02-01-2022

Hjerterkonge er fundet

Salme: De hellig´tre konger så hjertensglad, DDS 138

Vi har og en ledestjerne, og når vi den følger gerne, kommer vi til Jesus Krist. Amen.

Es 60,1-6, Tit 3,4-7, Matt 2,1-12

Jeg har det med humoristen og radio-/TV-værten Michael Bertelsens farfar, som jeg har det med Gud. Jeg har hverken set eller mødt ham, men jeg nærer en ubetinget ærefrygt for ham. Det kræver en forklaring.

For en del år siden var unge Bertelsen taget på pilgrimsvandring ad Caminoen i Spanien med det formål at nå til Santiago de Compostela. Medens han således vandrede alene og uden nogen former for elektronik til at forstyrre sin sjælefred, var han kommet til at tænke på forholdet mellem sin far og dennes far, altså Michaels farfar. Farfaderen havde været et stærkt troende menneske, og Michaels egen faders liv havde været en evig flugt væk fra det religiøse, som han havde følt som et snærende bånd. Han blev som voksen arkitekt og kulturradikal, men han bevarede alligevel forbindelsen til sine forældre, hvor Michael og hans søskende ofte var på besøg, besøg, han tænker tilbage på med stor glæde. Der var nærvær, fylde – og bordbøn hos faderens forældre, men Michael havde altså oplevet det som noget naturligt, i modsætning til faderen, der jo var i oprør mod hjemmet det meste af sit liv. Og han fortalte om en konflikt, der kendetegnede forholdet mellem de to:  

»Et af mine tidligste barndomsminder er fra min fars 50-års fødselsdag, som blev holdt som en fire dage lang festival på hans landsted i Kikhavn med et væld af gæster. Min far gik rundt i kimono og var rimelig beruset, da han opsøgte min bedstefar, som stod i gråt jakkesæt, med butterfly og blød hat og støttede sig til en stok. Min far ville tvinge sin far til at se på sig og se, at han var fuld. Han skreg ind i hovedet på min farfar, at han skulle se på ham og se, at han var fuld og vide, at han havde drukket hele sit liv, men min farfar sagde, at han var hans førstefødte søn og ikke drak.«

Farfaderen havde angiveligt med sin strenge religiøsitet skubbet sin søn fra sig, og sønnens årelange storforbrug af alkohol kan måske have sin rod i et uafsluttet oprør mod denne strenghed, eller han har bare med sin opførsel villet udstille sin faders hykleri eller indskrænkede tilgang til tilværelsen. I virkeligheden så han måske aldrig de ledetråde, der blev lagt ud for ham af faderen. Da jeg læste beretningen, så jeg en ledetråd, en stjerne, der lyste, må jeg indrømme; kan man forestille sig en fire dage lang fødselsdagsfest med beduggede mennesker, fødselaren er 50 år og altså stadig i opgør med sin far, der dog er blevet inviteret med? Nu står sønnen foran den afholdende far, og tvinger ham til at se på sig i opløst tilstand. Men faderen svarer roligt: »du er min førstefødte søn, og du drikker ikke!« Ikke fordi han ikke ville se, hvordan det forholdt sig, nej, han ville holde sin søn fast på, at han kunne vælge at opføre sig anstændigt. Faderen insisterede simpelthen på, at sønnen var et menneske, ikke en abekat. Michael Bertelsens farfar var ikke i tvivl om sit ståsted, men det var hans far, for han kunne kun være noget i opgøret med faderen, og det var nok det, der gik op for Michael under vandringen på caminoen. Han tog afsted for at finde sig selv, og det gjorde han ved at komme til en afklaring om, hvad mennesket er; vi er altid noget i forhold til nogen. Kristeligt set er vi noget i vort forhold til Gud, hvad enten vi er på vej væk – så er vi fortabte, eller vi er på vej hen til ham, fordi vort hjerte kun kan finde hvile i ham. Der er ingen mellemvej. Men Gud, kan vi være sikker på, vil lægge ledetråde ud, for han vil ikke, at vi skal fortabes, han vil, at vi skal finde ham.

Om dette handler dagens tekst. Vi befinder os i Jerusalem, hvor den onde kong Herodes, romernes lydkonge, residerer, og medens han sidder og tror, at det er ham, der bestemmer, kommer der fremmede, nogle vismænd, og de spørger: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Tænk, her sad Herodes og troede, at han var konge, og nu kommer der tidender om, at en konkurrent er blevet født, ovenikøbet i Betlehem, den by, hvor alle kongers konge kom fra, nemlig David. Noget, Herodes ikke kunne hamle op med. Og så får vi historien om, hvordan Herodes prøver at narre de vise mænd til at angive den lille, så han kan blive slået ihjel, og hvordan de i en drøm bliver advaret mod at vende tilbage til Jerusalem.

Det er en underlig historie, for de vise mænd var ikke jøder, de kom fra Østerland, som det kaldes, måske fra Persien. De tilhørte en anden religion, de tilhørte et andet rige, med en anden konge. Alligevel var der noget på færde, som de måtte udforske, og de overskred alle grænser, deres religions, deres lands, deres regents, for at finde den konge, der skulle fødes under stjernen. Deres egen fornemmelse kunne bringe dem til Jerusalem, for det måtte da være her, kongen befandt sig, men de fandt en verdslig konge, en konge, der var optaget af sig selv og sin egen magt, og så måtte de fortsætte deres vandring. Det var imidlertid ikke en vandring ud i det blå, for der var noget eller nogen, der ledte dem. Ledestjernen viste dem vejen, og vejen førte til stalden, hvor lille Jesus lå i Marias arme, og det hedder sig, at »deres glæde var meget stor«. I tro faldt de på knæ for det lille barn og ofrede de kostbareste gaver, som alle på hver deres måde hører til en konges rigdom og pragt.

De fremmede faldt på knæ for Jesus, og det skal vi alle. Vi har det bare med at synes, at det fremmede er mere spændende at falde på knæ for, og sådan var det også for Michael Bertelsens far; frigørelsen, drukkenskaben faldt han på knæ for og dyrkede i stedet hadet til den frelser, han havde hørt om hele sin barndom. Blev konge i den verden, han selv byggede op. Muligvis har han følt, at hans forældre med den evindelige kirkegang og bordbønnerne ikke har villet lade ham udfolde sig i sin menneskelighed. Og det kan man jo ikke tage fra ham, for ingen forældre er fejlfri, men i en alder af 50 år bør man nok være kommet til en mere moden indsigt, end beretningen her vidner om. Michael Bertelsens far stod som en anden kong Herodes og var parat til at dræbe det lille Jesusbarn, der lå svøbt i faderens hjerte, men faderen kunne se, at sønnen var på vildveje og ville hente ham hjem ved at insistere på, at han ikke kunne opføre sig dårligt, tale til hans anstændighed og dermed hans menneskelighed. Om det lykkedes, ved jeg ikke. I hvert fald gjorde det så stort et indtryk på barnebarnet, at han aldrig glemte det. Til forskel fra Bertelsens farfar er Gud evig, og derfor bliver hans komme til jorden ved med at gøre indtryk, og selv om stjernen er slukket, så lyser den endnu i de troendes hjerter. Derfor taler vi om den endnu. Derfor leder den os endnu. Vi kan sagtens komme bort fra Gud og gå ad fejlagtige stier, hvor vi tror, vi kan finde ham, vi kan også sagtens tro, at vi er konger og dronninger i vort eget liv og derfor ikke behøver Jesus. Men vi kan kun føle glæde ved det, hvis vi udøver vor magt over andre, sådan som Michael Bertelsens far fandt glæde i at ydmyge sin far. Det er i længden ikke godt for nogen. Derfor er det glædeligt at vide, at kirken står lige så fast som den sagnomspundne farfar og sætter forholdet på plads. For her får vi at vide, at vi ikke behøver at tage ud på lange vandreture for at finde Gud. Gud har fundet os, han fandt os i dåben, hvor vi blev ham lige så kær som hans første og eneste søn. I dåben kaldte Gud os ved navn, her fra kirken sender han os atter ud på vor vandring i livet med fornyet mod og glæde i bevidstheden om, at vi har fundet hjerterkonge, og at vi derfor ikke har nødig selv at være det.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen