31-12-2021

Vor vilje i Guds lomme

Salme: Kærlighed til fædrelandet, DDS 710

Bliv, o Gud, i vort hjerte, sjæl og hu, så vi dig aldrig glemme. Amen.

Sl 90; Jak 3, 13-17; Matt 6, 5-13

I konfirmandstuen i Nørre Alslev hænger – udover den gamle tavle – et flot hæklet fadervor samt et billede af den unge Martin Luther for rigsdagen i Worms. Hertil var han stævnet af kejseren og paven, som krævede, at han trak sine 95 teser om afladshandlen tilbage. Det nægtede Luther som bekendt, og det gjorde han, fordi hans samvittighed var bundet til noget udenfor ham selv. Han ville ikke lade munden løbe og efterplapre romerkirkens lære om skærsild og helgendyrkelse, som i virkeligheden handlede om kirkens magt over sjælene. »Her står jeg, jeg kan ikke andet. Så hjælpe mig Gud« lød ordene fra Luther. Han kunne lige så godt have sagt: »Ske din vilje i himlen som på jorden – thi dit er riget, magten og æren«, for det var det, det handlede om. Vor vilje ligger m.a.o. i Guds lomme, og derfor er det så fint, at Luther fra sin væg kan se over på fadervor, for han havde netop havde fundet den almægtige Gud i sit lønkammer, som han alene stod til ansvar for. Han ønskede, at sandheden, evangeliets sandhed, skulle råde, og det satte han sin egen person ind på. For når du går ind i dit lønkammer og beder til Gud, står du alene overfor ham. Så kan du ikke længere lyve, og din samvittighed vil bagefter byde dig at sige sandheden overfor andre. Deri ligger både det personlige, det individuelle, og det, der peger mod fællesskabet. Det gode ved Fadervor er jo, at det er os som enkeltpersoner, som kendte af Gud, der beder den, men vi beder med et »vi« – giv os vort daglige brød, forlad os vor skyld osv.

Alene, men fælles, fri overfor Gud, men dog træl overfor vor næste, det er Luthers arv til kristenheden og til det Danmark, der blev evangelisk-luthersk.

Det personlige og det fælles er typisk det, vore tanker kredser om ved årets afslutning, for det hænger jo sammen. Den enkeltes liv er dybt afhængigt af, hvordan landet regeres, at det er sandhed og ret, der styres efter. I bønnen for Danmark, som endnu stod i den gamle salmebog fra 1953: »Lad gudsfrygt være vor styrke og kærlighed til retfærd være vor ære«, og det er et godt princip. Gudsfrygt i evangelisk-luthersk forstand hænger nemlig sammen med kærligheden til retfærd, og dette bør være udgangspunktet for enhver lov, der gives i dette land. Det betyder ikke, at der skal lovgives religiøst, nej, det betyder, at hver eneste medlem af folketinget bør se sig selv som stående ved rigsdagen i Worms, som, den dag, Luthers ord faldt, blev Guds domstol. Vi må derfor bede om, at vore politikere i al deres færd i det nye år går med tanken på sandhed og retfærd, for det er det, der bygger et godt samfund og vækker tilliden mellem mennesker. I kærlighedens rige går magt og ret nemlig hånd i hånd, som vi skal synge senere. Det betyder, at vi skal kunne stole på vore lovgivere, at de står ved deres ord og giver retfærdige love. De seneste år har vist os, at det kan vi ikke. Vi har oven i købet set, at flere ministre lader hånt om de givne love, ofte fordi de bare vil have tingene gennemført i håbet om, at lovgivningen vil følge på efterbevilling. I det forgangne år har vi ligefrem oplevet to ministre bryste sig af at have begået lovbrud i en højere sags tjeneste. Der er forskel på alvoren i de to sager, den alvorligste er ikke kommet for en domstol, men de ligner hinanden i netop dette: at ministrenes samvittighed bød dem at bryde loven, hvorfor deres gerning var gjort af ren og skær næstekærlighed. Og sådan kunne de jo godt minde om Martin Luther. Men ingen af dem er det; for begge har gjort - og gør for den enes vedkommende forsat - alt for at undgå at blive stillet for retten og blive dømt. Og folketingets partier, som skulle holde dem op på deres gerning, har haft andre interesser end retsstaten, derfor er bremsen ikke blevet trukket. Det gustne overlæg vandt over gudsfrygten, kærligheden til retfærd led skibbrud. Vore lovgivere og ministre stiller sig hellere op på gadehjørnerne og lader munden løbe med hensigtserklæringer om hellige værdier. Og det er jo også derfor, at den årlige gudstjeneste ved folketingets åbning er blevet en farce, for man sørger behændigt for, at der ikke kommer nogen som helst form for forkyndelse, der kan anfægte folketing og regering det mindste.

Det er imidlertid netop anfægtelsen, den og alle andre gudstjenester er sat i verden for, for vi forkynder Kristus. Anfægtelsen er kristendommens gave til menneskene, for kun dén kan pirke til vor samvittighed, og netop derfor må vi høre op med at lade munden løbe og gå ind i vort lønkammer for i stilhed at høre, hvad Gud vil, at vi skal gøre, som vi beder i kirkebønnen. Og hvad er det så, vi får at høre, ud over lyden af de første nytårsraketter, der flænger stilheden og lyser om kap med stjernerne på himmelhvælvet? I dag hører vi dette: For mange år siden flængedes tæppet til det allerinderste og –helligste i Jerusalems tempel, nemlig da Guds søn udåndede på korset. Hvor kontakten til Gud indtil da alene kunne varetages af særligt udvalgte personer, nemlig ypperstepræsterne, var der nu ikke længere noget skel mellem Gud og mennesker. Egentlig havde Jesus allerede lindet lidt på sløret for det rette gudsforhold, da han lærte sine tilhørere at bede Fadervor:

»Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. (…) Når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte.«
Jesus havde set, at religionen havde udviklet sig til at være et magtmiddel, hvormed man kunne gøre sig til af sin fromhed overfor andre mennesker, og hvor den måde, man selv fremstod i offentligheden på, blev vigtigere end forholdet til Gud. Men Gud kender hver enkelt af os, han kender vort hovmod, vore nederlag, vore sorger, glæder og dybeste længsler, han har ikke behov for, at vi gør os til overfor ham. I ordene »Fader vor« ligger den helt enkle beskrivelse af vort forhold til ham: at vi ikke skal være andet end hans kære børn, der kan bede ham om alt mellem himmel om jord, fra brød på bordet til tilgivelse og frihed fra alt ondt. Men det er først når vi erkender, at han er Gud, den, som har riget, magten og æren i al evighed, og at vi er dødelige mennesker, der ikke har andet at komme med end vor bøn, at vi kan forstå, hvad det i sandhed vil sige at være menneske, at vi ikke skal bære verden eller universet på vore skuldre.

Det er en meget svær øvelse, for vi vil så gerne gøre noget, gøre mere end vi behøver, og det kommer ofte af, at vi vil være mere, end vi er. Vi glemmer, at vi altså bare er mennesker, og at Gud er Gud, om så alle mand var døde. Evangeliet kommer i vore øjne så let til at se fattigt og trist ud, og så pynter vi på det eller skifter det ud med noget, vi selv finder på, i disse dage står der »danske værdier« og »danskernes liv« på spisesedlen, der rækkes os af medievante personligheder. Vi begynder at søge disse personligheder i stedet for at søge Gud. Og vi kan være sikre på, at der altid er nogen, der gerne vil sole sig i vor beundring for deres påståede heltemod. Men trænger vi mennesker egentlig til andet end til at være næste for hinanden med sandhed og retfærd som ledetråde? Trænger vi til andet end Gud? Nej, det gør vi ikke. Det var den erfaring, Luther gjorde sig, da han stillede sig op på rigsdagen i Worms. Der handlede det om Gud, fordi Luther trængte til Gud, det handlede ikke om Luther. For han vidste om nogen, at vi på vor færd i livet alt for ofte fristes til at stille os an og lade munden løbe, hvor retsindige vi end øver os på at være. Og derfor er det så godt at vide, at vi i det skjulte har en kærlig far i himlen, som vi kan bede til i det skjulte: »Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«. Med den bøn begynder og slutter alting, 2021 og 2022, den leder os bort fra os selv og hen til Gud, og vi skal vide, at han, som har begyndt sin gode gerning i os, han vil også fuldføre den indtil Kristi Jesu dag. Må han gøre det for hver og en af os, må han gøre det for os som folk, så gudsfrygt atter kan blive vor styrke, og kærligheden til retfærd vor ære.

 

Vor fader i himmelen, vi beder for alle vore kære, at du må være dem og os nær når mørket råder, når sorg, sygdom og anfægtelse truer med at skille vore veje fra dine.

Send kraftens Ånd til din kirke, så at nådens salige ord må blomstre og dit rige udbredes iblandt os. Bevar din kirke i troskab mod dette, så vi ikke må samles om os selv og hvad vi kan og tror og vil.

Velsign og bevar vort land og vort folk så længe Danmark og det danske elskes. Ligeledes beder vi dig velsigne og bevare vort kongehus og vore myndigheder, at magt og ret må være hinandens følgesvende.

Fold din beskyttende vinge ud over den lidende jord, og trøst og bevar alle, som er forfulgt for dit navns skyld. Lad deres forfølgere sænke den knyttede næve og vende sig bort fra det mørke, de selv har valgt og lære lyset i dig at kende. Drag os bestandig til dig, og lad vort hele liv og gerning smage af din kærlighed og være den til ære. Styrk vor tillid og vort håb til dig på vor vandring på denne jord indtil vi skal samles med dig i dit rige, hvor kærligheden brænder ret og uden ende, du vor fader, som er i himmelen.

Amen.