23-01-2022

Giv os en større tro, ikke en anden!

Salme: Almagts Gud, velsignet vær, DDS 356

Kom, Herre Jesus. Amen.

1 Mos 15, 1-6; Hebr 11, 1-6; Luk 17, 5-10

Nogle gange er det sundt at forestille sig en situation, hvor Jesus kommer til vor verden i vor tid. Hvordan ville hans apostle så tage sig ud, hvad ville de spørge ham om? Nu har han ikke længere bare tolv, han har millioner, for alle, der er krøbet ud af dåben, er i princippet hans apostle; vi har jo hver især et ansvar for at bringe det gode budskab ud i verden, og vi er lige så forskellige fra hinanden, som de oprindelige var.

Jeg har en velbegrundet anelse om, at Jesus ville blive overset og ignoreret, hvis han skulle vise sig i dag, først og fremmest af den danske folkekirke.

Det er nogle hændelser i den seneste tid, der har skærpet min sans for dette skred; ville vi efterspørge en større tro, nej, vi ville efterspørge en anden tro, for vi er dødtrætte af den gamle. For tiden turnerer Kirkefondet rundt i landets provstier for at gøde jorden med henblik på en ændring eller en udvidelse af kirkebygningernes brug. Vi har jo så mange af dem her ude på landet, vi er så få, og præsterne græder deres modige tårer over de lave besøgstal, så hvorfor ikke dyrke noget andet at være fælles om i kirkerne? Det er nemlig meget kristent, det der med fællesskabet, vi savner det, og vi kan komme til det ad mange veje. Derfor tilbyder Kirkefondet bl.a. et foredrag om At være kirke gennem kunst og kultur. Formedelst 4.000,- kr. ekskl. moms og befordring, kan landets menighedsråd blive inspireret til at tiltrække mennesker gennem »det skønne« i stedet for »det gode« og »det sande«. »Det skønne« taler nemlig til mange mennesker, og vi bliver tiltalt af det alle steder: »i biografen, til koncerter, i indretning osv.« Når vi således bliver tiltalt af det skønne, tolker vi med, »bringer [os] selv i spil og bliver også mere åbne for at tage imod andre«, det siger Kirkefondet selv på sin hjemmeside.

Københavns biskop og hans uddannelseskonsulent, som også er sognepræst i det liturgiske frisogn, Lindevang, er enige med Kirkefondet. De har i Kristeligt Dagblad givet udtryk for ønsket om, at folkekirkens gudstjenesteform ændres, for også de vil gerne have, at flere mennesker kommer i kirke og hører om »det hellige«. »Det hellige« har ifølge dem»mange tilsynekomster.« Biskoppen og konsulenten går efter eget udsagn »ikke i kirke for at komme væk« men »for at komme tættere på – tættere på det egentlige, det skønne, sandheden om vores eget og det fælles liv.« Der var den igen, den med »det skønne«, vi skal være fælles om. Samtidig ønsker de to dog at forholde sig »spørgende, frit og kritisk til traditionen i en afprøvning af, om den trækker på evangeliet«, og det glædede mig overordentlig meget at læse.

Jeg vil i dag tage biskoppen og konsulenten på ordet og afprøve, om deres ideer trækker på evangeliet. Det må dog være udgangspunktet, hvis noget skal laves om. For endnu lyder det glædelige budskab under disse hvælvinger, og det har faktisk noget at sige til os netop om tro; hvad tro er, hvad og hvem, den retter sig mod, og hvilken betydning, den har for mennesker.

Det siges om Abraham, at han er troens fader, for han troede Herren, der på trods af både hans og Saras fremskredne alder lovede ham afkom så talrigt som himlens stjerner. Og Herren regnede ham det til retfærdighed. Abraham levede altså i fast overbevisning om det, han ikke kunne se. Vi kalder kirken for Guds hus, og i det udtryk ligger, at vi har en bygning, der er hans, en bygning, vi kan se, og alt det, vi har brugt til at bygge, er blevet til af noget, der oprindeligt ikke var synligt. Gud, som er usynlig for os, har nemlig skabt jorden og alt, hvad der er på den, ud af intet. Derfor må den, som kommer til Guds hus, som vi kan se, tro, at han, som vi ikke kan se, er til. Det har vi også hørt i dag. Men hvem er denne usynlige Gud? Han er heldigvis andet og mere end vore smukke kirker, en kort stund var han synlig i Jesus Kristus, og det er netop ham apostlene er samlet om i dagens evangelium. De står direkte over for Gud, men de ligner ikke deres forfader Abraham, de vil have en større tro! Og hvorfor vil de det? Det vil de, fordi de er klar over, at det ikke er omkostningsfrit at følge Jesus. Han er Sandheden, Vejen og Livet, men intet sted i evangelierne står der, at han er Skønheden eller for den sags skyld Fællesskabet. Skønhed og fællesskab vokser ud af troen på ham, som er Sandheden, og den tro kræver personlige ofre, for det handler om at give plads til ham helt derinde, hvor vi selv troner – i vore hjerter.

»Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! Og det ville adlyde jer« siger Jesus til dem. Og det er der ingen af os, der har. Jesus havde det; alt måtte adlyde ham, da han var på jorden; blev det ikke morbærtræet, så var det figentræet, stormen, havet, dæmonerne, sygdom og død – intet – selv ikke naturens love - kunne stå imod hans vilje, hans tro. Den tro besejrede døden og vandt os evigt liv. Troen går ud på at klynge sig til Kristus, men det har vi, ligesom apostlene, svært ved. Vi vil gerne komme tæt på det hellige, men ikke på Den Hellige, Kristus. For når vi er tæt på Kristus, får vi ikke alene del i hans tro, vi får også del i hans skæbne. Kristus troede sin usynlige fader og var lydig imod ham, og således blev han en tjener for os. I troen på ham skylder vi at være hinandens tjenere, og vi skal være det uden at blive anerkendt for det. På dommens dag kan vi ikke komme til ham og sige, at vi gjorde det og det, nej, svaret er, at vi var unyttige tjenere, vi gjorde kun, hvad vi skulle gøre. Der er således ikke en egentlig opskrift på at være en god kristen, for ingen kan gøre sig til af at være det. Vi har kun én synlig forpligtelse, og det er at høre evangeliet. Det er derfor, det skal lyde i vore kirker, for ellers kunne vi lige så godt indrette dem til kornlagre eller svømmehaller, som de blev i Sovjettidens Rusland. Hvis ikke Guds ord lyder, eller vi ikke gider at høre det, så er der ingen kristen tro i Danmark. Kirkefondet, diverse biskopper og konsulenter vil så gerne have, at mange går i kirke og ikke mindst at de går derhen af lyst og ikke af pligt. Pligt ligger det jo lidt tungt med, og derfor vil de så gerne sukre det hele ind i kunst og sociale arrangementer. Men hvad nu, hvis pligten, f.eks. pligten som kirkegænger, ikke var så tosset endda? Endnu har kirken et overhoved, som har tænkt over den del, og hun fejrer regeringsjubilæum i år. Hun sagde for år tilbage i et interview følgende:

»- Det er måske en af de ting, man opdager med årene, at pligter kan være en stor befrielse, fordi man ikke behøver tænke mere over det, man skal. Det skal man bare. Og så kan man bruge sine kræfter og eventuelle åndsevner på en hel masse andet. Så ligger de ting fast. Det, jeg skal her i tilværelsen, er at være dronning i Danmark, så godt som jeg nu kan være det. Det er jo en start. Så kan jeg være det menneske, jeg måtte være, inden for det.«

Dronningens pligter ligger fast, for hun SKAL være dronning, men hun er også kirkegænger og tager det ganske alvorligt. Hun går i kirke, for det skal hun, og jeg er ikke i tvivl om, at det har betydning for hendes gerning. Dronningen tjener sit land gennem pligten, men hun gør det på sin egen måde, og sådan er hun kommet til at elske pligten. Hun kan være i den, men hun bliver også formet af den, for den kræver noget af hende. Hun er sit lands og sit folks dronning og tjener på én gang. Sådan er det også med evangeliet; igennem mange slægtled har vi her i landet hørt det af pligt, og alligevel har det formet os, alligevel kan vi samtidig være dem, vi er. Med Kristus er vi konger og dronninger, men alligevel hinandens tjenere. Og når Kristus først har sået sit lille sennepsfrø i vore hjerter, så viser det sig på mangfoldig vis derude i verden, når vi går fra kirke - i vort liv med hinanden, på museerne, i koncertsalene og i kunsthallerne. Sådan må det være ind til Kristi dag, hvor han bliver alt i os alle, sine unyttige tjenere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen