30-01-2022

Frels mig, jeg går under!

Fjerde søndag efter Helligtrekonger 2022

Salmer: Jeg er i Herrens hænder, DDS 51

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 26-31; Rom 4, 18-22[25]; Matt 14, 22-33

Det må være forsynet, som har ladet os samles her i kirkeskibet i Guds hus, medens stormen brager udenfor. For netop i dag hører vi om Kristus, der rækker ud efter den angste og tvivlende Peter og frelser ham fra at gå under i de voldsomme bølger, der omgiver dem. Dagens evangelium er hurtigt udlagt: Jesus har netop bespist tusindvis af mennesker og derefter sendt dem bort. Imens er disciplene på Jesu kraftige opfordring gået ombord i en båd for at sejle over til den anden bred af søen. Jesus selv trækker sig tilbage i ensomhed for at bede. Det trækker imidlertid op til storm, og »i den fjerde nattevagt«, altså sent om natten, da båden længe har kæmpet mod bølgerne, ser disciplene Jesus komme gående imod dem. Og her bliver de virkelig angste. De tror, han er et spøgelse, for de ved, at han IKKE er i båden hos dem, og at ingen kan gå på vandet. Men Jesus taler til dem og beder dem om ikke at frygte. Det giver Peter så meget mod, at han beder Jesus om at identificere sig ved at invitere ham ud på vandet. Jesus imødekommer hans bøn og siger »Kom«, hvorefter Peter træder ud på de vilde vover. Men i stedet for at holde blikket fast rettet mod Jesus, ser han i stedet de voldsomme bølger, angsten vender tilbage, og han begynder at synke. Og så kommer det forløsende råb om hjælp: »Herre, frels mig!« I denne ene, højspændte situation sættes menneskets forhold til Gud på plads: Alt det, vi mistede ved syndefaldet, nemlig gudsfrygten og tilliden til Gud, vækkes ved synet af Jesus Kristus, vor frelser. Peter erkender (også) ved denne lejlighed, at han er afmægtig, at hans egen tro er ringe, og at alene Jesus kan frelse ham. Og da Jesus selv går ombord i båden, lægger stormen sig. Han kan altså styre stormen, og man kan spørge, om han selv har sat den i gang, måske for at statuere et eksempel. Er Gud så både ond og god, kan vi spørge, ja, det er der ikke noget enkelt svar på, men for mig at se handler denne historie om, at vi mennesker er i Guds hænder i alle forhold, ligesom vi i alle forhold kan råbe om hjælp, og så kommer den på en eller anden måde. For det er nemlig dét, Jesus er til for, det er dét, der er det glædelige og opbyggelige for os mennesker, og det har det været til alle tider.

Men tider skifter, og sæder mildnes, som det siges i en kendt sang, og der er altid nogen, der mener, at de er klogere en tidligere tider, hvad de også indimellem er, men når man begynder at hævde, at man er klogere end evangeliet, alene fordi tiderne er skiftet, så ringer mine alarmklokker. Sidste søndag var jeg inde på, at kræfter inden for folkekirken arbejder på at gøre op med den traditionelle gudstjeneste for bl.a. at forkynde gennem kunst og kultur. Et opgør med traditionen foregår også på universitetsniveau, og en professor følte sig i den forgangne uge i Kristeligt Dagblad kaldet til at sætte spørgsmålstegn ved, om vi fortsat kan tage Luther alvorligt; hans bastante teologi om arvesynd og retfærdiggørelse skygger nemlig ifølge professoren for »mange andre af kristendommens aspekter, især menneskets positive rolle i gudsforholdet og i forholdet til medmennesket.« Tænk, det siger han i en tid, hvor vi dagligt oplever mennesker gribe ud efter magten, hvor de ser den, både hjemme og ude, og hvor f.eks. medmenneskets gudbilledlighed for mange ikke er en selvfølge. Professorens opgør med disse dele af Luthers tænkning fører også til hans kongstanke, at Gud ikke dømmer nogen til fortabelse.

Jeg føler mig i dag kaldet til at forsvare Luther, ikke fordi han er hellig og derfor ikke må kritiseres, men af to andre årsager: For det første fordi hans tanker om arvesynd og retfærdiggørelse ikke er hentet ud af det blå men har sin dybe rod i biblen, for det andet – og det hører sammen med hans bibelkundskab - fordi Luther har stor sjælesørgerisk værdi. Luthers lære om arvesynd og retfærdiggørelse blev udledt af hans egne erfaringer; han opdagede, at selv da han levede allermest helligt, og der ikke var en finger at sætte på hans levned, var han ved at gå under i helvedesangst og vrede over den Gud, der sad i himlen og holdt regnskab over hans gerninger. Luther havde ikke brug for en retfærdig Gud, han havde brug for en nådig Gud, og den fik han, da troen på, at Kristus allerede havde gjort alt, hvad Gud forlangte, kom til ham. Luther var billedligt talt på vej ud i bølgerne til Jesus, men han opdagede, at han gik under ved at tro på egne evner, livet blev uoverkommeligt, da han forsøgte at mestre det, han var dybt begravet i sin egen navle, og derfor mistede han blikket for Kristus. I angst råbte han på den nådige Gud og fandt ham. Vi behøver ikke at se os meget omkring, før vi kan se, at mange er ved at gå under også i dag, for vi er så optagede af allehånde politiske dagsordener, der skal redde verden, og privat er vi travlt beskæftiget med at se ud af noget; man skal ikke tilbringe lang tid på de sociale medier for at se, at alle mennesker mener, at deres liv er det mest interessante i verden. Det ved vi godt, at det ikke er, men vi har denne iboende angst for at være udenfor – jeg har ladet mig fortælle, at det hedder FOMO, Fear of Missing Out – at vi er travlt optaget af at udstille vort liv i stedet for at leve det. Så selv i det smukt levede liv kan vi altså være meget langt borte fra Gud; måske tænker vi ikke, at vi er det, men vi kan føle angsten for ikke at være med og fortvivlelsen over hele tiden at skulle dokumentere, at vi er gode og lykkelige. Der er ingen forskel på os og Luther i dét stykke. Eller på den synkende Peter for den sags skyld.

Forskellen på os og Luther er bare, at han læste i sin bibel for at finde Gud, og at han derfor til sidst fandt ham. Derfor er det en evangelisk-luthersk kirkes fineste opgave at lede fortvivlede mennesker hen til Gud. Den teologiske professor har ikke brug for Gud, for han har allerede fundet ud af, hvordan Gud skal være i forhold til menneskene, og dermed har han vendt forholdet om. Hvor Luther fandt Gud ud af sin afgrundsdybe nød, har professoren fundet en gud ud af sin afgrundsdybe utilfredshed med Luthers Gud. Gud frelser, mennesket har brug for at blive frelst og bliver det, hvis det virkelig vil frelses, var Luthers erfaring. Professoren synes, det er frygteligt, at Gud ikke frelser alle, så det har han bestemt sig for, at han gør. Derfor bliver frelse for ham »at nærme sig Gud og andre mennesker i gensidig kærlighed og barmhjertighed. Det sker gennem en helliggørelsesproces, hvor Gud og mennesker samarbejder om at lede mennesker til deres mål i foreningen med Gud.« Gud er således blevet en samarbejdspartner, som leder vor i forvejen gode men dog fejlbarlige vilje ad rette veje, så vi til sidst når målet. »Alle er på vej. Alle frelses«, siger professoren. Læser man de fire evangelier, er de imidlertid én lang opfordring til at vælge: »Omvend jer og tro på evangeliet!«, »Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« for blot at nævne et par eksempler. Gud frelser dem, der vil frelses, og i Peters tilfælde er det ganske tydeligt, at Peter synker, Jesus frelser. Der er intet samarbejde, og nok var Peter på vej, men på vejen var han ved at ende i fortabelse. I professorens verden går det hele nærmest af sig selv, og han har derfor ikke noget at sige til mennesker, der er ved at synke. Han kan tilbyde en forudsigelig gud uden knaster. Men sådan er Gud ikke i biblen. I dagens tekst er det som sagt mystisk, at han måske står bag stormen, som er ved at tage livet af disciplene. Professoren ville se det som en ond, ukristelig gud. Luther ville derimod sige, at den slags skal vi slet ikke spekulere på, ej heller om vi hører til de frelste eller ikke. Han ville sige, at vi skal holde blikket fæstnet ved Kristus, og når jorden synes at ryste eller stormen truer og bølgerne står ind over os, så skal vi råbe »Herre, frels mig!« Og så vil han gøre det.

Luther kan ikke takkes nok, for om end også han var en synder, så åbnede han biblen for os og gav os et sprog til at tale om det, der foregår i den, og hvad det betyder for os. Med Luther kan vi tage troens fader, Abraham, i hånden og tro med håb - på Kristus - imod håb – det mennesker kan se og opfatte, og som kan få os til at fortvivle. Dermed kan vi se bort fra os selv og i stedet give Gud æren og vide, at hvad han har lovet, det har han også magt til at gøre. I Kristus besejrede den almægtige Gud synden og døden, det er ham, der styrer skibet, vi sidder i, og med ham ved roret lander vi på livets kyst og får en blid og salig ende. Men det er alene hans fortjeneste, ikke vores.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen