13-02-2022

Grav ikke talenten ned

Salme: Hil dig, frelser og forsoner, DDS 192

Kom, Herre Jesus. Amen

Job 9, 1-12; ApG 17, 22-34; 25, 14-30

Nogle har det med at blive forarget over denne lignelse, for de har lært, at det er vigtigt at spare op, og hvorfor skal den tjener, der gemte sin herres mønt så straffes? Andre holder derimod af lignelsen, for de kan se sig selv i de to tjenere, der får talenterne til at yngle. Begge forståelser af lignelsen begår én graverende fejl, for de tager udgangspunkt i sig selv, og dermed kommer de aldrig til trøsten i evangeliet. I stedet distancerer de sig fra Gud enten ved at tage afstand fra ham, fordi han fremstår som en hård og uretfærdig gud, eller ved at se sig selv i de gode tjenere, der plejer talenterne, for er man dér, har man slet ikke brug for Gud. Man kan altså hurtigt komme på vildveje med denne lignelse, uanset hvordan man tolker den, så vi må være varsomme i dag. På vildveje vil vi jo nødig.

Evangeliet er uden tvivl en domstekst; den uduelige tjener bliver kastet ud i mørket, hvor der er »gråd og tænderskæren.« Hvordan hænger det sammen med en god og kærlig Gud? Det er jo ham, vi bekender os til i den danske folkekirke, må vi huske. Lad os se, om vi kan finde svar på det.

Hvor Jesus er, er Guds rige, og når han fortæller lignelser, så handler de altid om ham og os. Jesus advarer flere gange om, at man ikke må bringe »hans små, der tror på ham« til fald. De troende er jo børn i Guds rige, og ingen må lede dem bort derfra. Straffen for det er hård, for den, der bringer en troende til fald, var, siger Jesus, »bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet.« For hvad er konsekvensen af at være borte fra Gud? Den er, at man er overladt til sig selv og sine forestillinger om ham. Det er dét, tjeneren med den ene talent er, og at være ladt alene med egne forestillinger om Gud og verden kan være katastrofalt for et menneske, ja, for menneskeheden; jeg må sige, at jeg gør mig visse bekymringer om netop det for tiden. For lige nu er det, som om en stor del af den unge generation er blevet ladt alene med deres egne forestillinger, især om klimaet, og det har ført til klimaangst, som er helt grundlæggende anderledes end tidligere tiders angst. I vor egen historie kan vi tage udgangspunkt i besættelsen; mange må have været angst dengang, og det kunne vel være vanskeligt at forestille sig en god fremtid for børn. Alligevel steg antallet af børnefødsler. Børn har alle dage virket livsbekræftende. Det gør de ikke mere. Således er mange unge bange for at sætte børn i verden. En ny undersøgelse viser, at over halvdelen af de adspurgte unge i undersøgelsen ikke havde lyst til at få børn p.g.a. klimaforandringerne. Unge mennesker bliver fodret med så mange oplysninger om temperaturstigninger, tørke, kulde, vandstigninger og hvad ved jeg, at de bliver fortvivlede. De bliver fortvivlede ikke alene over klimaforandringerne, men også – og måske især – over, at de voksne ikke gør noget eller gør nok for at standse klodens kurs mod undergangen. Unge mennesker graver dermed deres talent ned i jorden, fordi de har fået en ubarmhjertig gud, der hedder klimaet. Den gud er vilkårlig og giver ikke tilbage, hvad den tager. Derfor bør mange voksne tænke over, hvad det er for en grundstemning, de spreder. En forsker siger f.eks., at det er hans »opgave er at bringe den her viden [om klimaforandringerne] (på) bordet, så de rette folk er i stand til at handle på den videnskab, vi forskere bringer frem.« Sandt er det, at viden altid skal frem i lyset, men netop i tilfældet klima følger der altid et skingert krav om handling med, og når »de rette folk« så ikke handler, eller de handler forkert eller for langsomt, indfinder vreden, fortvivlelsen og til sidst apatien, som fravælger børn, sig.

Når vi prædiker, at jordens skæbne afhænger af os alene, fornægter vi nemlig, at den almægtige Gud både har skabt og fortsat opretholder jorden. I stedet sætter vi altså en gud, som vi på én og samme tid frygter og mener at kunne håndtere, bare vi gør det rettidigt. Og ved at sprede den opfattelse, bringer vi vore unge mennesker til fald. At fravælge børn p.g.a. fremtidsangst er et tegn på en afgrundsdyb håbløshed, og det er os, der slukker gløden i ungdommens hjerte.

Men nu er vi altså kristne, og kirken skal prædike, at vi har Kristus til herre. Han gravede ikke sin talent ned, og det er ham, der fortæller denne lignelse. Derfor kan vi også roligt regne med, at der er både håb og kærlighed bag de hårde ord. Jesus rusker op i os med den. For hvorfor fordømmes tjeneren med den ene, nedgravede talent? Det gør han, fordi han med denne handling viser en manglende respekt for og tro på Gud. Nok siger tjeneren til sin herre, at han kender ham som »en hård mand, der høster, hvor (han) ikke har sået, og samler, hvor (han) ikke har spredt.« Og fordi han var bange for ham, gravede han sin herres talent ned i jorden. Tjeneren ved altså, at Gud kan være frygtindgydende, men samtidig mener han, at han kan handle med ham ved at fremvise sin ene jordslåede talent: »Se, her har du, hvad dit er!« siger han til sin herre, og det er et frækt svar. For han viser dermed, at han tror, han kan handle med den Gud, der går på havets ryg, han som skabte Løven og Orion, han, der giver os liv og ånde og alle ting.

Når vi konstant taler om frygt for klimaet og klimamål, der skal nås, før jorden går under, så er det udtryk for den samme holdning som tjenerens. Man handler ikke med ham, der går på havets ryg, og som kan gå forbi os, uden at vi ser eller mærker det. Den Gud er nemlig allestedsnærværende, og han ser, om vi er tro i det små, om vi bringer håbet videre til hans små. Det gør vi ikke, når vi indgyder dem angst for jordens undergang.

Så budskabet i dag skal være til de unge mennesker, at de ikke skal grave deres talent ned i jorden, at de selvfølgelig skal få børn med glæde og opdrage dem med håb og kærlighed. Kærlighed til Gud og den jord, han har skabt, kærlighed til næsten. Den skaberkraft, Gud har nedlagt i os, kan og skal vi nemlig bruge til gavn for hinanden, men den kan hverken gro eller blomstre, hvis den plantes i fortvivlelse. De unge skal også lære at have respekt for Gud, og det gør de ikke ved at se ham som en vilkårlig, frygtindgydende klimagud, som kræver, at de sidder på hænderne for at gøre ham glad. Nej, de skal lære at forvente sig alt godt af ham. En del af vor synd er jo, at vi netop ikke forventer os noget godt fra ham, at vi tror, han har forladt os. De to andre tjenere, de, der fik deres talenter til at yngle, glædede sig netop over det betroede, fordi de troede, de havde en god herre. Den rette gudsfrygt skaber faktisk arbejdsglæde, fordi dens udspring er kærligheden, hjertegløden, som den kommer til udtryk i det under, Gud gjorde, da han gav sin søn, den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Vi har set, at Gud er god. Vi skal derfor ikke tro noget som helst andet. Og vi behøver heller ikke mere for at vide, at som han var tro og lydig til det sidste, således skal også vi være tro og lydige mod ham til det sidste, og det er vi ved at virke i verden i tro, håb og kærlighed.

Gud betroede os i sin kærlighed verden indtil han skal komme igen, og det var meget at betro os. For selvfølgelig skal vi passe på verden, men ikke ved at skabe undergangsangst blandt andre. Netop fordi vi ved, at vi har en kærlig og ødsel Gud, skal vi øse ud af os selv, og det lærer man faktisk, når man får børn. At få børn kræver, at vi sætter os selv til side, og det er en vigtig lære. For det er gennem uselviske gerninger, gjort i glæde over den gode Gud, går hans åndedrag gennem verden, uden at vi tænker over det. Og den, der ånder, er ham, der skabte Syvstjernen, løven og Orion. Han lader ikke verden gå under, men genopretter den og bliver en dag alt i alle. Og da skal vi kende ham som den gode Gud, han er, og gå ind til hans glæde.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.