26-12-2021

Sværdet i krybben

Salme: I denne søde juletid, DDS 109

Og blandes end min frydesang med gråd og dybe sukke, så skal dog korsets hårde tvang mig aldrig munden lukke. Amen,

(Es 50, 4-7); ApG 6, 8-14; Matt 10, 32-42

»Den, der ikke tager sit kors op og følger mig, er mig ikke værd. Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det.« Således siger vor Herre Jesus Kristus til os i dag, oven på et par juledage, hvor vi ellers er blevet lokket til kirke af helt andre toner: englesang, ledestjerner, barneskrål og et lys i mørket, som aldrig går ud. Der blev talt til den umiddelbare glæde og omsorg i os, men nu tid til at gøre gengæld for festen. Ikke nok med det bliver vi lovet ufred – sværd – og familiestridigheder oven i det hele. Trak vi i virkeligheden en nitte, da vi blev kristne? I hvert fald er der ikke noget at sige til, at anden juledag ikke har vundet samme popularitet som de indledende juledage.

Alligevel tror jeg, at netop denne tekst om at tage sit kors op, d.v.s. ikke at flygte fra sit ansvar, når det ikke længere er sjovt, og at miste sit liv, når man forsøger at redde det, måske siger os mere end vi aner. For i snart to år har vi forsøgt at redde livet – det vil sige undgå døden – uden, at det ser ud til at lykkes for os. Og det vi har fået ud af det er et liv med splittelse, hykleri og en snigende fortvivlelse, for tænk, hvis denne tilstand i konstant beredskab aldrig hører op? Det er ikke en behagelig tanke. At ville redde livet er at ville magte tilværelsen, og det kan vi ikke. Tværtimod kan vi komme til at gøre alting galt, når vi forsøger på det. Men da vi ikke kan lide at høre om denne dom - for det er det jo - over os selv, vil jeg prøve at anskueliggøre ved at fortælle en historie, så det i første omgang handler om nogle andre. Og jeg skal indrømme, at jeg også fortalte den sidste år til jul, men da der næsten ingen var i kirke dengang, tænker jeg, at genbrug går an.

Jeg vil tage udgangspunkt i Charles Dickens´ Et Juleeventyr, for her møder vi et menneske, der forsøger at redde sit liv og er nær ved at miste det i forsøget, og vi vil også forstå, hvordan julens budskab kan bringe ufred – i hvert fald i første omgang.

Historien handler – kort fortalt – om ågerkarlen Ebenezer Scrooge, som hader alt andet end penge. Tid er penge, kærlighed og jul er humbug. Scrooge har ikke altid været sådan, han var engang god og kærlig, og han har også mødt mennesker i sit liv, der har forsøgt at lede ham netop ad kærlighedens vej; hans søster, der elskede ham uforbeholdent, hendes søn, der bliver ved med at invitere ham hjem til jul, selv om Scrooge altid vredt afviser ham, Scrooges forlovede, som han jog bort, fordi han blev mere og mere optaget af penge, og så er der hans gamle læremester, der altid holdt stor kalas for sine medarbejdere juleaften, noget, Scrooge virkelig nød. Men snart glemmer han alt det gode, han selv ufortjent har modtaget i livet. Han dyrker i stedet Gud mammon og iklæder sig et sjæleligt panser, gennem hvilket ingen glæde, ingen medlidenhed tilsyneladende kan trænge ind. Han hundser med sin kontorassistent, mr. Chratchit, som han underbetaler og lader sidde i et koldt kontor mange timer dagligt. Ja, han under ham næsten ikke engang at holde fri Juledag. For Scrooge er det det glade vanvid at være fattig og så insistere på at fejre noget så fjollet som julen. Men Scrooge skal snart få Kristi sværd at føle, for en julenat for han besøg af tre ånder, fortidens jul, nutidens jul og fremtidens jul; fortidens jul siger direkte til Scrooge, at denne nat handler det om hans frelse, og han prøver at minde ham om alle de gode juleaftener, han trods alt har haft. Scrooge bliver smerteligt mindet om, at han har fornægtet kærligheden for at leve for sig selv og sine penge. Nutidens jul tager Scrooge med til bl.a. familien Cratchits hjem, og her ser han, hvor fattige de er, men også hvor megen godhed og glæde, der er i hjemmet. Det er dog særligt den mindste dreng, Tim, der er krøbling, som rører hans kolde hjerte. Selv om mr. Chratchit har arbejdet for ham i mange år, anede Scrooge ikke, at han havde et sygt barn. Han interesserede sig nemlig ikke for det. Cratchit har juleaften været i kirke med lille Tim, og Tim har på hjemvejen sagt til ham, at det ville være godt, hvis kirkegængerne fik øje på ham, der er krøbling, for så ville de blive mindet om Jesus, der fik lamme til at gå og blinde til at se. Tim ser altså helt bort fra sin egen situation, han er i stedet fyldt af glæde over julens under og har overskud til at tænke på andre, som ellers umiddelbart har det bedre end han.

Da begynder Scrooge at tø op; han bekymrer sig pludselig for, om den lille dreng kan overleve, og hvordan det hele går, vil jeg ikke afsløre her, men det er et juleeventyr, så man kan roligt se eller læse det og bevare sit gode humør.

Pointen er, at der er noget, der rammer Scrooge, så han begynder at forholde sig til verdens barske realiteter, men ikke på en måde, så han vil indrette hele verden efter sin egen vilje, nej, han indser, at han er til for andre mennesker, og fremtiden, der umiddelbart så forfærdelig ud for både ham og lille Tim, bliver forvandlet til noget fantastisk, fordi Scrooges hjerte forvandles. Det forvandles af julens under, og uden overhovedet at skænke det en tanke kommer Scrooge til at gøre det, Jesus også siger i dag: »den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.« Han rækker simpelthen ud efter den lille troende Tim, vover at gøre noget for ham. Men det gør i første omgang ondt på ham.

Jeg nævnte, at Scrooge får Kristi sværd at føle, og sværdet er jo et redskab eller våben, der splitter. Scrooge er et splittet menneske, splittet mellem sin nærighed og det gode, der dog stadig findes i ham. Det bliver klart den nat, han møder ånderne, og han er nødt til at vælge. Sådan som vi alle må og faktisk også gør, uden at vi tænker videre over det, for vi har aldrig oplevet at skulle stå virkelig fast, dér hvor det koster noget. Evangeliernes fortælling om Kristus og de første kristne handler netop om splittelsen mellem det jordiske og det himmelske kald; at Gud insisterer på at være i en verden, som udelukkende vil af med ham, og at de troende føler denne splittelse både fra en fjendtlig omverden og i sig selv. Derfor er det besværligt at være kristen. Vi mennesker er jo mest optagede at overleve, og det binder os til verden. Men af og til møder vi noget, som er så vidunderligt og afgørende, som kræver, at vort liv tager en anden drejning end vi selv havde planlagt eller tænkt, og da er vi nødt til at afgøre os for eller imod det, vi møder. Det er dét, der sker for Scrooge, lige som en god gang helvedesangst hjælper ham på vej.

Når vi hører om kristne, der vælger, så er helvede dog ikke en del af ligningen, det er derimod den overvældende kærlighed, frihed og sandhed, de har mødt i Kristus. Stefanus eller Stefan – som vi kalder ham på vore breddegrader - havde i Kristus mødt en sandhed, der var større end han selv, og den var han beredt til at dø for. Hans trosfæller kunne ikke tåle at høre, at han udæskede deres fædrene tro. Derfor stenede de ham. Således vidnede Stefan om, at end ikke angsten for en smertefuld død kunne styrte livets konge fra tronen i hans liv. At være martyr i kristen forstand er nemlig at vidne med sit liv om Kristus. Det er der mange, der har gjort og fortsat gør. Vi hørte i dag om en anden person, der bevidnede Stefans død og godtede sig over den. Det var Saulus, den senere Paulus, farisæeren, kristenforfølgeren, der selv mødte frelseren og blev ledt ind på en ganske anden vej end den, han selv havde udtænkt. Paulus, som selv måtte lide martyrdøden for sin tro. Den nidkære medløber blev en af kirkens største forkyndere af Kristi kærlighed og barmhjertighed, og det blev han, fordi han i mødet med den opstandne med ét kendte sig selv, kendte det hovmod og had, som havde boet i ham, og dermed også kendte omfanget af Guds nåde og tilgivelse. Han var ikke – som Scrooge optaget af penge, men af den rette tro, nemlig den jødiske. Og så stødte han sig altså på barnet fra Betlehem, der blev født med sværd i hånd. Det er paradokset, som er værd at holde jul på: At den ufred og det sværd, Kristus kommer med, er kærligheden, nåden og barmhjertigheden. Og så er det måske alligevel ikke så vanskeligt at vælge.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen