28-11-2021

Når Herren vender folket ryggen

Salme: Blomstre som en rosengård, DDS 78

Kom, Herre Jesus. Amen.

Es 42, 1-9; Rom 13, 11-14; Luk 4, 16-30

Advent – adventus Domini - betyder Herrens komme, og Herrens komme indleder kirkens nytår. I dag ankommer Herren til sin barndomsby, hvor han i synagogen udråber et nådeår fra Herren, der har salvet og sendt ham for at bringe godt budskab til fattige, udråbe frigivelse for fanger, syn til de blinde og frihed til de undertrykte. Jesus er Gud, derom kan ingen tvivl herske!

Umiddelbart er tilhørerne da også begejstrede, men djævlen ligger som bekendt i detaljen; i samme begejstringens åndedrag spørger de nemlig: »Er det ikke Josefs søn?«

Dermed udtrykker tilhørerne deres tvivl, for de kender jo Jesus, de har set ham hver dag, medens han var barn, hvor han med skrabede knæ løb larmende rundt med de andre drenge, de har set ham slå sig over fingrene med sit værktøj og bløde som ethvert andet menneske, måske har de endda set ham fuld efter fyraften. Han kan da ikke være Gud?

Det kan han, og det er han. Det kan vi sige, for vi har set virkningshistorien, hvordan mennesker omvendte sig, hvordan mægtige konger bøjede knæ for korset og hele folk blev døbt i den kristne tro. Men hånden på hjertet: Ville vi ikke have reageret ligeså måbende som indbyggerne i Nazaret, hvis vi havde oplevet et bysbarn komme hjem og udråbe sig selv til Herrens udvalgte her i vor sognekirke? Jo, det ville vi, og vi ville være blevet mødt på samme måde; uden forklarende dialog, men med angrebet som forsvar, at ingen profet er anerkendt i sin hjemby, og at Guds frelse derfor skal komme til alle mulige andre end netop os. Det er dette, der er på færde i dagens fortælling. Jesus giver sine bysbørn klar besked, de reagerer med vrede og drabelige hensigter, og de jager ham ud af byen til kanten af det bjerg, den er bygget på for at skubbe ham i kløften. Men netop dér, på kanten af liv og død opdager de, at de ikke kan gøre ham noget; Jesus baner sig vej igennem folkemængden uden at løfte hånden mod én eneste og går. Med sig tager han Guds rige og frelsen. Der er ikke noget at tage fejl af. Gud har vendt Nazaret ryggen. Og det er måske det mest uhyggelige ved historien; at se en hel by gudsforladt.

Det er nemlig ikke sjovt at være uden Gud, for så er man overladt til sig selv, og mennesker fylder altid tomrummet efter Gud ud med noget andet, for det meste os selv. Hvor tvivlen holder sit indtog, er der åbent for alt så langt, fantasien rækker, hvad enten det er materielle goder, uhæmmet livsudfoldelse, andre religioner eller neutrale værdisæt, der opnår guddommelig status, fordi de skal favne mennesker af vidt forskellig observans.

For Danmarks vedkommende kan man sige, at Jesus holdt sit indtog, da Harald Blåtand lod sig døbe og derefter gjorde danerne kristne. I disse år holder tvivlen sit indtog, for aldrig har vi været så usikre på, hvad der er ret og uret, sandt og usandt, ja, måske ligefrem på hvem vi er, både hver især og som folk. Det er den virkelighed, kirken forkynder sit budskab i, og derfor har vi en meget vigtig opgave. Vi skal forkynde troen og ikke tvivlen frem.

Selv har jeg desværre den fornemmelse, at kirken står ved kanten af bjerget; vi er dog ikke ved at blive skubbet udover kanten, vi er selv med i den flok, der vredt afviser budskabet om Kristus som Guds søn og vor frelser, ene og alene af angst for at støde nogen på manchetterne med vort budskab. Det blev jeg mindet om, da jeg for nylig læste et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor en præst kom med et utroligt udsagn:

»Vi er kommet til et sted, hvor det er væsentligt, at vi indser, at vores kristne religion og kultur ikke er den eneste sandhed« skrev han.

Læg mærke til ordet væsentligt. Når noget antages for væsentligt, er man inde at røre ved et menneskes, en tings eller et fænomens inderste, egentlige væsen eller kerne, og når en præst, der er ansat i folkekirken til at forkynde, at netop Josefs søn er sandheden, vejen og livet, begynder at forkynde noget andet, så er der grund til at spidse øren.

Hvorfor følte præsten sig kaldet til at afvise, at Kristus åbenbarer sandheden om Gud og mennesker? Det gjorde han, fordi en anden præst, indvandrerpræsten Massoud Fouroozandeh, er kommet i vælten for den måde, han diskuterer islam på. Han diskuterer nemlig glad og gerne, og for Fouroozandeh er der ingen mellemvej; han elsker muslimer men hader islam, den religion, han selv har tilhørt, før han konverterede og blev præst i folkekirken. Fouroozandehs opgør med islam har betydet, at han længe har måttet leve på hemmelig adresse, men det har ikke fået ham til at dæmpe retorikken; han opfatter koranen som Muhammeds Mein Kampf, og han bruger ikke sjældent vittige tilnavne på de biskopper, der fører dialogbaseret samarbejde med lokale muslimske menigheder.

Denne debatform har ikke været befordrende for Fouroozandehs karriere. Han har længe haft vanskeligt ved at finde embede i folkekirken, og må – for at supplere sin lille indtægt fra sin migrantmenighed i Vissenbjerg – gå andre veje. Det er også blevet sværere for menigheden at få tildelt fondsmidler. Der er ingen, der har beklikket Fouroozandehs evner som præst eller foredragsholder, men flere menigheder føler enten ubehag ved hans stil eller nærer angst for repressalier fra muslimske naboer ved at ansætte ham.

Nu kunne man sige, at Fouroozandeh burde lære at hyle som de ulve, han er iblandt, og at han skader sin sag ved sin ligefremme stil. Det kan godt være en del af sandheden, men næppe den hele. Det har undret mig, hvor lidt forståelse der er i den folkekirkelige gejstlighed for den kompromisløshed, en omvendelse medfører, og vi skal huske, at Fouroozandeh netop er omvendt fra islam til kristendommen. Islam betyder underkastelse og er en lovreligion, der dikterer menneskers gøren og laden i næsten enhver henseende. Der er regler for rent og urent, for bøn, for påklædning og mange andre ting, og dertil – har vi her til lands erfaret – også et vist æreskodeks, som kan føre til social kontrol og ganske voldsomme optrin. Kristendommen gør mennesker fri fra alt dette, for den kristne Gud elsker os som vi er, ikke for det, vi gør. Det betyder ikke, at man kan gøre, hvad man vil, men at man alene er bundet med sin samvittighed til Kristus, og derfra kan man gå ud i verden og møde sin næste – som Guds barn, ikke hans slave. Det er i lyset af det man skal forstå Fouroozandehs ord om at elske muslimen men hade islam. Når man er sluppet ud af det trange, islamiske bur og har oplevet suset af den kristne friheds vingefang, så er der ingen vej tilbage, ingen trang til at søge kompromis eller dialog, der er kun ønsket om mission tilbage, at alle andre må lære den Gud at kende, der frigiver fanger, får blinde til at se, døve til høre og lamme til at gå.

Det bryder en stor del af den danske folkekirke sig altså bare ikke om at høre, og det paradoksale er, at hvor Jesus blev fordrevet af sine egne, fordi de ikke kunne eller ville tro, at deres bysbarn var Gud, så er Fourrozandeh fremmed og burde med sin personlige historie finde mere lydhørhed som forkynder af Jesu budskab. Og jeg kan netop ikke lade være med at tænke, at her er en del af årsagen til den manglende forståelse; Fouroozandeh lever ikke op til vore forventninger til den fremmede. Vi er nemlig stadig lige så provensielle som indbyggerne i Nazaret, så vi elsker den fremmede i sin fremmedhed, men når den fremmede forkynder, at Kristus er sandheden, den eneste sandhed vel at mærke, så bryder vi os ikke om den fremmede længere. Vi jager ham muligvis ikke ud til kanten af bjerget, men vi vender ham ryggen og fryser ham ud for at kunne drikke dialogkaffe i fred. Men hvad enten man kan lide Fouroozandeh eller ikke, så er det måske netop i dag, vi som kirke skal spørge os selv, om ikke det nu er timen til at stå op af søvne og erkende det væsentlige ved Kristus; at det eneste, han forlanger, er vor tro, og hvis vi ikke har den, så er frelsen måske ikke nær, måske er den ved at vende os ryggen og gå. Da er det på tide at kirken tager lysets rustning på og udråber et nådeår for Herren, så hans lys skal skinne klart og umisforståeligt for menigheden og jage enhver tvivl om Kristus som sandheden, vejen og livet bort.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen