kræver, at de skal bestemme over andre alene fordi de repræsenterer de udsatte, hos en statsleder, der gerne vil have magt over store landområder – eller hos Jesus Kristus.

Hos de ressourcestærke er faren en anden, for der mener man ikke, at man har brug for hjælp, netop fordi man kan klare sig selv. Der kan man til gengæld holde Jesus frem som det gode eksempel, der viser, at man er på den rette side. For hold da op, hvor han tog sig af de udsatte. Men i Jesu øjne er vi alle udsatte, i fare for en udstødelse værre end den, mennesker kan udsætte hinanden for, hvis ikke vi indser, at vi har brug for ham, der tålte alt, udholdt alt, troede alt.

Lad os derfor se på det lille optrin på vejen til Jeriko: Man får – som nævnt - næsten fornemmelsen at et kirkeligt optog, og et sådant må helst ikke forstyrres. Men den blinde tigger er ligeglad, han bliver ved med at råbe på Jesus, insisterer på at blive set, og Jesus ser ham virkelig og helbreder ham. Det handler ikke bare om at få synet igen, det handler i høj grad om, at den første, den blinde ser, da skellet faldt fra hans øjne, er Jesus. Da er han hos sin frelser, og det var hos ham, han ønskede at være. »Du Davids søn, forbarm dig over mig!« råbte han, og da Jesus så i nåde til ham, fulgte han ham.

Jesu sande gerning er derimod skjult for disciplene, selv om Jesus har fortalt dem, hvad der skal ske ham. De tror stadig, at han skal drage ind ad Jerusalems porte i triumf som ærens konge og vedblive at være det. Disciplene så, hvad de ønskede at se, et særligt menneske. Den blinde, som ikke kunne se, forstod hvem der virkelig gemte sig bag Jesu menneskelighed, nemlig Gud selv.

Og Jesus var kommet for at vise, hvordan et menneskeliv skal leves, nemlig i lydighed mod Gud og i kærlighed til næsten. Men han viste også noget andet, han viste, hvad fællesskab med Gud er, og det er en nedbrydelse af alle parader, mennesker kan holde frem for at værge for sig. Gud er kommet for at være fælles med os, når vi står nøgne, blinde og angste i al nød. Det var dér, han mødte tiggeren, det er dér, han møder os. Og det er dét, vi har så svært ved at acceptere, netop fordi vi er optaget af verden, enten af rå og skinbarlig magt, eller af at få magt over andre på den mere subtile måde – ved at være dem, der omklamrer udsatte med omsorg og hjælpsomhed. De, som i disse dage elsker Ukraine, har for nogles vedkommende også en dagsorden, det må vi ikke glemme. Verden trækker i os, fordi vi kan få så meget ud af den, hvis vi spiller vore kort rigtigt, og derfor har vi ikke lyst til at blive frelst fra den.

Selv Jesus havde en hang til verden. Han havde ikke lyst til at tømme den kalk, Gud bød ham. Korsfæstelsen var ikke bare et bump på vejen, en kalkuleret risiko, han tog. Det var en rædsel, der ventede ham. Han samlede masser af publikum, da alt gik godt, og han kunne være blevet der. Det gjorde han bare ikke, og da han gik den vej, han havde sagt, han skulle gå, forsvandt publikum. De forsvandt i angst eller skuffelse, men for nogle blev netop deres egen, personlige fallit det, der åbnede deres øjne. Da så de og forstod, hvem Jesus var, og da de siden fik opgaven at forkynde hans opstandelse for alverdens folkeslag, flygtede de ikke fra den. For det viste sig, at det at have Jesus som frelser er alt nok for et menneske. Tænk, så fint et budskab: Når det er mig, der står tiltalt og forstår, at selv på min karrieres tinde er jeg den blinde tigger, at Jesus er min frelser, min livsfylde, min kærlighed, vel at mærke den livsfylde og kærlighed, som jeg ikke kan give mig selv men kun få foræret af ham, så har jeg ham præcis på samme måde, som var han her nu og stod lige foran mig.

Fastetiden går ind nu, og nok faster vi ikke som i andre kirkesamfund, men man kan bruge den til at meditere netop over dette: at overfor Jesus er vi alle nødstedte, fattige, blinde, og at vi ikke har andet at komme med end tiggerens bøn: »Davids søn, forbarm dig over mig!« Og da er det godt at vide, at det netop var derfor, Jesus kom til jorden. For at forbarme sig.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen

Gud, du som er alles Fader og i Kristus har gjort alle til ét! Se i nåde til Ukraine, som er under angreb, giv landets ledere visdom, og soldaterne dygtighed og mod. Lad Rusland sænke sin knyttede næve mod sit broderland.

Vær de retsløses værn, de fangnes frihed, de svages styrke, de døendes håb. Forbarm dig over alle, som lider under menneskers ondskab. Udfri de svage og forfulgte fra deres undertrykkere og giv af din store godhed folkene fred og indbyrdes forståelse.
Ved Jesus Kristus. Amen