12-12-2021

Af mørke skal lys skinne frem

Salme: Udrust dig helt fra Golgata, DDS 536

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 40, 1-8; 2 Kor 4, 5-10; Luk 1, 67-80

»Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse.«

Da Johannes var kommet til verden, brød hans far ud i denne lovsang, og det var ikke bare i glæde over at han og hans hustru, Elisabeth, var blevet forældre på deres gamle dage, nej, det var fordi Johannes´ fødsel indvarslede en ny tid, hvor »solopgangen fra det høje«, altså Gud selv, ville besøge jorden. Johannes skulle bane vejen for ham ved at lære folket deres synd at kende og dermed også den frelse fra synden, som Gud ville skænke dem. Synd, det er et begreb, vi ikke bryder os om at høre, for ingen er vel fejlfri, og gør vi nu ikke vort bedste igennem livet? Det er sandt, at ingen er fejlfri, og sådan er det, selv når vi mener os fejlfri. Heller ikke Zakarias, der levede et fromt og gudfrygtigt liv, som ingen kunne sætte en finger på, var fejlfri. For Zakarias kunne ikke tro den Gud, han tjente og frygtede, da en engel forkyndte, at han og Elisabeth skulle være forældre på deres gamle dage. I det øjeblik var Zakarias gudløs og syndig, og for det blev han straffet med stumhed, til Johannes var født. Så viste Gud sig i hans lovsang, og frelsen fra syndernes forladelse var altså det, der stod på programmet dengang som i dag. Hvis vi skal forstå hvilken usigelig glæde det er, at frelsen kom til jorden i Jesus Kristus, at lys skinnede frem af mørket, så er vi nødt til at se på, hvordan mennesker kan gøre livet øde for hinanden, når de bliver optaget af sig selv. Og hånden på hjertet: Det er vi alle en stor del af tiden, enten fordi vi er selvglade eller forurettede, også selv om der kan være god grund til begge dele. Men netop selvoptagethed kan føre os ind i frygtelige blindgyder, og det vil jeg forsøge at give et eksempel på. Vi skal høre, hvad der kan ske, når en forurettet – begunstiget af historiens gang – får mulighed for at hæve sig over sin kranke skæbne.

Som de fleste ved, var nazismen i 30ernes og 40ernes Tyskland et gudløst regime, der havde sat mennesket, d.v.s. overmennesket, i centrum, og vi skal huske, at der var stor, folkelig støtte til projektet. Det var ikke et kuet folk, der besatte land efter land. Nej, de fleste kunne lide at være dem, der var ovenpå. Da turen kom til Danmark dne 9. april, var der derfor al mulig grund til ikke at indgå i et samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det gjorde den danske regering som bekendt, og det var på baggrund af den beslutning, at nogle valgte at gå til modstand, heriblandt den unge litteraturstuderende og digter, Morten Nielsen, der omkom ved en vådeskudsulykke i august 1944. Mange kender nok hans digt Skæbne, om klassens tykke dreng, der hele sin skoletid mobbes massivt af både elever og lærere. Allermest hjerteskærende er beskrivelsen af Tykkes forsigtige tilnærmelse til en køn pige, der besvarer den med en hånlatter, ja, hun ler højst af alle. Alle lo ad Tykke, ikke alle førte an, men alle var medløbere, også de, der intet sagde, og det kan jo være svært at se i øjnene mange år efter, når man er blevet voksen og gerne vil se sig selv som et godt og ordentligt menneske. Morten Nielsen så imidlertid sig selv i øjnene og skrev sig ind i det »vi«, der lo af Tykke, og med nazismens fremkomst i Danmark ser han også Tykkes mulighed for at tage hævn. Den unge Morten, der vælger rigtigt, skal selv bøde for det, han gjorde forkert engang. Den gudløse ideologis fremmarch har nemlig givet Tykke magt; han har valgt den stærkes ret:

Nu ta ́r du hævn! Nu går du med skrårem og støvler på,

du løfter en arm, og det skinner i øjnenes blege blå.

For had og hån og trusler, det kan et menneske ta ́ –

men ikke det, nej aldrig: Det og grines a ́…

 

Nu er du noget, Tykke! Mand og partikammerat.

Og hvis vi en dag skal til muren, så er din hånd parat.

Parat til at smadre et knojern ind i min Mund når du slår,

for nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde år.

Tykkes onde skæbne skal til sidst blive Mortens, sådan knyttes de tos skæbner sammen, og der er kun én udgang på det; rædsel, lidelse, død og fortabelse. Tykke så ingen anden mulighed for at rejse sig af ydmygelsen end ved at knytte sig til de stærke og tage hævn, den unge digter og modstandsmand så ingen anden mulighed end at se Tykkes hævn i øjnene som noget uafvendeligt. Det er et lysende eksempel på, hvor lidt mennesker kan stille op, når det hele kører af sporet og almindelig medmenneskelighed trædes under fode. Det bliver dermed også lettere at forstå, hvorfor vi i dén grad trænger til frelse.

Og frelsen er heldigvis på vej! For af mørket skal lys skinne frem. Den voldelige udgang på forholdet mellem mennesker, som Morten Nielsen beskriver så kontant, måtte Gud selv lide, men selv i dette mørke kunne lyset ikke gå ud. Livet kunne ikke dø, selv om det ofrede livet. Hvad bragte dette sælsomme offer så ind i verden? Det bragte os muligheden for at vende ondt til godt ved oprigtig anger og tilgivelse, det bragte os glæde og håb på trods af alt, hvad der måtte møde os.

I den gamle oversættelse af det ny testamente siger Herrens engel til Zakarias, at det barn, Elisabeth skal føde, skal berede Herren »et velskikket folk«. Hvad menes der mon med det? Det er ikke et folk, der marcherer i takt, ikke et forløjet, ideologiseret, hævngerrigt folk. Nej, det er et folk, der har erkendt, at alene Kristus er sandheden, at alene han kan få os til at vende blikket bort fra os selv og derfor dæmpe vor vrede, hvor berettiget den end kan forekomme. Et velskikket folk går frimodigt ud i verden for at tjene Kristus ved at tjene næsten, ved at se gudbilledligheden i næsten. Et velskikket folk ejer Kristus som en dyrebar skat, der dog ikke skal gemmes væk, men stilles til skue og deles ud i rigelige mængder.

Og denne skat »har vi i lerkar«, som vi hørte Paulus sige. D.v.s. selv om vi er skrøbelige, som det ler, vi er skabt af, selv om vi falder i og bliver medløbere eller pønser på hævn over dem, der har forurettet os, så er der nu en mulighed for at komme ud af den onde cirkel, der er et lys, der viser os vejen ud: Jesus Kristus, Han, hvis vej også vi skal berede, ganske som Johannes gjorde det. Jesus har jo lovet os at komme igen. Vi skal derfor fortælle mistrøstige, angste og vantro mennesker, at Gud aldrig overlod verden til os, eller os til os selv, men fra krybben over korset og den tomme grav til den dag, Helligånden kom og fyldte de angste disciple, viste og fortsat viser han os sin inderlige barmhjertighed og lyser for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen