06-02-2022

Hvor jeg er, skal også min tjener være

Salme: Du Herre Krist, DDS 52

Kom, Herre Jesus, Amen.

Es 2, 2-5, Kol 1, 25d-28, Joh 12, 23-33

Man støder af og til på den holdning, at folkekirken skal underordne sig tidens og folketingets luner, og den følges altid af en anden – følgerigtig – holdning, nemlig den, at staten så skal bestemme, hvad præsterne må mene, sige og gøre. Om det blev gennemført herhjemme, ville vi være ilde stedt, for folkekirken er netop korrektivet til staten. Folkekirkens præster skal derfor ikke lyde andet end evangeliet, og de skal endvidere kritisere magten, hvis magten ikke kender sine grænser. Det gør den sjældent. Magt handler jo meget ofte om at ville bjærge ikke alene sit eget liv, men også gerne andres. Magtudøvelse sovses ofte ind i fine hensigter og hellige projekter, den kan være blød og bureaukratiseret, men den kan også være rå og brutal. Netop p.g.a. deres gode hensigter kommer magthavere ofte til at føle sig hævet over almindelige mennesker og deres moral, og det første, der lider skibbrud er altid sandheden; den fordrejes, omskrives eller holdes direkte nede. Og det er altid netop hér, at kirken har en vigtig opgave, for den må ikke tjene andre herrer, den må ikke bringe sine troende til fald, den skal holde fast i sandheden. Gør kirkens tjenere deres arbejde, vil sandheden altid komme for en dag. Det vil den, fordi verdens fyrste, djævelen, løgnens fader – som vi hører i dag – jages ud, og den, der jager ham ud, er Kristus, menneskers eneste sandhed. Og når han er menneskers eneste sandhed, er det fordi han gav sit liv for os, han er hvedekornet, som faldt i jorden, og som nu bærer frugt for os. Dermed er vi i et skæbnefællesskab med ham, for kun i ham lever og røres og er vi, kun i ham bærer vi frugt, og vi skal holde os til ham, om det så koster os vort liv. For hvor han er, skal også hans tjener være.

At få del i Jesu herlighed kan altså koste livet, men et liv levet i løgnen er ikke værd at leve. Det vil jeg forsøge at anskueliggøre ved fortælle historien om massakren i Katýn, som fandt sted under anden verdenskrig. Nazi-Tyskland og det daværende Sovjetunionen, to gudløse regimer, men begge med store planer for menneskeheden, indgik i 1939 en ikke-angrebspagt, hvor de opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære. Men Tyskland brød pagten i 1941 med angrebet på Sovjetunionen, og i 1943 fandt tyskerne i Katýn-skoven i Smolensk en massegrav med ligene af 4000 polske officerer. Retsmedicinere fandt frem til, at døden var indtruffet i foråret 1940, altså, da Polen var besat af den røde hær. Massegraven var gefundenes fressen for den tyske propagandaminister Joseph Goebbels, som ikke var sen til at bruge fundet i krigspropagandaen mod Sovjetunionen. Sovjetunionen derimod brugte historien mod tyskerne og nægtede helt frem til 1990, at de havde haft noget som helst med masselikvideringen at gøre. Men i årene 1989-1990 fandt man flere massegrave i både Hviderusland, Rusland og Ukraine, alle med polakker, og man endte med at opgøre antallet af dræbte til over 21.000. Tyskerne havde haft ret: Likvideringerne var sket under Sovjet-Ruslands besættelse af Polen, og - viste det sig senere - på ordre fra Stalin selv. På denne grufulde måde lykkedes det Sovjetunionen at udrydde det meste af Polens intelligentsia, og som historien har vist, kom det til at betyde, at Polen i mange år efter krigen forblev sovjetisk lydstat. Verdens fyrste havde tilsyneladende vundet. Mørket og løgnen herskede.

Når man imidlertid dræber så mange mennesker på én gang, kan man ikke undgå, at der vil være endnu flere efterladte tilbage, efterladte, som stiller spørgsmål, efterladte, som vil kende sandheden. Katýn-massakren var ingen undtagelse. Hverken tysk eller russisk propaganda eller vestmagternes ligegyldighed formåede at slukke denne tørst efter sandheden, og den kom da også frem til sidst; Boris Jeltsin overdrog i 1992 det af Stalin underskrevne dokument, hvori han beordrede likvideringen, og endelig var der grobund for en foreløbig forsoning mellem Rusland og Polen. Polakkernes vedvarende insisteren havde båret frugt – i hvert fald for en stund.

Men hvorfra får man kræfterne til at insistere? Hvordan bevarer man sin menneskelighed i al umenneskeligheden? Noget af svaret kan man måske finde i en film, som sønnen til en af de dræbte har instrueret, den fremragende film, der slet og ret hedder Katýn. Her lader instruktøren netop kristendommen spille en væsentlig rolle. Vi følger fire polske officerer fra de er blevet interneret af de sovjetiske styrker og til tiden efter krigen, hvor flere af de efterladte med livet som indsats forsøger at få sandheden frem. Man fornemmer konstant den nagende usikkerhed, som de internerede lider under; vil russerne behandle dem efter krigens regler, og hvordan mon familierne derhjemme klarer sig? Interneringen varer ved, usikkerheden vokser, og en af de tilfangetagne generaler ser det som sin ypperste opgave at bevare håbet og modet hos sine folk. Han bliver en slags præst for dem, fordi han insisterer på, at de f.eks. til jul skal holde fast i deres traditioner, hvoraf en af dem er at man skal holde øje med den første stjerne, som kommer frem på himlen. Det gør soldaterne i samlet flok, derefter formaner generalen dem om, at de skal holde ud uanset hvad, der måtte hænde, og så synger de en julesalme. De polske soldater lader juleglæden råde, forkynder for hinanden, at en frelser er født os, midt i usikkerheden. Nogle måneder efter kaldes den første flok officerer ud til de ventende godsvogne, heriblandt generalen, og de får at vide, at de nu skal se deres familier. I Katýn-skoven har gravemaskinerne travlt. Rejsen er lang, og de polske soldater undrer sig, indtil godsvognene endelig gør holdt. For da de stiger ud, bliver de med ét klar over, hvad der skal ske, de føres bagbundne frem til graven, medens de beder fadervor: »Ske din vilje som i himlen, således også på jorden«. Derefter lyder skuddene. Magten udfører sit beskidte arbejde grundigt og teknokratisk.

Nogle få polakker overlevede, fordi russerne mente, de kunne gøre gavn, og en dem følges også i filmen; han ender med at underkaste sig den sovjetiske hær mod at fornægte sandheden. Det kan han ikke klare menneskeligt, så han ender med at tage sit eget liv. Og så er vi tilbage ved dagens tekst: »Den, der elsker sit liv, skal miste det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.« At hade sit liv er ikke et spørgsmål om at hade sig selv, men det er et spørgsmål om at hade dét i sit liv, der vil lægge sig under verdens fyrste. Hvis mennesket søger trygheden så meget, at det er parat til at fornægte sandheden, ja, måske ligefrem falde sine egne i ryggen for at bevare sin gode ro, sådan som eksemplet var med den ene officer, så mister man sin ære, og man kommer til at foragte sig selv, for menneskets ære er uløseligt knyttet til kærligheden til sandheden. Men er man parat til at ofre livet for sandhedens skyld, i troen på, at man som Guds tjener, skabt i hans billede, er dér, hvor han er, og at der hér er evigt liv, så kan man vinde livet. Så er livet hos den levende Gud, uanset hvad der måtte ske. Netop som det udtrykkes i ordene »Ske din vilje«. Verdens fyrste tog de polske officerers liv, men alligevel er man ikke i tvivl om, at de blev ophøjet fra jorden, medens ugerningen imod dem blev dømt. Sandheden endte med at opstå af massegravene, og verdens fyrste blev udstillet som den løgnens fader, han er, og jaget ud.

Kan vi lære noget af alt dette i dag? Gentager historien sig ikke bare? Det kan man overveje i disse dage, hvor magten virkelig udfolder sig omkring Ukraines grænser, og hvor den russiske kirke støtter staten i stedet for at være korrektivet til den. Vi kan i hvert fald se, at ondskaben og løgnen stadig hærger vor gamle jord. Derfor har kirken stadig et budskab, som den skal være tro mod, og Katýn-massakren har i al sin grusomhed noget opbyggeligt at forkynde, nemlig troen på, at Jesus vil være, hvor hans tjenere er, og når han er dér, så kan ondskaben rase, den kan tage vort liv, men den kan ikke vinde. Den værdighed, som de polske officerer mødte deres skæbne med, og som hjalp dem i dødsangsten, den kan ethvert menneske få ved altid at holde sig for øje, at Gud er mægtig i de svage, at han ophøjer dem, der fornedres. Og så kan de polske soldaters efterladte lære os altid at søge sandheden, fordi sandheden skal frem. Gælder det vor næste, så skal vi ikke elske vort eget liv så meget, at vi vil holde sandheden for os selv. Uretfærdigheder skal ikke forties af angst for verdens fyrste. Selv om man kan være bange, ja, angst ind til døden, så skal man vide, at tjener man sandheden, så tjener man Jesus, og den, der tjener ham, skal Faderen ære.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen