24-12-2021

Det folk, der vandrer i mørket

Juleaften 2021

Salme: Et barn er født i Betlehem, DDS 104

Hjerte, løft din glædes vinger. Kristus lod sig føde. Amen.

Es 9, 1-6a; Luk 2, 1-14

Mørket falder snart på, og mørke kan komme både ude- og indefra. For mennesker har ikke Guds indsigt, og vi kan forvolde så meget ondt, selv om vore handlinger er gjort i bedste mening. Det mørke, der kommer fra os, er en dyrekøbt erfaring, der går gennem menneskeslægten, og som desværre alt for ofte først erkendes i bagklogskabens ulidelige lys.

Men nu er det jul, og den vidner om, at der bag menneskeslægtens historie findes en Gud, som brød mørket, da han i tidernes morgen sagde: »Der skal være lys!« Hele historien om Gud og den menneskeslægt som udgik fra ham, er historien om menneskers oprørskhed overfor Gud, om Guds vrede, og det mørke, som derved opstod. Men den fortæller også om, hvordan mennesket længes efter lyset og søger sin Gud og skaber. Den fortæller om, at denne skaber selv længes efter sin skabning, leder efter os og finder os på de mest utænkelige steder, taler til os, rækker ud efter os, bjærger os, frelser os. Sådan forenes Gud og menneske i én lang fødselsve, som julenat endte med Guds komme til jorden i skikkelse af det barn, Maria fødte. Lyset tændtes i mørket, og mørket overvandt det ikke. I stalden i Betlehem kom et mirakel til verden, det største af dem alle; universets mening og mål lå i en krybbe for længe siden. Og vi skal vide, at ethvert menneskebarn er skabt i Jesusbarnets billede, og at hvert enkelt menneskebarn derfor er universets mening og mål. D.v.s. at hvert enkelt liv er en fortælling, som er i den almægtige Guds hånd. Og det betyder igen, at den dybeste mening med vort liv ikke er i denne verden. Vi hører nemlig til i Guds rige. Vi er Guds små mirakler, men vi kan glemme, at vi udgår fra Gud og kommer derfor til at tro, at vi kun hører til her i verden, og at vi derfor skal frelse os selv. Det fostrer altid mange gode viljer, der vil løse den opgave, og det skal man vare sig for.

I disse dage er vi omgivet af gode viljer, der skaber mørke omkring os, et mørke, der ikke har plads til børn; det føler ingen glæde over de små mirakler, som hver dag fødes, nej, mørket ser i børnene udgifter til pasning, uddannelse, læger og pleje, hvis de bliver for gamle, mørket ser smittekilder, som skal holdes væk fra naturlige, menneskelige relationer, selv i den nære familie. De gode viljer kommer fra staten, som rækker ud mod vore børn og splitter familier med frygtens redskab. Det er ord, der skal siges i dag, hvor Guds egen familie er i fokus. Jesus var ikke blevet til noget, hvis ikke en familie holdt sammen og taget sig af ham, og det var et yderst risikabelt projekt, for han kom virkelig til ulejlighed. Josef og Maria havde haft andre planer for deres liv, og ikke nok med det, blev de – kort før barnet skulle komme til verden – af kejseren sendt ud på en strabadserende rejse.

Men de tog altså opgaven på sig til velsignelse for den lidende jord. Gud åbenbarede sig i en familie, ikke i en stat. Og siden da har ingen stat kunnet fungere ordentligt uden stærke, frie familier. Og her skal vi ikke tænke klaner eller - i den modsatte ende – familien som forlængelse af de offentlige fritidsordninger. Nej, i et kristent land er hver lille familie skabt i den hellige families billede, og det forpligter; i familien finder opdragelsen sted, det er her man lærer selvkontrol, lærer at være en god kammerat, lærer at tænke over sine handlinger, sklene godt fra ondt, alt det, der skaber et godt samfund, hvor vi kan holde ud at leve sammen. Men det kan kun lade sig gøre, fordi der fra forældrene udspringer en nærmest grundløs og evig kærlighed til børnene. At ungerne også hos os lærer tilgivelse og følelsen af at være elsket uden at have gjort det mindste for det at kende. I familien er kærligheden gratis. Dette kunststykke kan ingen stat eller regering gøre efter. Derfor er det så vigtigt, at staten kender sin plads og anerkender familien som samfundets grundsten, at familien er politikfrit område. Det har den uendelig svært ved i denne tid, hvor spillereglerne konstant ændres og stresser familierne. Frygtens politik er flyttet ind i vore stuer. Er der noget at sige til, hvis vi får en generation af børn, der ikke føler sig velkomne?

Men her i kirken skal de være velkomne, de skal glæde sig, og de skal vide, at selv ikke den mest emsige stat kan dræbe glæden. Juleevangeliet begynder jo med at fortælle om en stat, den romerske, som breder sig ud over den hele verden, også til Israel, som på denne tid vandrede i mørket, sukkede efter en Messias, en frelser, som kunne bringe Davids riges storhed tilbage. Vi hører om en kejser, som først kunne nyde sin magt, hvis han fik tal på og overblik over alle som boede i hans riger. Kejseren var så ophøjet, at han kunne tænke i fugleperspektiv om alle disse mennesker og lande, som han rådede over. Men i fugleperspektiv bliver alle mennesker små, fornemmelsen for detaljen forsvinder; man holder op med at tænke på, at det er mennesker af kød og blod, man flytter rundt på, som var de brikker i et spil. Lige netop ved denne lejlighed udnyttede Gud kejserens manglende fornemmelse for detaljen. Gud brugte hans befaling om at hele verden skulle skrives i mandtal til – helt uden for regnskabet - at blive den vigtigste detalje ved at lade sin søn komme til verden i kong Davids stad; dette skulle blive begyndelsen på enden på kejserens magt over verden, den verden som rettelig tilhører Gud.

Kejseren kom således til at gå Guds ærinde. Og det var lige ved, at der ikke var plads til den lille detalje, men det bekymrede ikke Gud; en stald var nok for ham at komme til verden i. Glæden fødtes altså blandt okser og får. Men glæden kom, og hvilken glæde! Gud satte gang i hele sit skaberværk med stjernen der lyste og blinkede så det var en lyst, og han sendte sin hær af engle til nogle af de fattigste og mindst ansete mennesker på den tid, nemlig hyrderne, for at fortælle netop dem, at verdens frelser var født. Mens kejseren sad i Rom og grundede over kommunikation og politiske intriger, åbnede himlen sig i den verden, han troede var hans, og så var magten ude af hans hænder. Her, et par årtusinder senere vil vi hellere høre om barnet i krybben end om kejseren, der endte med at få en birolle i fortællingen: »Dette er tegnet, i får: I skal finde et barn som er svøbt og ligger i en krybbe.« Hvem skulle have troet det? Det gør vi, der er kommet for at høre det fortalt, ellers var vi ikke kommet.

Og hyrderne troede englen, de drog til Betlehem, fandt barnet og fortalte alle om det de havde set. Om frelseren i krybben, og englene som sang hans pris og gav dem en forsmag på det rige, de hører til i, det rige, hvor frygten er veget for glæden, mørket for lyset.

Mørke var der dengang, mørke er her nu, det ruger over landet, over jorden, over menneskene og i menneskene. Men når Gud siger, at der skal være lys, så bliver der lys. Marias søn, verdens lys, blev født i mørket, og selv måtte han vandre gennem dødsskyggens dal, alligevel hører fortællingen og lovsangen om ham ikke op. 

Gang på gang vender vi tilbage til kirken for at høre om barnet i krybben, og netop i disse dage har det aldrig været mere presserende at høre det. For også i dag tælles der: Her i kirken, ja, helt ind omkring juletræet, hvor mange vi må være sammen, men det glædelige er, at Gud kan vælge at bruge menneskers påfund i sin egen plan dengang som nu. Lad os håbe og tro det, selv om vi ikke kan vide det. Fortællingen om barnet i krybben minder os nemlig om, at forudsætningen for vore familier, som vi nu skal fejre jul med, ikke udgår fra Statens Seruminstitut eller alverdens pressemøder; forudsætningen for familien er den kærlighed og nåde uden grænser, som Gud viste os, da han vendte historiens gang. Gud gav os julenat et frirum, som ingen stat kan trænge ind i. For Gud finder altid en vej og et sted at være, om det så bare er i vore hjerter. Og dér vil han allerhelst være.

Må Gud denne jul finde vej til vore hjem og vore hjerter, må han, der selv blev et barn på jord, velsigne vore børn, må han være hos dem som ikke har et hjem, må ordene »Der skal være lys« atter og atter høres i mørket og endelig en dag bryde det helt.

Glædelig Jul!