05-12-2021

Mens vi venter.....

Salme: Hvorledes skal jeg møde, DDS 86

Kom, Herre Jesus. Amen.

Mal 3, 1-3, Jak 5,7-8, Matt 25, 1-13

Vi har til hudløshed lært, at Gud er kærlighed og endeløs tilgivelse. Mange vil derfor nok mene, at det er synd for de tåbelige brudepiger, at de kloge ikke vil dele deres olie med dem; vi kan jo alle glemme, og hvem har ikke haft brug for en hjælpende hånd? Men tænk, de kloge belønnes for at have været hårde i filten og bliver lukket ind til bryllupsfesten, medens de tåbelige efterlades derude et sted imellem købmanden og forsamlingshuset. Tilmed siger brudgommen til dem: »Jeg kender jer ikke!«, da de trygler om at blive lukket ind. Og Jesus konkluderer efter at have fortalt historien, at vi - som de kloge brudepiger – skal våge, fordi vi hverken kender dagen eller timen. Det kan nok jage os en skræk i livet, og dog er denne fortælling en anvisning i praktisk kristendom, for den handler om et møde med Jesus, et møde, der helt sikkert kommer, og hvordan vi så skal forholde os i mellemtiden, den tid være sig kort eller lang. Og det er ret enkelt, for vi er inviteret til bryllup, og man skulle være et skarn, om ikke man glædede sig til det. At leve kristent er altså at leve i glæde og forventning, og når man glæder sig til noget godt, så gør man også forberedelser, ganske som de kloge brudepiger, der har taget ekstra olie med til deres lamper. Sådan er livet i troen nemlig.

Jeg synes, at evangeliet til i dag virkelig er et evangelium, altså godt budskab. For det lyder i en tid, hvor vi er holdt op med at glæde os. I næsten to år har vi ikke hørt om andet end en virus, dens varianter og mutationer, og jeg tror, de færreste efterhånden ved, hvad planen eller målet er med de mange initiativer, der tages for at inddæmme den. Vi er dermed kommet til at leve i en forvrænget udgave af lignelsen om brudepigerne; vi aner ikke, hvorfor eller hvor længe vi skal våge, men skulle vi falde i søvn, kan vi være sikre på, at vi ikke får lov at slappe af ret længe; ikke fordi brudgommen er på vej, det er derimod de evindelige pressemøder, hvorfra vor stats- og sundhedsminister med henholdsvis pisk og gulerod anmoder os om at holde ud. De våger nemlig, må vi forstå, ja, ifølge statsministeriets departementschef er de nærmest gået i krig for at redde danskernes liv. Det mål er så helligt, at nedlukning af minkerhvervet og anbefaling af vaccine til børn – ikke for børnenes egen skyld, men for samfundets – må ses som helt naturlige hensyn, vi alle må leve med, ja, nærmest være taknemmelige for. Og fordi danskerne generelt er et hensynsfuldt folk, er vi alle begyndt at aflyse dette og hint, både julefrokoster og kirkelige arrangementer, for ingen vil jo være skyld i en smittebegivenhed. Jeg kan godt afsløre, at jeg selv frygter for endnu en julemåned, hvor julen bliver overskygget af vrede mod og angst for f.eks. kirkens julegudstjenester, som vi så det sidste år. For den vrede og angst kommer nemlig af manglende tro på, at livet er andet og mere end et antal år på jorden. Og når livet anskues på den måde, så gælder det naturligvis om at få så mange år som muligt. Så er man nødt til at undgå smitte og sygdom og dermed andre mennesker. Et langt liv i ensomhed og mistænksomhed mod andre er, hvad vi så har at se frem til. Ingen fest i sigte. Hvad er det for et liv? Jeg tror ikke, at regeringen har et svar på det, men det har Jesus.

Derfor har jeg i år bestemt mig for, at min frygt ikke skal få lov at stå i vejen for glæden, for den jul, som er lige om hjørnet, handler jo netop om brudgommen, der kommer, at bryllupsfesten er begyndt. Gud har besøgt vor jord, Gud er blevet vor broder. Det betyder, at han også vil komme igen, at han ikke vil lade os alene, at der er noget uden for vor begrænsede horisont, der er så meget større end det, vi umiddelbart kan overskue, som Gud indbyder os til at tage del i. Derfor er livet allerede rigt af den fylde, Gud har givet os med denne indbydelse. Gud er kommet med sin frelse til os. Vi skal ikke frelse os selv. At leve i bevidsthed om det har noget at sige for vores måde at handle i livet på. Når den glædelige forventning er grundlaget for et menneske, så er man alt andet lige sværere at slå ud. Man er mere tilbøjelig til at tage sig tiden til at tænke sig om, også når der er travlt. I lignelsen her har ti brudepiger fået at vide, at brudgommen er på vej, og derfor skynder de sig at komme ham i møde. Men de fem har altså tænkt lidt fremad og derfor givet sig tid til at finde lidt ekstra olie frem til at have med som reserve. Alligevel kommer de alle ti på samme tid, og alle må de finde ud af at fordrive tiden, da brudgommen lader vente på sig. Da han endelig kommer, er de fem, der havde ekstra olie med, bedre forberedt og kan lyse for ham. De behøver ikke at leve i alarmberedskab, de fem andre farer derimod forvildede rundt og ender med at stå foran en hermetisk lukket dør.

Sådan er det at træffe valg i livet; nogle valg er kloge, andre er tåbelige, og vi kender alle til at have taget både kloge og tåbelige valg. Derfor ved vi også, at kloge valg på en eller anden måde åbner døre og får ting til at blomstre, medens tåbelige valg lukker døre og ikke sjældent fører flere tåbelige valg med sig. Hvilken slags valg det var, da man i foråret sidste år bestemte sig for, at corona-strategien skulle handle om, at danskernes liv for enhver pris skulle reddes, vil jeg lade være op til den enkelte alt efter temperament. Men i dag kan man se, at strategien førte til en regering i konstant undtagelsestilstand, så ingen til sidst formåede at tænke klart. Dermed lukker alle døre sig, og man er alene med panikken. Jeg skal ikke her dømme beslutningen om at aflive alle landets mink, selv om jeg har en klar holdning til den. Men tænk, hvis regeringen havde taget sig tid til – billedligt set – at finde lidt ekstra olie frem ved at tænke konsekvenser, lovgrundlag og logistik igennem, før den tog så drastisk en beslutning? Eller tænk, hvis den havde overvejet de historiske kendsgerninger om forskellige mirakelmidler, der viste sig at have ubehagelige bivirkninger – lad mig blot nævne DDT, Thalidomid og vaccinen mod svineinfluenza, før den begyndte at presse forældre til at vaccinere deres børn uden at kende bivirkningerne af vaccinen?

Vor tro har m.a.o. betydning for vore beslutninger. Når vi er hørt op med at forvente os noget godt, bliver vi enten dovne eller går i panik og tror, at hele verden drejer sig om os. Men lever vi i glædelig forventning om ham, der skal komme, så behøver vi ikke selv finde på hellige sager at kæmpe for. For ligesom de kloge brudepiger - måske af erfaring - tænkte, at det nok var klogt at tage lidt ekstra olie med, så har vi også erfaring med livet. Vi kender hverken dagen eller timen, men vi ved, at hvis vi tager os tiden til at se os om, er det ofte oplagt, hvad er brug for. Jesus har givet os et fingerpeg for et par uger siden: Den sultende har brug for mad, den tørstende trænger til vand, den fængslede længes efter besøg. Og så er der hverdagen, hvor der altid er nogen, der har brug for hjælp, om det så bare er en venlig hilsen eller et smil. Små ting, som alle kan gøre, men som gøres, medens tid er, og som fordrer, at vi hører op med at tænke på os selv.

Vi ved ikke, om en ny nedlukning er lige om hjørnet, men skulle den komme, kan vi stadig gøre disse ting, og hvis der er noget, der har været opmuntrende i disse corona-tider, så er det at se hvor hjælpsomme, mennesker har været overfor hinanden. Ude i landet har rigtigt mange mennesker haft lidt ekstra olie med, og det er vigtigt at holde fast i det gode, nu da metaltrætheden melder sig og trangen til udskamning og desperate valg kan gribe os, fordi vi bare ikke orker en ny nedlukning. Ingen kan aflyse julen eller brudgommens komme, det er nemlig i Guds hånd. Hvordan vi vil forvalte tiden imens er til gengæld i vore hænder. Og i de hænder skulle vi gerne finde en lampe, der skinner med glædens lys.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen