14-11-2021

Hører du, Helved, vor morgensang?

Salme: Herren af søvne opvågned, opsprang, DDS 223

Kom, Herre Jesus. Amen.

Ez 37, 1-14; Kol. kap. 1, vv. 9b-14; Matt. kap. 9, vv. 18-16

»Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din kæp og din stav er min trøst.« Disse ord fra den bibelske salme læser jeg ofte ved begravelser, og det gør jeg, fordi de fortæller noget afgørende om at gå døden i møde med Gud ved sin side i forvisningen om, at han vil føre os hjem. Det er vigtigt at holde fast i, ikke mindst på denne tid, hvor vi har fejret både Allehelgensdag og Alle sjælesdag, som handler om at mindes dem, der gik forud for os. Døden er jo vanskelig at komme overens med, og det har den altid været; i det kulturradikale Danmark er døden i høj grad blevet tabu. For tiden kan man i Danmarks Radio høre en gribende historie om Poul Henningsens steddatter, hvis ekskæreste skød hendes to drenge for derefter at tage livet af sig selv. PH og hans kone mente, at »kuren« var at tage den fortvivlede moder med på en dejlig ferie til syden, medens venlige mennesker hjemme fjernede alle spor efter drengene. Og så talte man ikke mere om det, men festede videre. Siden havde episoden været tabu i familien. Sådan mente man at holde døden fra døren.

Andre steder i verden – f.eks. i Mexico – går man anderledes til værks. Her nævner man troldens navn medens man fester og griner ad døden på den såkaldte De dødes dag, en tradition, der så småt er ved at vinde indpas visse steder i Danmark, f.eks. ved et kirkeligt initiativ i Århus stift. Her har man – som beskrevet i Kristeligt Dagblad - søsat et arrangement, en festival, hvor man på de kommunale kirkegårde i Aarhus har opsat musikscener, børnetelt med aktiviteter og kaffebod, medens »strygerklang, orgelspil, bøn og Fadervor fra kapellerne [trækker] folk til«. Men netop i Poul Henningsens fædreland er det vanskeligt helhjertet at bryde dødens tabu, og initiativet bærer da også præg af, at man går som katten om den varme grød. For som folkets kirke er det vigtigt på sådan en dag ikke at skræmme folk væk med religiøse symboler eller bibelvers, som det siges. Og dog var både biskop og præster var til stede, og jeg betvivler heller ikke, at de har arrangeret festivalen ud fra et ærligt ønske om at imødekomme alle, der har mistet. Måske er det en begyndelse til at forkynde Guds sejr over døden ud over kirkebygningens rammer, måske ender det hele med at blive en fejring af de døde, som en af festivaldeltagerne beskrev det. Bliver det sidste tilfældet, er det særdeles uheldigt, for så gør kirken sig mindre og fattigere end den er, den gør sig til et vedhæng til den sorgbearbejdning, som så mange tilbyder, og hvad værre er: måske er den ikke bedre end Poul Henningsen til at trøste, blot har den erstattet jazzen med strygermusik.

Men kirkens trøst til mennesker i sorg er denne: At Gud sejrede over døden; Ezekiel ser således i et syn Herren skabe en hær af de hensovede, hos evangelisten Mattæus står de døde op af graven på langfredag, og sammen med dem kan vi synge glædeshymner selv i de mørkeste stunder: »Hører du Helved, vor morgensang? Kristus opstod fra de døde!« Og vi kan vandre selv gennem dødsskyggens dal, fordi han vil stå for enden af vor vandring og tage imod os.

Det vidner dagens fortælling om, som blot er én i en hel række om Jesu undergerninger, hvor ånder uddrives, syge helbredes, og storme lægger sig på Hans ord. Da Jesus kommer ned fra bjergene, hvor han har prædiket, ned i dalene, hvor vi befinder os, begynder han denne sin kæmpegerning; det er skaberen selv der vandrer på jord for at vise, at al magt i himlen og på jorden er hans, og at han vil bruge denne magt til at vinde os for sig, om det så skal være med sit eget liv som indsats. Som altid, når der sker noget nyt, trækker det nysgerrige til, og Jesus er da også omgivet af store folkeskarer, men gang på gang er det, som om kun nogle få personer virkelig forstår, hvem de har med at gøre.

En af dem er synagogeforstanderen, hvis datter netop er død. Omgivelserne er i gang med sorgarbejdet. De fejrer de dødes dag, kan man sige, og der spilles på fløjte, råbes og grædes over det døde barn, alt sammen for at dulme de efterladtes smerte over tabet. Men synagogeforstanderen ænser det ikke, han ved, at dette tab kommer han aldrig over, og han vil ikke acceptere, at livet for hans lille pige er slut.

Til forskel fra mængden nærer han et håb, ja, han har en tro på, at der er én, der kan redde datteren ud af dødens favntag, nemlig Jesus, og han betænker sig ikke et øjeblik på at opsøge ham. »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Dette er synagogeforstanderens trosbekendelse, som vor Herre straks svarer på ved at gå med ham. At det er livet selv, der kommer vandrende i Jesus, understreges yderligere ved, at der fortælles om en kvinde, der blot ved at røre ved kvasten på hans kappe bliver helbredt for sine ubehagelige blødninger. Kristus, livskraften selv, er altså på vej til at imødegå døden, der har sit greb i den lille pige.

Da Jesus ser grædekonerne ved synagogeforstanderens hus, sender han dem bort med disse mærkværdige ord: »Pigen er ikke død, hun sover.« Herefter går han ind, tager pigen ved hånden og rejser hende op.

Hvad ville Jesus vise os med denne underfulde gerning? Det jo dog mærkeligt, for nok fik synagogeforstanderen sin datter tilbage, men både han og hun skulle herefter stadig leve i denne verden, hvor døden ville indhente dem, for datterens vedkommende for anden gang. Hvad kunne dog være meningen med det? Vist skulle synagogeforstanderen og hans datter fortsat leve det liv, som de altid havde levet, og så alligevel ikke. For med ordene »pigen er ikke død, hun sover« gav Jesus dem – og dermed os – en anden forståelse af døden, nemlig den forståelse, at døden ikke længere har magten, for når døden sammenlignes med søvnen, så ligger der i denne sammenligning en forventning; når vi går i seng for at sove, lægger vi os i forventningen om at vågne til den kommende dag, og sådan skal vi også vågne op til en himmelsk, evig morgen engang. Det er dejligt konkret.

Den dag i synagogeforstanderens hus vandt livet over døden, og han og datteren modtog det håb, at selv i døden hersker forventningen om, at dens magt er brudt, og at døden nu er en overgang til noget nyt, noget godt. I dette håb sendte Jesus dem tilbage til deres daglige liv, der med ét var forvandlet til et liv i glæde og forventning, til trods for, at det atter ville kunne vise sig fra sin barske og sørgelige side.

Dét er kristendommens tale til os, der lever vort daglige liv med de glæder og sorger, som følger med al vor jordiske færden, og hvor døden er en uomgængelig del af tilværelsen. Det er derfor, vi har brug for at bevæge os fra kirkegården ind i kirken. På kirkegården er det de dødes dag, inde i kirken lyser opstandelsens morgen.

Takket være denne morgen kan vi bære vore døde til graven i håbet om, at de skal genopstå, vi kan bære vor sorg i forventningen om, at de menneskelige bånd, som døden brød, atter skal heles. Og vi kan gøre det, fordi vi med fortællingen om synagogeforstanderens datter ved, at dødens tabu er brudt, men ikke af os og de mange ting, vi har for. Det blev for evigt brudt af Ham, der sagde: »Pigen er ikke død, hun sover.«

Forventningen og håbet til den opstandne Jesus Kristus er således vor vandrestav og vor trøst, og vi skal vide, at når vi møder døden, vor fjende, så dækker Herren festbord for os for øjnene af den, medens han giver os løftet om, at vi skal bo i Herrens Hus gennem lange Tider.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen