09-01-2022

Kan vi tåle at se Guds herlighed?

Salme: Her kommer, Jesus, dine små, DDS 123

Kom, Herre Jesus. Amen.

Sl 8; (Kol 1, 15-19); Mark 10, 13-16

Sidste søndag bad vi i indledningsbønnen om, at Gud måtte lede os frem til en herlighed, hvor vi kunne tåle at se ham. Det kan lyde mærkeligt i vore øren, for vi er så vant til at se ham stå med udbredte arme - som i dag – eller som et lille barn, liggende i sin moders skød, sådan som vi hørte det i julen. Det kan vi alle tåle at se, skulle man synes. En del af hemmeligheden om Guds rige ligger imidlertid netop i dette forhold: At den mægtige Gud, som ingen kan tåle at se, han som satte månen og stjernerne på himlen, han ikke alene skabte mennesket – kun lidt ringere end sig selv – som vi hørte det før, han blev selv et menneskebarn. Det barn ville vise os noget ganske særligt, han ville vise os det rette forhold til hans og vor fader i himlen. Som han er vi nemlig Guds børn.

Hvad vil det sige at være Guds barn? Det har vi mulighed for at tænke over hver gang, vi ved en dåb hører disse ord: »Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« For her står de voksne forældre med deres lille spædbarn, og netop i dåben er de alle, barn som voksne, børn for vor Herre. Men vi ved, at forældrene som voksne har ansvar, ansvar for barnet, der dog lærer de voksne, hvordan de skal tage imod Guds rige: som barnet uformående og i ubetinget hengivenhed modtager forældrenes kærlighed, sådan skal vi modtage Guds kærlighed. Når vi står ved døbefonten, så ser det så let og ligetil ud, men vi ved også, at der kommer tider, hvor det ikke er så let at være Guds barn, i hvert fald hans gode barn, vi bliver forstandige, og vi kan fristes til at gå andre veje end Guds. Særligt her i Nørre Alslev kirke bliver vi mindet om netop dette, både når vi går ind, og når vi går ud, for her hænger syndefaldsberetningen som kerubernes dragne sværd ret over vore hoveder.

I paradisets have ønskede Adam og Eva at blive som Gud. De var jo skabt kun lidt ringere end han, skabt til at være hans børn, men slangen fristede dem til at ville være som han, og derved fortrænge ham.

Grundtvig har skrevet et pragtfuldt digt, I kvæld blev der banket på Helvedes port, som handler om Jesus, der drager til Helvede for at løse de fangne af deres bånd, og de første, han kalder på, er Adam og Eva. Eva kaster sig for hans fødder og beder om forladelse, fordi de havde ladet sig friste til at tro, at de »rådte for verden alene!«, som hun siger til Jesus. Ja, Adam og Eva lod sig friste, fordi de så Guds storhed og ville gribe den, og det er jo let at forstå. Mon ikke vi alle har haft lysten til at gribe ud efter det storladne? Sværere er det måske at forstå, at fristelsen også kan ligge i fortvivlelse og angst. Men også her forsøger vi at bemægtige os tilværelsen, fordi vi et eller andet sted aldrig er kommet til tro på, at der ER rådet bod for uddrivelsen af paradiset, at vi IKKE er fangne her alene i dette liv, alene i denne verden. Det er, som om der er kommet en angst for livet ind i vor måde at være mennesker på, fordi vi ikke vil tro, at der er et liv efter døden. Men også det er at tro, at vi råder for verden alene, for så har vi afskaffet Gud, og det er en mageløs platform for mennesker, som gerne vil have magt, der er nemlig ikke noget lettere end at tage magten over mennesker, der er bange. For hvor skal de bange gå hen? Hvem kan give dem et trøstens ord og sige, at det hele nok skal gå?

Fordi vi har mistet udsynet mod evigheden, sidder vi som H.C. Andersens Kay i snedronningens slot og flytter formålsløst rundt på nogle brikker, vi har fået stillet til rådighed og må sande, at det bare ikke bliver bedre. Vi har aldrig som nu været så ensomme og triste og som følge deraf optagede af os selv og vort eget velbefindende. Jeg læste f.eks. i forgårs til min forundring et læserbrev fra en præst, der ønskede skiltning udenfor kirken i Svanninge, hvor den lokale sognepræst ikke er vaccineret og heller ikke vil tjekke kirkegængernes coronapas ved indgangen. Det giver ellers god mening; hvis præsten og kirken ellers følger de gældende regler for afstand m.m., hvad de mig bekendt gør, så har vi dog i kirken en herre, som brød alle skel ned, lagde sine hænder på børn (som på den tid ikke blev regnet af nogen), ja, lagde sine hænder på alle, der måtte have brug for det, og velsignede dem. Så skulle det dog være en mærkelig kirke, hvis man formente mennesker adgang til hans faders hus hvad enten de kommer for at høre eller tale om ham?

Sådan kan mennesker skabe den rene elendighed for hinanden, men Gud brød altså ind i den elendighed, og det er der heldigvis også vidnesbyrd om her i kirken; i dåbsfadet ser vi Maria, Guds moder, få besøg af ærkeenglen Gabriel med besked om, at hun skal føde Guds søn, Ham, i hvis navn, vi blev Guds børn. Han kalder på os med kærlighedens stemme. Og følger vi det kald, så bliver vor opgave i livet at se alt med kærlighedens blik, sådan som man ser på et lille barn, sådan som vi ville se på Jesus, havde vi set ham i krybben, som vi skal synge om lidt. Vi skal se mennesker, som var de Guds børn. Det har vi ganske vist svært ved at tåle i disse tider, hvor vi er bange for, at de smitter, og derfor kan vi lære af f.eks. den lærerinde, som tog imod de fem børn ud af 24, der mødte i skole i 1992, hvor landet var hærget af både influenza og skarlagensfeber, som begge kan være farlige, er uheldet ude. Hun udtalte til TV-avisen, at børnene vel ikke skulle straffes ved at blive sendt hjem, når de nu var mødt op for at få undervisning. »Man kan jo ha´ det lidt hyggeligt også, samtidigt« som hun sagde. Og det er den rette indstilling til tingene. Tag dem, som de kommer, for alt er Guds gode hænder, og han har faktisk lovet os, at det ender godt!

Den Gud, der fordrev menneskeslægten fra Paradisets have, kom nemlig selv for at hente os tilbage, og det er i denne bevidsthed, vi forlader kirken i dag. For dåbens mysterium kan vi leve og dø på; af hvor lidt vand og Guds løfte til os end ser ud, så er det dog som det kys, Kristus gav Eva, da han gæstede Helvede:

Så kyssed sin moder Guds herligheds glans / til under for alle de døde, / og op stod som dronning med regnbuekrans / skøn Eva, som angred sin brøde.

Adam og Eva blev langt om længe fri af den forbandelse, de pådrog sig selv og menneskeslægten; med dette kys til skøn Eva kan vi gå ud i verden som konger og dronninger med regnbuekrans, virke i verden, som voksne, ja, men som børn i hjertet, hvor vi allerede nu mærker og ser evigheden, glæder os, og derfor tager imod Guds rige. Må Guds rige vise sig og blomstre i jeres virke som spejdere, må det blomstre for os alle.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.