25-12-2021

Hva´ mæ kulturen?

Salme: En rose så jeg skyde, DDS 117

Ja, sjunge hver, som sjunge kan. Nu tændtes lys i skyggers land. Amen.

1 Mos 1, 1-5; 1 Joh 4, 7-11; Joh 1, 1-14

Da det stod klart, at kulturlivet for anden jul i træk måtte lukke ned for at lette presset på det sundhedsvæsen, skiftende regeringer har indrettet uden tanke for vira og deres veje og vildveje, kunne man – også for anden jul i træk – rundt om i krogene høre sure (dog ikke helt så sure som sidste år) bemærkninger om, at kirken så også burde lukke. For hvorfor må folk samles til kirkens »kulturtilbud«, når de skal blive væk fra alle de andre? Jeg forstår til fulde frustrationen, men jeg må også sige, at der i et kristent land bør skelnes skarpt mellem betydningen af kultur og kristendom. Kultur - også storslået kultur - kan man godt have uden kristendom, men ingen kultur er mere storslået end den, der fremstår af glæden over Guds komme til jorden og hans sejr over mørket og døden. For når mennesket ser bort fra sig selv og op mod noget større, så kommer der ganske naturligt nogle dimensioner ind i vort liv, som også kommer til udtryk i kulturen. En kristen kultur kræver, at vi selv bliver mindre, for at Kristus kan blive større. For når Kristus bliver større, da ser vi hans faders herlighed, fuld af nåde og sandhed, og da giver vi plads til ham og hans evighed. Men mennesker har det jo med at være tiltrukket af verden og det timelige, og derfor er det i længden vanskeligt for os at acceptere vor plads i forhold til Gud.

Jeg kom til at tænke på det, da jeg i et stykke tid har været optaget af bl.a. hippiebevægelsen, som jo har præget kulturen i nyere tid med sin virketrang. Det er i år er femten år siden, at teatergruppen Solvognens »happening«, Julemandshæren, blev en del af den danske kulturkanon, og der er egentlig ikke noget at sige til, at den blev det. For netop den aktion talte ind i en kristen kultur, som Solvognens medlemmer hævdede var blevet materialistisk og dermed overtaget af kapitalismen. Formålet med julemandshæren var at sætte fokus på »julens borgerlige konsumterror« og den stigende arbejdsløshed. Aktionen indledtes med en optrin på en mark, hvor et hornorkester bestående af nydeligt klædte ældre herrer, som stod og spillede julesalmer, da en helikopter landede ved siden af. Ud af helikopteren steg en mand, forklædt som engel, og han læste den del af juleevangeliet op, hvor englene forkynder for hyrderne, at en frelser er født. Imidlertid lod han Julemanden indtage frelserens plads, og så var der ellers sat gang i det helt store gadeteater; på Strøget sang et kor, også udklædt som engle, julesalmer på en forvrænget måde, og da Oslobåden lagde til kaj i København marcherede en hær af julemænd ud derfra. De gøglede, løb på rulleskøjter og besøgte plejehjemmene, som de underholdt med skillingsviser. Alt dette hørte dog til den mere uskyldige ende af løjerne. Men da teatertruppen også mente, at Arbejdsretten afsagde uretfærdige domme, begyndte julemændene – med diverse redskaber – at rive den ned, og de fik endvidere den idé, at fordi arbejderne generelt blev udnyttet, så skulle de have noget igen for deres slid; derfor gik julemandshæren ind i Magasin, hvor de ikke bare delte deres egne, medbragte marxistiske historiebøger ud, de begyndte også - til de tilstedeværende børns jubel - at dele varerne fra hylderne ud. Men hverken hærværket mod Arbejdsretten eller uddelingen af Magasins hyldevarer blev modtaget positivt af ordensmagten. Den ankom begge steder og arresterede julemændene til voksnes forargelse og børns fortvivlelse. Det gav gode billeder i pressen, at de gode julemænd sådan blev lagt i håndjern og ført væk under gråd og tænders gnidsel. Dermed havde Solvognen opnået sit mål: At dens dagsorden blev diskuteret i de danske hjem, om end teatertruppen næppe havde tænkt, at Julemandshæren mange år senere skulle blive en del af den danske kulturkanon.

 

Jeg var fire år gammel, da aktionen stod på, så jeg kan af gode grunde ikke huske den, men da jeg så den på film, forekom den mig uhyggelig; julemænd i flok, maskerede og marcherende, er ikke et behageligt syn, men derudover er der noget chokerende over at se hvor markant og systematisk Solvognen smed Jesusbarnet ud af stalden i Betlehem og derefter satte sig selv og sin ideologi i stedet. Oven i købet i den klare overbevisning, at den gjorde det gode, for det mente medlemmerne, at de gjorde. Den dag i dag er de stolte over at have været med. I virkeligheden blev julemandsaktionen på forunderlig vis en opvisning af ordene: »Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.« Nej, det gjorde de nemlig ikke, de smed ham ud og erstattede ham med en hær af julemænd iført falsk skæg, rulleskøjter og marxistiske historiebøger. Julemandshæren gav andres ting væk. Og så er det jo nemt at være rar. Jesus, derimod, gav sig selv, for at vi kunne få evigt liv, en julegave, der aldrig blev filmet eller optaget i nogen kulturkanon, men som ikke desto mindre er evig, og i den er livet, som er menneskers lys, et lys, der skinner i mørket, og mørket kunne ikke gribe det.

Således kom Solvognens julemandshær ufrivilligt til at demonstrere grænserne for den rene kulturs formåen. Jeg tror f.eks., at der i danske børneværelser ligger flere børnebibler end marxistiske historiebøger. For kristendommen bringer håb til verden, og det sukker vi efter at få. Selv om det er fint, at kulturen sætter emner til debat, så er den kultur, vi holder allermest af, af den slags, der bygger på det håb, vi selv har fået skænket i vor herre Jesus Kristus.

Man kan af mange og gode grunde være oprørt over, at kulturlivet atter må lukke, for det er jo mennesker og deres livsgerning, det handler om, og dybest set er diverse tiltag tilfældige, fordi de afgøres ud fra politiske mavefornemmelser. Men at være vred på kirken, fordi vi holder åbent, er der altså ingen grund til, for der er ingen levedygtig kultur uden den. Måske det ligefrem kunne være en lettelse og en trøst at komme herhen og få at vide, at julenat tændtes et lys, som aldrig går ud. Tænk, livet er andet end en kort stund her på jorden, fordi Gud selv kom til den og delte livet og døden med os. Han tog det ikke fra nogen andre, bad ikke andre om at ofre sig, men gjorde det beskidte arbejde selv, for at himlen skal stå lige så åben for os, som den gjorde for hyrderne julenat, og at vi en dag skal se Guds rige i al dets herlighed. Det er af den fylde, vi alle har modtaget, det er nåde over nåde, og må den gode Gud da skænke både os og kulturlivet julefred og indgyde sin Ånd i os alle. For os er i dag en frelser født!

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen